Surts Rige

Surts Rige er 4. bind af fantasyserien Midgårds Beskyttere, skrevet af T.R. Bisgaard.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Calibat. 

Astrid og Magnus er forsvundet ind i Jellingstenen, efter det lykkedes Loke at narre de to dværge til at stjæle Frejs sværd. Astrid er fast besluttet på at redde sin søster, som blev bjergtaget på hendes sidste mission, og nu er fange hos Surt i Muspelheim. Men Muspelheim er ikke så let at slippe væk fra, og de skal også finde Frejs sværd.
Heldigvis er Erik parat til at hjælpe dem, og med lidt hjælp fra Odin, befinder han sig også snart i Muspelheim.
Men kan de tre unge beskyttere redde Astrids søster og finde Frejs sværd, før det er for sent? Og kan de overhovedet stole på guderne?

Selvom jeg stadig havde et par problemer med Astrid, så kunne jeg bedre lide dette bind i serien, end Frejs Sværd.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatterens beskrivelser er livagtige og billedskabende. Jeg kunne næsten mærke varmen fra lavaen i Muspelheim, og se det blændende lys fra guldet i Asgård for mig, mens jeg slugte historien, og endnu en gang kan man mærke, at forfatteren kender sit stof. Der er ingen tvivl om, at hun har brugt lang tid på at researche, før hun skrev serien, men samtidig formår hun at balancere information og historie, så begge dele kommer til sin ret, ligesom hun formår at give de kendte historier fra den nordiske mytologi sit eget twist.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par overraskelser undervejs, som gjorde det svært at gætte, hvad der ville ske. Historien er spændende, og fyldt med action, guder, magi, forræderi, intriger, hemmeligheder, tidsrejser, familieproblemer og venskab. Og så slutter den på en måde, som gør det svært at vente på næste bind i serien.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom Astrid stadig irriterede mig, så var det ikke helt så slemt i dette bind. Muligvis fordi Erik fik mere scenetid, og på den måde tog noget af opmærksomheden fra Astrid, for hun tog stadig dumme og impulsive valg, og var mere fokuseret på at redde søsteren, end i at lytte til drengene, og finde sværdet. Nu skal det ikke lyde, som om jeg ikke forstod, hvorfor hun gerne ville redde sin søster, men hun var temmelig ensporet omkring det, og tænkte sig ikke om undervejs, hvilket fik hende til at fremstå både umoden og ligeglad med vennerne. På positivsiden var hun modig og loyal over for sin familie, men det var desværre ikke nok, til at jeg kunne ignorere de ting, der irriterede mig ved hende. Erik var uden tvivl min yndlingsperson. Han var modig, loyal, og tænker sig om, inden han kaster sig ud i tingene, og så virkede han bare mere moden end Astrid. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Magnus, som, selvom han har hemmeligheder, og ikke altid var lige modig, formår at overvinde sin frygt og selvlede. Samtidig var han en interessant person at læse om, fordi man som læser ikke helt ved, hvor man har ham. Heller ikke Odin var jeg klar over, hvor jeg havde, og jeg kunne rigtig godt lide, at forfatteren har givet ham noget kant, og nogle mindre sympatiske træk, så han ikke bare er almægtig overgud, men også viser frygt og egoisme.
Udover en god historie, indeholder Surts Rige også et persongalleri, et appendiks med flere informationer omkring de nordiske guder, væsener og vigtige historiske personer, flotte illustrationer, og et runealfabet, hvilket giver læseren muligheden for at lære mere om såvel vikingernes historie som nordisk mytologi. Og det er altså virkelig fedt.
Surts Rige var en god fortsættelse på serien, hvor situationen for alvor begynder at spidse til. Der er fart over feltet, og man keder sig ikke på noget tidspunkt undervejs. Og selvom Astrid stadig irriterede mig, så var det ikke helt så slemt i dette bind. Er man vild med nordisk mytologi og tidsrejser, og kunne man lide de forrige bind i serien, så vil man også kunne lide denne bog, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien udkommer.

Se også forfatterens hjemmeside.

Frejs Sværd

Frejs Sværd er 3. bind af fantasyserien Midgårds Beskyttere, skrevet af T.R. Bisgaard.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Calibat. 

Astrid er klar til en ny opgave, og vil gerne have Erik med. Men Erik siger nej. Han er færdig med at rejse i tiden, og Astrid har derfor ikke andet valg, end at gå i gang med opgaven på egen hånd.
Heldigvis får hun uventet hjælp, da hun møder en anden af Midgårds Beskyttere, som har sin egen opgave at løse. Og hjælper han Astrid med at finde Frejs sværd, kan han måske redde sin makker, som er blevet taget til fange af Surt.
Men kan Astrid stole på Magnus? Og hvad med venskabet med Erik?

Jeg kunne godt lide de første to bind i serien, og derfor sagde jeg straks ja, da forfatteren spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde de næste bind i serien.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne gør såvel vikingeborgene som kampscenerne levende for læseren. Man kan mærke, at forfatteren har researchen på plads, og har sat sig grundigt ind i såvel vikingetidens historie som vikingeborge og nordisk mytologi, og det er med til at gøre vikingetiden levende for læseren.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom det til tider gik lidt for hurtigt undervejs, så var det høje tempo også med til at gøre bogen næsten umulig at slippe. Historien er spændende, og fyldt med magi, tidsrejser, venskab, mobning, familieproblemer, guder, ældgamle spådomme, konger, hemmeligheder og intriger, og selvfølgelig masser af action. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, og synsviklen skifter igen mellem Erik og Astrid. Desværre irriterede Astrid mig en del i dette bind. Dels fordi hun traf nogle temmelig dumme valg undervejs, men mest fordi hun manglede empati og forståelse for Eriks valg, og i stedet blev sur og halvfornærmet, fordi han ikke ville på mission med hende. Og da han så alligevel dukker op i vikingetiden, mod sin vilje, bliver hun fornærmet, fordi han ikke er glad for at være der. Og da han bliver såret, er der heller ikke megen forståelse at hente hos hende. Astrid har også positive egenskaber som mod, og et brændende ønske om at finde og redde sin søster, men desværre blev de, for mig, i dette bind overskygget af de negative sider. Jeg håber dog, hun kommer over det i næste bind. Erik var den person, jeg havde lettest ved at relatere til i dette bind. Han har det svært på familiefronten, hvor forældrene ligger i skilsmisse, og hans far er blevet mærkelig, og det gør det ikke bedre, at han også bliver udsat for mobning af nogle af hans gamle klassekammerater. Han er bange for at blive lige så skør som sin far, og har ikke spor lyst til at være en af Midgårds Beskyttere, så han er ikke ligefrem begejstret, da det lykkes Astrid at hidkalde ham til vikingetiden, og ønsker sig tilbage til nutiden. Men selvom han ikke har spor lyst til at hjælpe, så gør han det alligevel, selvom det kan koste ham livet, og venskabet med Astrid er noget anstrengt. Af bipersonerne var det især Magnus, som jeg fandt interessant. Han er modig og intelligent, men også hemmelighedsfuld, og med særlige evner, som han ikke er meget for at snakke om. Det gør, at man ikke helt ved, hvor man har ham, hvilket gør ham spændende og interessant at læse om.
Bogen indeholder både en liste over de vigtigste personer, flere flotte illustrationer og et appendiks med information om vikingetiden, stednavne og de nordiske guder, som gør det nemt for læseren at få mere at vide om de virkelige begivenheder, som forfatteren har baseret handlingen i bogen på, og det fungerer rigtig godt.
Selvom jeg ikke var helt så vild med Frejs Sværd, som med de forrige bind i serien, hvilket primært skyldtes mine problemer med den ene af hovedpersonerne, så kunne jeg rigtig godt lide historien, og jeg kan næsten ikke vente med at gå i gang med næste bind. Kunne man lide de første to bind i serien, så vil man også kunne lide denne bog, og for fantasylæsere med hang til nordisk mytologi og tidsrejser kan serien helt klart anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Forenet

Forenet er 4. og sidste bind af fantasyserien Død Verden, skrevet af Louise Haiberg.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup.

Bane er blevet bidt, og efterladt i den døde verden. Hans artsfæller anser ham allerede for død, og selvom det er lykkedes Nera at få lov til at efterlade blod til ham, vokser hans blodtørst dag for dag.
Neras eneste håb om at redde ham er den kur, som lægen Peter har udviklet mod zombievirussen. Men kuren er kun udviklet til mennesker med blodtype 0, og endnu ikke gennemtestet.
Og tiden er ved at rinde ud for Bane. I desperation lægger Nera en sidste plan for at redde ham. En plan, som kan koste hende livet.

Hold da op. Sikke en slutning! Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så glad for en zombieserie, men sidste bind her endte med at overbevise mig. Og selvom jeg aldrig bliver den store zombiefan, så har jeg bestemt ikke fortrudt læseoplevelsen.
Jeg er vild med Louise Haibergs sprog. Det er letlæst og flydende, og den måde, hun bruger dagbogselementet til at føre læseren helt ind i hovedpersonens hoved, og gøre Neras følelser levende på, er virkelig godt gennemført. Beskrivelserne er knivskarpe, og til tider direkte kvalmende, og både actionsekvenser, zombier og vampyrelvernes verden kom til live i al deres forskellighed.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gjorde det svært at gætte, hvad der ville ske. Og jeg havde i hvert fald ikke set slutningen komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med sex, zombier, traumer, venskab, frygt, hemmeligheder, blod, vampyrelvere og kampen for overlevelse. Mest af alt er det dog en historie om kærlighed, og hvor langt man vil gå, for at redde den man elsker. Og så fik vi endelig svar på de sidste spørgsmål.
Personerne er levende og menneskelige, og man kan virkelig mærke, hvor meget de har udviklet sig fra seriens start. Nera er selvfølgelig den, der har udviklet sig mest. Hun ved, hvad hun vil, og er fast besluttet på at gennemføre det, uanset hvad andre siger. Hun er modig, stærk, og stædig, men også psykisk sårbar, og især separationen fra Bane tager hårdt på hende. Det er kun sammen med ham, at hun føler sig sikker og hel, og derfor er hun desperat for at redde ham. Og netop hendes forhold til Bane udvikler sig virkelig meget i dette bind. Både Nera og Bane sænker endelig paraderne, og indser, at de er stærkere sammen, end hver for sig. Og så er deres kemi næsten brandbar. Bane er mere åben med Nera end nogensinde før, og endelig sikker på, at det er hende, han vil have - trods deres forskellige arter, samfundets normer og andet, der står i vejen for dem. Jeg var også stadig ret vild med Aiden og Kirsta, som begge forsøger at hjælpe Nera, og også lægen Peter endte jeg med at holde af, selvom han stadig lod sig rive med af videnskabelig begejstring på upassende tidspunkter.
Forenet leverede en virkelig god slutning på en serie, som blev bedre bind for bind, og som (næsten) endte med at overbevise mig, hvad angår zombiebøger. Og selvom jeg ved, at jeg får mareridt i nat, så var læseoplevelsen det værd. Kunne man lide resten af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet over afslutningen. Er man zombiefan, eller bare vild med konceptet "vampyrelvere", så kan serien kun anbefales. Men sørg for, at døren er forsvarligt låst, og læs ikke bøgerne i mørke, for jeg garanterer, at samtlige lyde vil vække paranoiaen til live under læsningen, og mareridtene vil stå i kø.

Håb

Håb er 3. bind af fantasyserien Død Verden, skrevet af Louise Haiberg.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup. 

Nera er stadig ikke faldet til i Vita, og hun får sværere og sværere ved at fungere normalt. Hun har brug for at gøre noget, og finder endelig et formål, da hun får overtalt vampyrelvernes Råd til at lade hende rejse ud i den døde verden, sammen med Kirsta og Bane, og redde mennesker.
Men Neras beslutning falder ikke i god jord hos alle, og forholdene til både Aidan og Bane knager, da de begge ønsker, at hun bliver i sikkerhed i Vita.
Efter kort tids træning er det endelig blevet tid til at vende tilbage til den døde verden, men intet kunne have forberedt Nera på, hvor død den døde verden er blevet. Zombierne er flere og farligere end nogensinde før, og selv sammen med vampyrelverne er Nera i livsfare.
Og snart står Nera over for et hjerteskærende valg.

Håb er uden tvivl min favorit i serien indtil videre. Universet er faldet på plads, der er masser af action og kærlighed, og så får vi endelig svar på nogle af de mange spørgsmål, som Nera stillede i de første to bøger.
Sproget er letlæst og flydende, og det skorter bestemt ikke på kvalmende, blodige og brutale zombiekampe og -beskrivelser, nu hvor Nera vender tilbage til livet (eller rettere, døden) uden for Vita. Universet udvider sig endnu mere, og føles som om, det nu er faldet helt på plads, og jeg er stadig vild med dagbogselementet, som sætter ord på Neras tanker og følelser - både de positive og de selvdestruktive. Blandingen af horror- og fantasyelementer, blandet med dystopisk håbløshed og et strejf af kærlighed fungerer utroligt godt, og jeg synes, forfatteren balancerer de forskellige elementer rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par twists undervejs, som jeg i hvert fald ikke så komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, zombier, kærlighed, sex, håbløshed, desperation, frygt, hemmeligheder, kampen for overlevelse, traumer og vampyrelvere. Først og fremmest er det dog en historie om håb, og om, hvor langt man vil gå, for at redde den man elsker. Samtidig får vi endelig svar på, hvordan zombierne opstod, ligesom vi får mere at vide om vampyrelverne, hvilket er rigtig fedt.
Personerne er levende og menneskelige, og forfatteren er utrolig god til at beskrive, hvordan mennesker reagerer på tab, traumer og død overalt, og hun er bestemt ikke bange for at være ond ved sine karakterer. Nera udvikler sig en del i dette bind, efter hun endelig finder sig et formål. Hun er modig, stærk og stædig, men også nysgerrig, og parat til at gøre alt, for at redde dem hun elsker. Om de vil have det eller ej. Selvom hun stadig er præget af fortidens traumer, og ikke kan forlige sig med et liv i sikkerhed, så begynder hun også at føle håb om en bedre fremtid. Og helst sammen med Bane. Kemien mellem de to fungerer utroligt godt, og selvom de ikke altid er lige gode til at kommunikere, eller respektere hinandens grænser og synspunkter, så kan jeg alligevel ikke lade være med at heppe på dem. Bane udvikler sig også en del undervejs, og jeg kunne rigtig godt lide, at han fik mere scenetid i denne bog. Han er modig, stærk og stædig, men hans følelser for Nera giver ham også problemer undervejs, både i forhold til hende, og i forhold til de andre vampyrelvere. For kan man tillade sig at forelske sig i sin mad? Af de andre bipersoner er jeg stadig vild med Aidan, som dog ikke havde så fremtrædende en rolle i dette bind, og Kirsta, som, selvom hun til tider var øretæveindbydende og arrogant, også kom med nogle virkelig sassy bemærkninger, og, sine blandede følelser til trods, altid var der for Nera når det gjaldt. Også når Bane opførte sig som en idiot. Og lægen Peter, som jeg ikke rigtig brød mig om i sidste bind, fik tilføjet flere nuancer, og endte med at være helt, ja, menneskelig, selvom han nok aldrig bliver min yndlingsperson.
Selvom jeg stadig ikke er zombiefan, så var jeg ret vild med dette bind i serien, hvor forfatteren formåede at få følelser og univers til at gå op i en højere enhed, samtidig med at vi, og Nera, endelig fik svar på nogle af de mange spørgsmål som har luret siden seriens start. Og med den slutning kommer det ikke til at vare længe, før jeg kaster mig over sidste bind i serien. Kan man lide fantasy med gys, zombier, og dystopiske elementer, så er serien bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Utopia

Utopia er 2. bind af fantasyserien Død Verden, skrevet af Louise Haiberg.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup. 

Nera og hendes gruppe er nået frem til Vita, vampyrelvernes sikre zone, og er nu endelig i sikkerhed. Men mens de andre hurtigt falder til, og nyder livet i sikkerhed hver for sig, har Nera svært ved at falde til, og det gør det ikke bedre, at hun ikke kan få svar på de spørgsmål, hun har.
For også Vita gemmer på mørke hemmeligheder, og Nera føler sig stadig mere utryg i det, der burde være et utopia. Hun føler sig kun i sikkerhed, når hun er sammen med Bane, men drukner næsten i angst og mareridt, når han ikke er der.
Alt for sent viser det sig, at Nera ikke er den eneste, der har svært ved at falde til, og at vampyrelvernes skyggesider er stærkere end først antaget.

Hvor første bind var næsten konstant action, så var dette bind i serien mere rolig i tempoet, hvilket passer fint til stemningen i Vita, men også gjorde, at der ikke var så meget drive i handlingen.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er stadig knivskarpe, omend der er knap så mange kvalmende zombiescener i dette bind. Men selvom Vita på overfladen virker lys og fredelig, så formår forfatteren alligevel at opbygge en stemning af lurende uhygge, og en fornemmelse af, at der ligger noget mørkt og venter lige under overfladen. Dagbogselementet fungerer stadig rigtig godt, og er med til at bringe Neras underliggende traumer og fornemmelse af ensomhed og mistænksomhed til live på en virkelig god måde.
Handlingen er godt skruet sammen, omend actiondelen denne gang er blevet nedtonet en del. Historien er dog stadig spændende, og fyldt med hemmeligheder, venskab, mistro, kærlighed, vampyrelvere, traumer og ensomhed. Det er en historie om PTSD, og om hvad man gør, når kampen for overlevelse er slut. Men også en historie om de monstre, der findes indeni, om at give efter for sine mørke følelser, og om at føle sig udenfor og ensom, selv blandt andre mennesker.
Personerne er menneskelige og interessante, omend jeg stadig savnede lidt kød på bipersonerne. Jeg er stadig ret vild med Nera som hovedperson. Hun er nysgerrig, modig og handlekraftig, og føler sig ansvarlig over for sin tidligere gruppe. Men hun er også mistroisk, paranoid og præget af PTSD og traumer, efter de frygtelige ting, hun har været ude for inden hun ankom til Vita. Jeg kunne stadig rigtig godt lide Aiden, som dels udvikler sig en del undervejs, men som også endelig løfter på sløret for sin fortid, og dermed bliver mere levende og menneskelig. I modsætning til Nera falder Aiden hurtigt til, og begynder at bearbejde sin traumatiske fortid, og samtidig vokser forholdet til vampyrelveren Kirsta. Også Neras forhold til Bane udvikler sig, og selvom Bane desværre tilbringer en del af bogen med at være bortrejst (jeg ville gerne have haft meget mere Bane), så fungerer kemien mellem Nera og ham rigtig godt. Til gengæld brød jeg mig ikke rigtig om lægen Peter, som virker besat af sin forskning, og samtidig holder på vampyrelvernes hemmeligheder. Han virkede på mig arrogant og kold over for sine medmennesker, og selvom jeg ikke tvivlede på hans intelligens, så tvivlede jeg en del på hans motiver.
Hvor uhyggen i Monstre var lige på og hårdt, så var den i Utopia mere snigende og psykologisk, hvilket næsten gjorde det værre. Selvom jeg savnede lidt tempo undervejs, så var jeg vild med den måde, som forfatteren synliggjorde personernes traumer, og her kom dagbogselementet virkelig til sin ret. Jeg både glæder mig til og frygter næste bind i serien, hvor jeg har på fornemmelsen at vi måske får svar på nogle af Neras mange spørgsmål - og måske besøg af en zombie eller to?

Monstre

Monstre er 1. bind af fantasyserien Død Verden, skrevet af Louise Haiberg.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup.

Efter de døde begyndte at vandre og overfalde de levende, har hele Neras liv drejet sig om overlevelse. Den gamle verden er forsvundet, og menneskene er blevet delt i to lejre, i deres kamp for at overleve: De, der flygter, og de, der selv er blevet til monstre.
Sammen med en lille flok mennesker forsøger Nera at finde et sted, hvor de kan være i sikkerhed for både zombier og de menneskelige monstre, som har indtaget resterne af byer.
Døden er en konstant følgesvend, og gruppen svinder konstant ind i kampen mod zombierne. Men da Nera tror, at enden er kommet, dukker et uventet håb om redning op. Hvis ellers Nera og flokken er parat til at betale prisen.
For i en verden fyldt med død, er intet gratis.

Det er ingen hemmelighed, at zombier skræmmer mig helt vildt. Så når jeg har kastet mig over at læse en zombieserie, er det udelukkende fordi, jeg har læst forfatterens andre bøger, og været ret vild med dem. Nå ja, og så fristede idéen om vampyrelvere mig også.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige, og til tider direkte kvalmende, beskrivelser, og actionsekvenserne står knivskarpt, i al deres bloddryppende gru. Derudover var jeg ret vild med bogens lay out, som blander Neras dagbogsider, komplet med linjeret papir, overstregninger og tegninger, med almindelig tekst, hvilket gav historien og Nera noget ekstra autenticitet. Forfatteren er utroligt god til at opbygge en stemning af uhygge, desperation, paranoia, og konstant frygt, og jeg kunne ikke slippe bogen, af frygt for, hvad der ville ske. I bakspejlet hjalp den nuværende verdensituation nok ikke på mine nervers slitage under læsningen, da visse dele af historien om zombieepidemien minder lidt for meget om det, vi står over for nu med en global epidemi, og den måde, mennesker reagerer på under pres.
Handlingen er godt skruet sammen, selvom jeg savnede lidt mere historie, da meget af bogen for mig gik med set up af universet, baggrundshistorie og introduktion af karakterer. Jeg har dog en klar forventning om, at der bliver skruet op for netop det i næste bind. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med død, zombier, frygt, desperation, action, venskab, mistro og kampen for overlevelse, og så de meget omtalte vampyrelvere, som jeg var ret vild med. Bogen var hurtigt læst, og umulig at slippe.
Personerne er meget menneskelige i deres reaktioner på den konstante død og frygt, de er omgivet af, og selvom Nera for mig virkede mere som en teenager, end som en kvinde midt i tyverne, så kunne jeg godt lide hende som hovedperson. Også selvom hun til tider var indesluttet, mistroisk, og overdrevet jaloux. Men Nera har en enorm vilje til at overleve - og til at hjælpe andre med at gøre det samme. Hun er intelligent, modig og handlekraftig, og ikke bange for at tage svære og følelsesmæssigt hårde beslutninger, hvis det betyder, at hun overlever en dag mere. Også selvom det ødelægger hende indeni. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Neras faste følgesvend Aiden, som er den eneste, hun stoler 100% på, og tillader sig selv at sænke paraderne over for. Han er modig, loyal og intelligent, men har svært ved at tage de svære beslutninger, og er mere en følger, end en leder. Jeg var også ret vild med den sexede vampyrelver Bane, selvom det er begrænset, hvad man som læser får at vide om ham. Jeg savnede dog lidt mere kød på de levende bipersoner. Nera er god til at fortælle om de døde bipersoner i sin dagbog, efterhånden som de falder, men de levende havde jeg lidt sværere ved at komme ind på livet af, og det gjorde, at de, med undtagelse af Odette, som jeg absolut ikke brød mig om (og som jeg undrer mig over har overlevet, hendes manglende kampevner og hjælpeløs blondine-tendenser taget i betragtning) desværre fremstod en smule utydelige for mig.
Monstre skræmte mig, som forventet, helt vildt, og vækkede mine paranoide tendenser over for knirkende lyde og utydelige silhuetter i det fjerne. Men selvom zombierne sled på mine nerver, og jeg manglede lidt mere historie til at binde de bloddryppende actionscener sammen, så fungerede blandingen af fantasy og horror, og forfatterens univers, rigtig godt, og jeg ser frem til næste bind med lige dele nysgerrighed og frygt. Og da mareridtene alligevel er garanteret nu, kan jeg lige så godt kaste mig over næste bind i serien med det samme.

Jagten på Hjertemuslingen

Jagten på Hjertemuslingen er en fantasybog skrevet af Elena Gilberg.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard. 

Cassandra er komtesse på Egeskov Slot, og dybt forelsket i grevesønnen Gregory. Så da hendes bror Henry uden hendes vidende arrangerer et ægteskab for hende med en rig, men temmelig meget ældre, baron, bliver hun både rasende og fortvivlet. Heldigvis får hun et spinkelt håb, da hun finder ud af, at Henry slet ikke er hendes bror, men en skifting, og at hendes rigtige bror, Thomas, bor i landsbyen, og kan stoppe brylluppet. Hvis, altså, Cassandra kan bevise, at Thomas er den rigtige arving til slottet.
Thomas er dog ikke spor interesseret i at være greve, eller hjælpe Cassandra med at finde skatten i skoven, som beviser, hvem han er. Desværre har han ikke noget valg, for den falske greve vil gøre alt for at beholde titlen, og snart jages Thomas af grevens soldater. Og som om det ikke var nok, bliver han også inddraget i jagten på Hjertemuslingen, som alferne har mistet.

Jagten på Hjertemuslingen er forfatterens debutbog, men det bærer den på ingen måde præg af. Selvom der var et par ting, der irriterede mig lidt, så var jeg underholdt hele vejen igennem, og havde slet ikke lyst til at slippe bogen igen.
Sproget er letlæst og flydende, med sanselige og billedskabende beskrivelser, blandet med en god portion humor. Forfatteren har gjort meget ud af at ramme en sproglig tone, der passer til tidsperioden, men desværre forstyrres det lidt, fordi der dukker en del nutidstermer op undervejs, ligesom forfatteren også flere gange henvender sig direkte til læseren, hvilket bryder flowet. Og det er synd, for forfatteren har en virkelig god sprogforståelse, og grammatisk er der ikke noget at komme efter.
Universet er interessant, og har væsener fra både nordisk mytologi og folketro, og helt nye væsener som gnixe. Forfatteren bruger stednavne på rigtige danske slotte og herregårde, men med opdigtede personnavne, hvilket fungerer rigtig godt, og er med til at gøre omgivelserne mere levende.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og jeg fik mindelser om både folkeviser og operetten Elverhøj under læsningen. Historien er spændende, og fyldt med forbyttede børn, grådighed, uønskede ægteskaber, kærlighed, familie, jalousi, magi, ondskab, guder, hemmeligheder og magtbegær. Først og fremmest er det dog en historie om at finde ud af, hvem man selv er, og om farlige sandheder, og kampen mod det onde - hvad enten ondskaben er i form af trolde eller ondskabsfulde adelsmænd.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom jeg havde det lidt ambivalent med Cassandra, så kunne jeg rigtig godt lide Thomas og gnixen Trøffel. Cassandra er viljefast og smuk, men også temmelig forkælet. På den ene side kunne jeg godt lide, at hun ikke bare adlød sin bror, men valgte at kæmpe for kærligheden. Men på den anden side brød jeg mig ikke om måden, hun gjorde det på. Hun tænker overhovedet ikke på, hvad Thomas ønsker for sin fremtid, men forventer, at alle står på pinde for at hjælpe hende, og det får hende desværre til tider til at fremstå temmelig egoistisk. Thomas har hele sit liv troet, at han var smedens søn, og er ikke spor interesseret i at blive greve, og forlade det liv, han holder af. Også selvom han er mere bogorm end smed. Han er modig, intelligent, og har et varmt hjerte. Han fremstod til tider en smule passiv, hvilket gjorde det nemt for Cassandra at tromle ham over, men han elsker sin familie, og vil gøre alt for at redde dem. Trøffel er modig, stærk og fast besluttet på at få hævn over troldene, da de tager hans sønner fra ham. Personligt undrede det mig, at han, i stedet for at lede efter sønnerne, tager ud for at lede efter Hjertemuslingen, men bortset fra det, holdt jeg meget af ham. Af de øvrige bipersoner kunne jeg især godt lide kaptajn Hunnicutt, som på mange måder var den perfekte soldat, og gnixen Rumle, som, trods lidt for stor kærlighed til øl og mad, ikke er bange for at træde til, når det virkelig gælder. Henry var det derimod svært at finde noget pænt at sige om. Han var grådig, magtsyg, egoistisk, og gennemført led.
På trods af et par små irritationsmomenter, så var Jagten på Hjertemuslingen en virkelig god og klassisk fantasyfortælling om forbyttede børn, kærlighed og ondskab, som bestemt er værd at læse. Jeg skal helt klart læse mere af forfatteren, og håber, hun skriver mere i det samme univers.