tirsdag den 21. februar 2017

Hummerkongens hævn 1

Hummerkongens hævn 1 er første bind i en science fiction-serie, skrevet af Nick Clausen.

Jonatan på 16 år er til sin kusines konfirmation, og keder sig frygteligt. Eneste lyspunkt er nabopigen Cecilie som serverer til festen, og som han er lidt lun på, selvom hun er 2 år ældre end ham.
Men da hans lillebror, Karlo, og yngre fætter August viser ham en mystisk portal i fætterens skunk, bliver festen pludselig interessant. Det viser sig dog snart, at portalen ikke er helt ufarlig, og da Jonatans lillebror pludselig forsvinder gennem portalen, er gode råd dyre.
Og da Spiff fra Det Interuniversielle Ordenskorps dukker op for at lukke portalen, må Jonatan og Cecilie gøre alt hvad de kan for at overtale Spiff til at finde Karlo før han lukker portalen, og Karlo er væk for altid.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Jeg er ret glad for Nick Clausens bøger, og denne var ingen undtagelse.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor og levende beskrivelser af såvel omgivelser som væsener. Jeg var for eksempel ret vild med beskrivelsen af det første møde mellem Spiff og Cecilie. Selvom man kan mærke at bogen er skrevet til et yngre publikum, så bliver der på intet tidspunkt talt ned til læseren, og det er dejligt at kunne mærke, at forfatteren respekterer sin målgruppe.
Personerne er levende og realistiske, og især hovedpersonen Jonatan kommer man til at lære rigtig godt at kende. Han er en typisk 16-årig med et crush på en ældre pige, pinlige forældre og en irriterende lillebror. Men han er også én der vil sætte himmel og jord i bevægelse for at redde sin lillebror når han kommer i problemer, og han er parat til at sætte alt ind, selv sit måske-forhold til den lækre ældre pige, for at nå sit mål. Cecilie er 18 år og har et kompliceret forhold til sine forældre. Moren rejste da hun var helt lille, og forholdet til faren er vist ikke helt godt. Hun er modig, og parat til at træde til da Jonatan beder om det, også selv om det hele lyder helt sindsygt. Karlo er nysgerrig, hvilket giver ham en del problemer, og så ser han op til sin storebror, selvom han også synes han er vildt irriterende en gang imellem, fordi han hele tiden vil bestemme alt. Og så er der August, som ser op til sine fætre, og vil gøre alt for at de skal hænge ud med ham - selv dele sin hemmelighed. Man kommer som læser hurtigt til at holde af personerne, selvom jeg dog undrede mig lidt over hvad forældrene egentlig foretog sig i bogen.
Handlingen er fuld af action, humor, spænding, mystiske portaler, farlige væsener og galaktiske katastrofer, blandet med typiske teenageproblematikker som forelskelse, manglende kørekort og pinlige forældre. Og så er det altid et plus, når et bibliotek har en fremtrædende rolle i en bog. Blandingen af normalt teenageliv og galaktiske eventyr fungerer rigtig godt, og er med til at give både personer og handling en ekstra dimension. Plottet er godt skruet sammen, og der er en del overraskende twists undervejs. Jeg havde overhovedet ikke set slutningen komme, og der er ingen tvivl om, at jeg skal have læst næste bind når det udkommer, for jeg er nødt til at vide hvad der kommer til at ske.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: