søndag den 18. marts 2018

Throne of Jade

Throne of Jade er 2. bind af Naomi Noviks historiske fantasyserie Temeraire.

Krigen raser, men foreløbig er det lykkedes England at holde Napoleon fra døren. Det skyldes ikke mindst dragerne og deres ryttere i luftkorpset, og blandt dem Temeraire og Laurence. Men selvom der er hårdt brug for dem, har Temeraire og Laurence fået forbud mod at flyve i kamp. Efter det er blevet opdaget at Temeraire er en Himmeldrage, er der nemlig gået storpolitik i sagen. Kineserne er vrede over at en, i deres øjne, gemen borgerlig er endt op med en drage som ellers er forbeholdt den kejserlige familie, og ovenikøbet tillader sig at sadle den op og flyve i kamp. De kræver derfor Temeraire leveret tilbage til Kina, og de britiske diplomater, som øjner chancen for en allieret i kampen mod Napoleon, leverer kun symbolsk modstand.
Men Temeraire nægter at skilles fra Laurence, og da Laurence nægter at lyve for Temeraire, er han tæt på at ende for en krigsret. Enden på det bliver, at kineserne allernådigst lader Laurence ledsage Temeraire til Kina, og da han ikke har andet valg, er de to snart, ledsaget af en diplomat og deres mandskab, på vej mod Temeraires hjemland.
Vejen er lang og farefuld, og ingen af dem ved, hvad der venter for enden af rejsen.

Selvom jeg er vild med serien, tog det mig et godt stykke tid at få læst bogen. Nok mest fordi jeg ikke lige var i humør til historisk fantasy da jeg begyndte på den, og derfor lod mig distrahere af andre bøger undervejs. Jeg har tidligere læst bogen for en del år siden, men havde glemt det meste af den, så historien føltes næsten ny, og jeg nød gensynet med Laurence og Temeraire.
Sproget er flydende, og holder stilen fra den historiske periode bogen foregår i. Beskrivelserne er levende og smukke, og man kan mærke at der ligger et stort researcharbejde bag, da både skibe, det kejserlige Kina og Napoleonkrigen er godt og historisk korrekt (hvis man ser bort fra dragerne) beskrevet.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser at twists, og en spændende historie fyldt med action, venskab, intriger, storpolitik, drager, krig, fordomme, valg og kultursammenstød, og jeg elskede hver en side.
Personerne (og det gælder også dragerne) er levende og realistiske, og som i den første bog er det forholdet mellem Laurence og Temeraire der er i centrum. Laurence er født som gentleman, og selvom mødet med Temeraire og luftkorpset har blødt ham lidt op, så er høflighed, ære og pligt stadig det, der brænder i ham. Han er intelligent, dygtig og stædig, og fuldt og fast overbevist om den britiske overlegenhed. Mødet med Kina åbner hans øjne for en helt anden måde at leve på, og samtidig gør diplomaternes villighed til at ofre Temeraire, at han føler sig forrådt af sit eget land, og han står snart over for et valg mellem pligt og hjerte. Temeraire er nysgerrig, intelligent, og stærkt knyttet til Laurence. Kinesernes og diplomaternes forsøg på at skille ham fra Laurence gør ham dog bare endnu mere besluttet på at holde fast, og han forstår ikke det politiske spil, som tvinger ham til at besøge sit hjemland. Mødet med kineserne åbner hans øjne for et sted hvor drager lever en helt anden tilværelse, og hans nysgerrighed bliver vakt. Samspillet mellem de to er utroligt godt beskrevet, og venskabet mellem dem er noget helt særligt. Også bipersonerne er interessante og nuancerede, og jeg nød at lære både de kendte og de nye personer bedre at kende. Især diplomaten Hammond er utroligt nuanceret. Hans pligtfølelse er lige så stor som Laurences, men hvor Laurences ære forbyder ham visse ting, så er Hammond mere pragmatisk, og parat til at gå meget langt for at løse sin opgave. Det gør ham til skiftevis med- og modspiller for Laurence, og gør ham til en person, man skiftevis elsker og afskyr. Derudover byder bogen på et dejligt gensyn med Riley, Laurences gamle underordnede, som jeg fik et blødt punkt for i den første bog, og det er dels gennem gensynet med ham og den lange sørejse, at man opdager hvor meget Laurence har udviklet sig fra den første bog.
Bogen er stadig lige så fantastisk som første gang jeg læste den, og kunne man lide den første bog i serien, vil man også elske den her. Er man til drager, søromaner og krigshistorie, så må man ikke snyde sig selv for den her serie. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.

2 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Jeg synes, det er en dejlig serie. Nr 2 brød jeg mig dog ikke om og kunne let have gået kold i serien her. Heldigvis fortsatte jeg, og generelt holdes fanen højt det meste af tiden. Bog 2 og 6 var jeg dog virkelig ikke fan af.


Mvh.
Den lille Bogblog

Kirsten Bloch sagde ...

@Den Lille Bogblog. Ja, det er en dejlig serie. .