Anaíd er vokset op i en lille bjerglandsby, hvor hun bor sammen med sin mor. Hun er intelligent, men føler sig grim og udenfor blandt sine jævnaldrene, fordi hun ikke er lige så udviklet fysisk som de andre piger. Og det gør det ikke bedre, at hendes klassekammerater mobber hende.
Anaíds mor Selene er, i modsætning til hende, smuk, livlig og udadvendt. Da Selene en nat forsvinder sporløst, forandrer alt sig for Anaíd. En familiehemmelighed ser dagens lys, og snart opdager Anaíd, at hun gemmer på mere, end hun på nogen måde kunne forestille sig.
Fast besluttet på at finde og redde sin mor, kaster Anaíd sig over sine nye evner, men ikke alt er, som det ser ud til, og faren er tættere på, end man skulle tro.
Jeg læste første gang bogen her for godt 8 år siden, og jeg er glad for, at jeg bestemte mig for at genlæse den, før jeg læste videre i serien, for med undtagelse af startscenen, havde jeg glemt det hele. Det betød så også, at jeg blev overrasket over historien på ny, men desværre var der også et par ting, der ikke fungerede for mig, og trak læseoplevelsen lidt ned.
Den ene af dem var sproget, som for mig ikke helt passede tonemæssigt til den tid, historien foregår i. Bogen skal forestille at finde sted i noget, der minder om nutiden, men sprogvalget var for mig lidt for gammeldags, og det bragte mig derfor ud af historien, hver gang der blev snakket om biler og mobiltelefoner, fordi jeg det meste af tiden følte mig hensat til et middelalderligt miljø. Samtidig virkede sproget i dele af bogen noget knudret og mindre flydende, hvilket også trak ned. Beskrivelserne var til gengæld gode og sanselige, og omgivelser og personer fremstod tydeligt for mit indre øje - trods den tidsmæssige forvirring sproget skabte.
Universet er interessant, og idéen om to forskellige heksestammer, der bekriger hinanden er god. Jeg ville dog ønske, at alle navnene på de historiske personer, der danner grundlag for konflikten, ikke startede med O, for jeg havde virkelig svært ved at holde dem adskilt fra hinanden, og var derfor noget forvirret over de forskellige klaners magiske evner. Bogen indeholder flere dele af profetier og afhandlinger, hvilket det meste af tiden fungerede godt, men som til tider forvirrede mere, end de forklarede. Og så var der til tider en tendens til infodumping, hvilket ødelagde historiens flow, og faktisk forvirrede mere, end det gavnede - blandt andet på grund af O-problemet.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot der overrasker gang på gang, og selvom jeg hurtigt gættede det afsluttende twist, så var jeg underholdt hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med magi, hekse, krig, forræderi, mobning, død, kidnapning, profetier, ondskab, udødelighed, hemmeligheder og misundelse. Mest af alt er det dog en historie om at finde sig selv, om familiekærlighed, og om at følge sit hjerte. Desværre var den til tider også en smule forudsigelig, selvom den stadig var spændende.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kom hurtigt til at holde af hovedpersonen Anaíd. Hun er intelligent og dygtig i skolen, men føler sig grim, udenfor og ensom, fordi hun ikke er så fysisk udviklet som de andre piger. Selvom hun elsker sin mor, er hun ikke blind over Selenes fejl. Alligevel er hun fast besluttet på at finde og redde hende, og udviser masser af mod, handlekraft og stædighed undervejs. Hun har dog også en tendens til at være lidt for usikker på sig selv og impulsiv, hvilket giver hende en del problemer på halsen undervejs. Men selvom jeg holdt af hende, så var der også en ting, der generede mig, og det var den måde, hendes magi udviklede sig på. Det hele kommer alt for let til hende, så hun, helt uden træning, kan gøre ting ingen af de andre hekse kan, og det gjorde hende alt for stærk, og lidt for superheks-agtigt, til at det var troværdigt. Af bipersonerne var det især Selene, som fascinerede mig. Hun er impulsiv, udadvendt og smuk, men også misundelse, ambitiøs og begærlig, og hendes position som den længe ventede udvalgte er steget hende til hovedet. Men alligevel får man som læser også glimt af en anden side af hende, hvilket gjorde hende mere nuanceret som person. Derudover var jeg ret vild med Criselda, Anaíds forvirrede grandtante, der dukker op for at tage sig af hende. Og så var Salma temmelig uhyggelig i rollen som udødelig og magtbegærlig heks. Til gengæld havde jeg det virkelig stramt med Gaia, som, selvom hun skal forestille at være en god heks, var jaloux, misundelig og, trods det, at hun skulle forestille at være Selenes veninde, talte virkelig grimt om hende, og mest af alt virkede smålig. Faktisk brød jeg mig mindre om hende, end om skurken, hvilket siger en del om hvor meget jeg afskyede hende.
Heksenes krig var en lidt blandet læseoplevelse med et godt plot og interessante personer, men med en lidt rodet worldbuilding og et sprog, der for mig ikke helt fungerede. Historien var dog god, og jeg fløj igennem bogen, trods irritationsmomenterne undervejs. Og jeg har stadig planer om at læse videre i serien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar