No Mercy

No Mercy er 18. bind af Sherrilyn Kenyons fantasy/paranormal romance-serie Dark-Hunter.

Sanctuary er åbnet igen efter kampen mod de arkadiske varulve og deres Daimon-allierede ødelagde baren og dræbte Peltier-ægteparret.
Dev og hans søskende savner deres forældre, men forsøger at få livet til at gå videre. Og at advare Dark-Hunterne om, at Daimons nu kan bevæge sig i sollys. Selvom Acheron, Dark-Hunternes leder, ikke er overbevist, hidkalder han alligevel de mest frygtede blandt Dark-Hunterne, en gruppe kaldet Dogs of War, for hvem kampen mod Daimons er alt.
Samia er tidligere amazone, og en af Dark-Hunternes Dogs of War. Hendes søsters forræderi kostede hende alt, og førte til den aftale med Artemis, som gjorde hende til Dark-Hunter. Siden hendes families død har hun holdt sine følelser for sig selv, blandt andet grundet hendes evne til at læse alle tanker ved berøring - hvad enten det gælder levende personer eller døde ting. Mødet med Dev ændrer dog alt. For første gang er her en mand hun ikke kan læse, og de to indleder hurtigt en affære, som de begge ved, aldrig kan føre til noget, da forhold mellem Dark-Huntere og Were-Huntere er forbudt.
Det ændrer dog ikke på, at både Samia og Dev hurtigt får følelser for hinanden. Så da Stryker får nys om Samias evner, og bestemmer sig for at kidnappe hende, er Dev fast besluttet på at hjælpe hende.
Det er dog ikke nemt, når Daimons pludselig dukker op over alt, og det viser sig snart, at det ikke kun er Daimons, der er ude efter Samia, men også fjender fra hendes fortid.

No Mercy starter næsten hvor sidste bind, Bad Moon Rising, slap, med genopbyggelsen af Sanctuary, og er endnu et fantastisk bind i en fantastisk serie.
Sproget er, som altid, letlæst og flydende, og fyldt med rappe bemærkninger, masser af sarkasme, humor og sanselige beskrivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at forudse, hvad der vil ske, trods den kendte formel med et starcrossed kærestepar i midten af det hele. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, dæmoner, forræderi, guder, familiesammenhold, kærlighed, hævn og ondskab, og så selvfølgelig masser af sex.
Universet udvider sig gang på gang, og jeg er imponeret af den måde, hvorpå forfatteren formår dels at fortælle den samme historie fra forskellige synsvinkler, og dels holde styr på den overordnede tidslinje og den røde tråd, som har snoet sig igennem 19 bøger, og fortsætter gennem de næste 19 (går jeg ud fra). Universet er mørkt, sensuelt, magisk og utroligt gennemført, og trækker kraftigt på både virkelige og opdigtede mytologier og væsener. På mange måder kan man sige, at serien i lige så høj grad handler om universet, som om personerne, og jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at dykke ned i det.
Personerne er nuancerede og menneskelige, med egne historier (flere af den tragiske slags), motiver og følelser. Jeg var ret vild med Dev i forrige bind, og var derfor glad for at læse hans historie denne gang. Dev er modig, stærk, sarkastisk og elsker sin familie. Han savner sine forældre, selvom forholdet til moren var noget kompliceret, men er også plaget af en stigende vandrelyst. Mødet med Samia får følelser, han ikke anede han havde, til at dukke op, og han bliver hurtigt utroligt beskyttende overfor hende. Samia er, som tidligere amazone, en utroligt dygtig kriger. Hun er ikke bange for døden, og har ikke tilladt sig selv at have følelser for mænd, siden hendes mand og barn blev myrdet. Sex ja, men aldrig kærlighed. Og hendes evne til at læse alles tanker har ikke ligefrem gjort sex nemt for hende. Men da hun møder Dev, finder hun, for første gang, en mand, som hun ikke kan læse. Og pludselig er sex langt mindre kompliceret. Hvis bare hun ikke begyndte at falde for ham, altså. Kemien mellem Dev og Samia fungerer rigtig godt, og deres rapkæftede dialoger er både morsomme og har dybde. Af bipersonerne var jeg især glad for at møde Nick igen, som nok er min absolutte yndlingsperson i Kenyons store persongalleri - tæt forfuldt af Acheron. Nick er rapkæftet, men præget af hævntørst efter morens død, og forsøger at lære sine nye Dark-Hunter-evner at kende. Evner, som overstiger alle andres, og som måske har en mørkere baggrund end selv Acheron kunne have forudset.
Alt i alt endnu et fantastisk bind i en af mine absolutte yndlingsserier. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, og kan kun anbefale serien og universet.

Se også forfatterens hjemmeside.

Bad Moon Rising

Bad Moon Rising er 17. bind i Sherrilyn Kenyons paranormal romance/fantasyserie Dark-Hunter.

Fang Kattalakis er Were-Hunter, Katagari, og født ulv. Hans forældre var mager, men hans mor afviste hans far, og siden har faren afskyet Fang, hans bror Vane, og deres søster.
En træningsmission fører Fang, Vane og en del af deres flok til baren Sanctuary, et fristed for alle overnaturlige væsener. Sanctuary er ejet og beskyttet af en familie af Katagari-bjørne, og Fang og hans bror kommer på god fod med dem, da Fang redder værtsparrets datter Aimee fra en flok sjakaler i menneskeform. Men mødet med Aimee ændrer alt. Fang og Aimee mærker nemlig begge noget, der burde være umuligt: En følelse, som kun potentielle mager får. Men det er forbudt for forskellige arter at blive mager, og de to forsøger af al kraft at undertrykke deres følelser.
Og havde det ikke været fordi Fang og Vane blev forrådt af deres flok, og efterladt til Daimoner af deres far, efter deres søsters død, ville det måske være lykkedes for dem.
Men overfaldet efterlader sig dybe spor hos Fang, som, selvom han stadig er i live, ikke kan vækkes, og kun Aimee tror på, at der ligger mere end sorg bag Fangs comalignende søvn.
Mens Aimee forsøger at vække Fang, må Fang kæmpe for sit liv - og sin sjæl - i en af de forskellige helvedesverdener. Kun Aimees kærlighed kan redde ham. Men kan de to være sammen, i en verden, som forbyder deres kærlighed? Og hvad er det, der truer freden i Sanctuary?

Har I fulgt med på bloggen gennem længere tid, ved I, at Dark-Hunter-serien er en af mine yndlingsserier, og nok det tætteste jeg kommer på guilty pleasure-læsning. Forfatteren har tidligere fortalt om begivenhederne omkring Fang og Vanes søsters død og deres fars forræderi fra Vanes synsvinkel, og nu er det så Fangs tur til at fortælle sin historie.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med sanselige beskrivelser af såvel sumpens våde mørke, de nattemørke og farlige gader i New Orleans og cajunkøkkkenet, som næsten får læseren til at dufte krydderierne og se omgivelserne for sig, og jeg kunne ikke undgå at blive sulten, mens jeg læste om de lækre retter, personerne fik serveret undervejs. Forfatteren er enormt god til at få stemninger frem, og samtidig har hun en skøn humor, som kommer til udtryk dels i den sarkastiske tone, som personerne anlægger undervejs, og dels i nogle af de situationer, personerne får sat sig selv i.
Jeg er fuld af beundring over den måde, forfatteren formår at holde styr på såvel personer som univers, og jeg elsker hvordan universet udvider sig fra bog til bog, samtidig med at forbliver magisk, sammenhængende og, ikke mindst, farligt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, kærlighed, magi, forræderi, intriger, dæmoner, vardyr- og mennesker, familiesammenhold, opofrelse og sex. En af de ting, jeg elsker ved den her serie, er, at man ser de samme begivenheder fra flere vinkler, fordi hovedpersoner fra tidligere bøger pludselig optræder som bipersoner under de samme begivenheder. Det går både historien og personerne mere nuancerede, og giver samtidig læseren et kærligt gensyn med tidligere elskede personer.
Personerne er levende og nuancerede, med egne historier, motiver og følelser, og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Fang er født som ulv, og selvom han kan skifte form til menneske, så er det ulvens instinkter, der driver ham, og ulvens behov for at kræve sin mage, der kalder på ham. Fang er modig, temperamentsfuld og utroligt loyal overfor dem han elsker. Men han har også en mørk side, som hader hans fjender, og, ikke mindst, hans far. Mødet med Aimee tæmmer ham i en vis grad, men selvom han ved, at han burde holde sig fra hende, så kan han ikke lade være med at elske hende. Aimee er født menneske, men alle, inklusiv hendes familie, tror, at hun er født som bjørn. Hun elsker sin familie, men føler sig også låst fast i de forventninger og ønsker de har til hende. Og så er hun panisk angst for, at de skal opdage hendes hemmelighed og kræfter. Fang både irriterer og tiltrækker hende, og selvom hun ved, at hun burde holde sig fra ham, og at kærligheden til ham kan koste hende alt, har hun også svært ved at gå imod sit hjerte. Kemien mellem Fang og Aimee er utrolig god beskrevet, og man kan ikke lade være med at heppe på dem undervejs. Af bipersonerne var jeg især vild med Wren, tigarden som er resultat af et mageskabet mellem en leopard og en tiger, og som føler sig udenfor i en verden, hvor krydsninger er bandlyst, og Aimees bror Dev med det store hjerte og den stærke fysik. Og så Acheron, selvfølgelig, som altid vil være en af mine yndlingspersoner.
Jeg elsker den her serie, og 18. bind skuffede bestemt ikke. Kan man lide fantasy med et strejf af paranormal romance, et stort og nuanceret persongalleri og et univers, som emmer af New Orleans-stemning med et underliggende mørke, så er serien her et absolut must, og fans vil bestemt ikke blive skuffede. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og kan kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

Dark Side of the Moon

Dark Side of the Moon er 9. bind af Sherrilyn Kenyons Dark-Hunter-serie og 3. bind af hendes -serie.
Were-Hunter

Ravyn var en Arcadiansk Were-Hunter indtil han blev forrådt af sin mage og dræbt af sin bror. Ved sin død indgik han en aftale med Artemis og blev en Dark-Hunter. Den første og eneste Dark-Hunter med Were-Hunter-blod i årene. Siden han blev Dark-Hunter har han levet i eksil fra sin familie, og han har opgivet håbet om at finde en ny mage.
Da Ravyn bliver fanget i sin katteform og ender i et dyreinternat opdager han, at der er en sammensværgelse i gang mellem mennesker, Daimons og Apollitter i Seattle. En sammensværgelse hvis mål er at udrydde samtlige Dark-Huntere i byen. Ved et tilfælde lykkes det Ravyn at undslippe før han bliver overgivet til Daimon-lederen Stryker.
Ravyn kommer nemlig hjem med Susan. Susan er journalist, men efter at være blevet offer for en kildes løgne har hun mistet sin anseelse og arbejder nu på et sladderblad. Hendes chef har bedt hende om at undersøge en blog om en kattemand som jager vampyrer, men inden da kontakter hendes gode veninde hende. Hendes mand, som er politibetjent, har nemlig opdaget en sammensværgelse blandt politiet, og forsøger at advare Susan før han og hans kone forlader byen. Som dække får hun en kat med hjem, selvom hun er meget allergisk. Hun får dog noget af et chok da katten forvandler sig til en mand. Og kort efter er hun og Ravyn i store problemer, da politiet jagter hende for mordet på hendes veninde og hendes mand. Susan bliver hvirvlet ind i Dark-Hunternes verden, og har ikke andet valg end at sige ja til at blive væbner.
Men det er ikke nemt, når hun er godt på vej til at blive forelsket i Ravyn - trods allergi. Dark-Huntere må nemlig ikke have forhold til deres væbnere - eller mennesker i det hele taget.
Skal Susan overleve må hun finde ud af hvem der trækker i trådene ved politiet. Og forræderiet lurer overalt...

Bogen hvirvler igen læseren ind i Dark-Hunternes fantastiske univers. Denne gang er handlingen flyttet til Seattle som, udover kaffe, åbenbart er fyldt med korrupte politifolk. Der er action for alle pengene og masser af spænding når Susan og Ravyn forsøger at gennemskue de mange intriger i byen blandt såvel mennesker som Dark-Huntere, Daimons og Apollitter. Udover et spændende plot med masser af forviklinger byder bogen på kærlighed, magi, sex, forræderi, hævn og familieproblemer. Derudover er der masser af twists undervejs hvilket gør bogen uforudsigelig og umulig at slippe. Sproget er som altid letlæst og flydende, med gode beskrivelser og en god portion humor. Personerne er levende og komplekse, og man kan ikke lade være med at komme til at holde af dem. Samtidig byder bogen på et gensyn med flere personer kendt fra de tidligere bind i serien som endnu en gang får tilført flere lag. Blandt andet dukker Nick Gautier, en af mine absolutte yndlingspersoner, op igen som Dark-Hunter og med noget af en personlighedsændring fra de første bind i serien. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og kan kun anbefale såvel bog som serie.

Se også forfatterens hjemmeside.

Unleash the Night

Unleash the Night er 8. bind af Sherrilyn Kenyons Dark-Hunter-serie og 2. bind af Were-Hunter-serien.

Wren er forældreløs og er vokset op alene og i mistillid. Han er Katagari, men har ingen klan der vil vedkende sig ham da han er en kombination mellem tiger og leopard, og derfor bliver set som et deformt dyr. Hans familie vil hellere slå ham ihjel end hjælpe ham, og han lever i Sanctuary hvor han kan være i fred hvis han overholder reglerne. De andre beboere ser dog på ham med mistillid og frygt, da Wren har et frygteligt temperament.
Marguerite Gourdeau er datter af en senator og hader det liv hun er tvunget til at leve. Hendes eneste rigtige ven var Nick Gautier, men han er efterlyst for mordet på sin mor og er sporløst forsvundet. Marguerite er dog overbevist om at han er uskyldig, og tror i stedet han er død i forsøget på at hævne moren. For at sige farvel til Nick bestemmer Marguerite og resten af hendes studiegruppe sig for at besøge Sanctuary hvor Nicks mor arbejdede og hvor Nick tit hang ud. Her møder Marguerite Wren.
På trods af lidt startvanskeligheder tiltrækkes de to af hinanden, og der går ikke lang tid før de forelsker sig. Men Wren er Katagari, og Marguerite er menneske, og det er sjældent at Katagari finder mager blandt menneskene.
Nemmere bliver det ikke da Wrens fortid banker på døren, og snart er både Wren og Marguerite på flugt fra Were-Huntere og Wrens familie. Hvis de skal overleve må de finde ud af hvad der egentlig skete da Wrens forældre døde. Svaret ligger i fortiden - men at rejse i tiden er farligt...

Endnu et fantastisk bind i en fantastisk serie. Endnu en gang udvides Dark-Hunter-universet med nye skabninger og personer. Denne gang sættes der fokus på Were-Hunterne og deres levevis som er meget forskellig fra almindelige menneskers, hvilket blandt andet er fordi Were-Hunterne er dyr i menneskeskikkelse. Som altid dukker tidligere hovedpersoner op som bipersoner, og hver gang er det et glædeligt gensyn for læseren. Hovedpersonerne Wren og Marguerite er interessante og levende, og man kan denne gang virkelig sige at modsætninger tiltrækkes, for mere forskellige end de to kan man næsten ikke være. Det er imponerende at forfatteren kan holde styr på det kæmpe persongalleri hun efterhånden har fået opbygget, og at hendes personer bliver ved med at udvikle sig selv efter de har fortalt deres historie. Sproget er som altid letlæst og flydende, med malende beskrivelser og masser af humor. Handlingen er godt skruet sammen med masser af action, spænding, kærlighed, erotik, intriger og forræderi. De mange plottwists gør bogen uforudsigelig og umulig at slippe, og er med til at gøre bogen hurtigt læst. Jeg nød bogen i fulde drag og fans af serien vil ikke blive skuffede.

Se også forfatterens hjemmeside.

Night Play

Night Play er 5. bind af Sherrilyn Kenyons Dark-Hunter-serie og 1. bind i serien Were-Hunter.

Der er to slags var-dyr: Dyr som kan blive til mennesker, og mennesker som kan blive til dyr. De første kaldes Katagari og de sidste Arcadians. Og de to arter hader hinanden af hele deres hjerte og fører krig mod hinanden.
Vane er halvt Katagari og halvt Arcadian, og hadet af begge sine forældre. Han har arvet mere af sin mors Arcadiske kræfter end som så, og er mere menneske end ulv. Efter Vane og hans bror Fang hjalp Talon med at beskytte Sunshine, noget der resulterede i deres søsters død, har deres far beordret deres død. Han forsøgte at dræbe dem og sendte ovenikøbet Daimons efter dem, men det lykkedes Vane at redde brødrenes liv. Fang er dog så mærket af Daimon-overfaldet at han er fanget i et coma i ulveskikkelse. Vane ved ikke hvad han skal gøre for at hjælpe sin bror, og forsøger i stedet at holde lav profil.
Det bliver dog umuligt da han møder Bride. Hun er lige blevet droppet af sin kæreste gennem fem år, og da Vane impulsivt forsøger at trøste hende ender de med at have sex. Et par timer senere dukker et mærke op i deres håndflader. De to er nemlig hinandens skæbnebestemte mager, og for Vanes tilfælde vil der, så længe Bride er i live, aldrig kunne være en anden kvinde.
Men Bride er hundrede procent menneskelig uden bånd til det overnaturlige, og Vane aner ikke hvordan han skal få hende til at acceptere begge sider af ham, både mand og ulv. Det hjælper ikke at Vanes far finder ud af at Fang og Vane stadig er i live og sætter alt ind på at slå dem ihjel.
Kan kærligheden overleve mellem to forskellige arter - og på trods af Vanes sindssyge familie?

Med Night Play introduceres en ny underserie i Dark-Hunter-universet hvor man følger Were-Hunterne. De to brødre, Fang og Vane, dukkede op for en kort bemærkning i Night Embrace, og gennem Vane udfoldes Dark-Hunter-universet endnu mere med introduktionen af Katagarierne og Arcadierne, og deres tusindårige krig mod hinanden. Vi er tilbage i New Orleans og de kendte omgivelser fra de første Dark-Hunter-bøger, og endnu en gang dukker tidligere hovedpersoner op som bipersoner på en måde som bare virker naturlig og giver læseren et gensyn med gamle venner. Noget som også er med til at tilføje flere facetter til personer som allerede har fået lov at fortælle deres historie, men som nu opleves gennem andres øjne. Personerne virker menneskelige og realistiske - så vidt varulve nu kan være realistiske - og denne gang er det Vane og Bride man for alvor lærer at kende. Handlingen er som altid godt skruet sammen med masser af plottwists, action, spænding, kærlighed, forræderi, magi og erotik. Sproget er letlæst og flydende, med utrolige beskrivelser, livagtige action-scener og dampende erotiske interludes. Humoren er endnu en gang fremtrædende, og mange af Kenyons personer er herligt sarkastiske, hvilket paradoksalt nok er med til at få læseren til at holde af dem på trods af alle de stikkende pigge de viser. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien, og er dybt imponeret over at forfatteren kan blive ved med at sprøjte den ene fantastiske bog efter den anden ud.

Se også forfatterens hjemmeside.