Hobbitten

Hobbitten - eller Ud og hjem igen er en fantasybog, skrevet af J.R.R. Tolkien.

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer af forlaget Gyldendal. 

Hobbitten Bilbo lever et stille og roligt liv, indtil den dag troldmanden Gandalf dukker op. Før han ved af det, bliver hans hjem invaderet af dværge, og han selv hyret som indbrudstyv, til dværgenes mission. En mission, der går ud på at generobre dværgenes gamle hjem fra den drage, som for mange år siden angreb deres bjerg, og tilranede sig deres rigdomme.
Snart befinder Bilbo sig på sit livs rejse. En rejse, der langt fra er ufarlig, og forude venter dragen.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har genlæst Hobbitten, og hver gang opdager jeg nye facetter af den fantastiske historie, som introducerede mig til fantasygenren, og vækkede en livslang kærlighed til den. Så da Gyldendal spurgte, om jeg ville anmelde denye udgaver af bogen, sagde jeg selvfølgelig ja. Også selvom det er svært at komme med en neutral anmeldelse af en historie, jeg har så nært og kært et forhold til. Anmeldelsen kommer derfor mere til at gå på elementer, der har med de nye udgaver at gøre, end med selve historien, som de fleste nok alligevel kender, hvis de læser fantasy. 
Jeg starter med sproget, eller rettere oversættelsen, som er ens for begge særudgaver. Det er Jakob Levinsen, der har oversat, og det er første gang, jeg læser netop hans oversættelse. Sproget er letlæst og flydende, og det er lykkedes ham at opdatere sproget uden at det går udover hverken stemning eller sprogtone. Beskrivelserne er billedskabende, den britiske underspillede humor fremtræder tydeligt, og både gys og rørelse var til stede i samme omfang som tidligere. Tydeligst fremgik nyoversættelsen i de mange sange undervejs. Da jeg kunne dem næsten udenad, var det nemlig nemt at se, hvor Levinsen har digtet om og strammet op, og resultatet var rigtig godt. 

Universet er gennemført, med egen geografi, historie, og forskellige racer, der hver har deres egen kultur og kendetegn. Ikke mindst hobbitterne, som var Tolkiens egen opfindelse, og varige tilføjelse til fantasygenrens væsener, mens elvere, dværge, formskiftere, troldmænd og bjergtrolde også er set andre steder. 

Handlingen er godt skruet sammen, og følger i høj grad den klassiske opbygning vi kender fra eventyrerne, med hjem-ude-hjem - hvilket også går igen i bogens undertitel. Og eventyrfølelsen bliver kun forstærket af den måde, historien fortælles på, hvor bogens fortæller henvender sig direkte til læseren undervejs, hvilket også gør den eminent til højtlæsning. Historien er fyldt med magi, hævn, magtbegær, grådighed, elvere, dværge, troldmænd og drager, men også loyalitet, mod, eventyrlyst og krig, og man keder sig ikke et øjeblik undervejs. 

Personerne er levende og nuancerede, om end dværgene kan være lidt svære at skelne fra hinanden, da de mest optræder i flok. Bilbo er en god hovedperson, der gang på gang får sat sit mod på prøve, og, trods sin manglende erfaring som eventyrer, gang på gang ender med at redde dagen og dværgene. Han er god til at tænke hurtigt, og har en indgroet retfærdighedssans. Af bipersonerne er det især troldmanden Gandalf, der træder frem. Han er gådefuld, magtfuld og sarkastisk, men også en anelse manipulerende, og ser mere, end hvad godt er. Dværgene er en broget flok, som, fordi de mest omtaltes i flok, er svære at skelne fra hinanden, med undtagelse af Thorin, som er den eneste, der får særskilt scenetid. Thorin er optaget af hævn, og ønsket om at tilbageerobre sin families rigdomme og kongerige - i den rækkefølge. Han kan virke en smule opblæst, men er loyal over for sin familie, og modig, når det gælder. Også selvom han foretrækker at sende Bilbo ind i dragens hule. Og apropos dragen, så er Smaug en virkelig fantastisk en af slagsen. Han er ond, grådig, intelligent og manipulerende, og hans snedighed og overtalelsesevner gør ham til nok den mest frygtindgydende drager overhovedet. 

De to nye særudgaver adskiller sig, trods samme oversættelse, dog også på visse områder. Den ene er rettet mod børn, og er illustreret af selveste Tove Jansson, Mumitroldenes mor, mens den anden er rettet mod voksne, og, med undtagelse af Tolkiens kort forrest og bagest i bogen, ikke har illustrationer. Til gengæld har den et virkelig interessant efterord skrevet af oversætteren om tilblivelsen af Hobbitten og dens plads i Tolkiens samlede univers. Voksenudgaven er i lærredsbind med guldtryk, mens børneudgaven er større i formatet med lærredsryg og sølvtryk. Illustrationerne i børneudgaven er fra 1962, og det kan ses i udtrykket, der er noget mørkere i tonen end det typisk er tilfældet i nyere bogillustrationer. Illustrationerne strækker sig fra minimale, næsten skitseagtige, småillustrationer til helsides, skraverede billeder, der minder om træsnit i deres udtryk. Alle er i sort/hvid, med undtagelse af illustrationen på indersiden af indbindingen. Sidstnævnte var klart mine favoritter, selvom jeg desværre må indrømme, at stilen ikke lige var mig. Personerne var lidt for skitseagtige i deres udtryk, og for mig lignede dværgene mere nisser end dværge, mens den ene elverillustration der er, efter min mening mere ligner minotaurer end elvere. Det er dog helt klart en smagssag, og de børn, som tilhører målgruppen, vil næppe være lige så kritiske som jeg, der er vokset op med bogen, og derfor har meget tydelige billeder af omgivelser og personer i hovedet. Personligt synes jeg voksenudgaven er flottest, men begge har deres fordele, og at få ikke bare en, men to særudgaver af en bog på samme tid, er virkelig fedt.

Hobbitten er en fantasyfortælling, jeg vender tilbage til igen og igen, og det var en fornøjelse at stifte bekendtskab med historien i nye klæder. Jeg elsker historien utroligt højt, og kan kun anbefale den til alle, der elsker fantasy, og ikke mindst drager. Bogen er en klassiker, og for hver genlæsning forstår jeg mere og mere hvorfor. Læs den, læs den højt for dine børn, eller genlæs den som jeg, men snyd ikke dig selv for historien. Jeg glæder mig allerede til næste genlæsning.