Hummerkongens hævn 2 er andet og sidste bind af Nick Clausens science fiction-fortælling.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Karlo er blevet bidt af krabatalossen, og er langsomt ved at blive forvandlet. Og som om det ikke var nok, så hører han også en stemme i sit hoved. En stemme, som langsomt begynder at overtage kontrollen med hans krop, og som tvinger Karlo til at bryde ind i De Kendte Universers Mest Sikrede Fængsel for at befri Roklos, den krabatalos der nev ham.
Imens får Spiff mistanke om, at ikke alt er som det skal være. Han opsøger Jonatan på Jorden, og de to kommer snart på sporet af Karlo, og den sande magt bag krabatalosserne.
Men kan de stoppe Hummerkongen og redde Karlo før det er for sent?
Bogen starter hvor første bind slap, og denne gang får personerne virkelig deres sag for. Selv om bogen, for mig, ikke helt levede op til første bind, så gav den en spændende afslutning på historien, som bestemt er værd at læse. Når den for mig ikke helt levede op til første bind, skyldtes det, at balancen mellem teenageliv og vildt sci-fi-eventyr, som fungerede så godt i første bind, blev en smule forrykket her i andet bind, og det hele gik lidt for hurtigt for min smag. Jeg tror dog også det hænger sammen med, at jeg er en del ældre end bogens målgruppe.
Sproget er, som altid, når det er Nick Clausen der skriver, letlæst og enkelt, og fyldt med levende beskrivelser, som gav mig associationer til såvel Star Wars som Men in Black. Bogen er fyldt med humor, og tekniske begreber, som er med til at give bogen den rette sci-fi-stemning.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien fortælles i et hæsblæsende tempo. Bogen er spændende, og fyldt med action, rumvæsener, humor, portaler, en smitsom epidemi, hemmeligheder og en mystisk skurk, og de mange twists undervejs, gør det svært at regne ud, hvad der kommer til at ske.
Personerne er levende og realistiske, og især Karlo får mere dybde her i andet bind, hvor han forvandles fra irriterende lillebror, til en modig, intelligent og nuanceret person. Jonatan og Cecilies forhold udvikler sig, og også Spiff får mere dybde her i andet bind, hvor man lærer hans historie og forhold bedre at kende. Jeg kunne rigtig godt lide personerne, og synes forfatteren har formået at ramme deres forskellige aldre rigtig godt i såvel deres sprog, som deres måde at reagere på. Det gør dem nemme at relatere til, og selvom der er mere fokus på action end karakterudvikling i dette bind, så fornemmer man alligevel, at personerne udvikler sig undervejs.
Kunne man lide første bind i serien, og er man vild med hæsblæsende sci-fi-eventyr, så er denne bog bestemt værd at læse.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar