Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.
Efter opgøret med Mellemste Gru har Unge Gru sagt ja til at optræne John i brugen af hans athame, og færdiggøre hans træning som Søger. Men John er stadig besat af tanken om hævn, og med hjælp fra sin mors dagbog tænker han kun på at opspore de Søger-slægter som har myrdet hans familie og dræbe dem. Samtidig er han distraheret af sine følelser for Quin, som han stadig elsker, selvom han mener hun har svigtet ham, ved at nægte at hjælpe ham med at genvinde og træne med sin families athame.
Quin og Shinobi har deres egne problemer. Quins far er på jagt efter dem, og ønsker at fratage Quin Gruernes athame. Men han er ikke alene: To mystiske drenge er med ham, og de vil gøre alt for at genfinde deres herre, Mellemste Gru, og hans athame. Og til hjælp har de et magisk redskab: En hjelm, som forstærker tankerne. Men hjelmens egenskaber er ikke kun gode, og da den falder i hænderne på Quin og Shinobu opdager de snart, at dens indflydelse kan være direkte farlig.
Mens Quin og Shinobu udforsker deres kærlighed til hinanden, forsøger de samtidig at finde ud af, hvad der gik galt med Søgerne. Og med hjælp fra en kopi af Johns mors dagbog opdager de et uhyggeligt komplot, som strækker sig over flere hundrede år.
Hvor jeg havde svært ved at komme i gang med første bind af serien, så gik det anderledes hurtigt med dette bind. Desværre kan jeg mærke, at jeg allerede er ved at glemme handlingen, og den forvirring første bind efterlod mig med, er ikke blevet meget mindre.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er levende. Alligevel forvirrer universet mig stadig, og jeg synes ikke jeg har lært mere om Gruerne, Søgerne eller den verden historien finder sted i, hvad jeg ellers havde håbet på efter første bind.
Plottet er lidt bedre skruet sammen i denne bog, men selvom der er action fra første side, så blev jeg aldrig rigtig grebet af spændingen. Historien er igen fyldt med forræderi, magtbegær, intriger, mord, kærlighed, venskab, hemmeligheder, magiske redskaber og besættelse, men alligevel formåede den ikke at fange min interesse.
Personerne er menneskelige og nuancerede, men alligevel blev de aldrig rigtig levende for mig. Den person jeg bedst kunne lide var Nott, en af Mellemste Grus Vægtere, og havde han haft en større plads i fortællingen havde jeg måske syntes bedre om den. Desværre var jeg stadig temmelig ligeglad med de tre hovedpersoner Quin, Shinobu og John, som stadig lader deres besættelser ødelægge dem, og selvom de udvikler sig en smule undervejs, så var det bare ikke nok, til at gøre mig interesseret i at vide hvordan det går dem.
Jeg må vist bare konstatere, at den her serie ikke er noget for mig. Universet forvirrer mig, handlingen interesserer mig ikke, og jeg er ligeglad med personerne. Jeg ville ønske at bind to havde haft nogle flere svar til mig, for grundidéen var spændende, men desværre fangede udførelsen mig ikke. På nuværende tidspunkt har jeg ikke det store behov eller lyst til at læse tredje og sidste bind når det engang udkommer, men hvem ved, jeg kan jo nå at ændre mening endnu. Og måske bliver forvirringen opklaret i den sidste bog.
Se også forfatterens hjemmeside.
