De græske guder har store problemer: Den mørke gud Noir og hans søster, gudinden Azura, har indledt et angreb på Olympus ved at tage en del af deres guder til fange. Bliver deres krav ikke indfriet indenfor 12 dage, bliver fangerne henrettet.
Den eneste der har en chance for at bekæmpe dem er guden Cratus. Desværre har han tilbragt de sidste mange tusind år på jorden, pint og plaget af guderne og uden sine guddommelige kræfter, fordi han nægtede at dræbe et spædbarn på Zeus´ ordre. Cratus kalder sig nu Jericho, og han er bestemt ikke i humør til at hjælpe guderne. Faktisk ønsker han sig ikke noget højere end at få hævn over hele det græske panteon, og ikke mindst Zeus, for den behandling han har fået.
Drømmeguden Delphine får til opgave af Zeus at forføre Cratus, så han alligevel vil kæmpe for de græske guder. Men som drømmegud er Delphine, på trods af at hun er halvt dødelig, ikke i stand til at føle noget, og hun har aldrig været forelsket eller forført nogen som helst.
Hun har dog ikke noget valg: Fejler hendes mission, vil hun blive straffet af Zeus - og Noir og hans søster vinder. Kun hvis kærlighed kan vinde over had har guderne en chance.
Har I fulgt med på bloggen et stykke tid, ved I at Dark-Hunter-serien er en af mine yndlingserier, og en jeg tyr til, når læselysten har svært ved at indfinde sig. Jeg er nu nået til 17. bind i serien, og eftersom det er svært at blive ved med at finde på nye ting at rose, bliver anmeldelsen lidt kortere end normalt.
Sproget er, som altid, letlæst og flydende, med masser af humor, sarkasme, og sanselige og levende beskrivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med spænding, action, sex, kærlighed, hævn, forræderi, hemmeligheder og guder. Igen udvider Dark-Hunter-universet sig, og samtidig begynder personerne og historierne fra Chronicles of Nick-serien at fylde mere og mere. Det er den græske mytologi fortalt som aldrig før, og jeg elsker det. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger.
En stor del af det der bærer seriens mange bind er Kenyons vidunderlige personer. De er levende, menneskelige og nuancerede, og forfatteren formår at binde personer og historier sammen på tværs af de mange bind, så hoved- og bipersoner fra tidligere dukker op i nye sammenhænge. Hovedpersonerne denne gang er Cratus, eksgud og kriger, fyldt med had, hævntørst og sarkasme, og Delphine, en drømmegud med skjulte dybder, bestemte meninger og medfølelse. De to supplerer hinanden utroligt godt, og kemien mellem dem er fantastisk. Blandt bipersonerne er denne gang også Nick, som nok er min yndlingsperson i hele universet, fordi det var ham der introducerede mig for Kenyons verden i spin-off-serien Chronicles of Nick. Og så kan jeg bare godt lide den sarkastiske Cajun-knægt.
Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind, og anbefaler endnu en gang serien til alle der elsker fantasy, græsk mytologi og sarkastiske bad boys.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar