Den mørke sandhed

Den mørke sandhed er 1. bind af science fantasy-trilogien Seeker, skrevet af Arwen Elys Dayton.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Quin har hele sit liv trænet til at blive Søger, og kæmpe for det gode. Sammen med de to lærlinge Shinobu og John er hun nu tæt på at være udlært, og hun glæder sig til at aflægge eden, og endelig kunne være sammen med John, som hun er forelsket i.
Men John dumper den endelige prøve, og bliver forvist af hendes far, og samtidig finder Quin ud af, at Søger-hvervet er helt anderledes end hun havde troet. Desværre opdager hun det for sent. Eden er afsagt, og Quin er fanget i en umulig rolle. En rolle, som John ønsker hun bliver i. For John har sine egne motiver for at ville være Søger. Motiver, der intet har med det gode at gøre, men med hævn og retfærdighed for sin familie. Og han vil gå langt for at nå sine mål.

Det er snart længe siden jeg fik tilsendt den her bog, men selvom jeg havde glædet mig til at læse den, så tog det lang tid at komme igennem den. Jeg måtte starte forfra tre gange, og jeg må konstatere, at bogen bare ikke var noget for mig. Jeg var forvirret fra start til slut, og havde svært ved at forholde mig til personerne og universet.
Sproget er ellers godt. Det er letlæst og flydende, og beskrivelserne er levende. Alligevel forstod jeg ikke universet, som for mig var en underlig blanding af fantasy og science fiction, og jeg fandt aldrig ud af Søgernes rolle, hvad Gruerne var for nogen, eller hvornår historien skulle foregå.
Handlingen gik for mig mere op i hævn end noget sammenhængende plot. Alle var ude efter athameerne, og ingen havde rent mel i posen. I og med at jeg var forvirret fra start til slut, så fandt jeg aldrig rigtig historien spændende, og det på trods af at der er masser af action. Derudover er historien fyldt med hævn, forræderi, mord, magtbegær, kærlighed, venskab, misbrug, overnaturlige evner, og opløsning.
Selvom personerne er menneskelige og nuancerede, så blev de aldrig rigtig levende for mig, hvilket nok hænger sammen med, at jeg faktisk ikke brød mig om nogen af dem. Quin flygter fra både virkeligheden og sig selv, og det samme gør Shinobu. John er for optaget af at hævne sin familie til at fokusere på at leve, og alle tre forblændes af athameerne og deres magt. Alle tre ødelægges de af familiernes forventninger, deres egne valg og deres selvbedrag, og de lader sig frivilligt, i kraft af manglende eller negative valg, fastlåse i deres roller. Trekantsdramaet mellem dem var efter min mening totalt overflødigt, og gør bare deres individuelle selvbedrag større.
Bogen var svær at komme igennem, og efterlod mig med ligeså mange spørgsmål som da jeg startede med at læse den. Jeg håber nogle af spørgsmålene bliver besvaret i bind 2, som jeg også har liggende, og håber at få læst mens jeg stadig husker en smule af handlingen. Selvom bogen ikke lige var noget for mig, så skal det bestemt ikke afholde andre fra at læse den, da smag og behag jo som bekendt er forskellige, og jeg ved at en del andre læsere er meget begejstrede for den.

Se også forfatterens hjemmeside.