fredag den 16. oktober 2020

Fanny Fairychild - Alf af hjertet

Fanny Fairychild - Alf af hjertet er 3. og sidste bind af Lykke Lindbos fantasytrilogi Fanny Fairychild.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Tanken og Mindet. 

Det er lykkedes Fanny, med hjælp fra sine venner, at redde alferne fra Midgårdsormens gab, men selvom alferne nu er vendt hjem, har meget forandret sig i Alfheim. 
Hel har, med hjælp fra Frejas ituslåede spejl, sendt sine dødehære ud i de ni riger, og deres råd og fordærv truer med at opsluge alt levende. Ragnarok er tættere på end nogensinde før. 
Men med Odin tilbage i Asgård, er der håb om, at guderne kan stoppe Hel, før det er for sent. Hvis altså guderne kan finde på en plan, og redde Heimdal fra Hels kløer.
Men Hel har et es i ærmet, og en lille alf er måske den eneste, der kan stoppe verdens undergang. 

Jeg var ret vild med de første to bind i serien, og heldigvis formåede sidste bind at afslutte historien om Fanny på en rigtig fin måde. 
Sproget er letlæst og flydende, og jeg elsker den måde, som forfatteren får indflettet ord og begreber fra den nordiske mytologi undervejs, da det er med til at give historien den helt rigtige atmosfære. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og især Hels domæne fremstod skræmmende livagtigt. 
Universet udvider sig endnu engang, da vi får et indblik i nye riger og steder, og jeg er vild med, hvordan forfatteren får flettet alfer, nordisk mytologi og vores egen verden sammen. At bogen samtidig er udstyret med både runealfabet, ordliste og indtil flere kort er med til at give bogen og universet det sidste pift, og gøre hele læseoplevelsen til noget helt særligt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som både overrasker og holder læseren limet til stolen hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med guder, krig, forræderi, intriger, kærlighed, familie, sorg, alfer, og magi, og forfatteren formår at få afsluttet historien på virkelig fin vis, med en slutning, som både varmede, og fik mig til at knibe en tåre eller to. 
Personerne er levende og nuancerede, og det er skønt at følge, hvordan Fanny har udviklet sig undervejs. Fra at tvivle på sig selv, har hun fået mere mod og selvtillid, og samtidig fået bearbejdet en del af sorgen over morens død. Og selvom hun stadig ikke har helt kontrol over sine evner, og familiekonflikterne stadig ligger og lurer, så har hun et stort og varmt hjerte. Af bipersonerne kunne jeg rigtig godt lide Odin, som har forandret sig en del, siden vi som læser første gang mødte ham, men også den godmodige og lettere naive jætte Agner, og kærlighedsgudinden Freja holdt jeg meget af. Og så kunne jeg heller ikke helt lade være med at have sympati for Hel, trods hendes noget barnlige opførsel og undergangsplaner. Fannys stedmor, derimod, kom jeg aldrig rigtig til at holde af, og hendes far var lidt for vattet for min smag. 
Sidst, men ikke mindst, er der bogens design. Udover at bogen er gudesmuk at se på, med guldfolie på omslaget, og en utrolig smuk forsideillustration, så er bogen også fyldt med skønne illustrationer, og især de førnævnte kort er jeg ret vild med. 
Fanny Fairychild - Alf af hjertet var en skøn læseoplevelse, og en virkelig god afslutning på serien. Fans af serien vil ikke blive skuffede, og er man vild med nordisk mytologi, kan serien kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside


Ingen kommentarer: