Sikanias arvinger

Sikanias arvinger er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Mørkets søn, skrevet af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen. 

Destan er blevet afskåret fra hæren under krigen mod Koru. Og godt det samme, for det er endelig lykkedes ham at genoplive Celina, ved brug af sort magi. Noget, hverken lysets eller mørkets folk ser med milde øjne på.
Mens hæren, anført af Ragn, vender tilbage til Heikan, Destans ødelagte hovedstad, forsøger også Destan og Celina at finde vej. Men det er ikke nemt, elle ufarligt, for to mennesker at bevæge sig igennem fjendeland.
Og faren er ikke slut, da de endelig når frem. Ikke nok med, at Ragn er chokeret over, at se sin datter i live igen. Destans fjender er heller ikke begejstrede over at se, at han har overlevet krigen. Og mens Destan fortaber sig i sine følelser, og forsøger at genopbygge sin hovedstad, spreder hans eksrådgiver onde rygter i byen, og lægger planer i hemmelighed, om at forstøde Destan fra tronen.
Kampen er ikke forbi, og både Destan og Celinas liv er snart i fare igen - og det samme er freden mellem lys og mørke.

Jeg var vild med de første to bind i serien, og slugte dem på ingen tid. Desværre var det samme ikke tilfældet med denne bog, som tog mig flere måneder at komme igennem.
Ikke fordi bogen er dårligt skrevet, for det er den bestemt ikke. Sproget er stadig letlæst og flydende, med levende beskrivelser, og det er ikke muligt for læseren at se, hvor de to forfattere skifter undervejs, da sproget er ensartet hele vejen igennem.
Universet er også stadig interessant, og udvider sig endnu en gang undervejs i bogen.
Og handlingen er også godt skruet sammen, selvom der går et godt stykke tid, før den for alvor går i gang. Hvilket er et af problemerne med denne bog. Den har en meget lang indledning, og en lige så lang afslutning, og det var med til, at jeg mistede interessen undervejs, og havde svært ved at komme igennem den. Især de sidste 100 sider føltes for mig meget lange, og en smule overflødige. Historien er ellers spændende i midten, og fyldt med kærlighed, magi, forræderi, intriger, magiske væsener, politik, undertrykkelse, had og oprør, samt eftervirkningerne af krig på lokalbefolkningen. Og så får Destan endnu en gang rodet sig ud i problemer, når han skal vælge mellem sit land og sin kærlighed til Celina.
Personerne er levende og menneskelige, men jeg havde også et par problemer med nogle af dem, og deres reaktioner på det der sker undervejs i bogen. Og så havde jeg store problemer med Celina, som jeg ellers godt kunne lide i første bind. Og netop mine problemer med Celina trak min læseoplevelse en del ned. Hun virkede fordomsfuld, forkælet og naiv, og fuld af selvmedlidenhed, og selvom jeg er med på, at hun, af gode grunde ikke har kunnet udvikle sig, i og med at hun var død, så stod hendes umodenhed i skærende kontrast til Destans modenhed, og den udvikling han gennemgik i andet bind, at jeg følte, at han var vokset fra hende. Desværre gik der ikke lang tid, før han regresserede i sin udvikling, og han brugte meget tid på at tækkes Celina, og stå på hovedet for, at hun skulle have det godt - på bekostning af sin trone, sit land og sit folk. Et eksempel er idéen om, at han bare flytter sin hovedstad, for at hun kan bo i lyset hos sine forældre, når de bliver gift, i stedet for, at hun foretager et aktivt valg, og bliver i mørket, eller de laver en form for timeshare-ordning mellem de to riger. Jeg havde virkelig lyst til at ruske Celina undervejs, og sige til Destan, at han skulle droppe hende, og finde en anden. Jeg havde også et par problemer med nogle af bipersonerne. Den ene var Ragn, hvis reaktion på Celinas genopstandelse ikke stemte helt overens med hans folks holdning til sort magi, og især forstår jeg ikke, at han går med til løgnen, som burde stride mod alle hans principper. Selvom han selvfølgelig er glad for at have sin datter tilbage. To andre, jeg havde det svært med, var Destans mor og Maranda, som begge virker temmelig naive i deres tro på Kastors motiver for magtovertagelsen. Især moren, som, efter et helt liv blandt slotsintriger, burde vide bedre, end at stole blindt på en person, der vil foretage højforræderi - uanset hvilke begrundelser han kommer med. Der var dog også flere af bipersonerne jeg var ret vilde med. Blandt andet Adda, Destans rådgiver og tidligere vaskekone, som virkelig er en stærk og intelligent person, med masser af loyalitet og vilje. Og så var jeg ret vild med Kastor, trods hans forræderiske og morderiske tendenser. Han er måske nok selvbedragerisk, indbildsk, magtsyg og tyrannisk, men han er også intelligent, snedig og manipulerende, og som sådan en ret realistisk og god skurk.
Alt i alt var jeg noget skuffet over denne bog, hvilket er ærgerligt, når jeg nu var så glad for de første bind i serien. Desværre var denne bog bare alt for lang, og så irriterede den ene af hovedpersonerne mig grænseløst, hvilket trak den samlede læseoplevelse ned. Andre læsere vil sikkert synes bedre om bogen, som bestemt ikke er dårligt skrevet, men for mig desværre ikke levede op til sine forgængere.

Grænselandet

Grænselandet er 2. del af fantasytrilogien Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven & Uglen.

Destan har overtaget tronen efter at have slået sin far ihjel. Men folket er bestemt ikke begejstrede for ham, og også rådgiverne er skeptiske. Ikke mindst fordi Destan nægter at lytte til dem og følge traditionen omkring herskermærket.
Destan forsøger at gøre sit bedste, men det er ikke let når landet trues af både hungersnød og krig fra de mørke nabolande som også er mærket af sulten. Og Destan modarbejdes i det skjulte af én af rådgiverne som har ambitioner om selv at overtage tronen ved list, i stedet for at følge lovene og dræbe Destan.
Eneste håb for Destan er alliancen med lysets hersker som måske kan skaffe ham både mad til folket og soldater til den kommende krig. Men alliancen er usikker, og mistroheden mellem lys og mørke er stor. Lysets hersker foreslår at et bryllup mellem Rikkelin, den nye tronarving, og Destan vil styrke alliancen, men Destan elsker stadig Celina, og forsøger i det skjulte at bringe hende tilbage til livet. Men at opvække de døde er sort magi, og bliver han opdaget kan det koste ham såvel trone som livet.

Bogen er mindst lige så spændende som første bind, og handlingen er fuld af politiske intriger, forræderi, mord, sort magi, kærlighed og krig. Sproget er letlæst, med levende beskrivelser som virkelig vækker bogens univers og personer til live. Action-scenerne er realistiske, og man kan næsten lugte blodet og mærke mørket i bogens mange blodige kampe. Ekstra-imponerende virker sproget, når man ved at bogen er skrevet af hele to forfattere, for det knækker på intet tidspunkt over, men er i stedet flydende og holdt i samme tone hele vejen igennem.
Universet bredes her i andet bind endnu mere ud, og nye væsener og folk introduceres på en selvfølgelig måde, som virkelig gør universet levende og realistisk. Her i andet bind forklares også en del af forhistorien for konflikten mellem lys og mørke, og det er med til at gøre universet mere helstøbt og virkeligt. Jeg er i det hele taget vild med idéen om to folk som har delt lys og mørke, og godt og ondt, imellem sig. Og så alligevel ikke, for som læser opdager man hurtigt, at lysets folk ikke kun er gode, og at mørkets folk ikke kun er onde, men i stedet mennesker af kød og blod, og at de skræmmebilleder som de hver især har sat op af hinanden måske ikke er hele sandheden.
'Personerne virker menneskelige og realistiske, og man kan som læser ikke lade være med at knytte sig til dem. Historien fortælles mest fra Destans synsvinkel, men skifter dog et par gange til nogle af bipersonerne. Det virker både godt og skidt. Godt, fordi det viser handlingen fra flere sider. Især virker det godt til at forklare de forskellige måder de to folk tænker og reagerer på, samtidig med at man som læser finder ud af at de to folk ikke er så forskellige som de bilder sig ind. Skidt, fordi synsvinklen nogle gange skifter på meget handlingsmættede steder, hvor man egentlig hellere vil vide hvad der sker med Destan end hvad en tilfældig biperson tænker. I det store hele fungerer det dog. For mig er den mest interessante person i bogen hovedpersonen Destan.
Han er egentlig ikke klar til at være hersker, og har heller ikke den store lyst til det, men forsøger at gøre det så godt som han kan. Han er blændet af sorgen over tabet af Celina, og er besat af tanken om at bringe hende tilbage. Og det i en sådan grad at han er villig til at bruge sort magi. Destan er temmelig egoistisk, og har sine bestemte meninger, Og det er med til at give ham problemer i forhold til såvel folk som rådgivere, fordi de ikke forstår ham, og han ikke er villig til at indgå kompromisser. Han ser stort på traditioner, og lytter ikke til sine rådgivere, hvilket er med til at give rådgiveren Kastor vind i sejlene.
Til gengæld er han mere end villig til at indgå kompromisser med lysets hersker, og ser, i modsætning til sit folk, ikke forskellen som et problem. Celina fungerede i første bind som en balance for Destan, og var i stand til at opbløde hans mere egoistiske træk, og få ham til at tænke sig om. Det savner jeg her i andet bind, hvilket er grunden til at bogen ikke får absolut topkarakter. Men det er også det eneste negative ved bogen, for hold op hvor er den god. Og sikke en cliffhanger den slutter med!
Jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien og finde ud af hvordan det hele ender. Kunne man lide Mørkets søn vil man ikke blive skuffet over Grænselandet, og jeg kan kun give begge bind mine varmeste anbefalinger.

Mørkets søn

Mørkets søn er 1. bind i fantasytrilogien Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl.

I Sikania er landet og døgnet delt i to: På overfladen og om dagen hersker Lysets folk. Deres hersker styrer solen, og bestemmer hvornår den står op og går ned. Under overfladen og om natten hersker Mørkets folk. Lysets folk lever i harmoni med hinanden, mens Mørkets folk lever i vold.
Destan er søn af Mørkets hersker, men har overhovedet ikke lyst til at overtage tronen. I stedet for at lære noget tilbringer han sin tid med at drikke og forføre piger, og hans far og folket betragter ham med foragt. Destan har for mange år siden opgivet at gøre sin far stolt, men da hans far giver ham en opgave, kan han alligevel ikke lade være med at gribe chancen for måske at få sin fars anerkendelse.
Destans far har udtænkt en plan som skal sikre evigt mørke, og beordrer Destan til at kidnappe Celina, arvingen til Lysets hersker.
Det lykkes for Destan, men efterhånden som han lærer Celina at kende kan han ikke lade være med at tvivle på sin fars plan, og det gør det ikke lettere da de to forelsker sig i hinanden. For kan lys og mørke leve sammen?

Hold da op hvor var den her bog bare god. Sproget er rigtig godt, og særligt beskrivelserne gjorde at man lynhurtigt levede sig ind i bogens univers. Derudover var det flydende og letlæst, og tonen i bogen var den samme hele vejen igennem på trods af at bogen er skrevet af to forskellige forfattere.
Handlingen er fyldt med jalousi, kærlighed, lys, mørke, venskab, krig, mistro og vold, og såvel action- som kærlighedsscener var levende og troværdige. Der er en del twists undervejs som gør det svært at regne handlingen ud, og jeg havde i hvert fald ikke set slutningen komme.
Jeg var vild med bogens univers, og den måde som forfatterne brugte de to folks fordomme om hinanden til at fortælle noget om mennesker. For eksempel skulle Lysets folk være blide pacifister fulde af harmoni og kærlighed. Det gælder bare ikke i forhold til Mørkets folk, som Destan finder ud af, og det er da heller ikke alle Lysets folk der er lige gode. Mørkets folk skulle på den anden side være voldelige og amoralske, og alligevel forelsker Destan sig i Celina. For selvom de på overfladen er meget forskellige, så er de, og deres folk, alligevel mere ens end man umiddelbart skulle tro.
Personerne er levende og realistiske, med menneskelige fejl og følelser. Bogen skifter mellem flere forskellige personers synsvinkler, og det fungerer rigtig godt, fordi man på den måde ser handlingen fra flere forskellige vinkler. Destan er den primære hovedperson, og også min yndling. Han er trodsig, stædig og egoistisk, men alligevel hungrer han efter sine forældres, og især sin fars, kærlighed og anerkendelse. På trods af sine mange fejl har han hjertet på rette sted, selvom han ikke er meget for at vise det. Celina havde jeg det lidt svært med i starten, da hun virkede temmelig goody-goody og naiv. Hun er vokset op med sine forældres kærlighed, og er egentlig temmelig forkælet, og utroligt artig. Hun udvikler sig heldigvis en del undervejs, og jeg endte med at holde af hende. Samspillet mellem Destan og Celina er utroligt godt skrevet, og fungerer rigtig godt. De to er diametrale modsætninger, men finder alligevel noget i hinanden som de kan forstå og elske.
Jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind i serien og kan varmt anbefale bogen.