Romancing the Inventor er 1. bind af Gail Carrigers novelleserie Supernatural Society.
Imogene er en helt almindelig pige fra landet. Men selvom hun er smuk, og har bejlere nok, er hun ikke gift, og har intet ønske om at blive det. For Imogene har en hemmelighed: Hun er tiltrukket af kvinder, og i et lille landsbysamfund er det ikke noget man kan være i åbenhed.
I et forsøg på at finde ligesindede, tager hun ansættelse hos vampyrerne på Woolsey Castle. Men stillingen er langt fra hvad hun havde håbet på. Vampyrerne virker uinteresserede i hende, og det lykkes hende at rage uklar med førstetjeneren Henry, da opfinderen Madame Lefoux foretrækker Imogene som opvarterske.
Og det gør det ikke lettere, at Imogene ikke kan lade være med at bemærke madame Lefoux' smilehuller...
Jeg bliver altid så glad, når jeg læser Gail Carrigers bøger. Hendes skrivestil og humor går rent ind hver gang, og jeg elsker hendes fantastiske univers fyldt med vampyrer, varulve og britiskhed.
Sproget er altid letlæst og flydende, og fyldt med humor og høflighed, og hendes univers er fuldstændig vidunderligt.
Bogen her er en novelle, og derfor ikke vanvittigt lang, men alligevel hænger historien godt sammen. Selvom det i bund og grund er en kærlighedshistorie, så er den alligevel spændende, og fyldt med længsler, kærlighed, sex, misforståelser, opfindelser, te og vampyrer. Det er en historie om at acceptere sig selv, og gå imod tidens moral og normer, men også en historie om magtkampe og intriger, om at være kvinde, og at stå op for sig selv.
Personerne er menneskelige og relaterbare, og jeg er vild med, at personer fra Soulless-serien dukker op i gæsteroller undervejs. Imogene er en dejlig hovedperson. Hun er intelligent, stærk og samtidig genert, men også tynget af sin hemmelighed, som får hende til at føle sig forkert og udenfor. Alligevel har hun holdt ved, og nægtet at gifte sig, og ansættelsen hos vampyrerne er hendes sidste forsøg på at finde et sted hun hører til. Mødet med Lefoux lukker op for hendes følelser, og hun forelsker sig dybt og inderligt, uden dog at vide, hvordan hun skal gøre Lefoux opmærksom på sine følelser. Madame Lefoux er intelligent og dygtig, men også plaget af et knust hjerte, og hun afskyr vampyrerne, og den rolle hun er blevet påtvunget som straf for sine handlinger. Mødet med Imogene får hende til at føle igen, og det skræmmer hende, da hun er bange for at få sit hjerte knust igen. Samspillet mellem de to er rigtig fint beskrevet, og man fornemmer virkelig, hvordan de to kvinder forsøger at nå hinanden, samtidig med at de frygter, at de misforstår den andens følelser. Derudover er der et væld af kendte og nye bipersoner, som alle beskrives med humor og varme, på en sådan måde, at man virkelig føler man lærer dem at kende.
Har man læst Carrigers andre bøger, vil man med garanti også elske denne fluffy kærlighedshistorie, som virkelig er en feel good-læseoplevelse. Selvom novellen kan læses uafhængigt, vil jeg dog forslå, at man læser Soulless-serien først, da der er en del gengangere i persongalleriet, ligesom man også får mere baggrundshistorie på Madame Lefoux.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar