onsdag den 31. juli 2019

Living Shadows

Living Shadows er 2. bind af fantasyserien Mirrorworld eller Reckless, skrevet af Cornelia Funke.

Det lykkedes Jacob at redde sin bror fra Mirrorworld og goylernes forbandelse, men prisen var høj. Takket være den Røde Fes hævntørst og dobbeltspil, er Jacob blevet ramt af en den Mørke Fes forbandelse. En forbandelse, som siges at være ubrydelig.
Jacob er desperat, og forsøger at finde en magisk måde at bryde forbandelsen på. Men intet virker.
Sidste forsøg er den største skat af dem alle: En magisk armbrøst, som eftersigende kan redde folk fra alle forbandelser, hvis de bliver skudt af en der elsker dem. Men armbrøsten er også et frygteligt våben i de forkerte hænder, og Jacob er ikke den eneste skattejæger, der leder efter den.

Jeg læste første bind i serien sidste år, og forelskede mig fuldstændig i Funkes mørke og magiske eventyrunivers. Jeg havde derfor høje forventninger til bind 2, og jeg blev bestemt ikke skuffet.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som får såvel den magiske Mirrorworld, actionscenerne og personerne til at fremstå lyslevende for læseren.
Universet er originalt og anderledes, og de kendte eventyr bliver i den grad twistet og vendt på hovedet. Her er magien farlig og ikke til at stole på, og intet er, hvad det ser ud til. De mange litterære referencer til både kendte og mindre kendte eventyr gør kun universet endnu mere interessant, og jeg elsker undertonen af mørke og vildskab.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det umuligt at gætte, hvad der vil ske, og som gør bogen svær at lægge fra sig. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, sort magi, hekse, overnaturlige skabninger, hævn, forræderi, jalousi, kærlighed, magiske genstande, intriger og ulmende uro. Dobbeltspil, hemmeligheder og usikre alliancer gør kun historien endnu mere spændende. Bogen slutter med en cliffhanger, som gør det svært ikke at kaste sig over næste bind i serien med det samme.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier, men samtidig formår forfatteren at tilføre de ikke-menneskelige personer noget fremmedartet, som både giver dem kant og dybde, samtidig med, at man stadig kan relatere til dem. Hovedpersonen Jacob er, på overfladen, frygtløs, modig, nysgerrig og ambitiøs. Hans jagt på magiske skatte fører ham vidt omkring, men giver ham også problemer undervejs. Men Jacob er mere nuanceret end som så. Han elsker sin bror, og vil gøre alt, for at beskytte ham - selv give sit liv. Hans følelser for Fox er mere komplicerede. På den ene side ser han hende stadig som den lille pige, han reddede, og på den anden side er han begyndt at få øjnene op for, at hun er blevet voksen - og at han måske føler en hel del mere for hende, end han vil indrømme. Både over for hende, og for sig selv. Jacob ved, at forbandelsen betyder, at han kun har kort tid tilbage, men han nægter at give op. Af bipersonerne er det især Fox og Nerron man lærer at kende. Dels fordi synsvinklerne skifter mellem Jacob, Fox og Nerron, og dels fordi de simpelthen er så godt beskrevne. Fox er utroligt loyal, modig og stærk. Og så er hun håbløst forelsket i Jacob, og vil gøre alt for at redde ham. Men hun er også snu, som sit andet jeg, og kan tænke hurtigt. Fox er mere forsigtig end Jacob, og stoler ikke helt så meget på andre, hvilket engang imellem viser sig at være en fordel, når Jacob får rodet dem ud i problemer. Forholdet mellem Fox og Jacob er utrolig godt beskrevet, og jeg kunne rigtig godt lide deres indbyrdes relation. Og så lærer vi Foxs fortid bedre at kende her i andet bind. Nerron er goyl, skattejæger, og anser sig selv for at være Jacobs største rival. Udover at han gerne vil have fat i armbrøsten til sig selv, så ønsker han også at slå Jacob, og blive kendt som den bedste skattejæger. Nerron er ambitiøs, forræderisk og hævntørstig, men har alligevel sin egen form for moralsk kode. Hans bastardbaggrund har gjort ham bitter, og opsat på at bevise sit værd, og det gør ham både farlig og stædig. Også de andre bipersoner er nuancerede og interessante, og sjældent som de ser ud på overfladen, hvilket bare gør dem endnu mere spændende at læse om.
Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens udseende. Udover det utroligt smukke cover, så er bogen fyldt med smukke, mørke og til tider makabre illustrationer, som er med til at tilføre Funkes univers dets dystre og eventyragtige tone, og levendegøre universet for læseren.
Jeg elskede første bind i serien, og dette bind var ingen undtagelse. Kan man lide mørke og magiske universer, twistede eventyr og hæsblæsende action, så kan serien kun anbefales. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: