De seje superalfer er en børnebog skrevet af Josefine Guldahl.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard.
Under et kæmpe egetræ ligger Alfedalen. Det er et rart sted at være, hvor alle er glade og hjælper hinanden. Alle alfebørn går i skole, hvor de lærer hvordan man skal opføre sig.
Da forfatteren skrev til mig og spurgte om jeg kunne tænke mig at anmelde bogen, sagde jeg ja, da jeg synes den lød interessant. Desværre må jeg konstatere, at den ikke lige var mig, hvad der nok blandt andet hænger sammen med, at jeg er rimelig langt fra bogens målgruppe i alder.
Sproget er enkelt og letlæst, og passer godt til bogens målgruppe, som er børn lige omkring skolealderen.
Bogen består af flere små historier, hvilket gør det svært at komme med et decideret handlingsreferat, men alle historierne har med god og dårlig opførsel at gøre, og forfatteren kommer blandt andet ind på alderdom, mobning, misundelse og skolestart. Hver historie har en tydelig morale, og da historierne samtidig er meget korte (2-4 sider), blev de lidt for pædagogiske for mig, fordi der simpelthen ikke var handling nok til at gøre historierne spændende. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig nogle lidt længere historier, da jeg havde svært ved at blive fanget af universet og personerne, som skiftede fra historie til historie. Samtidig sluttede nogle af historierne temmelig brat, hvilket jeg synes var synd, da historierne sagtens kunne have tålt at blive udfoldet noget mere. Jeg kunne rigtig godt lide starten af bogen, hvor alfernes univers blev præsenteret, men synes ikke rigtig at universet kom til udtryk i historien i andet end de mange søde illustrationer. Det er synd, for universet har potentiale, og kunne sagtens bære en længere historie.
Selvom det ikke var en bog for mig, så er jeg sikker på, at den kan bruges til børn der skal til at begynde i skolen, som oplæg til at snakke om god og dårlig opførsel.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar