Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda.
I mange år har magikerne og krigerne bekæmpet hinanden. Magikerne bor i de dybe skove, og ønsker bare at leve i fred. Men krigerne er imod magi, og ønsker at udrydde den med alle midler. Med hjælp fra jernvåben, og under ledelse af den frygtede krigerdronning Hildur, fanger de magiske væsener, og fratager dem deres magi. Uanset, om væsener er onde eller gode.
Xar er søn af magikernes konge, men har ikke en dråbe magi. I ren og skær desperation beslutter han sig for at fange en heks - spå trods af, at de blev udryddet af krigerne for mange år siden - og frarøve heksen dens magiske evner. Men i stedet for en heks fanger Xar dronning Hildurs yngste datter, prinsesse Håb, som sammen med sin reservelivvagt har sneget sig ud i magikernes skov, for at finde sin kæleske.
Med sig har Håb et magisk sværd, hun har "lånt" af sin mor, og da Xar ser det, øjner han en mulighed for endelig at få magiske evner. Men onde kræfter er også ude efter sværdet, og hvis Håb og Xar skal overleve, må de to ærkefjender lære at stole på hinanden. Men kan de det? Og kan de stoppe det, der er på vej?
Den sorte fjer er en bog, jeg har haft kig på et stykke tid, og selvom den ikke helt levede op til mine forventninger, så var det stadig en rigtig god bog.
Sproget er letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige, og stemningen creepy, hvilket hjælpes godt på vej af de flotte illustrationer. Samtidig er bogen fyldt med humor, kommentarer og direkte henvendelser til læseren af bogens fortæller, hvilket er med til at gøre historien levende. Desværre fjerner det også en smule af uhyggen og spændingen undervejs, hvilket er synd.
Universet er gennemarbejdet og logisk opbygget, og de mange illustrationer, kort, og uddrag fra Xars besværgelsesbog, er med til at gøre skovens verden og de mange væsener i den levende. Og selvom der stadig er mange spørgsmål tilbage om verdenen ved bogens slutning, så satser jeg på, at de bliver besvaret i de næste bind i serien.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og selvom bogen aldrig for alvor bliver skræmmende, grundet de store mængder humor i den, så er historien både spændende og creepy, og fyldt med magi, forræderi, uartige børn, magiske væsener, krig, familiestridigheder, hemmeligheder, magtbegær, venskab og ondskab. Mest af alt er det dog en historie om at finde sig selv, og om at ville gøre sine forældre stolte. Og så slutter den med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, men jeg kunne godt have brugt lidt mere dybde i dem. Xar og Håb er de to hovedpersoner, og af de to kunne jeg helt klart bedst lide Håb. Hun er venlig, modig og har hjertet på rette sted, hvilket gør hende til lidt af en fiasko som kriger. Hendes højeste ønske er at gøre sin mor stolt, og det får hende til at lukke øjnene for morens mindre tiltrækkende sider, ligesom hun til tider virker næsten håbløst naiv, hvilket irriterede mig en smule. Xar er også modig, men samtidig er han desværre også temmelig selvglad og uopdragen, og hvor jeg kunne leve med det uopdragne, så irriterede selvgladheden mig en hel del. Xar er desperat for at få magiske evner, og gøre sin far stolt, og han er parat til at gøre alt - selv ty til sort magi - for at få de kræfter, han mener, han fortjener. Og alligevel er han loyal over for sine venner, selvom han ikke altid behandler dem lige pænt, eller tænker sig om, før han roder dem - og sig selv - ind i problemer. De to supplerer hinanden temmelig godt, men jeg ville ønske, de lærte lidt mere undervejs. Af bipersonerne holdt jeg især af reservelivvagten Roar, som desværre har en tendens til at falde i søvn, når det bliver farligt, og Araflux, den talende ravn, der forgæves forsøger at tale Xar til fornuft. Men også Xars alfer og snekattene var jeg glad for, ligesom jeg ikke kunne lade være med at føle med Xars hårdtprøvede far. Til gengæld brød jeg mig bestemt ikke om krigerdronningen Hildur, som er iskold, beregnende og har sine egne hemmeligheder.
Den sorte fjer var en god læseoplevelse, som formåede at blande humor og uhygge på en fin måde, selvom sidstnævnte til tider blev overskygget af humoren. Og mens illustrationerne var fantastiske, og var med til at trække læseoplevelsen op, så var jeg desværre ikke helt solgt på hovedpersonerne, hvoraf især Xar irriterede mig en del. Men mon ikke de næste bind vil hjælpe på det? Jeg er i hvert fald sikker på, at børn vil elske både uhyggen og humoren i bøgerne, og ligesom jeg glæde sig over de fantastiske illustrationer undervejs. Jeg skal i hvert fald helt klart læse videre i serien, og glæder mig allerede til næste bind.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar