The Princess and the Goblin

The Princess and the Goblin er en klassiker skrevet af George MacDonald, og første bind af serien Princess Irene and Curdie.

Den 8-årige prinsesse Irene bor i et afsondret slot i bjergene sammen med sin barnepige og en række tjenestefolk. Hendes far, kongen, har travlt med sine regeringspligter, og besøger hende kun sjældent. Men slottet ligger på goblinterritorie, og om natten kommer ondskabsfulde væsener frem og generer egnens beboere.
En dag, hvor Irene og hendes barnepige er ude at gå tur, kommer de for langt væk, og kan ikke nå hjem til slottet før det bliver mørkt. De støder ind i goblinerne, men bliver reddet af drengen Curdie, som arbejder i den nærliggende mine.
Og det bliver ikke den eneste gang Curdie må tage kampen op mod goblinerne, for goblinerne har en plan. Og planen involverer både prinsessen og minearbejderne.

The Princess and the Goblin er en børnebogsklassiker, og en af de første fantasybøger der er skrevet. Forfatteren inspirerede blandt andet J.R.R. Tolkien, og siden jeg fandt ud af det, har jeg været interesseret i at læse bogen. Og jeg blev glædeligt overrasket, for selvom skrivestilen bærer spor af, at bogen er fra 1872, så holder historien stadig, og jeg forstår godt, hvorfor den er blevet en klassiker.
Sproget er flydende og, med undtagelse af enkelte lange og lidt snirklede sætninger, letlæst, og forfatteren er god til at bygge stemninger op. Man kan næsten mærke mørket og minens sten omkring sig, når man er med Curdie i minen, eller se Irenes tiptipoldemors værelse for sig. Samtidig hviler der en eventyrlig stemning over hele historien, som kun forstærkes af, at den fortælles af forfatteren selv, som henvender sig direkte til læseren undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, omend plottet går i lidt forskellige retninger. Det hele væves dog sammen til sidst. Historien er spændende, omend tempoet er noget langsommere end i nutidens fantasyromaner, og indeholder en del af de klassiske fantasyelementer. Her er både en ung helt, en prinsesse, en god fe/tiptipoldemor, en magisk ring og onde gobliner, og derudover er der en underliggende rød tråd som handler om tro. Sidstnævnte er ikke så mærkeligt, da forfatteren i en periode tjente som præst.
Personerne er en smule stereotype, med undtagelse af Irene og Curdie. Men det er heller ikke meget man ser til de andre personer undervejs, så det er ikke så underligt, at de ikke er så nuancerede. Irene er nysgerrig, med et åbent sind og et godt hjerte. Efter nutidens standarder er hun måske lige lovligt artig, men hun har en naiv charme som gør, at det ikke bliver for meget. Curdie er modig, snarrådig og opfindsom, med et hjerte af guld. Han udvikler sig i løbet af bogen, hvor hans sind åbner sig. Af bipersonerne er det tiptipoldemoren der er den mest interessante, og mest gådefulde, for man finder aldrig helt ud af hvem eller hvad hun er - selvom jeg har en kraftig formodning om hvad hun repræsenterer.
Alt i alt en god læseoplevelse som, på trods af den tid bogen er skrevet, stadig holder i dag. Kan man lide børneklassikere fyldt med magi, eller er man, ligesom jeg, nysgerrige efter at læse en af de allerførste fantasybøger, så er bogen værd at læse. Min udgave havde i øvrigt et forord af Joseph Delaney (forfatter til serien Wardstenen), som var ganske interessant at læse, og så er jeg ret vild med omslaget.