Carags forvandling er 1. bind af fantasyserien Woodwalkers, skrevet af Katja Brandis.
Carag er woodwalker, og har evnen til at forvandle sig til en puma. Han er vokset op i bjergene, hvor han har boet sammen med sine forældre og lillesøster i pumaskikkelse. Men Carag er fascineret af menneskene og deres verden, og da han er 12, beslutter han sig for, at han vil leve i byen, og lære menneskene bedre at kende. Hans familie synes bestemt ikke, det er en god idé, og Carag må klare sig på egen hånd.
Livet mellem menneskene er dog slet ikke så nemt, som Carag havde troet. Selvom hans plejeforældre er rare nok, så er forholdet til hans plejesøskende ikke særlig godt, og i skolen bliver han udsat for mobning.
Carags liv ændrer sig for altid, da han møder en anden changer, og bliver optaget på Clearwater High, en hemmelig skole for woodwalkere. Her møder han, for første gang, siden han stak af hjemmefra, andre som ham selv, og får venner blandt de andre elever. Og fjender.
Og så er der den stenrige puma-changer, Andrew Milling, som virker meget interesseret i Carag, og som Carag ikke helt kan finde ud af, hvor han har.
Jeg var ret vild med den her bog, og glæder mig allerede til at læse videre i serien.
Sproget er letlæst og flydende, med både humor og levende beskrivelser, hvoraf især naturbeskrivelserne og sanseindtrykkene Carag modtager i sin dyreskikkelse fremstår troværdige og sanselige.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med venskab, farlige situationer, skoleliv, mobning, familie, forræderi, hemmeligheder, intriger, forelskelse og, selvfølgelig, masser af forskellige woodwalkers. Universet er interessant og anderledes, og den megen viden om forskellige dyrs levemåder og karakteristika som forfatteren får flettet ind i historien, er med til at gøre såvel personer som univers realistisk og lærerigt, uden det får form af infodumping. Derudover var jeg vild med hele kostskolesettingen, og de mange spændende og anderledes fag.
Personerne er levende, nuancerede, og tilpas fremmedartede til, at man som læser både kan identificere sig med dem, og samtidig ved, at de har en anden, og vildere, side, hvis instinkter vi, som mennesker, ikke helt kan forstå. Hovedpersonen Carag er nysgerrig, modig og rar, men har også temperament, når instinkterne overtager. Han er vant til, som rovdyr, at befinde sig øverst i fødekæden, og har svært ved pludselig at befinde sig nederst i hierarkiet som mobbeoffer i menneskenes verden. Han savner sin familie, og føler sig fremmed blandt menneskene, samtidig med, at han er fascineret af den fremmedartede verden, som er en del af ham. Mødet med andre changere giver ham, for første gang, venner, ligesom han langsomt begynder at finde ud af, hvem han egentlig er - og hvem han gerne vil være. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Carags venner Holly og Brandon, som begge har haft det hårdt, inden de flyttede ind på skolen. Mens Holly er forældreløs, og kommer fra et børnehjem, stammer Brandon fra en kærlig familie, der dog ikke kan acceptere hans woodwalker-side. Mødet med Carag giver dem begge en ven, som accepterer dem, som de er, og de tre knytter sig tæt til hinanden. Jeg var også ret vild med de forskellige lærere på skolen, hvoraf nogle var mere venlige og hjælpsomme end andre. Og så var der andre personer, som for eksempel Carags plejebror og ulvekoblet som jeg bestemt ikke brød mig om.
Alt i alt var Carags forvandling en rigtig god start på en serie, som jeg allerede glæder mig til at læse videre i. Kan man lide fantasy med kostskolesetting, formskiftere og vilde dyr, kan den her bog kun anbefales. Og at den samtidig er fyldt med flotte illustrationer og har et virkelig smukt omslag gør kun læseoplevelsen endnu bedre.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar