Viser opslag med etiketten læseplan 2023. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten læseplan 2023. Vis alle opslag

mandag den 1. januar 2024

Læsestatus for december og 2023

(Reklame - indeholder anmeldereksemplar)

December er slut, og det betyder, at det er blevet tid til at gøre status over måneden, der gik. Men da december også betød et farvel til 2023, bliver dette statusindlæg noget længere end det plejer, da jeg også vil se tilbage på året, der gik, og se på, hvordan det egentlig gik med mine læseplaner. 
Så sæt jer godt tilrette med en kop te, kaffe og måske en snack eller to, og læs med, mens jeg siger farvel til måneden og året der gik.
Jeg lægger ud med decembers læsestatus.

December var en mærkelig måned. Der var en del, der skulle afsluttes på arbejdet, inden jeg kunne gå på juleferie, men alligevel havde jeg mere overskud både mentalt og humørmæssigt, end jeg har haft længe. Og det på trods af, at jeg blev ramt af corona lige før jul, og derfor måtte droppe juleplanerne til fordel for sofaen. Julen blev derfor, ligesom nytåret, tilbragt i tosomhed med katten, hvilket var en noget kedelig oplevelse. 
I december var jeg til læsekredsmøde i The Fantasy Fellowship i Ribe, hvilket var vældig hyggeligt.
Læsemæssigt var december en overraskende god måned. Jeg fik læst flere bøger, end jeg har gjort i nogen anden måned i 2023, og selv da jeg lå underdrejet med corona, holdt læselysten ved. At det så ikke helt blev de bøger, jeg havde planlagt på forhånd, er en anden snak. Jeg fik godt nok færdiglæst et par af de bøger, jeg har været i gang med længe, men læste også meget efter mit humør, og nød stort set alt, jeg fik læst. 
Og lad os så se på, hvad jeg fik læst i december. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I december blev det til et enkelt anmeldereksemplar, nemlig:

Jeanette Sigtenborg: I krig (Legendens ridder 1)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co.
Serien er påbegyndt. 

Månedens bog i The Fantasy Fellowship var:

C.S. Lewis: Løven, heksen og garderobeskabet (Narnia 2)
Genlæsning. 

Jeg fik også læst en hel del julebøger i december, hvoraf de fleste var genlæsninger. 7 styk blev det til, og de er:

Timo Parvela og Pasi Pitkänen:
Bjældeklang (Skygger 1) Genlæsning.
Auroria (Skygger 2)
Serien er ajour. 

J. Krohn: Peters jul
Genlæsning.

Benni Bødker og John Kenn Mortensen: Julebestiariet
Genlæsning. 

Ashley Elston: 10 blind dates
Genlæsning. 

Jenny Colgan: Jul i boghandlen (Jul i boghandlen 1)
Serien er påbegyndt. 

Lise Nørgaard: Julen er hjerternes fest 
Genlæsning. 

Derudover blev det til 9 blandede romaner og noveller. 
De er:

Dorothy L. Sayers:
Peter Wimseys hvedebrødsdage (Peter Wimsey 11)
Adel forpligter (Peter Wimsey 12)
Genlæsning. 

Suzanne Brøgger: Kejserinden (novelle)

Patricia Highsmith: Mings største bytte (novelle)

Angela Carter: Den bestøvlede kat (novelle)

Doris Lessing: El Magnificos alderdom (novelle)

Laurie R. King: The Murder of Mary Russell (Mary Russell and Sherlock Holmes 14)
Serien er i gang. 

M.C. Beaton: Agatha Raisin og den dødbringende tærte (Agatha Raisins Cotswoldsmysterier 1)
Serien er påbegyndt. 

Jeg fik også læst 4 fagbøger i december. 
Bøgerne er:

Kenneth Bøgh Andersen og Kristian Eskild Jensen: Danske sagnvæsener - Et bestiarium

Jean Menzies: Goddesses & Heroines

Tom Buk-Swienty: Safari fra helvede

Thomas Lyngby, Søren Mentz, Søren Nørby og Jakob Seerup: Danmarks største søhelte

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 20 tegneserier. 
De er:

Bill Watterson:
Er der nogen uhyrer under sengen? (Steen & Stoffer 2)
Lapmarkens helte (Steen & Stoffer 3)

Jim Davis:
Kattens kværn! (Garfield 32)
Kattevagten (Garfield 33)
Garfield dyrker redskabsgymnastik (Garfield 40)
I glas og ramme (Garfield 43)
Garfield er vild med dans (Garfield 47)
Det muntre køkken (Garfield 49)
Selv fede katte kan dunke (Garfield 51)
Livsnyder? Hvem, mig? (Garfield 53)
Jeg er ikke et rodehoved... jeg er organisationelt udfordret (Garfield 54)
Glædelig mandag (Garfield 56)
Garfield bøffer i den (Garfield 58)
Et gyldent håndtryk (Garfield 61)
Garfield holder hvid jul (Garfield 63)
Garfield går i land (Garfield 64)

Mort Walker:
Basserne komplet 1980
Basserne komplet 1981
Basserne komplet 1982
Basserne komplet 1983

I alt fik jeg læst 21 bøger og 20 tegneserier. Af dem var 1 anmeldereksemplar, 7 julebøger, 4 fagbøger, 1 novellesamling, 4 noveller og 1 billedbog. 8 var genlæsninger og 2 var på engelsk. Jeg fik påbegyndt 3 serier, kom ajour med 1 og læst videre i 1. Udover at det betyder, at jeg i december har læst flere bøger, end jeg fik ind ad døren, så gør det også december til årets suverænt bedste læsemåned. Og det til trods for, at december ellers plejer at være en af årets stille måneder på læsefronten. 
Hvad jeg planlægger for januars læsning venter jeg lidt med at fortælle. Der kommer nemlig et indlæg senere i dag, hvor jeg fortæller om læseplanerne for 2024. Men jeg vil i hvert fald arbejde videre på anmelderstakken, og få færdiglæst nogle af de bøger, jeg er i gang med.

Trods en forrygende læsemåned i december, så var 2023 generelt et dårligt læseår. Jeg kæmpede med læselysten og -overskuddet det meste af året, og først i årets allersidste måneder vendte læselysten for alvor tilbage. Jeg havde svært ved at få færdiglæst bøger, og går derfor ind i det nye år med 7 igangværende bøger. Også anmeldereksemplarerne led i 2023, og jeg er længere bagefter med dem end nogensinde. Halvvejs gennem året endte jeg med at sætte alle mine læseudfordringer på pause, samtidig med, at jeg nedsatte mit Goodreads-læsemål fra 100 til 60 bøger. Det gav lidt mere ro på læsefronten, og skar stressfaktoren ned, da jeg ikke hele tiden følte mig bagud. 

Med lad os se på, hvordan det egentlig gik med de forskellige læseudfordringer. Jeg havde fire forskellige læseudfordringer i 2023, hvoraf den første var mit Goodreads-læsemål. Jeg startede året ud med 100 bøger, men satte antallet ned til 60 halvvejs gennem året, og endte med at få læst 80 bøger (eller egentlig 81, men den sidste findes ikke på Goodreads), hvilket jeg ikke havde regnet med. 
Lidt statistik fra Goodreads:


Som man kan se, var jeg ret glad for de bøger, jeg læste i år. Langt de fleste lå på 4 eller 5 stjerner, og selvom det ikke er helt retvisende, da jeg også bruger halve stjerner, og derfor runder op ved nogle af bøgerne, så ligger gennemsnittet omkring 4 stjerner. Ifølge Goodreads har jeg fået læst 17385 sider, hvilket er en del højere, end det jeg fik læst i 2022, med et gennemsnitssidetal på 225 sider. Det faktiske sideantal er dog noget højere, da jeg ikke tæller tegneserier og graphic novels med på Goodreads. Det ændrer dog ikke på det samlede billede.

Min anden læseudfordring var min serieudfordring, hvor jeg fra årets start havde skrevet alle de serier ned, som jeg var i gang med, og puttet dem i et glas. Hver måned trak jeg så en serie fra glasset, og meningen var så, at jeg skulle læse videre i serien, og potentielt færdiglæse den. Jeg kom desværre aldrig rigtig fra start med udfordringen, og endte med at sætte den permanent på pause halvvejs gennem året. Alligevel har jeg tænkt mig at fortsætte med udfordringen i 2024, da jeg synes, det er en fin måde at komme videre med nogle af de serier, jeg er gået i stå i.

Min tredje læseudfordring lignede serieudfordringen en del. Jeg har ikke været ret god til at få læst mine FairyLoot-bøger, og derfor puttede jeg, fra årets start, alle titlerne i et glas, og trak så en hver måned, som jeg havde to måneder til at få læst, eller bestemme, om jeg stadig var interesseret i. Desværre kom jeg aldrig rigtig i gang med denne udfordring, og jeg fik faktisk ikke læst en eneste af bøgerne, før jeg endte med at sætte udfordringen på pause halvvejs gennem året. Jeg fik dog ryddet ud i de tilbageværende titler, så jeg nu kun har 3 FairyLoot-bøger tilbage, som jeg stadig er interesseret i at læse. Det er lige lidt nok til en læseudfordring, og jeg har derfor besluttet at droppe den fremover. 

Min fjerde og sidste læseudfordring var inspireret dels af min egen juliudfordring #sænkmintbr og dels af booktuberne Niki Hawkes - The Obsessive Bookseller og BookswithEmilyFox, som hver har deres version af den. Den gik ud på, at jeg hver måned skulle trække en seddel med en bogstav/tal-kombination som henviser til en hylde i mine reoler, og fra den hylde skulle jeg så læse minimum en af de ulæste bøger, der stod på den. I modsætning til de andre læseudfordringer, hvor jeg skulle trække en serie/titel fra et glas, så gik det bedre med hyldeudfordringen, som jeg fik gennemført i 6 måneder, inden den blev sat på pause i august. Jeg fik læst 8 bøger via udfordringen, hvoraf flere havde været på min TBR længe. 

I 2023 deltog jeg i 3 readathons, med blandet succes. TFF Readathon i marts blev en decideret fiasko, mens det gik bedre med Dewey's 24 Hour Readathon i april og oktober. 

Af bogfestivaler deltog jeg (selvfølgelig) i Fantasyfestivalen i september, ligesom jeg besøgte BogForum i november. Begge dele var fantastisk, og jeg nød stemningen. 

På bloggen fortsatte jeg med at lave book hauls og månedlige statusindlæg. Desværre blev det hverken til Top 10 Lister eller Book Tags, da overskuddet ikke var der, men det er håbet, at de vender tilbage igen i 2024, ligesom jeg fortsætter med både book hauls og statusindlæg. 

I 2023 fortsatte væksten på bloggens sociale medier. I skrivende stund følger 1438 med på Instagram, mens 654 følger med på Facebook. Tak til jer, der er kommet til i det forløbne år, og til jer, der har fulgt bloggen trofast i årenes løb. Jeg håber, I bliver hængende, og fortsat har lyst til at følge mine læseeventyr.

Desværre har mit manglende overskud i årets løb også givet sig udslag her på bloggen, hvor det er blevet til ganske få anmeldelser i årets løb. Jeg håber dog på, at det vender her i 2024, så der igen bliver mere liv på bloggen. Tak til alle jer, der har fulgt med trods manglende output i årets løb.

Privat har 2023 været et hårdt år. I slutningen af 2022 fik jeg konstateret en depression, og året har derfor været en lang, sej kamp for at komme oven vande igen. Det har desværre haft indflydelse på både humør, overskud og læselyst, hvilket har afspejlet sig på bloggen. Langsomt er det dog begyndt at vende, og de sidste måneder af året var, trods mørke og sygdom ad flere omgange, ikke nær så hårde som starten på året. Jeg er dog stadig meget opmærksom på ikke at presse mig selv for hårdt, og bruge de værktøjer både lægen og psykologen har givet mig, til at passe på mig selv. 
I 2023 fik jeg også endelig en forklaring på de migræneanfald, jeg har lidt af med jævne mellemrum, og som især i 2022 og 2023 blev flere og flere. Mens fysioterapeuten har arbejdet med min nakke, er spændingerne blevet mindre, og jeg bliver nu ikke ramt helt så ofte, så længe jeg husker mine øvelser. 

Det blev til et par enkelte biografture i årets løb med min faste filmmakker og kollega, men også her måtte antallet skæres ned, da overskuddet til sociale aktiviteter bare ikke var der i lange perioder af året. 

2023 føltes langt og mørkt, og begivenhederne ude i verden har bestemt ikke gjort året nemmere at komme igennem, med krig, utryghed og katastrofer. Lad os alle håbe, at 2024 bliver et år, hvor vi endelig får fred igen. 

Til slut vil jeg gerne sige tak til alle de forfattere og forlag som har givet mig så mange dejlige læse- og bogoplevelser i 2023, og ikke mindst til jer, kære læsere, som har fulgt med, kommenteret, og forhåbentlig er blevet inspireret til jeres egne læseoplevelser, trods de noget ustabile indlæg på bloggen.
Tak for 2023, og på gensyn i 2024.

mandag den 31. juli 2023

Læsestatus for juli

Juli bød på lidt af det hele. Jeg startede måneden ud med to ugers sommerferie, som jeg i år tilbragte hjemme hos mig selv. Det blev til lidt havearbejde, praktiske projekter i huset (blandt andet oprydning på loftet), krydsogtværs og masser af puslespil, men desværre ikke ret meget læsning. 
Tilbage på arbejde stod den på ekstravagter, masser af mails og opfølgning efter ferien. Vi nærmer os slutspurten op til Fantasyfestivalen, og fra nu af får jeg kun mere travlt. 
Juli bød desværre også på sygdom både i ferien og efter, og overskuddet driller stadig. Forhåbentlig går det snart for alvor fremad. 
Læsemæssigt var juli ikke den bedste, men dog bedre end juni. Jeg forsøgte mig med lydbogslytning, men måtte endnu en gang konstatere, at formatet bare ikke virker for mig. Men det hjalp da med til at få antallet af læste bøger op. Jeg fik hverken læst min FairyLoot-bog Wicked Fox af Kat Cho eller månedens serie Ephemera af Anne Bishop, og mangler stadig at få færdiglæst læsekredsbogen fra juli-mødet, men fik til gengæld læst hele 2 bøger fra månedens hylde U2. Jeg er nu så langt bagud med mit Goodreads-læsemål, at der skal et mirakel til for at opfylde det i år, og da jeg nu bevæger mig ind i den tid på året, hvor jeg i forvejen læser mindst, har jeg besluttet mig for at sætte målet ned fra 100 til 60 bøger for ikke at stresse mig selv. 
Og lad os så se på, hvad jeg fik læst i juli. 

Som nævnt fik jeg læst 2 bøger fra månedens hylde U2. 
De var:

Søren Flott: Rejsen mod syd

Thomas Asbridge: Korstogene

Jeg fik også genlæst en enkelt bog fra reolen, nemlig:

D. E. Stevenson: Røre i andedammen (Miss Buncle 1)
Genlæsning. 

Jeg lyttede til 3 lydbøger fra eReolen i månedens løb.
Lydbøgerne var:

Jørn Riel:
Satans til Higginbottom (Higginbottom 1)
Da Higginbottom tabte sin skygge (Higginbottom 2)
Genlæsninger. 

Takashi Hiraide: Kattegæsten

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 2 tegneserier/graphic novels i juli. 
De var:

Carole Trébor og Gabriele Bagnoli: På flugt! (Dudo-Minak 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Léturgie og Luguy: Troldkvindens offer (Ridder Goodwill 16)
Serien er ajour. 

I alt fik jeg læst 6 bøger og 2 tegneserier/graphic novels. Af dem var 2 fagbøger, 3 genlæsninger og 3 lydbøger. 
I august står den på færdiglæsning af nogle af de bøger, jeg har været i gang med længe, og så vil jeg gerne have læst nogle af de mange anmeldereksemplarer, jeg har liggende. Da jeg ved, at jeg får travlt i august og september, har jeg bestemt mig for at sætte FairyLoot- og serieudfordringen på pause indtil oktober, men fortsætter med min hyldeudfordring. Månedens hylde er A2, som kan ses nedenfor. 

I august står den på besøg fra mine forældre, masser af ekstravagter og festivalarbejde, og hvis energien og vejret tillader det, havearbejde og småprojekter herhjemme. Og så lægger jeg endnu en gang hus til månedens læsekredsmøde, hvilket nok skal blive hyggeligt. 

fredag den 31. marts 2023

Læsestatus for marts

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Marts synger på sidste vers, og det er igen blevet tid til at gøre status over måneden, der gik. 
Jeg kæmper stadig med manglende overskud og træthed, og måneden var præget af både op- og nedture. 
Arbejdsmæssigt fyldte Fantasyfestivalen igen en del. Flere og flere ting falder på plads, mens der stadig dukker nye udfordringer op. 
Marts bød på endnu et læsekredsmøde i den lokale The Fantasy Fellowship, hvor jeg dog kun fik læst ganske få sider af månedens bog, før jeg bestemte mig for, at det ikke var nødvendigt at læse den igen.
I det hele taget var det ikke meget, jeg fik læst i den første halvdel af måneden, men det tog jeg så revanche for i slutningen. For selvom jeg kun fik læst en enkelt af de bøger, jeg havde planer om i starten af måneden, så begyndte en lille smule af læselysten at vende tilbage, og jeg fik derfor læst en del tegneserier, foruden et par mere eller mindre tilfældige bøger. 
Månedens serie, Nevermoor af Jessica Townsend, fik jeg ikke læst videre i, ligesom jeg heller ikke fik læst marts' valg fra FairyLoot-krukken, Daughter of the Burning City af Amanda Foody. Jeg har dog endnu en måned til at få læst FairyLoot-bogen, så der er stadig håb om, at det lykkes mig at få den læst rettidigt denne gang. 
Og så må det vist være tid til at få vist det frem, jeg fik læst. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I marts fik jeg læst 4 bøger, tilsendt fra forlag. 
Bøgerne er:

Sissel Bøe og Peter Madsen: Askemor (Troldeliv)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Mette Finderup: Et råb om hjælp (Ånde-æder 1)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er påbegyndt. 

Ulrika Louisa Bjerregaard: Den sorte gryde (Hekseskolen 1)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er påbegyndt.

Bodil Bang Heinemeier: Gudinder
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Jeg fik kun opfyldt en af månedens læseudfordringer, nemlig min hyldeudfordring, hvor jeg fik læst en enkelt bog. 
Den er:

Richard Osman: Torsdagsmordklubben (Torsdagsmordklubben 1)
Serien er påbegyndt. 

Derudover fik jeg læst 2 vilkårlige historiske fagbøger, nemlig:

G. J. Meyer: Slægten Borgia

Bernard Cornwell: Waterloo

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 18 tegneserier/graphic novels, nemlig:

Goscinny og Uderzo: Styrkeprøven (Asterix 24)

Franquin:
Viggo - Kviks kontorbud (Vakse Viggo 1)
Viggo kobler fra (Vakse Viggo 2)
Mesterkokken Viggo (Vakse Viggo 3)
Det var kattens, Viggo (Vakse Viggo 4)
Viggo - en kæmpekatastrofe (Vakse Viggo 5)
Viggo charmetrold (Vakse Viggo 6)
Alle er ude efter Viggo (Vakse Viggo 7)
Øretæveindbydende Viggo (Vakse Viggo 8)
Go'e gamle Viggo (Vakse Viggo 9)
Viggo kontra Kvik (Vakse Viggo 10) 
Opfinderen Viggo (Vakse Viggo 11)

Dufaux og Marini: Rovdyr 4
Serien er slut. 

Ken Broeders:
Demers spor (Hinsides stenen 1)
Drehadaxa (Hinsides stenen 2)
Rheyn (Hinsides stenen 3)
Dragemesteren (Hinsides stenen 4)
Serien er ajour. 

Kieron Gillen, Dan Mora og Tamra Bonvillain: The Wasteland (Once and Future vol. 5)
Serien er slut. 

I alt fik jeg læst 7 bøger og 18 tegneserier/graphic novels, hvilket er mere, end jeg har fået læst længe. Så selvom jeg ikke fik læst det, jeg havde sat mig for, er jeg godt tilfreds. Af de bøger, jeg fik læst, var 4 anmeldereksemplarer, 3 fagbøger, 1 billedbog, 2 letlæsningsbøger og 1 krimi. 1 var på engelsk. Jeg fik påbegyndt 3 serier, kom ajour med 1 og afsluttet 2. 
I april skal jeg have læst månedens læsekredsbog i The Fantasy Fellowship, samt de sidste bøger fra min TFF Readathon-TBR. Readathonet slutter på søndag, så jeg har ikke meget tid at løbe på, hvis jeg skal nå i mål med min TBR. I slutningen af måneden er der en ny runde af Dewey's 24 Hour Readathon, hvor jeg også håber at kunne læse med. Månedens serie er Spektrum af Nanna Foss, hvilket passer perfekt, da jeg allerede havde planer om at læse videre i serien i april. Derudover vil jeg gerne have færdiglæst nogle af de mange bøger, jeg er i gang med, læst marts måneds FairyLoot-bog, og selvfølgelig også en bog eller to fra månedens hylde, som er A4. Hylden kan ses nedenfor:  

onsdag den 1. marts 2023

Læsestatus for februar

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Endnu en måned er gået, og det er blevet tid til at gøre status over februar. En måned, som var præget af op- og nedture, da jeg stadig kæmper med manglende overskud og træthed. 
Arbejdsmæssigt fyldte Fantasyfestivalen en del. Flere og flere ting falder efterhånden på plads, og selvom der stadig mangler en del, begynder de store linjer at kunne ses. 
Februar bød også på et hyggeligt læsekredsmøde i min lokale The Fantasy Fellowship, hvor jeg godt nok kun fik læst 20 sider af månedens bog, før den kom tilbage i reolen. For selvom interessen stadig er der, så var hverken tid eller overskud der til at få den læst i denne omgang. 
Februar blev i det hele taget ikke den bedste læsemåned. Jeg fik nemlig ikke læst nogle af de bøger, jeg havde planlagt på forhånd, og det lidt, jeg fik læst, var meget impulsivt. Jeg fik derfor hverken læst januars FairyLoot-bog Beyond A Darkened Shore af Jessica Leake, månedens serie The Vampire Chronicles af Anne Rice eller bøger fra månedens hylde. 
Men lad os se på, hvad jeg fik læst i stedet for. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I februar fik jeg læst 2 anmeldereksemplarer, tilsendt af søde forlag. 
Bøgerne er:

Gry Kappel Jensen:
Forbandelsen (Venja 3)
Børnene i skoven (Venja 4)
Samlet anmeldelse her. Anmeldereksemplarer fra forlaget Turbine. 
Serien er ajour. 

Jeg læste en enkelt billedbog i februar, nemlig:

H. C. Andersen: Den flyvende kuffert

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 3 biografier i månedens løb.
De er:

Jens Andersen: Ditlevsen - en biografi

Henrik Marstal: Benny Andersen - Ualmindelig almindelig

Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard - En livshistorie

I alt fik jeg læst 6 bøger i februar. Af dem var 2 anmeldereksemplarer, 1 billedbog og 3 biografier. Jeg kom ajour med en enkelt serie, men fik ikke læst nogle af månedens bogprojekter. 
I marts skal jeg have læst månedens læsekredsbog, og så vil jeg gerne have færdiglæst nogle af de mange bøger, jeg er i gang med. Jeg har også planer om at deltage i et enkelt readathon i slutningen af måneden, nemlig TFF Readathon. Månedens serie fra seriekrukken er Nevermoor af Jessica Townsend, hvor jeg mangler et enkelt bind for at komme ajour med serien. Månedens FairyLoot-bog er Daughter of the Burning City af Amanda Foody. Og månedens hylde er H3, som kan ses nedenfor. 

onsdag den 1. februar 2023

Læsestatus for januar

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Januar er slut, og det er tid til at gøre status over årets første måned, som var præget af op- og nedture. 
Arbejdsmæssigt fyldte Fantasyfestivalen en del, blandt andet med offentliggørelsen af vores udenlandske Guests of Honour, mens hjemmefronten bød på en del sygdom, som slog mig en del ud af kurs.
Januar var min fødselsdagsmåned, og selvom selve dagen blev fejret alene med katten, så blev det også til et enkelt besøg - med medfølgende teatertur og restaurantbesøg - med mine forældre i månedens løb. 
Derudover var jeg til endnu et hyggeligt læsekredsmøde i min lokale Fantasy Fellowship. 
Læsemæssigt blev januar desværre ikke den bedste start på året. For selvom jeg i overvejende grad nød det, jeg fik læst, så var overskuddet der desværre ikke til ret megen læsning, og jeg starter derfor året ud med at være bagud med mit Goodreads-læsemål. Jeg regner dog med at kunne indhente det i løbet af året.  
Månedens serie fra seriekrukken var Dragesten af Ry Kristensen, hvor jeg manglede et enkelt bind, for at kunne krydse den af listen over igangværende serier. Desværre nåede jeg ikke at få læst bogen færdig, før januar var forbi. Men i det mindste fik jeg begyndt på den, hvilket er mere end jeg kan sige om månedens FairyLoot-bog, Beyond A Darkened Shore af Jessica Leake. Jeg har dog stadig en måned tilbage at læse den i, da jeg kun trækker en FairyLoot-bog hver anden måned. Til gengæld gik det rigtig godt med min nye læseudfordring, hvor jeg fik læst hele 2 bøger fra den udvalgte hylde. 
Men lad os se på, hvad jeg faktisk fik læst. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I januar fik jeg læst 3 anmeldereksemplarer, tilsendt af søde forlag.
Bøgerne er:

J. R. R. Tolkien: Hobbitten
Anmeldereksemplarer fra forlaget Gyldendal. 

Gry Kappel Jensen:
Pagten (Venja 1)
Hemmeligheden (Venja 2)
Samlet anmeldelse her. Anmeldereksemplarer fra forlaget Turbine.
Serien er i gang. 

Månedens læsekredsbog til The Fantasy Fellowship var en genlæsning for mit vedkommende, nemlig:


Som tidligere nævnt fik jeg læst 2 bøger fra månedens udvalgte hylde. 
Bøgerne er:

Per Kuskner: Matador - mennesker, myter og minder

Lene Bredsdorff: Halfdan

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 3 tegneserier. 
De er:

Goscinny og Uderzo:
Romernes skræk! (Asterix 11)
Olympisk mester (Asterix 12)

Arleston og Barbucci: Monstre under Manhattan (Ekho spejlverdenen 8)

I alt fik jeg læst 6 bøger og 3 tegneserier i januar. Af dem var 3 anmeldereksemplarer, 2 biografier, 2 letlæsningsbøger, 1 på engelsk og 2 genlæsninger. Jeg fik påbegyndt 1 serie og kom ajour med en anden. 
I februar skal jeg have læst januars FairyLoot-bog og den næste bog til The Fantasy Fellowship. Månedens serie fra seriekrukken er The Vampire Chronicles af Anne Rice. Månedens hylde er B2, som kan ses nedenfor. Derudover skal jeg have færdiglæst nogle af de bøger, jeg er i gang med, ligesom jeg også gerne vil have læst nogle flere anmeldereksemplarer. 

søndag den 1. januar 2023

Læseplan for 2023

For ottende gang kaster jeg mig ud i at lave en læseplan for det kommende år, og selvom læseplanen sidste år ikke var den store succes, så kan jeg stadig godt lide idéen om at planlægge mit læseår, så jeg løbende kan tjekke, hvor langt jeg er kommet med de forskellige udfordringer. Jeg skærer i år lidt ned på antallet af udfordringer, da jeg stadig kæmper med at få læselysten tilbage, og ikke ønsker at presse mig selv. Et par af udfordringerne er gentagelser fra tidligere år, men jeg har i år også en helt ny læseudfordring, som jeg glæder mig til at gå i gang med. 

Som I ved, hvis I følger bloggen, er det kun bøger indenfor de fantastiske genrer, som jeg anmelder på siden. Det betyder, at enkelte af de bøger jeg læser i årets løb, kun figurerer i de månedlige statusindlæg, som jeg fortsætter med i 2023, men den komplette liste over årets læste bøger kan altid findes på min Goodreads-side, hvor man kan få et hurtigt overblik over min fremgang i løbet af året.

Igen i år deltager jeg i Goodreads-læseudfordringen. Ligesom sidste år har jeg sat læsemålet til 100 bøger, og så håber jeg, det går bedre i år, så jeg ikke er nødt til at sætte læsemålet ned halvvejs gennem året. Jeg regner med at tage en midtvejsstatus på læsemålet til sommer, og, hvis jeg er langt foran, sætte læsemålet lidt op, eller, hvis det modsatte er tilfældet, sænke det, så jeg ikke stresser mig selv. Det skal jo gerne være afslappende at læse. Jeg tæller kun "rigtige" bøger med i læseudfordringen, så tegneserier og graphic novels vil kun figurere på de forskellige måneders læsestatus.
Jeg har igen i 2023 planer om at deltage i forskellige readathons, blandt andet TFF Readathon og Dewey's 24 Hour Readathon. Jeg ved på nuværende tidspunkt ikke, om jeg kommer til at gentage mit eget readathon, All Dragons Readathon, eller om jeg holder pause, og så relancerer det på et andet tidspunkt. Skulle der dukke andre interessante readathons op i årets løb, er det heller ikke umuligt, at jeg deltager i dem. 
Jeg regner også med at gentage min juliudfordring, #sænkmintbr, som jeg desværre endte med at droppe i 2022. 

Jeg har i år tre læseudfordringer, hvoraf de to er gengangere. 

Første udfordring er den serieudfordring, som jeg nu har kørt med i fem år. Selvom jeg endte med at måtte sætte udfordringen på pause sidste år, så synes jeg, idéen med seriekrukken fungerer, og hjælper mig med at komme videre med nogle af de serier, som jeg måske ellers har glemt lidt. Jeg har været alle sedlerne igennem, og har sorteret dem fra, hvor jeg har fået læst serierne, samt tilføjet de nye serier, som jeg har påbegyndt i 2022, og seriekrukken indeholder, ved årets start, 75 serier. Hver måned trækker jeg en serietitel fra krukken, og skal så, som minimum, have læst en bog i serien, før måneden er slut. Bliver jeg ikke færdig med serien, ryger sedlen tilbage i krukken, til næste gang jeg trækker den. Enkelte serier er det så lang tid siden jeg har læst, at jeg nok bliver nødt til at genlæse de første bind, men forhåbentlig kan jeg huske hvor jeg er kommet til i de fleste serier. Jeg har valgt ikke at smide anmeldereksemplarer i glasset, da de gerne skulle læses snarest, og det derfor ikke giver mening at putte dem i glasset. Skulle jeg få lyst til, i årets løb, at læse videre i en serie, som befinder sig i glasset, uden at have trukket den, er det ikke forbudt. Bliver jeg færdig med serien, og trækker sedlen senere, trækker jeg bare en ny seddel i stedet for.

Anden læseudfordring ligner serieudfordringen en hel del. Jeg startede udfordringen i 2019, og selvom det ikke er gået helt så godt, som jeg havde håbet, så har jeg alligevel tænkt mig at fortsætte med den i 2023. Det er selvfølgelig FairyLoot-udfordringen jeg tænker på. Ligesom med serieudfordringen trækker jeg en seddel fra et glas med FairyLoot-bøger, og jeg har så to måneder til at få bogen læst eller smide den ud. Jeg har været ret dårlig til at få bøgerne læst, så udfordringen i år giver mig også en sidste chance til at få bøgerne læst, før de ryger ud. Der er ved årets start 6 titler i krukken, så overholder jeg planen, vil jeg have læst dem alle, når 2023 er slut. 

Tredje og sidste læseudfordring i år er inspireret dels af min egen juliudfordring #sænkmintbr og dels af booktuberne Niki Hawkes - The Obsessive Bookseller og BookswithEmilyFox, som hver har deres version af den. Kort fortalt går den ud på, at jeg hver måned trækker en seddel med en bogstav/tal-kombination som henviser til en hylde i mine reoler, og fra den hylde skal jeg så læse minimum en af de ulæste bøger, der står på den. Da jeg ikke har inddelt min bogsamling i læste/ulæste bøger, kan jeg komme ud for at trække en hylde, hvor jeg allerede har læst alle bøgerne på den. Sker det, trækker jeg en ny seddel, og lægger den første tilbage i krukken. På den måde håber jeg at få sat gang i læsningen af nogle af mine lidt ældre bøger, og samtidig få lidt mere variation i min læsning rent genremæssigt. Da min bogsamling hovedsageligt består af fantasy vil det ikke altid kunne lade sig gøre, men så får jeg forhåbentlig læst nogle af de bøger, jeg lidt har glemt, at jeg ejer i stedet for. 

Udover læseudfordringerne har jeg planer om at fortsætte med Top 10 Listerne. Målet er en ny liste hver tredje måned, og jeg har allerede masser af idéer.
Jeg har også planer om at lave flere Book Tag-indlæg, da jeg synes, de er en sjov måde at fortælle om mine læsevaner, og da de ifølge statistikken også hører til de indlæg, der bliver læst meget, går jeg ud fra, at I er enige.
Jeg fortsætter med at lave statusindlæg hver måned, og her fortæller jeg også hvordan det går med de forskellige læseudfordringer. Jeg synes, indlæggene fungerer godt, og de er i hvert fald med til at give mig et overblik over, hvordan læsemåneden er gået. Jeg fortsætter også med at lave månedlige Book Hauls i 2023. Det er en god måde for mig at få overblik over, hvor mange nye bøger jeg egentlig får ind ad døren, og jeg kan se på statistikken, at det også er nogle indlæg, der bliver læst meget. Jeg håber stadig at få begrænset mit bogkøb, så jeg faktisk også kan nå at få bøgerne læst, men nu får vi se, hvordan det kommer til at gå.
Derudover håber jeg at få tid til at genlæse nogle af mine yndlingsbøger i løbet af året. For selvom jeg får mange nye spændende bøger ind ad døren, så vil jeg også gerne kunne genopdage magien i de gamle.
Jeg har også et ønske om endelig at komme i bund med stakken af anmeldereksemplarer, som efterhånden har forfulgt mig, for nogle af bøgernes vedkommende, i flere år. Målet er at få læst og anmeldt alle de bøger, jeg har liggende fra 2022 og før, inden udgangen af 2023. Jeg har pt. lukket for aftaler om nye anmeldereksemplarer, indtil jeg er kommet i bund med stakken, men overvejer at gøre det permanent, da jeg må konstatere, at jeg ikke rigtig kan følge med, og at tanken om den evigt voksende anmelderstak stresser mig. Samtidig vil jeg også gerne have læst nogle af de bøger, jeg selv har købt. Men foreløbig skal jeg til bunds i stakken, og så tager jeg en beslutning derefter. 
Først og fremmest håber jeg at få min læsning tilbage på sporet igen i 2023, og genoplive den læselyst, som har været stort set forsvundet i 2022. Også hvis det betyder, at jeg bliver nødt til at opgive eller pause mine læseudfordringer. 

Hvordan de forskellige udfordringer kommer til at gå, vil vise sig, men jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang.  

Første serie fra seriekrukken i 2023 er Dragesten af Ry Kristensen, hvor jeg kun mangler et enkelt bind, for at kunne afslutte serien. Da jeg har været vild med serien indtil nu, og bogen samtidig er forholdsvis kort, er det den perfekte serie at starte ud med. Månedens FairyLoot-bog er Beyond A Darkened Shore af Jessica Leake, som pudsigt nok også var den bog, jeg trak fra krukken i januar sidste år. Forhåbentlig får jeg den læst denne gang. Fra min sidste krukke trak jeg hylde P3, som I kan se nedenfor. Da jeg gerne vil have lidt afveksling fra fantasygenren i månedens løb, og samtidig har en del ulæste biografier, er det en ret perfekt hylde at starte med. 
Derudover skal jeg have læst den næste læsekredsbog til The Fantasy Fellowship, og så vil jeg gerne have færdiglæst nogle af de bøger, jeg har været i gang med et stykke tid, samt selvfølgelig have læst nogle af de mange anmeldereksemplarer, jeg har liggende.