fredag den 5. januar 2018

Den hvide enkes hævn

Den hvide enkes hævn er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Vildvæsner, skrevet af Jacob Grey.

Selvom Caw fik overvundet Fluernes Moder, var det ikke uden omkostninger. For det lykkedes hende, med hjælp fra Midnatsstenen, at give Blackstones kriminelle vildvæsenevner, og Blackstone hærges nu mere end nogensinde af vold og kriminalitet. Samtidig er Caw bekymret for Selina, som ligger i koma, efter at være blevet skudt af sin mor, Fluernes Moder.
Mens Caw og de andre vildvæsner forsøger at stoppe de kriminelle, kommer Caw på sporet af de kriminelles nye leder. En leder, som måske ikke er så ny igen, og som har et regnskab at gøre op med Caw.
Men Caw får snart andre problemer på halsen. Hans ønske om at redde Selina og vogte Midnatsstenen fører til splid blandt de gode vildvæsner, og snart jages han både af sine egne og en gammel fjende.

Det er et stykke tid siden jeg læste andet bind i serien, men der gik ikke lang tid før jeg igen var tilbage i seriens univers.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, og især beskrivelserne af Blackstones forladte og forfaldne bygninger er rigtig gode. Man mærker som læser byens forfald, og den angst og desperation der gemmer sig hos såvel mennesker som vildvæsner. Forfatteren er i det hele taget god til at skrive stemninger frem, og Caws følelse af ensomhed og desperation virker utroligt levende og virkningsfulde på læseren.
Jeg er ret vild med universet, og især båndet mellem dyr og vildvæsner er fascinerende og originalt, samtidig med at det giver associationer til Lene Kaaberbøls Vildheks-serie.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, spænding og action. Historien er fyldt med gys, magi, forræderi, hemmeligheder, venskab og had, men også familie, overlevelse og ensomhed.
Personerne er menneskelige og realistiske, og jeg er stadig rigtig glad for Caw, som virkelig er vokset undervejs i serien. Han er langsomt begyndt at stole på og støtte sig til andre, og derfor er det også et hårdt slag, da vildvæsnerne vender sig mod ham. Samtidig opdager han, at ikke alt er så sort/hvidt som han troede, og at historien skrives af vinderne. Der er efterhånden kommet et temmelig stort persongalleri med, og det betyder desværre, at ikke alle personerne får lige meget taletid, og, med undtagelse af Caw, bliver de en smule anonyme. Det gælder dog ikke kragerne, som stadig er rappe i replikken, loyale og sarkastiske, og da forholdet mellem kragerne og Caw sættes på en prøve undervejs, var det svært at holde ud.
Der er spænding og fart over feltet fra første side, og det gør bogen hurtigt læst og svær at lægge fra sig. Selvom bogen henvender sig til en noget yngre målgruppe end mig, så nød jeg den, og var man fan af de første bind i serien vil man ikke blive skuffet over afslutningen, som gemmer på en hel del overraskelser undervejs.

Ingen kommentarer: