Siden mødet med Lundinor og Hexagon har Seb og Ivy, sammen med Valian, forsøgt at finde ud af, hvad Selena Grimes planlægger, og de har endelig fundet et spor. Skyggernes Krukke, et andet af De Store Ualmindelige Goder, er på vej til Lundinor, og Selena har planer om at få fingrene i den. Lykkes det, vil hun kunne slippe store rædsler løs, og Seb, Ivy og Valian er fast besluttede på at finde krukken først, og stoppe hende.
Det er dog ikke så ligetil, for der er sket store ting i Lundinor, siden de var der sidst, og Selena er mere magtfuld end nogensinde før. Og hendes nye sammensvorne er farligere end nogen, de før er stødt på.
De tre får brug for alt deres mod, og en god portion held, hvis de skal stoppe Hexagon denne gang. Og Hexagon er ikke de eneste, der lægger skumle planer. Et mystisk symbol dukker gang på gang op på åstederne for frygtelige gerninger, og det er sværere end nogensinde at vide, hvem der er til at stole på.
Jeg var vild med første bind i serien, og havde derfor store forventninger til bogen her. Heldigvis var Det rygende timeglas lige så fantastisk som sin forgænger, og jeg fløj igennem den.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, og forfatteren formår at skabe en helt særlig stemning, som gør bogen til noget helt specielt. Og så er jeg vild med den måde, forfatteren leger med ordene, og gør velkendte begreber nye, ved at vende op og ned på betydningen.
Universet udvider sig med nye former for døde, mærkelige væsener, nye steder og nye ualmindelige genstande, og jeg er stadig vild med idéen om en Londonsk underverden fyldt med magi.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, venskab, magi, ualmindelige genstande, døde, forræderi, intriger, mod, hemmeligheder og ondskab, godt krydret med græshoppelejemordere, øl og hukommelsestab. Og så slutter den på en måde, der gør det svært ikke at kaste sig over det næste bind med det samme.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom ikke alle er lige nuancerede, så kunne jeg stadig ikke lade være med at have bare en lille smule ondt af - og sympati med - et par af skurkene. Ivy er en skøn hovedperson, med masser af mod, intelligens og et ønske om at gøre det rigtige. At sidstnævnte til tider får hende til at opføre sig lidt for impulsivt, når hendes nysgerrighed fører hende i problemer, gør ikke så meget, da hun heldigvis også er ret god til at rode sig ud af problemerne igen. Af bipersonerne var det især Seb og Valian, jeg knyttede mig til. Seb ligner på mange måder Ivy, selvom han er lidt mere skeptisk over for magien i Lundinor, mens Valian er drevet af ønsket om at genfinde sin forsvundne lillesøster, og er lidt mere streetsmart. Derudover var jeg også ret vild med Seb og Ivys bedstemor Sylvie, som i den grad har ben i næsen, på trods af hukommelsestab og mistro fra Lundinors myndigheder. Og så kunne jeg ikke lade være med at fatte en smule sympati for Selena, på trods af hendes hævntørst og skumle planer.
Det rygende timeglas var en fantastisk efterfølger, og fyldt med den samme skønne stemning og varme som sin forgænger. Personer, univers og plot går op i en højere enhed, og jeg kan kun anbefale bogen, og serien, hvis man er til finurlig og stemningsfuld fantasy.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar