Broen til Ingen Steder

Broen til Ingen Steder er 1. bind af fantasytrilogien Den Udvalgte, skrevet af Joy H. Davidson.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 

Milly er 6 år, da hendes bedstemor dør, og familien bliver nødt til at flytte ind på bedstemorens gård. Milly savner sin bedstemor og livet i byen, og er meget ensom.
Men en dag dukker de jævnaldrende børn Max og Poppy op, og pludselig er Milly ikke ensom længere. Godt nok er det kun hende, der kan se dem, og godt nok ved hun ikke, hvor de kommer fra, men hun har endelig venner at lege med, så det gør ikke så meget.
En stormende nat ændrer dog på alt det, Milly troede, hun vidste, da en bange Max tager hende med til Ingen Steder for at finde Poppy. Et land fyldt med ånder, gnomer, hekse og gargoyler, hvor intet er, som det ser ud til. Heller ikke Milly.

Broen til Ingen Steder er en sød og varm fantasyfortælling for børn, og en virkelig smuk bog.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser som hjælpes godt på vej af de skønne illustrationer som fylder bogen enten i form af sort/hvide stregtegninger eller helsides farveillustrationer. Historien fortælles dels via Millys synsvinkel, og dels af en fortæller, som henvender sig direkte til læseren. Blandingen af de to fortællemåder virkede lidt spøjs, men fungerede egentlig meget godt.
Historien er spændende, og fyldt med magi, ensomhed, sorg, venskab, mod, hekse, gargoyler, og ånder. Jeg kunne, personligt, godt have brugt lidt mere dybde i historien, så rejsen i Ingen Steder ikke gik helt så hurtigt, og der blev dvælet mere ved det magiske land på den anden side af Broen, men det er næppe noget de yngre læsere vil lægge mærke til.
Personerne var en lidt blandet omgang, hvor kun ganske få fremstod som rigtige, levende mennesker, mens resten virkede noget endimensionelle og stereotype, på samme måder som folk i eventyr kan gøre det. Hovedpersonen Milly er let at relatere til som læser. Hun er stille, forsigtig og sky, men finder i løbet af historien både mod og indre styrke. Hun var i starten en smule klynkende, men efterhånden som hun voksede med opgaven, holdt det op. Max og Poppy er selvsikre, og modige, men tænker sig ikke altid lige meget om. Og det på trods af, at det er dem, der kender Ingen Steder bedst. Og så er der Ingenen William. En ånd med masser af mod og hjerte, som ikke længere ved, hvem han selv er. Resten af personerne og væsenerne i bogen er desværre ikke ret nuancerede, hvilket nok også hænger sammen med bogens høje tempo.
Bogen henvender sig til de 9-12-årige, men jeg tænker, den næsten vil fungere bedre som højtlæsning til de 6-8-årige, da historien er let at gå til, og har en eventyrlig stemning og varme, ligesom den aldrig bliver rigtig uhyggelig. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og kan bestemt anbefale den både til selv- og højtlæsning.

Se også forfatterens hjemmeside.