Sikanias arvinger

Sikanias arvinger er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Mørkets søn, skrevet af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen. 

Destan er blevet afskåret fra hæren under krigen mod Koru. Og godt det samme, for det er endelig lykkedes ham at genoplive Celina, ved brug af sort magi. Noget, hverken lysets eller mørkets folk ser med milde øjne på.
Mens hæren, anført af Ragn, vender tilbage til Heikan, Destans ødelagte hovedstad, forsøger også Destan og Celina at finde vej. Men det er ikke nemt, elle ufarligt, for to mennesker at bevæge sig igennem fjendeland.
Og faren er ikke slut, da de endelig når frem. Ikke nok med, at Ragn er chokeret over, at se sin datter i live igen. Destans fjender er heller ikke begejstrede over at se, at han har overlevet krigen. Og mens Destan fortaber sig i sine følelser, og forsøger at genopbygge sin hovedstad, spreder hans eksrådgiver onde rygter i byen, og lægger planer i hemmelighed, om at forstøde Destan fra tronen.
Kampen er ikke forbi, og både Destan og Celinas liv er snart i fare igen - og det samme er freden mellem lys og mørke.

Jeg var vild med de første to bind i serien, og slugte dem på ingen tid. Desværre var det samme ikke tilfældet med denne bog, som tog mig flere måneder at komme igennem.
Ikke fordi bogen er dårligt skrevet, for det er den bestemt ikke. Sproget er stadig letlæst og flydende, med levende beskrivelser, og det er ikke muligt for læseren at se, hvor de to forfattere skifter undervejs, da sproget er ensartet hele vejen igennem.
Universet er også stadig interessant, og udvider sig endnu en gang undervejs i bogen.
Og handlingen er også godt skruet sammen, selvom der går et godt stykke tid, før den for alvor går i gang. Hvilket er et af problemerne med denne bog. Den har en meget lang indledning, og en lige så lang afslutning, og det var med til, at jeg mistede interessen undervejs, og havde svært ved at komme igennem den. Især de sidste 100 sider føltes for mig meget lange, og en smule overflødige. Historien er ellers spændende i midten, og fyldt med kærlighed, magi, forræderi, intriger, magiske væsener, politik, undertrykkelse, had og oprør, samt eftervirkningerne af krig på lokalbefolkningen. Og så får Destan endnu en gang rodet sig ud i problemer, når han skal vælge mellem sit land og sin kærlighed til Celina.
Personerne er levende og menneskelige, men jeg havde også et par problemer med nogle af dem, og deres reaktioner på det der sker undervejs i bogen. Og så havde jeg store problemer med Celina, som jeg ellers godt kunne lide i første bind. Og netop mine problemer med Celina trak min læseoplevelse en del ned. Hun virkede fordomsfuld, forkælet og naiv, og fuld af selvmedlidenhed, og selvom jeg er med på, at hun, af gode grunde ikke har kunnet udvikle sig, i og med at hun var død, så stod hendes umodenhed i skærende kontrast til Destans modenhed, og den udvikling han gennemgik i andet bind, at jeg følte, at han var vokset fra hende. Desværre gik der ikke lang tid, før han regresserede i sin udvikling, og han brugte meget tid på at tækkes Celina, og stå på hovedet for, at hun skulle have det godt - på bekostning af sin trone, sit land og sit folk. Et eksempel er idéen om, at han bare flytter sin hovedstad, for at hun kan bo i lyset hos sine forældre, når de bliver gift, i stedet for, at hun foretager et aktivt valg, og bliver i mørket, eller de laver en form for timeshare-ordning mellem de to riger. Jeg havde virkelig lyst til at ruske Celina undervejs, og sige til Destan, at han skulle droppe hende, og finde en anden. Jeg havde også et par problemer med nogle af bipersonerne. Den ene var Ragn, hvis reaktion på Celinas genopstandelse ikke stemte helt overens med hans folks holdning til sort magi, og især forstår jeg ikke, at han går med til løgnen, som burde stride mod alle hans principper. Selvom han selvfølgelig er glad for at have sin datter tilbage. To andre, jeg havde det svært med, var Destans mor og Maranda, som begge virker temmelig naive i deres tro på Kastors motiver for magtovertagelsen. Især moren, som, efter et helt liv blandt slotsintriger, burde vide bedre, end at stole blindt på en person, der vil foretage højforræderi - uanset hvilke begrundelser han kommer med. Der var dog også flere af bipersonerne jeg var ret vilde med. Blandt andet Adda, Destans rådgiver og tidligere vaskekone, som virkelig er en stærk og intelligent person, med masser af loyalitet og vilje. Og så var jeg ret vild med Kastor, trods hans forræderiske og morderiske tendenser. Han er måske nok selvbedragerisk, indbildsk, magtsyg og tyrannisk, men han er også intelligent, snedig og manipulerende, og som sådan en ret realistisk og god skurk.
Alt i alt var jeg noget skuffet over denne bog, hvilket er ærgerligt, når jeg nu var så glad for de første bind i serien. Desværre var denne bog bare alt for lang, og så irriterede den ene af hovedpersonerne mig grænseløst, hvilket trak den samlede læseoplevelse ned. Andre læsere vil sikkert synes bedre om bogen, som bestemt ikke er dårligt skrevet, men for mig desværre ikke levede op til sine forgængere.