Fantastic Beasts and Where to Find Them er skrevet af J. K. Rowling og illustreret af Olivia Lomenech Gill.
Bogen beskriver de mange skabninger fra J.K. Rowlings fantastiske univers, både de mytologiske og forfatterens selvopfundne væsener. Da bogen har karakter af en tekstbog fra Harry Potter-serien, vil jeg ikke komme med et referat af den, men i stedet springe direkte over i anmeldelsen.
Som Harry Potter-fan, måtte jeg selvfølgelig have fat i den illustrerede udgave af Fantastic Beasts and Where to Find Them, og det på trods af at jeg allerede havde to udgaver af bogen, uden at have læst nogen af dem. Nu fik jeg så endelig taget mig sammen til at læse bogen, og selvom jeg var rigtig glad for indholdet, så var jeg ikke begejstret for illustrationerne.
Hvis jeg starter på positiv-siden, så synes jeg idéen om en fiktiv tekstbog fra Harrys skoletid er sjov. Forordet, nyskrevet til denne udgave, og underskrevet Newt Scamander er informativt, og refererer både til filmen og til universet. Det er fyldt med varme og britisk humor, og jeg følte mig straks hensat til universet. Bogen har karakter af et opslagsværk, og er opdelt alfabetisk, med en tekst om hver skabning, sammen med en illustration.
Jeg havde dog et problem med illustrationerne, som jeg slet ikke følte gjorde teksten retfærdighed. På mig virkede nogle af dem grove og ufærdige, og de manglede helt magien fra Harry Potter-serien. Samtidig virkede det som om illustratoren havde svært ved at bestemme sig for en stil, og illustrationerne er derfor meget forskellige. Nogle af dem er ikke mere end skitser, mens andre er helt eller delvist farvelagte, og andre igen nærmest er kolacher. Farvevalget er overvældende brunligt, og det gør illustrationerne noget kedelige at se på. Overordnet virkede de abstrakte og meget voksne i stilen, hvilket, efter min mening, slet ikke passer til universet. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor man ikke har valgt Jim Kay, når han nu alligevel er i gang med at illustrere Harry Potter-bøgerne, så man fik et ensartet udtryk og udseende på de forskellige væsener, i stedet for noget der er så kedeligt at se på.
Bortset fra illustrationerne er bogen vældig flot, med en lækker papirkvalitet, guldtryk og indbygget bogmærke. Det generer mig dog, at den ikke passer højdemæssigt med de andre illustrerede udgaver af Harry Potter-serien, for det ser altså dumt ud på hylden, at den er det stykke højere.
Alt i alt en blandet læseoplevelse, hvor teksten var i top, men det kunstneriske udtryk kunne have været bedre.
Se forfatterens hjemmeside.
Se illustratorens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar