Arbejdsmæssigt var juni utroligt travl. Ekstravagter, møder og festivalarbejde fyldte arbejdstiden godt ud, og jeg følte mig konstant bagud. Heldigvis nåede jeg i mål med festivalarbejdet før jeg gik på ferie, selvom det holdt hårdt. Juni bød også på en spændende visionsdag for hele personalet, og jeg glæder mig til at arbejde videre med resultaterne af dagen i resten af året. Juni var også måneden, hvor jeg måtte sige farvel til min afdelingsleder gennem flere år, da han valgte at gå på pension. Et vemodigt farvel, og en leder, der bliver svær at erstatte.
På hjemmefronten bød juni på havearbejde, endnu et tandlægebesøg, et værkstedsbesøg med bilen og besøg af både mine forældre og en god arbejdsveninde, hvilket gav en virkelig hyggelig weekend. Det blev også til en enkelt biograftur, hvor jeg sammen med en kollega var inde at se Doctor Strange 2. Og så blev juni måneden, hvor jeg bestemte mig til at forsøge mig med en læsekreds igen. Jeg har godt nok været medlem af The Fantasy Fellowship i Esbjerg siden læsekredsens opstart, men har ikke været aktiv i flere år. Men da der startede en ny The Fantasy Fellowship op i Ribe, bestemte jeg mig for at prøve igen, da det er noget nemmere at få til at hænge sammen logistisk med aftenmøder i Ribe end i Esbjerg. Første bogmøde er planlagt, og jeg glæder mig.
Desværre blev juni også måneden, hvor jeg måtte sige farvel til min mormor, da hun døde pludseligt. Selvom hun var oppe i årene, var det noget af et chok, og jeg sluttede måneden af med en tur til bisættelse i Aarhus. En smuk, men vemodig dag.
Læsemæssigt var juni ikke en ret god måned. Den megen travlhed og chokket gjorde, at jeg havde svært ved at samle mig om bøgerne, og læsningen bestod derfor mest af tegneserier og graphic novels. Dem fik jeg til gengæld læst en hel del af. Det betyder dog også, at jeg nu er så langt bagud med læseplanerne for i år, at jeg ikke har nogen jordisk chance for at nå i mål med dem alle. Jeg har derfor besluttet mig for at stille serie- og FairyLoot-krukkerne i bero sammen med min A-Z TBR, og i stedet koncentrere mig om de serier, jeg gerne vil afslutte i år og mit Goodreads-læsemål. Jeg fik heller ikke færdiglæst et eneste anmeldereksemplar, eller nogle af de bøger, jeg gerne ville have læst til Årets Danske Fantasy, hvilket betyder, at jeg har måttet ændre læseplanerne for juli en smule. Men mere om det senere.
Men lad os se på, hvad jeg fik læst.
S.T. Bende og Iris Compiet: Jim Henson's Labyrinth Bestiary
Resten af månedens læsning bestod af tegneserier og graphic novels. Hele 26 styk blev det til, og de er:
Jim Davis:
Kalorier er bedre end fast arbejde (Garfield 5)
Garfield gør en god gerning! (Garfield 6)
Gør det igen, Futte! (Garfield 8)
Garfields niende (Garfield 9)
Surt show! (Garfield 10)
Garfield træder i spinaten (Garfield 12)
Lige i øjet! (Garfield 20)
Picatto (Garfield 35)
René Goscinny og Albert Uderzo:
Tvekampen (Asterix 7)
Asterix og briterne (Asterix 8)
Asterix og vikingerne (Asterix 9)
Luguy og Toriel: Legendernes ocean (Gildwin 1)
Serien er ajour.
Roger Leloup: Tvillingerne fra Saturn (Yoko Tsuno 30)
Serien er ajour.
Christophe Arleston og Didier Tarquin:
Guldimunds borg (Zanfyst fra Troy 3)
Ridderen fra Eckmül (Zanfyst fra Troy 4)
Sandsigerens skælven (Zanfyst fra Troy 5)
Kejserinde Cixi (Zanfyst fra Troy 6)
Petaurussernes kirkegård (Zanfyst fra Troy 7)
Fabeldyret (Zanfyst fra Troy 8)
Serien er slut.
Thom Roep og Piet Wijn: Den store Bombasto (Gammelpot 16)
Simon Spurrier m.fl.:
Jim Henson's Labyrinth: Coronation vol. 1
Jim Henson's Labyrinth: Coronation vol. 1
Jim Henson's Labyrinth: Coronation vol. 2
Jim Henson's Labyrinth: Coronation vol. 3
Serien er slut.
Ryan Parrott og Milos Slavkovic: The King of Lies (Oberon vol. 1)
Serien er ajour.
Jean-Yves Ferri og Didier Conrad: Asterix og griffen (Asterix 39)
Serien er ajour.
Mark Millar og Stuart Immonen: The Magic Order vol. 2
Serien er ajour.
I alt fik jeg læst 1 bog og 26 tegneserier/graphic novels. Af dem var 6 på engelsk. Jeg fik afsluttet 2 serier, påbegyndt 1 og kom ajour med 5. Jeg fik ikke læst nogle anmeldereksemplarer eller A-Z titler.
I juli plejer jeg at holde fri fra anmeldereksemplarerne og i stedet kaste mig over min årlige sommerchallenge #sænkmintbr. Men da jeg er virkelig langt bagud med anmeldereksemplarerne og samtidig gerne skulle have læst flere af de indstillede bøger til Årets Danske Fantasy, har jeg besluttet mig for at springe min sommerchallenge over i år, og i stedet koncentrere mig om mine andre læseprojekter. Der bliver stadig plads til andre bøger i juli, men hovedparten af det, jeg får læst, skulle gerne være enten anmeldereksemplarer eller indstillede bøger. Og så håber jeg også at kunne få afsluttet bare en enkelt af serierne fra min serieTBR.
Derudover byder juli på sommerferie, havearbejde og huslige projekter. Samt masser af ekstravagter, når ferien er slut.
Derudover byder juli på sommerferie, havearbejde og huslige projekter. Samt masser af ekstravagter, når ferien er slut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar