Helvedesmaskiner

Helvedesmaskiner er 3. bind af Philip Reeves fantasy-steampunk-serie Mortal Engines.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Der er gået 16 år siden byen Anchorage slog rødder i Vinlandet. Hester og Tom har slået sig ned i byen, og lever nu i fred og ro, sammen med deres datter Wren.
Men Wren er ikke tilfreds med livet langt væk fra alting, og drømmer i stedet om et liv, som hendes forældres, med trækbyer og luftskibe. Så da en pirat dukker op på jagt efter en ganske særlig bog, ser Wren pludselig en chance for at få sine drømme til at gå i opfyldelse.
Wrens planer bliver dog afsporet fra starten, og samtidig viser bogen sig at være langt mere efterspurgt - og farlig - end ved første øjekast.
Mens Hester og Tom tager på jagt efter deres datter, forsøger Wren at overleve i en verden, som hun kun har hørt om i sine forældres historier, og som er langt farligere, end hun på nogen måde kunne drømme om.

Jeg var vild med de første to bind i serien, og havde glædet mig meget til at læse videre. Men selvom bogen her var rigtig god, så levede den for mig ikke helt op til sine forgængere. Og det var der to grunde til: Det lange spring i tid fra sidste bogs slutning, og til dette binds begyndelse, og Wren, som jeg havde det virkelig svært med. Men mere om det senere.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, og jeg elsker den måde, forfatteren leger med ordene på, og skaber nye begreber af kendte ord. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og jeg følte mig lige så hjemme i undervandsbåden som i den flydende bys paladser, og Anchorages idyl.
Universet er helt fantastisk, og udvider sig endnu en gang med nye geografiske områder, begreber, opfindelser og grusomheder. Verdenen er original og anderledes, men minder alligevel om vores egen verden, og giver et uhyggeligt indblik i, hvordan vores fremtid, på visse områder, kan ende med at se ud.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gjorde det umuligt at gætte, hvad der ville ske, og slutningen kom i den grad bag på mig - og gør mig glad for, at jeg allerede har bind 4, så jeg kan læse videre med det samme. Historien er spændende, og fyldt med kærlighed, jalousi, hemmeligheder, krig, grusomheder, omvandrende maskiner, slaveri, mord, forræderi og eventyrlyst. Det er en historie om familie, om at finde sig selv, og om hvordan fortiden kan hjemsøge en - selv når man tror, at man er på den sikre side. Men også en historie om et samfund i opløsning, krig, idealer og hvor langt man vil gå, for at vinde. Jeg savnede dog de mellemliggende 16 år, og ville gerne have hørt lidt mere om Hester og Toms liv i Anchorage.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom det bestemt ikke er dem alle, der er lige sympatiske, så er deres bevæggrunde og følelser troværdige. I dette bind skifter hovedfokus fra Hester og Tom til deres datter Wren, hvilket jeg havde en smule svært ved at forlige mig med. Jeg kunne vældig godt lide især Tom, og derfor savnede jeg noget mere scenetid til ham. Og det gjorde det ikke bedre, at jeg ikke rigtig brød mig om Wren. Jeg kunne ikke snuppe hendes himmelråbende naivitet, egoisme og klynken, og selvom hun skulle forestille at være intelligent, så syntes jeg virkelig hun opførte sig dumt det meste af tiden. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide den glemte dreng Fishcake, som bare ønsker sig en familie og et sted at høre til, og så nød jeg gensynene med nogle af personerne fra de tidligere bind. Også selvom jeg ikke brød mig om dem som personer.
Alt i alt var Helvedesmaskiner en god bog, selvom den ikke var helt så fantastisk som sine forgængere. Jeg elskede gensynet med universet, og glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien. Er man fan af serien, er bind 3 absolut værd at læse, og er man ikke begyndt på serien endnu, er det bare med at komme igang.

Se også forfatterens hjemmeside.