mandag den 1. april 2024

Læsestatus for marts

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Endnu en måned er slut, og jeg er i den grad klar til at sige farvel til marts. For selvom måneden startede godt ud, så gik det hurtigt nedad bakke, på trods af forårsvejret. 
Jeg gik ind i marts fyldt med godt humør, og lagde ud med to skønne og nørdede koncerter, The Music of Hans Zimmer and Others og The Music of the Lord of the Rings, i Musikhuset i Esbjerg. De gode takter fortsatte med en hyggelig familiefødselsdag med overnatning, masser af god mad og en tur til stranden for at sætte drager op. Men herefter gik det galt. Tirsdagen efter kom jeg hjem fra min lukkevagt med høj feber, hvilket viste sig at være starten på en hård omgang hals- og lungebetændelse, som fyldte resten af måneden. Hostesaft og penicillin fik heldigvis slået det ned, men jeg er endnu ikke sluppet helt af med hosten, hvilket betyder, at jeg stort set ingen stemme har, og stadig ikke sover ordentligt om natten. 
Sygdommen betød også, at jeg måtte melde afbud til familiefødselsdag nummer to, ligesom jeg opgav at deltage i TFF Readathon i slutningen af måneden. 
Jeg havde store forhåbninger til min læsning i marts, selvom jeg godt vidste, at jeg nok ikke ville få læst så meget i den første uge, men desværre gik min læsning stort set i stå, da sygdommen slog til, og først i månedens sidste dage begyndte jeg så småt at få overskud til at læse igen. 
Det betyder også, at jeg nu er bagud med samtlige af mine læseudfordringer, da jeg hverken fik læst bøger på engelsk eller afsluttet serier, og derudover kom endnu længere bagud med mit Goodreads-læsemål. Jeg kom heller aldrig i gang med min martsudfordring, som jeg ellers havde glædet mig til at prøve af. 
Men lad os se på det lidt, jeg fik læst. 

I marts fik jeg læst 2 anmeldereksemplarer, begge graphic novels, tilsendt af søde forlag. 
De var: 

Cecilie Maintz Thorsen og Heidi Nat Holmeå: Ude af kurs (Wayfinders 1)
Anmeldereksemplar fra SnackBag Studios. 
Serien er påbegyndt og ajour. 

Jaimal Yogis og Vivian Truong: Stormen vågner (City of Dragons 1)
Anmeldereksemplar fra Turbine forlaget. 
Serien er påbegyndt og ajour. 

Før overskuddet forsvandt helt, fik jeg læst en enkelt biografi fra reolen. 
Bogen er: 

Tom Buk-Swienty: Det ensomme hjerte

Derudover fik jeg læst 4 tegneserier, nemlig:

Mort Walker:
Basserne 1976
Basserne 1977

Thom Roep og Piet Wijn: Den maskerede høvding (Gammelpot 21)

René Goscinny og Albert Uderzo: Byplanlæggeren (Asterix 17)

I alt fik jeg læst 1 bog og 6 graphic novels/tegneserier. Af dem var 2 anmeldereksemplarer og 1 biografi. Jeg fik påbegyndt og kom ajour med 2 serier. 
I april vil jeg sætte fokus på min martsudfordring, og bruge hjulet på min telefon til at gøre et indhug i anmeldereksemplarerne, og jeg fortsætter derfor pausen fra mine månedlige udfordringer en måned mere. Derudover skal jeg have færdiglæst de bøger, jeg efterhånden har været i gang med længe. April er også måneden for det halvårlige Dewey's 24 Hour Readathon, som jeg har planer om at deltage i igen. 
Ellers byder april på en uges tiltrængt påskeferie, hvor jeg forhåbentlig kan komme helt ovenpå igen, besøg fra mine forældre, arbejde og havearbejde. 

Ingen kommentarer: