onsdag den 18. april 2018

Midnatsgyden

Midnatsgyden er 3. bind af den paranormale serie The Morganville Vampires, skrevet af Rachel Caine.

For at redde sit og sine venners liv, har Claire indgået en kontrakt med Amelie. Men Claire har endnu ikke fortalt sine venner om kontrakten, og frygter især Shanes reaktion.
Shane har det i forvejen svært, efter hans far var lige ved at få ham slået ihjel, og det gør det ikke bedre, at Michael har valgt, at lade Amelie fuldføre hans forvandling til vampyr. Stemningen i huset er anspændt, og da døde piger begynder at dukke op lige udenfor, falder mistanken på Eves bror Jason.
Samtidig begynder Claire at opleve nogle af konsekvenserne af kontrakten. Ikke nok med, at hendes plageånd Monica pludselig vil være venner med hende, Amelie beordrer hende også til at blive lærling hos den ældgamle vampyr Myrnin, og hjælpe ham med hans forskning. En forskning, som Amelie vil gøre alt for at holde hemmelig.

Jeg er ret glad for den her serie, og selvom jeg stadig synes Claire er lige lovlig naiv til tider, så var også dette bind vildt godt.
Sproget er enkelt og letlæst, og forfatteren er god til at opbygge stemninger af gysende uhygge. Og samtidig indeholder bogen en god portion humor, trods den dystre stemning og den intense spænding. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som overrasker flere gange undervejs, til trods for, at det spiller på nogle af klicheerne for paranormal romance. Historien er utroligt spændende, og fyldt med vampyrer, videnskabelige eksperimenter, mord, hemmeligheder, magtbegær og stalking, krydret med helt almindelige teenageproblemer som fester, druk, lektier, kærester, popularitet og mobning. Blandingen fungerer overraskende godt, og jeg kan rigtig godt lide det univers, som forfatteren har opbygget. Tanken om en by fyldt med vampyrer som er afskåret fra resten af omverdenen minder en del om tv-serien Buffy, og alligevel er serien helt sin egen. Der er intet sentimentalt over vampyrerne, som, trods deres høflige overflade, er gennemført onde, med en eller to undtagelser. Det er forfriskende, og gør serien anderledes end mange af de andre paranormale serier på markedet.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom det måske virker en anelse overdrevet med mængden af problemer som Michael, Eve, Shane og Claire står i, så er den måde de reagerer på meget realistisk. Claire er intelligent, modig og stædig, og stadig overraskende naiv. Selvom hun har udviklet sig en del, så tager hun stadig nogle dumme valg undervejs, som, selvom de er forståelige hendes alder taget i betragtning, fik mig til at rulle med øjnene af hende et par gange. Shane, derimod, var jeg ikke så vild med i denne bog. Hans problemer med Michaels vampyrforvandling får ham til at opføre sig som en stor nar, og han opfører sig heller ikke ret pænt over for Claire. Og selvom jeg forstod ham, så synes jeg stadig han var noget irriterende, og jeg forstod ikke helt hvorfor Claire blev ved at bære over med ham. De øvrige bipersoner er realistiske og interessante, og selvom de måske til tider er en smule overdrevne i deres måde at agere på, så fungerer det fint.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse, som endnu en gang slutter med den vildeste cliffhanger. Jeg er imponeret over, at forfatteren kan blive ved med at finde på dem, og glæder mig allerede til at læse videre i serien. Er man vild med vampyrer og paranormal romance, kan denne serie klart anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: