lørdag den 9. januar 2016

Løbeild

Løbeild er 2. bind af Suzanne Collins´ dystopiske science fiction-trilogi Hunger Games.

Kattua og Peeta overlevede, stik mod alle odds, begge to Dødsspillet. Men samtidig gik Kattua imod Capitol, og uden at ville det har hendes handlinger været den gnist, som fik de andre distrikter til at gøre oprør mod Capitol.
Samtidig har hun svært ved at vende tilbage til hverdagen hjemme i Distrikt 12. Sammen med sin mor og lillesøster er hun flyttet ind i et hus i Vinderbyen, og har, for første gang i sit liv, masser af mad. Men Kattua længes tilbage til livet før spillet, og tilbringer tid i skoven sammen med Gale hvor hun jager, selvom hun nu giver udbyttet til andre. Samtidig har hun svært ved at tale med Peeta efter hun fortalte ham at hun ikke er forelsket i ham, og det gør det ikke bedre at hun er nødt til at spille forelsket i ham foran kameraerne, da hun ved det sårer ham dybt.
Vinderne af Dødsspillet besøger efter spillet hvert år de andre distrikter. Før turen går i gang bliver Kattua opsøgt af Præsident Snow som truer hende. Hvis ikke hun opfører sig som det forventes af hende og overbeviser resten af distrikterne om at hendes oprørshandling var af kærlighed til Peeta, og ikke trods mod Capitol, vil det gå ud over hende - og alle hun elsker. Kattua gør hvad hun kan for at overbevise alle om kærligheden til Peeta og lover ovenikøbet at gifte sig med ham, men det er langtfra nok. Og kort efter Vinderturen går det op for Kattua hvor langt Capitol vil gå for at knuse det spirende oprør. En ny Overfredsvogter kommer til Distrikt 12, og snart får selv det mindste fejltrin store og smertelige konsekvenser. Også for Gale, som Kattua har fundet ud af er forelsket i hende. For Kattua bliver det dråben der får bægeret til at løbe over, og hun begynder nu for alvor at overveje oprør. Men før hun kommer så langt slår Capitol til igen: Til årets Jubilæumsspil skal de tidligere vindere dyste mod hinanden. Og Kattua må endnu en gang kæmpe for sit liv i arenaen. Men denne gang har hun et klart mål: Peeta skal overleve, lige meget hvad. For Capitol vil aldrig tillade at Kattua vinder igen, og hun nægter at lade Peeta dø fordi han elsker hende.

Jeg havde meget svært ved at komme i gang med denne bog, hvilket blandt andet skyldtes at jeg synes første bind i serien var helt fantastisk, og var bange for at blive skuffet af bind to. Nu hvor sidste film for længst har haft premiere i biograferne har jeg så langt om længe fået læst bogen, og mine bange anelser er i den grad blevet gjort til skamme. Bogen er mindst lige så fantastisk som første bind, og hvor første bind er meget fokuseret på Kattua lærer man her i andet bind de andre personer bedre at kende. Første del af bogen havde jeg det noget svært med Kattua, da jeg synes hun brugte både Peeta og Gale uden at de fik noget ud af det. Selvom hun gjorde det fordi hun gerne ville beskytte sin familie, og måske også fordi hun havde svært ved at finde ud af sine egne følelser, så ville jeg gerne have haft at hun endegyldigt bestemte sig for en af dem og faktisk diskuterede sine følelser med dem i stedet for at ignorere dem. Efterhånden som handlingen for alvor kom i gang fik jeg det bedre med hende, også fordi hun faktisk begyndte at tage stilling og acceptere sine valg og deres konsekvenser, og nu hvor bogen er slut kan jeg slet ikke vente med at læse mere om hende i tredje bind.
Sproget er godt, med malende beskrivelser og gode dialoger, men samtidig formår forfatteren også at tegne ret komplekse billeder med ganske få sætninger. Blandt andet da en mand brutalt henrettes for et mindre oprørstegn i starten af bogen.
Bogen er uhyggeligt spændende, med masser af action, og er endnu blodigere end første bind. Ikke mindst på grund af det spirende oprør og Capitols brutale forsøg på at slå det ned. Som læser sidder man ofte helt ude på kanten af stolen ude af stand til at slippe bogen fordi man slet ikke kan vente med at finde ud af hvad der nu sker. Handlingen er godt skruet sammen med masser af twists som gør at man ikke kan forudsige hvad der sker undervejs, og personerne har udviklet sig fra første bind, og er blevet mere levende og realistiske. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger som gør at jeg slet ikke kan vente med at få begyndt på sidste bind i trilogien.
Har du ikke læst serien endnu er det bare med at komme i gang. Du vil med garanti ikke blive skuffet.

Se også forfatterens hjemmeside.


2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Jeg havde det lidt på samme måde, med Kattua. I gennem alle 3 bøger, skulle jeg, en gang i mellem lige minde mig selv om at hun kun er en ung teenagere. Men glæd dig til den 3. bog

Kirsten Bloch sagde ...

Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der har et lidt ambivalent forhold til hende. Og her efter at have læst tredje bog må jeg sig at jeg forstår hende bedre nu.