søndag den 13. september 2015

Forræderen

Forræderen er 5. bind af fantasyserien Spirit Animals, og skrevet af Tui T. Sutherland.

Conor, Abeke, Meilin og Rollan er på vej til De Hundrede Øers land for at finde kæmpeblæksprutten Mulop som har hidkaldt dem via syner.
Men stemningen mellem de fire børn er ikke god. For da Rollan kæmpede mod sin mor fortalte hun ham at der er en forræder iblandt dem, og derfor vogter de alle fire på hinanden.
Og det lader til at der er noget om snakken, for erobrerne finder dem tilsyneladende helt ubesværet på trods af alle forholdsregler.
Heldigvis får de hjælp af de lokale mod erobrerne. Deres dronning, Kalani, tager dem med til sit folks vismand som fortæller dem hvordan de kan tilkalde vejviseren til Mulop.
Men at tilkalde vejviseren kræver at de skaffer to magiske konkylier fra deres gemmesteder. Den ene er gemt et sted hvor ondskaben hersker, og den anden på den ø hvor erobrerne har oprettet deres base.
Kan de finde Mulop i tide og overtale ham til at give dem koralblæksprutten? Og hvem er forræderen?

Bogen er om muligt endnu mere spændende end de forrige bind i serien, og har masser af action og magi. Sproget er godt, og personerne får endnu mere dybde jo længere ind i serien man kommer. Bind 5 har en meget overraskende slutning som jeg ikke vil nævne her, men som bestemt gør, at jeg næsten ikke kan vente med at få næste bind i hånden. Og så giver bogen et større indblik i den første krig mod Den Altfortærende og fjendens motiver. Fans af serien vil bestemt ikke blive skuffede. 

Ild og is

Ild og is er 4. bind af fantasyserien Spirit Animals, og er skrevet af Shannon Hale.

Sammen med grønkåberne Tarik og Maya er Conor, Rollan, Abeke og Meilin på vej mod det kolde nord for at finde Isbjørnen Suka og hendes talisman.
Meilin har det ikke godt. Hun savner sin far, og er fuld af vrede mod erobrerne.
Gruppens første stop er den lille by Samis hvor Suka en gang skulle have opholdt sig en del. Men byens indbyggere gemmer på en hemmelighed, og er ikke specielt hjælpsomme.
Bedre bliver det ikke da en gruppe erobrere dukker op anført af Shane, Abekes gamle ven fra erobrernes lejr.
Med erobrerne er en kvinde som Rollan genkender fra sin fortid, og som forsøger at overtale ham til at slutte sig til dem.
I ly af mørket drager Rollan og resten af gruppen af sted mod Sukas isfængsel. Men vejen er lang og farefuld, og både vejr og dyr er imod dem.
Vil det lykkes gruppen at finde Suka og overbevise hende om at overdrage talismanen til dem? Og hvad vil Rollan gøre når han må vælge mellem kampen mod erobrerne - og sin familie?

Endnu et handlingsmættet og actionfyldt bind i serien. Denne gang med fokus på Rollan og hans forhistorie. Bogen er ligeså spændende som de foregående bind i serien, og fyldt med magi. Sproget er flydende og personerne levende, og handlingen er igen skruet godt sammen. Bogen fortsætter hvor forrige bind slap, og endnu en gang er det lykkedes en ny forfatter at få sin egen bog til at hænge sammen med de foregående bind i serien uden at man lægger mærke til forfatterskiftet. Serien er både underholdende og anderledes, og absolut værd at læse. 

Seriens hjemmeside og tilhørende spil kan findes her

Blod-bånd

Blod-bånd er 3. bind af fantasyserien Totemdyrenes saga - også kaldet Spirit Animals. Bogen er
skrevet af Garth Nix og Sean Williams.

Meilin har forladt grønkåberne og er sammen med sit totemdyr Jhi vendt tilbage til sin fødeby for at bekæmpe erobrerne og finde sin far.
Conor, Abeke og Rollan er sammen med deres totemdyr lige i hælene på hende. Deres mål er at finde vogteren Dinesh, elefanten med skiffertalismanen, før erobrerne får fingre i talismanen.
Conor har det skidt med at han overgav den sidstvundne talisman til fjenden for at redde sin familie, og venskabet med Rollan og Abeke har også lidt en del under det. Hvis de skal overleve deres mission må de lære at stole på hinanden igen og bruge deres evner.
For at finde Dinesh må de snige sig igennem fjendens linjer, og det er ikke ufarligt.
Heldigvis får de hjælp af grønkåberne Tarik og Lishay, men da de er på vej igennem næsehornsfolkets land går det galt. Rollan bliver alvorligt syg, og næsehornsfolket tager dem til fange.
For at redde Rollans liv må Conor og Abeke arbejde sammen og løse næsehornsfolkets opgave. Men kan de det? Og finder de nogensinde Meilin igen?

Endnu et spændende bind i serien. Denne gang ses hovedparten af historien gennem Meilins øjne, og man lærer hende derfor bedre at kende. Sproget er flydende med gode beskrivelser, og personerne er levende og interessante. Handlingen er godt strikket sammen, og på trods af at alle bind i serien er skrevet af forskellige forfattere hænger historien fint sammen med de foregående bind. 
Har man læst de første bind i serien vil man ikke blive skuffet. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse resten af serien.
Bogen  har også sit helt eget spilunivers tilknyttet. Jeg har ikke selv prøvet det, men idéen om at man, for hver bog man læser, kan komme længere i spillet er sjov og anderledes. 

Find spillet og seriens hjemmeside her

Mylingen

Mylingen er 3. del af fantasyserien PAX, som er skrevet af Åsa Larsson og Ingela Korsell, og illustreret af Henrik Jonsson.

Det lykkedes Alrik og Viggo at stoppe grimmen, men ikke før Alrik blev bidt. Sammen med Damir, Estrid og Magnar skynder Viggo sig tilbage til biblioteket for at finde en kur. Men da de kommer frem er biblioteket under angreb - af imper.
Damir er sikker på at imperne er sendt af den sortheks som hærger byen. Men der er desværre stadig ingen spor der peger på hvem sortheksen er.
Det lykkes dem at redde Alrik, og brødrene vender tilbage til deres plejeforældre.
Men allerede dagen efter får Alrik igen problemer, da han kommer op at slås med bøllen Simon. Og samtidig forsøger nogen at forgifte ham.
Simons far tilkalder politiet og vil have dem til at fjerne Alrik. Men heldigvis bliver der ikke noget af det. Alrik møder også den mystiske pige Iris, som er meget hemmelighedsfuld.
Imens forbereder skolen sig til den store allehelgensfest. Alrik og Viggo tager ikke med, og det viser sig at være heldigt. For to søskende, Loke og Tove, bliver næsten kvalt til hver deres fest.
Estrid og Magnar er sikker på at der er noget overnaturligt bag, og sammen med Alrik og Viggo finder de ud af, at det er en myling. Et spøgelse, som tager hævn over børn fra den familie der slog dem ihjel.
Alrik og Viggo må stoppe mylingen før allehelgensdag hvor dens kræfter er stærkest. Men først skal de finde ud af hvem mylingen var - og hvor liget er begravet.

Endnu et uhyggeligt spændende bind i serien. Handlingen blæser derudad, og bogen er fyldt med action, som gør at den er umulig at slippe før den er læst. Personerne er levende, og man føler virkelig at man kender Alrik og Viggo bedre og bedre jo længere man kommer ind i serien. Sproget er godt og flydende, med nogle meget uhyggelige og makabre beskrivelser. Der er masser af gyserelementer og man kan nærmest føle den sorte magi igennem siderne. Bogen er fyldt med illustrationer som er med til at fortælle historien i bedste tegneseriestil. Og så er det sjovt at læse fantasy med de nordiske myter og overnaturlige væsener i hovedrollen. Jeg kan næsten ikke vente på næste bind i serien, og kan varmt anbefale såvel Mylingen som resten af serien. 

lørdag den 12. september 2015

Det blå dyb

Det blå dyb er første bind i fantasyserien Vandflammens saga af Jennifer Donnelly.

Prinsesse Serafina burde være glad. Om kort tid skal hun gennemgå ritualet som skal slå hendes plads som tronfølger fast, og officielt forloves med prins Mahdi som hun har været forelsket i gennem flere år.
Men en ond drøm om flodhekse og en ældgammel ondskab har gjort hende bekymret, og oveni det står riget over for en mulig krig. Samtidig har hun hørt en del rygter om hendes kommende forlovede, og hun bliver mindre og mindre sikker på at hun overhovedet har lyst til at gifte sig med ham.
Midt under ritualet angriber en fremmed hær. Hendes mor, dronningen, såres, og hendes far dør, mens Serafina må flygte for livet sammen med veninden Neela. De forfølges af havmanden Traho, som er meget opsat på at få fat i dem. Han er nemlig sikker på at de ved hvor nogle ældgamle talismaner befinder sig, og han helmer ikke før han får fingrene i dem.
Og Traho har mange allierede - selv blandt menneskene.
Under flugten opdager Neela og Serafina at de begge har haft de samme drømme om flodheksene, og skarpt forfulgt af Trahos mænd beslutter de sig for at opsøge heksene og finde ud af hvad det hele drejer sig om.
Men vejen er lang og farefuld, og det er svært at finde ud af hvem de kan stole på. De får brug for alle deres kræfter hvis de skal nå helskindede frem. Og forude venter et opgør med en ældgammel ondskab.

Bogen er spændende med masser af action og magi, og et helt fantastisk undersøisk univers som fremstår både magisk og dragende. Personerne virker levende og interessante, og Serafinas tvivl omkring hendes fremtid og forlovelse er rigtig godt beskrevet. Sproget er godt, men der er et par bøffer undervejs. Om de skyldes forfatteren eller oversætteren er dog svært at sige. Det blå dyb er en meget anderledes fantasyfortælling - og så alligevel ikke. For vel foregår alt på havets bund, men magien og kampen mod det onde har en stor rolle. Bogen sætter også fokus på miljøet og kampen for at bevare havenes dyreliv på trods af menneskene. Heldigvis er det den gode historie der er i centrum, og bogen føles derfor ikke som et politisk manifest. 
Det blå dyb er absolut værd at læse og kan varmt anbefales - også til folk der normalt ikke gider læse havfruehistorier. Jeg kan i hvert fald ikke vente med at få fingrene i næste bind. 

Se også forfatterens hjemmeside

fredag den 4. september 2015

Grimmen

Grimmen er 2. bind af fantasyserien PAX skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Et hundelignende uhyre hjemsøger Mariefred, og Alrik og Viggo forsøger at finde ud af hvad det er. En fremmed dukker op for at søge hjælp i biblioteket, men kan de nu også stole på ham?
Samtidig har brødrene stadig problemer med bøllen Simon, som sammen med sin bande stjæler Alriks fødselsdagsgave, en cykel, og smider den i havnen. Men Simons far nægter at lytte, og giver Alrik skylden, da Alrik banker Simon. Simons far truer også Alrik med politiet.
Alrik og Viggo tror uhyret er en varulv og forsøger at lave et gleipnerreb som kan tæmme bæstet. Men er det nu også en varulv - og kan de stoppe uhyret i tide?

Endnu et spændende bind i serien. Blandingen af tekst og tegneserie fungerer rigtig godt, og er med til at skabe bogens helt særlige stemning, en blanding af gys og magi. Sproget er godt og flydende, og personerne troværdige og sympatiske - med undtagelse selvfølgelig af skurkene. Der er fokus på nordiske myter, og det er de barskeste der er taget i brug, hvilket er med til at skabe bogens helt særlige gyserstemning. Man fornemmer virkelig kulden og mørket i det høje nord når man læser bogen, og samtidig har den noget nutidigt og magisk over sig som er svært at forklare. Bogen er umulig at slippe, og serien kan varmt anbefales.

Nidstangen

Nidstangen er 1. bind af fantasyserien PAX skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Brødrene Alrik og Viggo er flyttet ind hos en ny plejefamilie i den lille by Mariefred.
Men allerede på den første skoledag rager Viggo uklar med skolens bølle, Simon, som er søn af skolens sløjdlærer. Selv om det er Simon der startede slagsmålet får Alrik og Viggo skylden.
Alrik har svært ved at styre sit temperament og smadrer derfor nogle ruder på et gammelt hus.
Som straf skal Alrik og Viggo hjælpe de to ældre søskende Estrid og Magnar, ejerne af huset, med noget havearbejde.
Men Estrid og Magnar har deres egne hemmeligheder, og snart er de to brødre viklet ind i en kamp mod onde kræfter. Brødrenes komme er nemlig forudsagt, og første opgave bliver at finde Nidstangen, da den slipper ud af det bibliotek den har været opbevaret i.
Brødrene må finde Nidstangen før det er for sent. Og måske er den tættere på end man skulle tro...

En rigtig spændende fantasyfortælling fyldt med magi og gys. Bogen er fortalt dels gennem tekst og dels gennem tegneserie-illustrationer, og det giver en rigtig god effekt, og er med til at forstærke bogens gyserelementer. Det er de nordiske myter og skyggevæsener som udgør bogens fantasyelementer, og bogen er forfriskende anderledes i forhold til mange af de andre fantasyfortællinger der findes. Sproget er godt, med gode beskrivelser af såvel stemninger som omgivelser, og personerne virker levende og sympatiske. Jeg strøg lige igennem bogen, og kan slet ikke vente med at gå i gang med den næste i serien. Bogen er absolut værd at læse.