fredag den 26. november 2021

All Dragons Readathon #3 TBR

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Så er der ikke længe, til tredje runde af All Dragons Readathon går i gang, og det er derfor tid til at vise min TBR frem. 
All Dragons Readathon starter 1. december og slutter 31. december, og går, i al sin enkelhed, ud på at læse bøger om og med drager. Derudover er der to udfordringer, man kan vælge at tage del i. Første udfordring handler om at stige i graderne, mens anden udfordring handler om at give sin drage særlige evner. Jo flere bøger du læser, og jo flere udfordringer du gennemfører, jo stærkere bliver både du selv og din drage. Jeg har (ikke overraskende, da jeg selv har fundet på udfordringerne), planer om at gennemføre begge udfordringer, så jeg både bliver dragefyrste og får en superstærk drage. Jeg har tidligere skrevet et indlæg, hvor jeg gennemgår udfordringer og regler. Indlægget kan læses her.

Min TBR ser sådan her ud:

Ild: Læs en bog med rødt eller orange på forsiden
Flammeri (Septimus Heap 7) af Angie Sage har både rødt og orange på forsiden, og så kan jeg samtidig få afsluttet en serie mere, før året er forbi.

Visdom: Læs en bog, som blev udgivet første gang for mere end 20 år siden
Searching for Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 2) af Patricia C. Wrede udkom første gang i 1991, og giver mig samtidig mulighed for at læse videre i en serie, hvor kun første bind udkom på dansk. 

Forvandling: Læs en bog med drager, der kan forvandle sig til mennesker
Sersi Wicca (Dragesten 2) af Ry Kristensen handler om drager, der kan skifte skikkelse og jeg glæder mig til at læse videre i en serie, hvis første bind tog mig med storm. 

Tale: Læs en bog med drage eller dragon i titlen
Calling on Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 3) af Patricia C. Wrede har ordet "dragon" i titlen, og kan derfor fint dække denne udfordring. 

Flyveevner: Læs en bog med en drage på forsiden
De tabte lande (Rise of the Dragons 2) af Jessica Khoury har en drage på forsiden. Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Magi: Læs en high fantasy-bog
Mørkhed (Septimus Heap 6) af Angie Sage er en high fantasy-bog, og da jeg under alle omstændigheder skal have læst den, for at kunne give min drage ildkræfter, passer den fint ind på min TBR. 

Is: Læs en bog med blåt på forsiden
Dragerne vågner (Rise of the Dragons 1) af Angie Sage har en blå forside, og jeg glæder mig til at læse en ny seriestarter fra en forfatter, jeg er blevet ret glad for. Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Usårlighed: Afslut eller kom ajour med en serie
Talking to Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 4) af Patricia C. Wrede er sidste bind i serien, og jeg glæder mig til at krydse endnu en serie af på listen over igangværende serier. 

Gift: Læs en bog eller novelle på under 250 sider
Dealing with Dragons (The Enchanted Forest Chronicles 1) af Patricia C. Wrede er på 224 sider, og passer derfor perfekt til denne udfordring. Samtidig er bogen den eneste genlæsning på min TBR. Jeg læste den nemlig på dansk for mange år siden, og vil gerne have den genlæst, før jeg kaster mig over resten af serien. 


Jeg håber, jeg kommer i mål med alle udfordringerne, og glæder mig til at få læst en del af de dragebøger, der står på mine hylder. At jeg samtidig vil få afsluttet to serier, komme ajour med endnu en, og få påbegyndt en tredje, er kun en bonus. Min TBR indeholder denne gang udelukkende børnebøger, hvilket er lidt usædvanligt for mig, men til gengæld håber jeg, at det gør min TBR mere overskuelig at komme igennem. Og ellers kan jeg jo altid udskifte nogle af bøgerne - jeg har dragebøger nok at tage af. 
Nu er der så kun tilbage at vente på, at det bliver 1. december. Jeg håber, at flere vil læse med, men ved også, at december kan være en svær readathon-måned. Uanset hvad er jeg sikker på, at jeg nok skal få det sjovt med en hel måned i dragernes tegn. 

Har I planer om at deltage i All Dragons Readathon? Og hvilke bøger står i givet fald på jeres TBR?

Ingen kommentarer: