Evnen

Evnen er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Ravneringene, skrevet af Siri Pettersen.

For at redde Rime har Hirka lovet sin far at bringe Evnen tilbage til de ligfødte, og åbne vejen til Ymslanda. Hun er derfor rejst til de ligfødtes verden, hvor hun håber at finde en måde, hvorpå hun kan fjerne ravnenæbbet fra Rime, og befri ham fra hendes fars magt.
Men de ligfødtes rige er koldt og fremmed, og de ligfødte selv opfyldt af magtbegær, hævntørst og foragt for svaghed. Og Hirka er så svag, som man kan være, i en verden fyldt med kulde, og uden kampevner af betydning. Alligevel tager hendes fars familie mod hende med åbne arme, for Hirka har Naiells, forræderens, hjerte med sig, og løftet om en fremtid fyldt med Evnen, og en magtfuld position for familien.
Ikke alle er dog lige begejstrede for hende, og Hirka må skjule sine virkelige motiver, hvis hun skal redde Rime - og Ymslanda - fra de ligfødte.
Og Ymslanda har hårdt brug for hjælp. Mens Rime har været væk, har Darkdagger taget magten over Rådet, og de alliancer Rime forsøgte at bygge op, findes ikke mere. Og værre endnu: Darkdagger jager aktivt Rimes allierede, og i sit magtbegær sørger han for at dræbe de eneste, der måske kan standse de ligfødte.
Hirka og Rime kæmper begge for at redde Ymslanda og hinanden. Men kan kærligheden holde, og vil de være de samme, når de står overfor hinanden igen - eller vil de være fjender?

Jeg elskede de første to bind i serien, men desværre var jeg ikke helt så vild med sidste bind. En del af det skyldes nok, at jeg begyndte på denne bog lige inden jeg mistede læselysten totalt i januar, og det derfor tog mig næsten 3 måneder at blive færdig med den. Men det spiller også ind, at jeg havde det lidt svært med Hirka og de ligfødte i denne bog, selvom slutningen opvejede det lidt.
Sproget er lige så letlæst og flydende som i de forrige bind, og beskrivelserne er utroligt livagtige og billedskabende, hvad enten forfatteren skriver om de ligfødtes sne- og isdækkede verden med dens mørke huler, eller Ymslandas åbne bjergtoppe.
Universet er utroligt gennemført og udvides denne gang med endnu en verden, nemlig de ligfødtes rige. Selvom det er godt beskrevet, så er min favoritverden stadig Ymslanda, og jeg ville gerne have set endnu mere til denne verden, end jeg gjorde, her i tredje bind.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er fyldt med spænding, magi, alliancer, forræderi, mord, krig, dobbeltspil, intriger, familie, hemmeligheder, magtbegær, liv og død.
Personerne er levende og menneskelige, og de skiftende synsvinkler mellem Rime og Hirka fungerer rigtig godt. Rime er modig, stærk og ønsker at gøre det rigtige, men hans manglende vilje til at følge de politiske spilleregler har givet ham farlige fjender, og han får konsekvenserne at føle i dette bind, hvor hans allierede og forsvarere kommer i skudlinjen. Rime elsker stadig Hirka, men ved også, at ravnenæbbet i hans hals har sat ham i en umulig situation, som slave af hendes far, og han ved ikke, om hendes kærlighed kan overleve de drab, han har begået - for hendes skyld. Hirka er fast besluttet på at redde Rime, men må konstatere, at spillereglerne blandt de ligfødte slet ikke ligner dem, hun er vant til. Selvom hendes familie tager godt imod hende, føler hun sig stadig fremmed, og det hjælper ikke, at hun har en helt anden dagsorden end dem, og planlægger at forråde dem næsten fra starten. Hirka er utroligt idealistisk, i forhold til at få de ligfødte og ætlinger til at leve sammen i fred, men også lidt naiv, og hendes foragt over for folk der dræber, Rime inklusiv, kommer til at føle noget dobbeltmoralsk, når hun samtidig ønsker, at Kolkagga skal stoppe de ligfødte, når portene åbnes. Hendes jagt på Evnen flytter på hendes moral og hendes egne grænser, og samtidig må hun finde ud af, hvem hun egentlig holder med - og hører til hos. Er hun menneske, ligfødt eller ætling? Selvom Hirka irriterede mig lidt i dette bind, så er jeg stadig vild med forholdet mellem hende og Rime, og deres kærlighed til hinanden, på trods af forhindringer, race og fordomme, virker naturlig og samtidig kompliceret. Også bipersonerne er interessante og nuancerede, og især Skerri, Raun, Kolail og Seeren skilte sig ud. Skerri er ligfødt, kvinde, og Graals tidligere elsker. Kun hun har magten til at kontakte Graal, og hun foragter Hirka for hendes svaghed - og for det svigt, hun repræsenterer. Raun er Graals far og Hirkas farfar, og den i hendes familie, som er mest åben, og hurtigst tager Hirka til sig. Han er indbegrebet af en ligfødt, og ønsker kun, at hans familie genvinder deres magt og ære. Og det er gennem Hirka, at han håber, det vil ske. Og så har han en hemmelighed, som kan ødelægge alt, hvad han kæmper for. Kolail er ligfødt, men udstødt, fordi han har dræbt en af sin egen race. Og det selvom det skete i forsvar for en anden. Han behandles som en slave, og kun Hirkas indgriben forhindrer, at han bliver henrettet, for at gøre det rigtige. Kolail drømmer om at blive fri igen, og mødet med Hirka minder ham om, at der stadig eksisterer retfærdighed. Seeren er en tragisk skikkelse. Forvandlet af Evnen til en unaturlig skabning med overnaturlige evner, og stadig forelsket i Naiell, trods hans forræderi, lever han i selvvalgt isolation, og med hemmeligheder, som kan knuse både Hirkas familie, og de ligfødtes samfund. Hans hjælp til Hirka er ikke uden bagtanker, og hun både frygter og har ondt af ham, samtidig med, at hun ikke kan blive klog på ham.
Selvom jeg ikke var helt så vild med den her bog som med de forrige i serien, så var bogen rigtig god, og slutningen perfekt. Havde jeg læst bogen lige efter de foregående i serien, og ikke holdt en længere ufrivillig pause midt i den, ville jeg sikkert have syntes bedre om den, og jeg har da planer om at læse hele serien samlet på et senere tidspunkt, for at se om mit indtryk vil ændre sig. Kan man lide nordisk inspireret fantasy med gennemført worldbuilding og magi, så er den her serie helt klart bekendtskabet værd. Var man, ligesom jeg, fan af de første bøger, kan den her bog kun anbefales. Og ikke kun, fordi den er æstetisk flot, og pynter i reolen.

Se også forfatterens hjemmeside.

Råddenskab

Råddenskab er 2. bind af fantasytrilogien Ravneringene, skrevet af Siri Pettersen.

Bogen er modtaget som gave til Bogbloggertræf 2016 af forlaget Høst & Søn. 

For at redde Ymslanda og Rime fra de ligfødte, er Hirka rejst gennem Ravneringene, til den verden hun stammer fra. Men livet blandt menneskene er slet ikke, som hun havde forestillet sig, og hun er ikke spor tættere på at finde ud af, hvem hun egentlig er.
I Ymslanda er problemerne ikke forsvundet med Hirka. De ligfødte er stadig på fremmarch, mens Rådet har travlt med sine egne intriger, og Rime forsøger desperat at holde sig selv oppe, trods savnet.
Og samtidig er der flere, der er ude efter Hirka. Både i forsøget på at hjælpe hende - og i forsøget på at slå hende ihjel. For råddenskaben findes også blandt menneskene, og kilden bag, vil gøre alt for at få fat i Hirka.

Jeg var vild med første bind i serien, og var derfor meget begejstret, da jeg fik bind 2 som gave til Bogbloggertræffet i 2016. Jeg havde planer om at læse både bind 2 og 3, da bind 3 udkom, men det blev ikke rigtig til noget, og i stedet fik jeg skubbet serien foran mig i rigtig lang tid, trods en stor lyst til at læse den. Et af mine mentale fortsætter for 2018 var, at jeg ville have læst trilogien færdig, og med kun 11 dage tilbage af året, har jeg endelig fået begyndt på projektet.
Og nej, hvor jeg sparker mig selv, for ikke at have læst Råddenskab før. Den var nemlig lige så fantastisk som jeg havde regnet med, og selvom den ikke levede helt op til etteren for mig, så elskede jeg stadig historien og personerne.
Sproget er letlæst og flydende, og man mærker tydeligt den nordiske indflydelse både i universet, navnene og talesproget. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og forfatteren er virkelig god til at skabe deprimerende miljøer, hvor man ligefrem kan mærke tristheden og desperationen. Men også håbet.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der overrasker gang på gang, og en spændingskurve, som bare stiger hele tiden. Historien er fyldt med action, intriger, forræderi, opofrelse, kærlighed, magi, hemmeligheder og fremmede verdener, og jeg kunne næsten ikke slippe bogen, da jeg først var begyndt på den.
Universet udvider sig i dette bind, da Hirka ender i en verden, som til forveksling ligner vores, og selvom jeg foretrak scenerne i Ymslanda, som var det univers jeg forelskede mig i, i første bind, så hang både historie og univers rigtig godt sammen.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, og forfatteren er god til at skabe nuancerede personer, som man både kan forstå og føle med. Og det er ligegyldigt, om det er skurkene eller heltene. Hirka og Rime er hovedfortællerne i bogen, hvilket fungerer rigtig godt, fordi man både følger Hirkas søgen efter svar, i den verden hun kommer fra, og Rimes desperate forsøg på at forandre Rådet i den verden hun forlod. De savner begge hinanden, og må begge kæmpe mod forræderi, død og fortvivlelse. Hirka er en skøn hovedperson. Hun er modig, selvopofrende og stærk, og hendes kærlighed til Rime er altoverskyggende, ligesom hendes hjemve. Hirka forsøger at finde sig til rette i en helt ny verden, som er så fremmedartet og anderledes end den hun er vokset op i, som overhovedet muligt. Hendes eneste ven viser sig at være en anden, end den hun troede, og da hun lærer sandheden om sig selv at kende, må hun gøre op med sig selv, hvem hun vil være. Rime er fysisk stærk, modig og temperamentsfuld, men han er også impulsiv og, på trods af, at han er vokset op som arvtager og med politiske intriger helt tæt inde på livet, forbløffende dårlig til at manøvrere politisk. Han ved, hvad han vil, men nægter at følge spillets regler, og rager uklar med såvel Rådet, som dem, han troede, var hans allierede. Og det er ikke klogt, når nu de ligfødte stadig huserer, og der er brug for enighed for at besejre dem. Hans kærlighed til og længsel efter Hirka formørker også hans dømmekraft, og han foretager nogle virkelig dumme handlinger undervejs. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at holde af ham, og jeg krydser stadig fingre for en happy ending i tredje bind. Af bipersonerne holdt jeg især af Fader Brody, den venlige præst, som forsøger at hjælpe Hirka, og Stefan, trods hans anløbne karakter og hans forsøg på at myrde Hirka.
Jeg var vild med bogen, og glæder mig allerede til at læse tredje og sidste bind, så jeg kan finde ud af, hvordan det hele ender. Kan man lide fantasy med et tydeligt nordisk islæt, fantastisk worldbuilding og nuancerede personer, så kan den her serie varmt anbefales. Alt ved den er fantastisk - og det gælder også bøgernes enormt smukke covers. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.

Odinsbarn

Odinsbarn er 1. bind af fantasytrilogien Ravneringene skrevet af Siri Pettersen.

Hirka har altid været anderledes. Hun er haleløs, og mangler evnen til at favne. Derfor gruer hun også for Ritualet som alle på 15 år skal gennemgå, da hun er bange for at blive til grin. Men kort før Ritualet opdager hun en ny grund til at frygte Ritualet. Hendes far fortæller hende nemlig, at hun stammer fra en anden verden og er Odinsbarn, en ældgammel fjende af folket, som menes at bære Råddenskaben i sig.
Hirka har ikke andet valg end at flygte for at undgå Ritualet. Men det viser sig snart, at hun ikke kan flygte fra den hun er, og det er svært at finde en hun kan stole på, når hendes haleløshed sætter hende udenfor.
Hirka kæmper også med sine følelser for Rime som hun er vokset op med. Han er to år ældre end hende, og barnebarn af den mest magtfulde kvinde i verden. Rime har dog ingen ambitioner om at følge sin bedstemor i Seerens tjeneste, og har i stedet valgt et liv som elitesoldat og lejemorder. Men hans loyalitet bliver sat på en alvorlig prøve da tiden for Hirkas Ritual nærmer sig.
Samtidig er der uroligheder i nord, og der går rygter om at de blinde, en gammel og frygtet fjende, er dukket op igen. Og også internt i magtens råd er der problemer. Ambitioner og korruption truer med at føre til krig, og en ældgammel hemmelighed kan føre til rådets undergang.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Høst & Søn.

For mig falder fantastiske bøger i to kategorier. Der er de bøger som sluger en med hud og hår, og hvor man handlingen fører én igennem i et hæsblæsende tempo uden at man på noget tidspunkt slipper bogen af frygt for at gå glip af noget. Bøgerne gør stærkt indtryk, og efterlader varige spor som gør at man husker dem længe efter. Og så er der de sjældne bøger, som nydes langsomt, med ærbødighed, og en uvilje mod at måtte slippe bogen ved rejsens slutning. Sådan en bog er Ringenes Herre for mig, og sådan en bog var Odinsbarn. Bogen tog lang tid at læse, fordi jeg virkelig ikke havde lyst til at den skulle slutte. Den fangede fra første sætning, og har ikke sluppet mig endnu. Under læsningen var jeg flere gange nødt til at stoppe op og tænke "wauw", hvilket forlængede læsetiden, og jeg har stadig svært ved at sætte ord på hvad det er der er så fantastisk ved den her bog, men skal forsøge.
Forfatterens sprog er fantastisk, med smukke og livagtige beskrivelser, et roligt tempo, og hyppige fremmedord inspireret af de nordiske sprog. Man bliver lynhurtigt suget ind i bogens univers, som fremstår realistisk, magisk og velkendt, netop på grund af brugen af "nordiske" ord samt et solidt grundlag i nordisk mytologi, hvilket blandt andet giver sig udslag i brugen af ravne, sted- og personnavne, samt idéen om ravneringene. Og så foregår fortællingen i et univers befolket af jætte-lignende væsener, med Hirka som eneste menneske. Det fungerer supergodt og er meget originalt, da nordisk fantasy ellers typisk fortælles fra menneskenes synspunkt.
Handlingen er godt skruet sammen, og er fyldt med magi, intriger, politik, død, hemmeligheder, forræderi, identitet og kærlighed. Bogen er spændende, tankevækkende og magisk, og så ligner den ikke noget jeg har læst før, på trods af de velkendte elementer.
Personerne er vidunderlige. De er levende, nuancerede og realistiske, og deres bevæggrunde er utroligt godt beskrevet. Hirka er fantastisk, med en ukuelig vilje, og et ønske om at gøre det rigtige. Samtidig er hun også en søgende person, som hele tiden forsøger at finde ud af hvem hun er. Hendes følelser er fint beskrevet, og hendes forhold til Rime er noget af det der fungerer allerbedst. Rime er en person som forsøger at gøre hvad hans samvittighed byder ham, samtidig med at han sidder fast i traditioner og den rolle han er født ind i. Hans forhold til Hirka sætter både hans tro og hans hjerte på prøve, og han må forsøge at finde ud af hvad der vigtigst for ham. Urd er ambitiøs, nuanceret, magtsyg og korrupt, og er hurtigt til at gribe de chancer han ser. Han virker utroligt levende, og uhyggeligt virkelig. Synsvinklen skifter mellem Hirka, Rime og Urd, og det fungerer rigtig godt, fordi man på den måde ser historien fra en person udenfor fællesskabet, en person som gør oprør mod traditionerne, og en person forblindet af sine ambitioner. Det er med til at gøre bogen nuanceret og personerne menneskelige. Også bipersonerne er menneskelige og fyldt med følelser, og man føler virkelig at de hver især har en historie at fortælle og noget at bidrage med.
For mig gik alt ved den her bog op i en højere enhed. Sprog, handling og personer passede sammen med det fantastiske univers forfatteren har skabt, og jeg kan næsten ikke vente til næste bind udkommer, for jeg er bestemt ikke klar til at tage afsked med det utrolige univers og de dejlige personer som forfatteren har skabt. Selvom jeg føler mig mæt af bogens vidundelige ord, personer og handling er jeg nemlig stadig sulten efter mere, og slutningen kom alt, alt for hurtigt. Odinsbarn kan på det varmeste anbefales. Bogen er noget helt for sig selv, og er fantasy i absolut verdensklasse. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.