søndag den 14. juli 2019

Gemini

Gemini er en fantasyserie på 6 bind, bestående af Forbyttede børn, Veje mellem verdener, Drengen fra Stjernerne, Skyggedæmonens datter, Dødens symfoni og Det trettende tegn. Serien er skrevet af Mette Finderup og Thomas Munkholt, og illustreret af Lars Gabel.

På deres 14 års fødselsdag vågner de to piger Aike og Veronika, til deres store overraskelse, i en fremmed verden. De to piger har, på mystisk vis, byttet plads, og ingen, selv ikke deres egne familier, har opdaget det.
De to verdener, Tusmørkely og Solsiden, er meget forskellige, og pigerne forsøger desperate at finde en vej tilbage til deres egen verden. Men verdenerne er adskilt af en ældgammel mur, og det viser sig snart at muren spiller en stor rolle i forbytningen. Og der er væsener, der vil gøre alt for at sikre, at pigerne bliver, hvor de er.

Jeg var virkelig vild med den her serie. Bøgerne er forholdsvis korte (hvilket også er grunden til, at jeg anmelder serien samlet), og fyldt med fantastiske og stemningsfulde illustrationer i en sådan mængde, at bøgerne balancerer på grænsen mellem illustrerede bøger og graphic novels.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med både humor, gys og levende beskrivelser, som hjælpes godt på vej af Lars Gabels fantastiske illustrationer. Dele af historien fortælles i tegneserieform, mens andre dele fortælles via ren tekst, og blandingen af de to former fungerer utroligt godt.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudse, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, forbytninger, dæmoner, forræderi, fordomme, ondskab, musik og action.
Universet er spændende, og de tre forskellige verdener (Tusmørkely, Solsiden og Muren) fremstår utroligt livagtige og forskellige for læseren. Igen hjælper illustrationerne til at fange de forskellige stemninger, men samtidig er verdenerne så tilpas forskellige, at man ikke kan lade være med at være fascineret af forskellene. I Tusmørkely er videnskaben ikke så langt fremme som i Solsiden, men til gengæld er magien langt mere fremherskende her, end i Solsiden, hvor alt forklares videnskabeligt. Jeg kunne rigtig godt lide den måde, forfatterne brugte stjernetegn og musik i deres verdensopbygning, og forskellen på de to verdeners forskellige former for magi - eller energi - var også godt forklaret, og gav mening. Og så er der Muren, som var sin helt egen, og meget creepy, verden. Ikke fordi der ikke også var masser af creepfactor i Tusmørkely og Solsiden. For eksempel var der både et mystisk bibliotek og et utroligt creepy cirkus, for slet ikke at tale om de allestedsnærværende skygger.
Personerne er levende og nuancerede, og selvom jeg ikke holdt lige meget af alle personerne, så følte jeg alligevel, at jeg lærte dem rigtig godt at kende, hvilket ikke mindst skyldtes at synsvinklen skiftede mellem de to hovedpersoner Aike og Veronika hele vejen igennem, hvilket var lidt forvirrende i starten, indtil jeg havde fanget systemet. Aike er forkælet, populær og har rige forældre, hvilket betyder, at hun er vant til både at få sin vilje, og få det hun peger på. Det gør hende meget selvsikker, men også naiv og til tider lidt for impulsiv, og det tog noget tid før jeg for alvor kom til at holde af hende. Veronika er en stille pige, og noget mere forsigtig af sig. Hun elsker sin familie, og kan slet ikke vente med endelig at få lov til at lære magi. Pigernes møde med en anden verden er et chok for dem begge to, og de vil gøre alt for at finde en vej hjem igen. Det kræver dog, at de lærer at stole både på hinanden, og på dem selv. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide den mystiske popstjerne Dante og Veronikas lillebror, men også Helene og Spinoza var interessante personer.
Kan man lide fantasy med et strejf af horror, graphic novels, og spændende historier, så kan Gemini-serien kun anbefales. Jeg elskede serien, og kommer helt klart til at læse den igen og igen.

Se Mette Finderups hjemmeside.
Se Thomas Munkholts hjemmeside.
Se Lars Gabels hjemmeside.

Ingen kommentarer: