tirsdag den 15. august 2017

Heksedatteren

Heksedatteren er en fantasybog skrevet af Sabrina Mose.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard

Alvira har, som datter af en heks, altid vidst at der fandtes magi. Men selvom Alvira er datter af en af de mægtigste hekse nogensinde, så er der ikke noget magisk ved hende, hvad der gør hende til en udstødt blandt heksene. Samtidig er hun også anderledes end almindelige mennesker, fordi hun ved magien findes.
Men da Alviras mor bliver brændt på bålet, ændrer alt sig. Snart må Alvira flygte fra den by hun er vokset op i, og som nu vil brænde hende på bålet for det hendes mor har gjort. Og det er ikke kun landsbyboerne der vil dræbe hende: Selveste Djævelen ønsker hende død, og han har sendt en gruppe hekse efter hende. Hekse, der vil have fat i en genstand hun arvede efter sin mor, og som ikke skyr nogen midler for at få fat i hende.
Heldigvis har Alvira Thor, landsbyens smed, som reddede hende fra at blive brændt, og som har sine egne erfaringer med magi. Sammen må de to finde en måde at slå Djævelen og hans håndlangere inden det er for sent...

Heksedatteren er en god fantasybog, som, selvom den havde et par skønhedsfejl, og jeg ikke var helt vild med plottet, absolut er værd at læse.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der har sneget sig et par stavefejl igennem korrekturlæsningen, så er det ikke noget der ødelægger læseoplevelsen. Beskrivelserne er utroligt livagtige, og særligt heksebrændingen i starten stod tydeligt - endda lidt for tydeligt - for mit indre øje. Jeg kunne næsten lugte det brændte kød og bålet, og det var kvalmende livagtigt. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt flere beskrivelser af lokaliteterne undervejs, da jeg havde lidt svært ved at se omgivelserne for mig.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg ikke var helt vild med plottet, så fungerede det rigtig godt, og der var plads til overraskelser undervejs. For mig var der lidt for meget religion blandet ind i det, men historien var god. Bogen er rigtig spændende, og fyldt med action, magi, overtro, religion, kærlighed, hævn, magtbegær, frygt og hekse. Plottet tager udgangspunkt i middelalderens forestillinger om hekse og djævletilbedelse, og historien har da også en historisk atmosfære, som hensætter læseren til middelalderen under læsningen.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kom til at holde meget af Thor, Alvira og den onde heks, Promilla. Bogens synsvinkel skifter mellem Alvira og Promilla, og man lærer derfor dem begge to rigtig godt at kende. Alvira er lidt ubeslutsom i starten, og fyldt med sorg og vrede over sin mors død. Langsomt kommer ønsket om hævn til at fylde mere og mere, og samtidig fylder relationen til Thor mere. Alvira kan dog også være lidt irriterende, og tænker sig ikke altid om, men hun er jo også teenager. Thor er stærk, hengiven og trofast, men han er også lidt naiv, og tror på det bedste i mennesker. Det spirende forhold mellem Alvira og Thor er virkelig fint skrevet, og de supplerer hinanden godt. Promilla er ond, men hun er også bange, og hendes frygt får hende til at gå længere end hun ellers ville i jagten på et længere liv. Hun både frygter og hader Djævelen, og samtidig er hun forblændet af de ting han lover hende, og den magt hun kan genvinde. Hun er utrolig nuanceret, og man kan som læser ikke lade være med at have en smule ondt af hende - selvom man ved hvad hun har gjort.
Alt i alt var det en god læseoplevelse, selvom historien ikke helt var mig. Kan man lide hekse med kant á la middelalderens forestillinger om magi og hekse, og med levende personer, så kan jeg bestemt anbefale den her bog.

Ingen kommentarer: