Og det var ikke kun kroppen, der måtte holde for i oktober. Måneden startede ud med, at opvaskemaskinen brød sammen, og jeg venter stadig på en ny. Bilen måtte også en tur på værksted, da den, kort efter skift til vinterhjul, blev ramt af en punktering, der kostede et nyt dæk. Ikke lige hvad jeg havde lyst til at bruge penge på efter en udgiftsrig september.
Heldigvis bød måneden også på et par lyspunkter. Jeg startede måneden ud med afslapning og det sidste af min post-festivalferie. Mine forældre lagde vejen forbi i starten af måneden for at fejre min hæderspris med en tur ud at spise på Restaurant Kammerslusen, og så var jeg en tur i tv-studiet hos Familiekanalen for at blive interviewet om Fantasyfestivalen, hædersprisen og kærligheden til fantasygenren.
Arbejdsmæssigt bød oktober på afslutning af årets Fantasyfestival, møder, og en tilbagevenden til udlånsvagter efter en længere pause grundet festivalarbejde, ferie og sygdom.
Læsemæssigt blev det ikke til det store i oktober. Trætheden gjorde, at overskuddet til at læse manglede, og bedre blev det ikke af, at et migræneanfald satte en stopper for min ellers planlagte deltagelse i Dewey's 24 Hour Readathon. Det betyder også, at jeg nu er et godt stykke bagud med samtlige årets læsemål og -udfordringer, og må indse, at jeg næppe når i mål med dem alle sammen. Jeg håber dog stadig at nå mit Storygraph-mål, så forhåbentlig får jeg gang i læsningen igen i november.
Og så må det være tid til at se på det lidt, jeg fik læst i oktober.
Bogen var:
Brandon Sanderson og Kazu Kibuishi: Verdens kedeligste bog
Tegneserierne var:
Jim Davis:
Garfields 10. år (Garfield 11)
Garfield træder i spinaten (Garfield 12)
Ulykkesfuglen (Garfield 13)
I alt fik jeg læst 1 bog og 3 tegneserier, heraf 3 genlæsninger.
I november håber jeg at få gang i læsningen igen, og arbejde videre med at nå til bunds i anmelderstakken. Derudover byder måneden på forskellige huslige projekter, vinterklargøring af haven, arbejde, og en tur i teateret til The Julekalender, hvilket jeg glæder mig helt vildt til.