tirsdag den 24. september 2019

Top 10 Liste: Autobuy forfattere

I Top 10-Listerne vil jeg give 10 anbefalinger, ud fra min egen læsning.
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 anbefalinger fra mig til jer.
Rigtig god fornøjelse.


10 autobuy forfattere

Det er ingen hemmelighed, at jeg køber rigtig mange bøger. Primært køber jeg selvfølgelig bøger ud fra, om de lyder spændende, men der er nogle forfattere, hvor jeg bare køber alt, hvad de skriver - ligegyldigt hvad det er. Og modsat, hvad man skulle tro, så er det ikke kun fantasyforfattere, det gør sig gældende for. Denne gang har der nemlig sneget sig ikke mindre end to forfattere med på listen som, endnu, ikke har skrevet fantasy - men som jeg alligevel køber alt af. 
For at komme i betragtning til listen, skal forfatterne stadig være levende, aktive, og kunne udkomme med nye bøger. Jeg har også en god portion døde forfattere, hvor jeg langsomt samler deres bagkatalog, eller hvor andre udgiver deres værker posthumt eller i redigeret format, men de tæller ikke med denne gang. Derudover skal jeg have læst minimum 5 bøger af forfatterne, for at de kan komme i betragtning til listen. Jeg skal nemlig vide, at det er forfattere, som jeg vil blive ved med at investere i. At forfatterne er med på listen, betyder ikke, at jeg ejer alle deres bøger, men bare, at jeg ønsker at eje alle deres bøger, og at jeg køber dem, efterhånden som jeg læser mig igennem de bøger, jeg allerede har af forfatterne. 


Sidsel Sander Mittet
Sidsel Sander Mittet er et forholdsvis nyt bekendtskab for mig. Hun er dansk fantasyforfatter, og debuterede i 2015, med første bind af Morika-trilogien, Rent blod. Siden er det blevet til yderligere 7 bøger, fordelt på tre forskellige trilogier, hvoraf den nyeste udkom 14.september i år.
Sidsels sprog er eminent, og hun forstår både at opbygge troværdige og interessante universer, og skabe nuancerede personer, som man ikke kan lade være med at forelske sig i som læser. Men det, der måske imponerer mig mest, ved Sidsels bøger, er hendes evne til at tage tabuer og samfundskritiske emner op, og gøre dem relaterbare for læseren, uden brug af moralske pegefingre. 
Jeg har elsket samtlige af hendes bøger, og selvom jeg endnu ikke har læst hendes nyeste, er jeg ikke i tvivl om, at jeg også vil elske den. Og derfor er Sidsel blevet en autobuy forfatter for mig. 

Lene Dybdahl
Lene Dybdahl er dansk fantasyforfatter, og har indtil videre skrevet 7 fantasyromaner, fordelt på 2 trilogier og en enkelt standalone. Derudover har hun skrevet en del noveller. Jeg har fulgt Lene, siden hun udkom med sin første bog, Den Gyldne Nøgle, i 2012, og er vild med hendes sprog, gennemførte universer, og actionfyldte historier. Jeg har elsket alle de af hendes bøger, som jeg har læst (jeg mangler stadig at læse den nyeste, som udkom 14. september i år), og er ikke i tvivl om, at jeg vil elske hendes fremtidige bøger også. Hvilket er grunden til, at jeg bliver ved med at købe hendes bøger, og at hun er havnet på denne liste. 

Patricia Briggs
Patricia Briggs er amerikansk fantasyforfatter, og en meget produktiv en af slagsen. Hun debuterede i 1993, og har, indtil videre, skrevet 25 fantasybøger og adskillige noveller, fordelt på flere serier, og en enkelt standalone. Hun har både skrevet high fantasy og urban fantasy, og det er især den sidste genre, som har givet hende en plads på denne liste. Patricias sprog er letlæst, varieret og fyldt med humor, og hendes personer er nuancerede, interessante og svære ikke at elske. Jeg har læst stort set alt, hvad hun har skrevet (jeg mangler mine nyeste anskaffelser), og har elsket dem alle. Patricia leverer varen hver gang, og er en af de ganske få forfattere, hvor jeg forudbestiller hendes bøger, så snart det er muligt. 

Jim Butcher
Jim Butcher er amerikansk fantasyforfattere, med over 20 romaner, fordelt på 3 forskellige serier, flere graphic novels og noveller bag sig. Han debuterede i 2000 med første bind af serien Dresden Files, en serie, som også danner baggrund for flere graphic novels og en, temmelig ringe, tv-serie. 
Dresden Files var min første introduktion til Butchers forfatterskab, og selvom jeg endnu ikke har alle hans bøger, så samler jeg dem stille og roligt sammen. Jeg er vild med Butchers måde at fortælle sine historier på, hans konstant udvidende universer, og, ikke mindst, hans humor, og jeg var slet ikke i tvivl om, at han fortjente en plads på denne liste. 

Joe Abercrombie
Joe Abercrombie er en britisk fantasyforfatter, som skriver indenfor undergenren grim dark fantasy. Han debuterede i 2005 med Stålets vilje, og siden er det blevet til 10 bøger, 1 novellesamling og en graphic novel, primært i hans First Law-univers. Abercrombies sprog er utroligt billedskabende, og fyldt med en sort humor, som jeg holder meget af. Hans personer er nuancerede, fejlfyldte og ikke altid lette at holde af. Og så alligevel, for de ender uden undtagelse med at trænge ind under huden på læseren. Jeg har endnu ikke læst alle hans bøger (mest på grund af tykkelsen, da de stort set alle er mursten), men jeg har elsket de bøger, jeg har læst, og er ikke i tvivl om, at jeg også kommer til at elske resten af hans bøger. 

Brandon Sanderson
Brandon Sanderson er en utroligt produktiv amerikansk fantasyforfatter, med over 25 bøger, adskillige noveller og flere graphic novels. Han debuterede med Elantris i 2005, og siden er det blevet til adskillige nye bøger om året. Langt de fleste af hans bøger og universer hænger sammen i det, han selv kalder Cosmere, og hans kendetegn er velgennemførte universer, interessante personer og plotlines, - og murstenstykkelse. Jeg har endnu ikke alle Sandersons bøger, men har elsket alle de bøger, jeg har læst af ham, og er ikke i tvivl om, at jeg også skal have læst resten af hans bøger. Hvilket er grunden til, at han er havnet på denne liste. 


John Flanagan
John Flanagan er australsk fantasyforfatter. Han debuterede med Gorlans ruiner, første bind af serien Skyggens lærling, i 2004, og siden er det blevet til over 20 bøger i det samme univers, fordelt på flere serier. Hans sprog er letlæst og humorfyldt, historierne spændende og actionfyldte, og hans personer elskelige og interessante. Jeg er endnu ikke stødt på en bog af ham, som jeg ikke har elsket, og ejer næsten alle hans bøger, hvilket er grunden til, at han er havnet på denne liste. 

Tamora Pierce
Tamora Pierce er amerikansk fantasyforfatter, og den forfatter på listen, som jeg har læst i længst tid. Hun debuterede i 1983 med Alanna, første bind af Løvindens sang, og siden er det blevet til mere end 20 bøger fordelt på to forskellige universer, samt flere noveller. Hendes bøger er nogle af dem, jeg genlæser gang på gang, og jeg forudbestiller altid hendes nyeste udgivelser, så snart det er muligt. 
Jeg elsker hendes sprog, personer og universer, og er endnu ikke blevet skuffet af hendes bøger. Hvilket også er grunden til, at hun er med på denne liste. 

Jan Guillou
En af de få ikke-fantasyforfattere på denne liste. Jan Guillou er svensk forfatter, og har skrevet både ungdomsbøger, spændingsromaner, historiske romaner, faglitteratur og essaysamlinger. Han debuterede som forfatter i 1986 med Coq Rouge, første bind af hans agentserie om Carl Hamilton, og siden er det blevet til over 30 bøger. Jeg stiftede første gang bekendtskab med ham i folkeskolen, hvor jeg faldt over hans serie om Carl Hamilton, og har siden læst en stor del af hans forfatterskab. Jeg er endnu ikke helt up to date (mest fordi han udkommer med minimum en ny bog om året), men satser på, at jeg på et eller andet tidspunkt får læst mig igennem hele hans forfatterskab. Jeg har elsket det, jeg har læst indtil nu, og er ikke i tvivl om, at jeg også kommer til at elske resten af hans bøger. 

Fredrik Backman
Sidste forfatter på listen er en anden ikke-fantasyforfatter. Fredrik Backman er svensk forfatter, og debuterede i 2012 med En mand der hedder Ove. Bogen blev en øjeblikkelig bestseller, og siden er det blevet til 7 bøger, med flere på vej, hvoraf flere er blevet filmatiseret. Backmans brug af humor og måde at give liv til skæve eksistenser og fortælle barske hverdagshistorier på, og hans aldrig svigtende evne til at få mig til at tude, er grunden til, at han er havnet på denne liste, og jeg glæder mig allerede til lidt senere på året, hvor hans nyeste bog udkommer. 

2 kommentarer:

Anita Reads sagde ...

Jeg er lidt overrasket over nogen af dem der ikke nåede listen, Kenneth Bøgh og Rick Riordan, men alligevel kan jeg godt forstå det er svært at skære så mange fra. Da du nævnte et par ikke fantasy forfattere tænkte jeg også at en af dem nok var Fredrik Backman.

Kirsten Bloch sagde ...

@Anita Reads. Ja, det er egentlig pudsigt, at lige de to ikke er med på listen, når de nu er to af mine yndlingsforfattere. Men det er fordi, jeg med autobuy forfattere mener forfattere, hvor jeg er interesseret i alle deres bøger. Og både Kenneth Bøgh Andersen og Rick Riordan har skrevet et par bøger, som jeg ikke er interesseret i, selvom de er nogle af mine yndlingsforfattere. Og selvfølgelig måtte Backman med på listen.