tirsdag den 30. juni 2020

Mulm - Det hungrende mørke

Mulm - Det hungrende mørke er en fantasybog skrevet af Alex Uth.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Calibat og bookeater.dk.


Læs anmeldelsen på bookeater.dk.

Zinvaris Dyb

Zinvaris Dyb er 4. bind af fantasyserien Stjernekrønikerne, skrevet af Mads Schack-Lindhardt.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 

Der er gået to år, siden Thiyaranah døde, og Sebastian brød alle bånd med Tir-Nâzral. Han øver sig godt nok stadig på sin magi, men savner hverken sine gamle venner eller den konstante livsfare fra tiden som udsending. Kun sin sjæleven Storm tænker han stadig på, og dragen er den eneste, han savner.
Men selvom Sebastian har brudt alle bånd med Tir-Nâzral, så er Tir-Nâzral ikke færdig med ham.
Nogen jager de Unavngivne og Evendal-familien, og da en lejemorder pludselig dukker op i Sebastians egen verden, har han intet andet valg, end at vende tilbage til det sted, der kostede ham alt. Men faren lurer overalt, og et angreb sender Sebastian længere væk hjemmefra, end han nogensinde før har været - og tættere på den fjende, som vil gøre alt for at dræbe ham.

Med Zinvaris Dyb bevæger forfatteren serien fra ren fantasy til science fiction - eller science fantasy - og det fungerer 100% For bind fire er fuldstændig på samme niveau som de forrige bind i serien, og lige så fantastisk en læseoplevelse.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som bringer såvel drager som rumskibe til live, og actionscener, som næsten fjerner pusten hos læseren med deres hæsblæsende tempo. Og som et ekstra krydderi er bogen også fyldt med humor, sarkastiske bemærkninger (tak, Storm) og popkulturelle og litterære referencer, som kun kan gøre en fantasy- og bogelsker som mig glad.
Endnu en gang lykkes det forfatteren at udvide såvel sit eksisterende univers, som at opbygge et helt nyt, velgennemført og troværdigt univers, med flyvende rumskibe, mærkelige væsener og en næsten Star Wars-agtig følelse, og det er imponerende, at forfatteren kan holde styr på de mange detaljer undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som overrasker gang på gang, og en historie, som både er nervepirrende spændende, og umulig at slippe. Hæsblæsende action, magi, drager, aliens, fremmede verdener, sorg, kærlighed, venskab, profetier og hævn blandes på fænomenal vis med laservåben, frelserskikkelser og håb, og afsluttes med en cliffhanger, som gør ventetiden til næste bind næsten utålelig.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg elsker hvordan Sebastian konstant udvikler sig som person. Fra at være forblændet af sin sorg og vred på næsten alt og alle, til at genvinde sit mod og ønske om at gøre det rigtige, uden at han glemmer fortiden. Og så er jeg vild med dynamikken mellem Sebastian og Storm, og det venskab, de to deler, trods sårede følelser og savn. Storm er da også min absolutte yndling blandt bipersonerne, med sin sarkasme, loyalitet og den samhørighed, han deler med Sebastian som sjæleven, samtidig med at man som læser sagtens kan følge hans frustration over den måde, Sebastian konstant sætter Storms liv på pause, til trods for, at Storm også ønsker at gøre hjælpe. Jeg kunne dog også ret godt lide (eller lide at hade) halvorken Gulbash, hvis motiver langt hen ad vejen virker mystiske, samtidig med, at man som læser sagtens kan forstå hans ønske om hævn.
Zinvaris Dyb var endnu en fantastisk og hæsblæsende læseoplevelse i en serie, som hurtigt er ved at blive en af mine absolutte stadig-igangværende yndlingserier. Fans af de foregående bind vil bestemt ikke blive skuffede, og er man vild med klassiske fantasyfortællinger, som denne gang får et gevaldigt sci-fi twist, så kan serien kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer, for jeg er slet ikke færdig med Sebastians historie endnu.

Se også forfatterens hjemmeside.

Book Haul #6

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Med juli lige om hjørnet, er det blevet tid til at vise junis nyanskaffelser frem. Og helst før der dukker flere bøger op, for der er rigtig mange af dem denne gang. Selvom en del af bøgerne egentlig blev købt i maj, så dukkede de først op i juni, og så var jeg også så heldig, at modtage en større portion anmeldereksemplarer fra gavmilde forlag og forfattere i månedens løb, som er med til at trække antallet i vejret.
Og med disse indledende bemærkninger er det blevet tid til at vise juni måneds book haul frem.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I juni fik jeg tilsendt 13 anmeldereksemplarer fra søde forlag og forfattere.
Bøgerne er:

Alex Uth: Mulm - Det hungrende mørke. Forlaget Calibat.
Tilsendt til anmeldelse på bookeater.dk.

Anna Ruhe: Mesterens falske spil (Duftapoteket 3). Forlaget Straarup og Co.

Katja Brandis: Fjendtlige spor (Woodwalkers 5). Forlaget Straarup og Co.

Roshani Chokshi: Aru Shah og sjælesangen (Pandava-kvartetten 2). Forlaget Straarup og Co.

Leif Jacobsen og Mats Lerneby: Heksen og Liljen (Tidsvogterne 1). Hoi Forlag.

Eva Egeskjold: Genkomsten (Vaals hær 1). Forlaget DreamLitt.

Camilla Wandahl: Kloens klippe (Øglejægerne 1). Forlaget Gyldendal. Tilsendt af forfatteren.

Tomi Adeyemi: Hævnen (Children of Blood and Bone 2). Politikens Forlag.

Lene Krog:
Grå magi (Pigen fra Månehøjen 1)
Heksens storm (Pigen fra Månehøjen 2)
Forlaget Ulven og Uglen.

Thea Astrid: Langt væk fra Asgård. Forlaget Brændpunkt.

John Flanagan: Temujaierne vender tilbage (Våbenbrødre 8). Forlaget Gyldendal.
Tilsendt til anmeldelse på bookeater.dk. 

Majbritt Ravnholt Cramer: Henretterlunden (Mæsker 1). Forlaget Facet.

I slutningen af maj havde Bog og Idé supertilbud på en række titler, og det resulterede i 6 nye bøger til reolerne.
Bøgerne er:

Liane Moriarty:
Det hun glemte
Hypnotisørens kærlighed
Vanvittig skyldig

Judy Leigh: Damen som købte en bus og bare kørte

Alexandra Potter: Magisk Karma

Ruth Ware: Mrs. Westaway er død

Hos Saxo blev det til 7 bøger og 1 graphic novel, ad flere omgange, hvoraf en enkelt var en forudbestilling.
De er:

Patricia Briggs m.fl.: Mercy Thompson: Hopcross Jilly

Rachel Aaron:
Minimum Wage Magic (DFZ 1)
Part-time Gods (DFZ 2)

Cynthia Hand, Brodi Ashton og Jodi Meadows: My Calamity Jane (The Lady Janies 3)

Rachel Aaron: Spirit's End (Eli Monpress 5)

Emiko Jean: Empress of All Seasons

KJ Charles: The Magpie Lord (A Charm of Magpies 1)

Darynda Jones: First Grave on the Right (Charley Davidson 1)

Fra Bookdepository dukkede der 3 bøger op i juni, nemlig:

Ed McDonald:
Blackwing (The Raven's Mark 1)
Ravencry (The Raven's Mark 2)
Crowdall (The Raven's Mark 3)

Jeg købte 2 tegneserier hos Faraos Cigarer, nemlig:

Mort Walker:
Basserne 1980
Basserne 1981

Og så købte jeg 4 graphic novels hos Fantask, nemlig:

Arleston og Barbucci:
New York (Ekho spejlverdenen 1)
Paris Empire (Ekho spejlverdenen 2)
Hollywood Boulevard (Ekho spejlverdenen 3)

Drew Ford, Duane Leslie og Eva De La Cruz: Steam

Sidst, men ikke mindst, blev det til 2 nye bogposer, da Overlapp.dk åbnede op for onlinebutikken.

Ialt blev det til 29 bøger, 7 tegneserier/graphic novels og 2 bogposer i perioden 31. maj til 30. juni. Af dem var 13 anmeldereksemplarer og 12 på engelsk. Og der er flere bøger på vej. I juli har jeg planer om en større ordre, da der udkommer et par nye bøger, som jeg simpelthen er nødt til at eje, men ellers regner jeg ikke med, at jeg får ret mange andre bøger ind ad døren. Andre end dem, som allerede er på vej, selvfølgelig.

Hvilke nye bøger flyttede ind hos jer i juni? Og har I planer om bogkøb i juli? 

mandag den 29. juni 2020

Kampmagikeren

Kampmagikeren er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Påkalderen, skrevet af Taran Matharu.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Forår. 

Efter at være blevet forrådt og efterladt i Orkriget, har Fletcher og hans venner intet andet valg, end at flygte ind i æteren. Men æteren er et farefuldt sted, og selvom de har et skjult våben, er deres overlevelse tvivlsom, og ingen af dem aner, om de overhovedet kan finde en vej ud igen. Og hele tiden er orkerne lige i hælene på dem.
Som om det ikke var nok, er Fletchers salamanderdæmon begyndt at opføre sig mærkeligt.
Og imens er situationen i Hominum ved at forvandle sig fra slemt til værre. En racekrig truer med at ødelægge den alliance, som er den eneste mulighed for at vinde krigen mod orkerne, og ufreden ulmer. Håbet om fred har aldrig syntes så fjernt før, og fjenderne er overalt. Krigen nærmer sig sin afslutning, men hvem vil vinde? Og vil der være overhovedet være et land tilbage, når krigen er slut?

Hvor jeg måtte kæmpe mig igennem andet bind, så fløj jeg igennem Kampmagikeren, som var en virkelig stærk slutning på trilogien, og uden tvivl min yndlingsbog i serien.
Som i de forrige bind var sproget letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, som fik såvel de blodige kampscener som stive hofballer til at fremstå lyslevende for mit indre blik, og jeg kunne næsten lugte blodet og krudtrøgen, og høre bragene fra riffelilden, mens jeg læste den.
Universet udvider sig endnu en gang, hvor vi som læsere får mere at vide om den mystiske æter, dæmonerne, nye geografiske steder og nye plante- og dyrearter.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som denne gang faktisk formåede at overraske mig, hvilket gjorde læseoplevelsen en hel del bedre end de foregående binds. Historien er spændende, og fyldt med action fra start til slut. Der er skruet op for såvel de politiske intriger som magiske kampe, dæmonpåkaldelser, krig, racehad og forræderi, samtidig med at historien stadig har plads til venskab, kærlighed, familie, hemmeligheder, håb, hævn, loyalitet og søgen efter et nyt hjem. Og så slutter bogen helt perfekt.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom de stadig er en smule sort/hvide, så har især Fletcher udviklet sig helt enormt undervejs. Han vokser med opgaven, og tager lederrollen på sig, samtidig med at han bevarer sin tiltro til sine medmennesker (uden iøvrigt at skelne mellem de forskellige racer), sit gode hjerte, intelligens og mod. Hans bånd med Ignatius kommer på en hård prøve undervejs, og det samme gør hans følelser og håb for fremtiden. Af bipersonerne er Othello stadig min yndlingperson, men han får kraftig konkurrence af Fletchers plejefar, hvis kærlighed og tiltro til Fletcher aldrig vakler, selv når hele verden er imod ham. Jeg manglede dog lidt mere udvikling af skurkene, som som sagt er meget sort/hvide, og så kunne jeg godt have brugt lidt mere scenetid til Fletchers hovedfjende, men det er mere en personlig præference, end en kritik.
Selvom trilogien for mig har været lidt af en rutschebanetur, og især andet bind trak tænder ud, så var slutningen det hele værd. Universet var interessant, og jeg var ret vild med Fletcher, og den udvikling han gennemgik i løbet af serien. Og selvom historien til tider var lidt for forudsigelig, så er den stadig værd at læse, for læsere der er vilde med klassiske fantasyfortællinger.

Se også forfatterens hjemmeside.

Inkvisitionen

Inkvisitionen er 2. bind af fantasytrilogien Påkalderen, skrevet af Taran Matharu.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Forår. 

Der er gået et år, siden Fletcher vandt Turneringen, og blev fængslet på falske anklager. Meget har ændret sig siden da, og den landsby, som Fletcher voksede op i, er næsten umulig at genkende, da han endelig får sin retssag. En retssag, som synes afgjort på forhånd, da Fletchers indflydelsesrige fjender vil gøre alt for at få ham dømt.
Kun en uventet afsløring forhindrer Fletcher i at blive henrettet for højforræderi, men han får ikke lang tid til at nyde friheden igen, før en farlig mission tvinger ham til at trænge dybt ind i orkernes territorium, ledsaget af både venner og fjender.
Mislykkes missionen, vil det ikke kun koste Fletcher og hans ledsagere livet, men også betyde Hominums undergang. Og tiden er knap.

Jeg kunne ret godt lide første bind i serien, men alligevel tog det mig lang tid at få læst bind to, som desværre ikke rigtig kunne fange mig, på trods af store mængder action, og jeg endte med at måtte tvinge mig selv til at færdiglæse den.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og som læser kan man næsten mærke kulden og fugten fra Fletchers fængselscelle og junglens fugtige varme under læsningen.
Universet er interessant og velgennemført, og forfatteren formår at udvide det på en måde, så man ikke føler sig overbebyrdet med store mængder information, men alligevel lærer nye planter, dyr, dæmoner og områder at kende undervejs. Og så var kigget ind i den orkiske kultur både interessant og grusomt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, men desværre gættede jeg stort set dem alle sammen på forhånd - nogle af dem endda allerede i første bind - og det gjorde, at bogen blev både forudsigelig og en smule kedelig at læse. Hvilket ikke ligefrem gjorde den lettere at komme igennem. Jeg tror dog mere, det handler om, at jeg har læst rigtig meget fantasy, og forfatteren bruger mange af de klassiske fantasyvirkemidler, end at bogen som sådan er forudsigelig. For historien mangler hverken spænding, eller action, og er fyldt med magi, intriger, forræderi, hævn, dæmoner, fjender, venskab, familie, hemmeligheder og krig, krydret med racehad, fordomme, undertrykkelse og klasseforskelle. Og så slutter den, ligesom sin forgænger, med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, omend en smule sort/hvide, og man er som læser ikke i tvivl om, hvem fjenderne er. Fletcher er modig, intelligent, loyal og fordomsfri, og fungerer rigtig godt som hovedperson, ligesom dynamikken i venskabsgruppen også fungerer rigtig godt. Jeg var dog en smule træt af Sylvas fordomme og mistanker, som virkede mere jalousi- end fornuftbetingede, men ellers kunne jeg rigtig godt lide Fletchers venner. Og især dværgen Othello var jeg rigtig glad for, da han, udover at være en loyal og modig ven, også kæmper for en bedre fremtid for sit folk - og det uanset, hvad det kan koste ham selv. Til gengæld er det svært at sige noget positivt om Fletchers fjender, som ikke virkede voldsomt nuancerede, og i stedet var gennemført lede og udspekulerede.
Inkvisitionen er en solid toer i en på mange måder klassisk fantasyserie, som desværre var lidt for forudsigelig for min smag, og som aldrig rigtig fangede mig, før til allersidst. Jeg er dog ikke i tvivl om, at yngre og knap så belæste fantasylæsere, som kunne lide første bind i serien, vil elske den, og jeg har da også stadig planer om at færdiglæse serien, så jeg kan finde ud af, hvordan det hele ender.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 28. juni 2020

Blodets Sti

Blodets Sti er 2. bind af fantasyserien Et varsel om Storm, skrevet af Tobias Stenbæk Bro.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget. 

Brødrene Rodrik, Cedrik og Storm er på flugt fra de mænd, der dræbte deres far og brændte deres hjem ned til grunden. Ingen af dem ved, hvem mændene er, eller hvorfor deres hjem blev angrebet, og deres eneste håb om svar, er at opsøge bygmesteren Leoric i Mågehavn, som deres fars sidste besked ønskede.
Men vejen er lang og farefuld, og brødrene ved ikke, hvem de kan stole på.

Jeg havde tårnhøje forventninger til Blodets Sti, da forgængeren var en af de bedste bøger jeg læste sidste år, og selvom det tog mig lang tid endelig at få læst fortsættelsen (faktisk nåede serien at skifte forlag først), så blev de i den grad indfriet. For bogen her var lige så fantastisk som sin forgænger, og jeg ærgrer mig i den grad over, at jeg ikke har fået læst den før.
Sproget er letlæst og flydende, og med sit lidt gammeldags ordvalg formår forfatteren, sammen med de livagtige og billedskabende beskrivelser, at fremmane den helt rigtige fantasystemning.
Universet er utroligt levende, og jeg er virkelig imponeret af den måde, som forfatteren lige så stille får listet sin worldbuilding ind i handlingen, uden det på noget tidspunkt får karakter af infodumping. I stedet udvider såvel geografi som flora, fauna, religion og samfundopbygning sig naturligt i takt med brødrenes rejse og historiens forløb, og som læser føler man sig hurtigt hjemme i en ellers fremmedartet verden. Og samtidig beviser forfatteren, at man sagtens kan skabe overbevisende worldbuilding i voksenfantasy uden at skrive 800 sider lange bøger.
Handlingen er godt skruet sammen, med twists som overrasker gang på gang, og en spændende historie, som er umulig at slippe. Bogen er fyldt med forræderi, hævn, kærlighed, intriger, hemmeligheder, magtbegær, magi og ulmende uro, og mens der skrues op for såvel kampen for overlevelse som action i dette bind, så er det stadig først og fremmest en historie om broderskab, familie, og sorgen over det mistede. Og så slutter den på en måde, som gør det næsten umuligt at vente på næste bind.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Især forholdet mellem de tre brødre er skildret utroligt godt, og de skiftende synvinkler fungerer rigtig godt, da man lærer ikke bare brødrene, men også et par af de vigtigere bipersoner, rigtig godt at kende. Af brødrene var det især Storm og Rodrik jeg holdt af, for selvom jeg til dels forstod Cedrik og hans hævntørst, så gjorde hans egoisme, manipulationer, jalousi og ambitioner ham til tider svær at holde af. Storm, derimod, var utroligt nem at holde af, da han, på trods af rollen som lillebror og chokket over farens død, får lov at udvikle sig, og påtage sig en lederrolle under flugten. Og selvom Rodrik foretog sig et par mindre heldige valg undervejs, så gjorde hans kærlighed til brødrene og faren, og især hans månelovede Olyssia også ham nem at holde af. Af bipersonerne var det især Olyssia, som brændte igennem. Og selvom jeg ikke helt forstod, hvordan hun, trods kærligheden til Rodrik kunne være så pragmatisk i forhold til sin fremtid, så gjorde hendes indre styrke, loyalitet og pligtfølelse hende til et skønt bekendtskab. Til gengæld brød jeg mig bestemt ikke om Sorte Halfdan, som på alle måder var et afskyeligt menneske, selvom han havde sine grunde til det, og jeg godtede mig da også, når det gik galt for ham undervejs.
Sidst, men ikke mindst, var jeg vild med bogens ekstraudstyr i form af kort og persongalleri, som var med til at genopfriske såvel verden som personer for mig, og så var jeg vild med, hvordan hver synsvinkel havde sin egen illustration, så man som læser hurtigt kunne afkode, hvem man fulgte hvornår.
Blodets Sti var en fantastisk fortsættelse på en fænomenal serie, og dansk fantasy, når det er bedst. Worldbuilding, plot og personer spiller perfekt sammen, og serien er guf for voksne fantasyfans. Var man vild med Væddermændenes nat vil man bestemt ikke blive skuffet, og har man ikke læst serien endnu, er det bare med at komme igang!

Se også forfatterens hjemmeside.

Fyrtårn

Fyrtårn er en fantasybog skrevet af Alex Mangor Grave.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard.

Som 10-årig farer Malik vild i Evighedsskoven, og finder fyrtånet. Her møder han den gamle fyrpasser Hans, som fortæller ham, at han er den udvalgte, og overrækker ham halvdelen af Lysets Hjerte. I mange år tror Malik, at mødet med den gamle fyrpasser er en drøm, men 10 år senere vågner Lysets Hjerte til live, og Malik må lære at tøjle dets kræfter, før det er for sent.
Sammen med fyrpasserens barnebarn Sophia drager han ud for at samle hjertet igen, men det er ikke nemt, for Veronica, som har den anden halvdel af hjertet, har sine egne planer, og kan Malik ikke stoppe hende, vil mørket vinde.

Selvom jeg godt kunne lide idéen bag plottet, og var ret begejstret for actionscenerne, så fungerede denne bog desværre ikke rigtigt for mig. Den havde masser af potentiale, men udførelsen haltede desværre en del for mig, og jeg tror, historien ville have fungeret bedre, hvis den var blevet skrevet som en serie, i stedet for at være begrænset til et enkelt bind.
Sproget er flydende, men mærkelige ordvalg, og et lidt gammeldags og næsten formelt talesprog, gør det desværre en smule knudret for læseren. Beskrivelserne er gode, selvom der er lidt for få af dem til, at omgivelserne for alvor bliver levende. Actionscenerne, derimod, er utroligt levende beskrevet, og gav mig i øvrigt de vildeste DragonBall Z-vibes, hvilket var ret fedt. Bogen er primært fortalt fra Maliks synsvinkel, og den del af det fungerer godt, men der er også et par synsvinkelskift undervejs, som desværre ikke helt fungerede, da de dukker op midt inde i afsnit, og derfor forvirrede mig en del, fordi det ikke blev markeret, at det pludselig var en anden person, der fortalte historien. Og det er synd, for handlingsmæssigt giver synsvinkelskiftene mening, men udførelsen gjorde dem desværre til en forvirrende læseoplevelse.
Jeg kan godt lide plottet, men desværre haltede udførelsen af det en smule for mig. Jeg manglede nogle mellemregninger undervejs, både hvad angik handling og verdensudvikling, og det, kombineret med det høje tempo og de mange actionsekvenser, fik desværre historien til at fremstå en smule fragmentarisk og forvirrende. Samtidig sker der rigtig meget undervejs, og for mig ville historien klart have fungeret bedre, hvis forfatteren havde gjort den til en serie, og brugt mere tid på verdensudvikling og forklaringer undervejs, i stedet for at sende sine personer ud på den ene mission efter den anden undervejs, uden at give læseren mulighed for at puste ud efter hver mission. Som læser fik man næsten fornemmelsen af at befinde sig i et computerspil, hvor man skal løse forskellige opgaver, før man står over for fjenden, og samtidig mindede magisystemet mig om DragonBall Z, med den måde, som personerne kunne "level up" i deres kampe. Også slutningen ville have haft gavn af lidt flere sider, da det endelige opgør næsten er overstået for hurtigt. Når det så er sagt, så var det en spændende historie, med masser af magi, action, venskab, kærlighed, hemmeligheder, magiske genstande og ondskab, og jeg kunne rigtig godt lide diskussionen om lys og mørke. Til gengæld var jeg ikke ret vild med tidsrejseaspektet, da den måde, det blev udført på, ramte direkte ned i en af mine yndlingsaversioner i bøger. Det er dog en personlig præference, og ikke noget, som skal lægges bogen til last.
Personerne er levende, men virkede en anelse endimensionelle og sort/hvide, og med undtagelse af Malik følte jeg ikke rigtig, at jeg kom ind under huden på nogen af dem. Og det er synd, for bipersonerne havde helt bestemt potentiale til mere. Malik som hovedperson og jegfortæller fungerede rigtig godt, og jeg kunne rigtig godt lide ham. Han er modig, hjælpsom og ikke bange for at tage sin rolle som den udvalgte på sig. Og selvom han til tider er lidt for impulsiv og overmodig, så har han heldigvis sine venner til at hjælpe sig, når det brænder på. Jeg var dog ikke helt solgt på den måde, relationerne til bipersonerne blev beskrevet på, og igen er det tempoet, den er gal med. For mig opstod de forskellige følelser lidt for hurtigt, ligesom konflikterne blev løst næsten før de begyndte, og det var for mig en smule urealistisk og letkøbt. Af bipersonerne var det Sophia, jeg følte, jeg lærte bedst at kende, og selvom jeg igen synes at følelserne udviklede sig lidt vel hurtigt undervejs, og især sorgen over bedstefarens død blev overvundet lidt vel hurtigt for min smag, så var hun let at holde af, med masser af mod og en evne til at tænke hurtigt når det brændte på. Men jeg kunne også rigtig godt lide Dice, som var både modig, loyal og en god kriger.
Selvom jeg godt kunne lide hovedpersonen, actionscenerne og idéen bag plottet, så haltede udførelsen desværre en del, og jeg havde svært ved at følge fortællingens røde tråd undervejs. Og det er synd, for såvel historie som univers havde potentiale til mere.