Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda.
I Det Smukke Land er arbejdet det vigtigste. Folk er glade og tilfredse, og kun Kongen føler, at der mangler noget. Han opsøger i al hemmelighed den gamle historiefortæller, som fortæller ham historier om Fuglelandet på den anden side af Sumpen, som alle mener ikke findes.
En dag bestemmer Kongen sig for at besøge Sumpen, og finde ud af om Fuglelandet findes. Her møder han fuglepigen Ea, som fortæller, at hun er udset til at finde en gammel spådom, som kan fjerne Sumpen og redde begge deres lande. Kongen forelsker sig i hende, og gemmer hendes amulet, så hun ikke kan forlade ham, efter de har fundet spådommen.
Men tabet af amuletten får ikke Ea til at blive. Dybets Dronnings sorte fugle bortfører hende, og Kongens kærlighed kommer på en hård prøve, da han bestemmer sig for at overtage hendes plads og bringe spådommen tilbage til Fuglelandet.
Jeg læste bogen første gang som barn, og huskede bogen som god og uhyggelig. Som voksen er det så som så med uhyggen, men til gengæld opdagede jeg en hel del flere lag i historien, end jeg fangede som barn, og jeg nød at genlæse bogen med andre øjne.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der ikke er mange beskrivelser, så formår forfatteren alligevel at gøre historiens omgivelser levende. Samtidig er der noget drømmende og eventyrligt over den måde historien fortælles på, som gør, at bogen i den grad lever op til eventyr-delen af titlen. Både i fortællemåde og handling minder bogen nemlig om de gamle folkeeventyr, og jeg kunne da også nikke genkendende til flere elementer undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom den ikke var voldsomt overraskende, hvilket nok hænger sammen med at jeg har læst bogen før, så er den alligevel spændende og svær at slippe. Det er en historie om kærlighed, kultursammenstød, magi, lys og mørke, godt og ondt, viden og lyst, og historier, men først og fremmest er det en historie om identitet, og om hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt.
Personerne er levende og menneskelige, omend bipersonerne ikke er voldsomt nuancerede. Det hænger dog fint sammen med bogens historie, så jeg tænker lidt, at det måske er meningen. Kongen er bogens hovedperson, og han udvikler sig utroligt meget undervejs. Fra at være en fremmed i sit eget land til at finde ud af hvem han er, og opdage, at man nogen gange må ofre sig for kærligheden, og at arbejde og kreativitet hænger sammen. Hans kærlighed til Ea er tæt på at ødelægge alt, men alligevel er det den, der får ham til at forsøge at rette op på det han har gjort. Jeg kunne rigtig godt lide ham som person, selvom jeg godt kunne have tænkt mig, at han var lidt bedre til at slå igennem og vise autoritet. Han er jo konge, men det virkede lidt som om han lod andre bestemme for sig. Men det er bestemt et mindre irritationsmoment i en ellers fantastisk historie.
Bogen bød på et dejligt gensyn med en eventyrlig historie fra barndommen som stadig holder her 30 år senere. Den kan varmt anbefales til børn og unge med hang til eventyr, og til voksne med hang til nostalgi. En smuk historie om at være menneske.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar