Sølvhavet

Sølvhavet er 4. og sidste bind i fantasyserien Heksesøstre, skrevet af Sidsel Katrine Slej.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup. 

De fire heksesøstre har overlevet deres sidste opgør med Jægeren, og hans medsammensvorne, Lexis mor Valentina. Samtidig lykkedes det dem at skaffe beviser for deres planer om at bygge en giftfabrik, men selvom de har sendt dem til avisen, er der ikke sket noget. Cornelia og de andre er sikre på, at Lexis mor har truet avisen til stilhed, og det er derfor op til dem, at stoppe Jægeren og Valentina én gang for alle, og helst før Jægeren får allieret sig med Midgårdsormen. 
Det er dog ikke helt så ligetil, da Jægeren bor på en ø, og den eneste måde pigerne kan komme usete derud, er ved at flyve. Noget, de endnu ikke har lært. 
Men at lære at flyve, er ikke Cornelias eneste udfordring. En dårlig oplevelse under en svømmetur har gjort hende bange for at svømme i havet, og da en mystisk dreng bliver ved med at dukke op og prøve at snakke med hende, er hun overbevist om, at hun bliver stalket. 
Kan Cornelia og hendes heksesøstre overvinde Jægeren før det er for sent? Og hvad har Cornelias ukendte far med det hele at gøre?

Det er altid lidt vemodigt at afslutte en serie, man i den grad har knuselsket, og det var derfor også med blandede følelser, at jeg kastede mig over Sølvhavet. 
Sproget er, ligesom i seriens foregående bind, letlæst og flydende, og beskrivelserne livagtige og billedskabende. De korte kapitler gør bogen hurtigt læst, og tempoet er højt hele vejen igennem.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og det lykkes forfatteren at få samlet alle trådene til sidst på fineste vis. Historien er spændende, og fyldt med action, forelskelse, venskab, hævn, hekse, magi, overnaturlige væsner og hemmeligheder, krydret med musik, nordisk mytologi, og familie. Samtidig er det en historie om at finde ud af, hvem man er, og overvinde frygten for det ukendte. 
Personerne er levende og menneskelige, og denne gang er det Cornelia, der har hovedrollen. Cornelia har aldrig kendt sin far, der forlod moren før hun blev født, men har altid elsket at svømme i havet, trods morens vandskræk. Hun elsker musik og at synge i sit heavy metal-band, og er gået fra at være en social outsider til nu at have tre tætte veninder og heksesøstre. At mestre magien har gjort hende mere selvsikker, og hun er bestemt ikke bange for at sige fra, hverken overfor mobberen Lexi eller mystiske, men lækre, stalkerfyre. Så da hun pludselig bliver bange for at svømme i havet, er det et hårdt slag. Kemien mellem Cornelia og Linh, Alva og Viola fungerer virkelig godt, og de fire piger supplerer og støtter hinanden på fineste vis. Forfatteren har formået at skrive et venskab, der helt organisk vokser for hvert bind i serien, uden det virker kunstigt eller forjaget, og som læser kan man mærke, hvor meget de fire piger holder af og stoler på hinanden. Og apropos venskab, så er jeg stadig vild med de tre andre heksesøstre, der, selvom de hver især har fået kærester på, stadig stiller op for hinanden når det gælder. At de i dette bind er bipersoner, ændrer ikke på, at jeg stadig knuselsker dem. Af nye bipersoner kan nævnes den mystiske Marlin, som er vild med Cornelia, men ikke har den bedste måde at vise hende det på, og Cornelias mor, som er utroligt støttende over for sin datter, men også gemmer på sine egne hemmeligheder, samt en temmelig broget kaptajn, som tager de fire heksesøstre med på fisketur. Og så er der selvfølgelig Jægeren og Valentina med deres onde planer og morderiske tendenser, og den lede Lexi, som stadig forsøger at få pigerne i fedtefadet. 
Alt i alt var Sølvhavet en rigtig god afslutning på en virkelig skøn serie, som opslugte mig i en sådan grad, at jeg glemte tid og rum. At den samtidig er virkelig flot udenpå har kun gjort fornøjelsen endnu større. Eneste kritik er, at jeg godt kunne have tænkt mig en lidt længere afslutning på bogen og dermed serien. Både fordi jeg synes det gik lidt vel hurtigt til sidst, men også så jeg kunne blive bare lidt længere i universet og sammen med de fire heksesøstre. Men det er absolut en mindre detalje, for bortset fra det nød jeg bogen i fulde drag. Er man til fantasy i den lettere ende, med masser af magi, venskab, spænding og overnaturlige væsner, så kan serien her kun anbefales, og jeg håber, forfatteren vender tilbage til personerne og universet en dag. Jeg er nemlig slet ikke færdig med heksesøstrene.  

Se også forfatterens hjemmeside.  

Skovens kald

Skovens kald er 3. bind i fantasyserien Heksesøstre, skrevet af Sidsel Katrine Slej. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup. 

Efter at heksesøstrene med troldenes hjælp forpurrede Lexis mors planer, er spændingen mellem de fire piger og Lexi større end nogensinde før. Bedre bliver det ikke, da Lexis mor sørger for, at hele klassen skal på lejrtur i Løvenholm Skovene. Det sted, hvor pigernes sidste kamp mod Jægeren fandt sted, og som Violas mor på det strengeste har forbudt Viola at tage hen. 
Samtidig begynder en ny dreng i klassen. Calder er hemmelighedsfuld, og ved tilsyneladende mere om Violas fars forsvinden, end hun selv gør. Og så kender han til nøglen, som hun fik af troldene som tak for hjælpen. 
En nøgle, som gemmer på en hemmelighed, der vender op og ned på alt, og som kan koste både mennesker og magiske væsener livet, hvis ikke det lykkes heksesøstrene at stoppe en frygtelig plan fra at blive ført ud i livet. Men kan pigerne overleve de kræfter, der truer dem? Og hvorfor forsvandt Violas far egentlig?

Jeg var vild med de første to bind i serien, og Skovens kald var bestemt ingen undtagelse. 
Sproget er letlæst, flydende og stemningsfuldt, og beskrivelserne er livagtige og billedskabende, så man næsten kan se og dufte naturen mens man læser. De korte kapitler, kombineret med det høje tempo, gør, at man som læser næsten flyver igennem bogen, uden at handlingen på noget tidspunkt føles forhastet. 
Plottet er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og masser af action. Historien er spændende, og fyldt med magi, forelskelse, venskab, afpresning, hemmeligheder, ondskab og skoleliv, samtidig med at den tager tunge emner som sorg, mobning og savn op. Det hele krydret med masser af overnaturlige væsner fra den danske folketro og et strejf af nordisk mytologi. 
Personerne er levende og menneskelige, og denne gang er det Viola, som har hovedrollen. Viola er både dygtig i skolen og har styr på sine magiske kræfter, men hun har også en sårbar side, som hænger sammen med savnet efter faren og angsten for, hvad der er sket med ham, efter han forsvandt sporløst for et år siden. Så da hun endelig får et spor, kan hun ikke lade være med at handle temmelig impulsivt, hvilket ikke er verdens bedste taktik. Samtidig er hun tiltrukket og fascineret af klassens nye dreng, Calder, som ved mere, end han siger, om den magiske verden. Og tiltrækningen er tilsyneladende gensidig. Af øvrige bipersoner holder jeg stadig rigtig meget af de andre heksesøstre, som hver især har fået mere selvtillid, og hvis venskab bare bliver dybere og dybere. De fire piger supplerer hinanden rigtig godt, og ikke kun i forhold til deres magiske evner. Lexi og hendes mor, derimod, er værre end nogensinde før. Lexi styrer stadig klassen med hård hånd, og bliver bare mere og mere ondskabsfuld, i takt med at lærerne endelig begynder at sige fra, og moren er en kold, hævngerrig, magtbegærlig voldspsykopat i høje hæle. Og så er der Jægeren, som stadig spøger, og er fast besluttet på at udrydde alle magiske væsner. 
I Skovens kald fortsætter de stærke takter fra de foregående bind i serien, og var man som jeg vild med de første bøger, vil man bestemt ikke blive skuffet. At bogen samtidig er utroligt flot og umulig at slippe gør kun læseoplevelsen endnu bedre, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og finde ud af, hvordan historien om Alva, Linh, Viola og Cornelia ender. 

Se også forfatterens hjemmeside.  

Tryllebundet

Tryllebundet er 2. bind af fantasyserien Heksesøstre, skrevet af Sidsel Katrine Slej. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup. 

Efter vækkelsen af deres magi og deres opgør med Jægeren er Linh, Cornelia, Alva og Viola tættere end nogensinde før. Lexi står til at blive smidt ud af skolen, og Linh har endelig fået den bedste plads på sit elitegymnastikhold. Desværre går der ikke lang tid, før pigerne løber ind i problemer igen. 
På en løbetur føler Linh pludselig, at nogen er efter hende, og kort efter viser det sig, at Lexi alligevel ikke bliver smidt ud af skolen, takket være hendes ligeså ondskabsfulde mors forbindelser. I stedet bliver hele klassen tvunget til at stable et tivoli på benene, og gæt hvem, der har fået de værste opgaver. 
Selv Linhs helle, gymnastikken, er under forandring, da en ny pige dukker op, og tager al opmærksomheden, også fra Linhs hemmelige crush. 
En uset ondskab rører på sig, og heksesøstrene må sammen tage kampen op. Men hvordan bekæmper man noget, man ikke kan se?

Jeg var vild med første bind i serien, og Tryllebundet levede i den grad op til mine forventninger. 
Som i første bind er sproget letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige og billedskabende, og de korte kapitler gør læsningen overskuelig. 
Handlingen er godt skruet sammen, og bogen er svær at slippe. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, venskab, forelskelse, mobning, og hemmeligheder, krydret med nordisk folketro, overnaturlige væsener, ondskab og hverdagen som elitegymnast. Og så er jeg vild med, at bøgerne foregår i min barndomsby, og områder, jeg er vokset op i. 
Personerne er levende og menneskelige, og denne gang er det Linh, der er hovedperson. Og hvor jeg i første bind ikke helt følte, at jeg lærte Linh rigtigt at kende, så ændrede det sig i den grad, og jeg endte med at holde meget af hende. Linh er dygtig i skolen, og den bedste på sit elitehold. Hun har endelig fået den plads på holdet hun har kæmpet for i flere år, og det er derfor et hårdt slag, da den nye pige Sol dukker op og Linh mister pladsen. Linh kæmper for at genvinde kontrollen over sig selv og sine følelser, ikke mindst dem for hendes crush Leo, og Lexis ondskabsfuldheder gør det ikke nemmere. Heldigvis har hun sine heksesøstre Alva, Cornelia og Viola, og man kan virkelig mærke, hvordan deres venskab og tillid til hinanden er vokset siden første bind. De fire piger supplerer hinanden supergodt, og stiller loyalt op, når de andre har brug for det, ligesom de holder sammen, når ondskaben truer. Af øvrige bipersoner holdt jeg især af Sol og Flint, som ved første blik ser ud til at have styr på det hele og få alting forærende, men som også har deres egne hemmeligheder og problemer. Og så elsker jeg stadig at hade Lexi, som om muligt er endnu mere modbydelig og ondskabsfuld i dette bind, med hendes mors støtte. Jeg må dog indrømme, at jeg er noget skuffet over de voksne, både lærere, skoleleder og pigernes forældre, som ikke virker superstøttende, og tilsyneladende affinder sig med at blive tromlet af Lexis mor, i stedet for at beskytte Lexis mobbeofre. 
Også dette binds omslag er utroligt flot designet af Danielle Finster og Lau Frank, og jeg elsker den måde snirkler og midterillustrationen på forsiden spiller sammen. 
Tryllebundet var en rigtig god fortsættelse på en virkelig stærk seriestarter, og var man fan af første bind, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen. Jeg glæder mig allerede til næste bind, og kan kun anbefale serien her. Bøgerne er måske nok letlæste, men indholdet er virkelig stærkt. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Magien vågner

Magien vågner er 1. bind i fantasyserien Heksesøstre, skrevet af Sidsel Katrine Slej.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup. 

Alva på 14 år og hendes familie er flyttet fra Skørping til Aarhus, og det betyder skoleskift for Alva. Desværre går den første dag i hendes nye klasse ikke supergodt. Godt nok får hun en ny veninde, Cornelia, men det lykkes hende også at lægge sig ud med klassens ledeste pige, Lexi. Noget, man ikke gør ustraffet. At klassens sødeste dreng, Emil, også er interesseret i Alva, gør kun spændingerne mellem de to piger værre. 
Samtidig begynder der at ske mystiske ting omkring Alva. Ting, der får ilden i hende til at flamme op, og en ny verden til at åbne sig for hende. Hvis, altså, hun kan overleve det, der er på vej. 

Magien vågner er starten på en letlæst fantasyserie for børn og unge, og en virkelig god en af slagsen.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne livagtige og stemningsfulde. Dialogerne flyder godt, og bogen er inddelt i korte kapitler, som er med til at gøre læsningen overskuelig. Bogen har lixtal 18, og er derfor i den lidt sværere ende af letlæsningsbøgerne, hvilket gør den til den perfekte overgangsbog for de børn og unge, der endnu ikke er klar til at kaste sig over de tykkere fantasybøger. 
Historien er spændende, og fyldt med magi, venskab, spirende forelskelse, ondskab, hemmeligheder og et strejf af nordisk mytologi, samtidig med at den tager temaer som mobning, flytning, og usikkerheden ved et skoleskift under kærlig behandling. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og især hovedpersonen Alva lærer man som læser rigtig godt at kende. Alva er intelligent, selvstændig og modig, og selvom hun føler sig en smule ensom efter at være flyttet væk fra sin veninde og usikker på at starte i en ny klasse, kaster hun sig alligevel ud i det, ligesom hun ikke er bleg for at sige fra over for klassens dronning og hendes klike. Af bipersonerne er det især pigerne Cornelia, Linh og Viola som står tydeligt. De tre er meget forskellige, men supplerer hinanden utroligt godt. Cornelia er sikker på sig selv, og nægter at ændre udseende eller væremåde, selvom det gør hende til klassens outsider. Hun er også loyal, modig og vild med heavy metal. Viola er åben og stærk, og ikke bleg for at tage styringen, når det gælder. Linh var nok den af pigerne, jeg kom mindst ind under huden på, hvilket egentlig passer fint til hendes personlighed. Linh kan virke kold og afvisende, og en smule besiddende over for sine venner, men når først hun er varmet op, er hun loyal og modig. Derudover er der Emil, klassens sødeste fyr, som giver Alva sommerfugle i maven, og som hader Lexi, hvilket der også er god grund til. Lexi er nemlig ondskabsfuld, manipulerende, hævngerrig og helt igennem led, hvilket for mig gjorde hende til en endnu værre fjende end den ondskab, de fire piger står over for. 
Sidst, men bestemt ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens indpakning. Omslaget er nemlig helt utroligt flot, med masser af snirkler og en virkelig flot forsideillustration, skabt af Danielle Finster og Lau Frank, der også har lavet de vignetter af pigerne, man kan se forrest i bogen. 
Alt i alt var Magien vågner en fornøjelse at læse. Er man vild med bøger med magi, venskab og kampen mod det onde, er bogen her helt klart værd at læse, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside. 

Leoniderne

Leoniderne er 1. bind i science fantasy-serien Spektrum, skrevet af Nanna Foss. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal. 

Emilie er klassens stille pige. Hun er dygtig i skolen, men har det svært i klassen socialt, hvor hun er mobberen Jonathans yndlingsoffer. Emilies bedste venner er brødrene Alban og Linus, som hun tilbringer næsten al sin tid sammen med. 
Emilie elsker at tegne, og er også god til det, men alt ændrer sig, da hun tegner en dreng, hun har set i sine drømme. Dagen efter begynder drengen, Noah, og hans søster Pi nemlig i Emilies klasse, og det er ikke den eneste uforklarlige ting der sker omkring Emilie. Snart begynder flere af hendes drømme at blive til virkelighed, men ikke alle drømme er lige gode, og snart står Emilie midt i et mareridt. 

Jeg læste Leoniderne første gang i den oprindelige udgave kort før serien blev rebootet tilbage i 2020, og nu har jeg så endelig fået genlæst den i den nye udgave. Udover at blive forbløffet over, hvor meget jeg havde glemt af handlingen (jeg tror mange af os har fortrængt dele af 2020), så endte genlæsningen med at være en virkelig god oplevelse, blandt andet fordi jeg opdagede flere af de spor som forfatteren lagde ud undervejs i bogen, end jeg gjorde første gang, jeg læste den. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke er fan af seriens nye forsider, men det er en smagssag. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, så man næsten kan mærke vinterkulden og lugte røgen, mens man læser bogen. En god portion humor, litterære og videnskabelige referencer og velfungerende dialoger er også med til at hjælpe stemningen og spændingen på vej. I forbindelse med rebootet fik sproget en opstramning, og selvom indholdet er det samme, har det gjort, at personerne føltes langt mindre hysteriske og mængden af teenagedrama reduceret i denne genlæsning, hvilket var rart. 
Mens bogens univers langt henad vejen er realistisk og sat i vores verden, så er der tilpas med mystiske og overnaturlige elementer til, at verdenen alligevel føles anderledes. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er fyldt med spænding, uhygge, venskab, mobning, paranormale evner, videnskab, kærlighed, identitet og tidsrejser, og så er serien foran sin tid i forhold til repræsentation af unge med handicap. 
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen Emilie, selvom hun til tider virkede lidt for selvmedlidende. Emilie er stille, dygtig i skolen og har talent for at tegne. Desværre gør det hende også til yndlingsoffer for Jonathan, som er noget af en psykopat. Selvom Emilie elsker sin familie, føler hun indimellem, at hun drukner i den hjemlige støj, og så er det godt, at hun kan besøge sit "andet hjem" hos Alban og Linus. Venskabet mellem Emilie og især Alban er virkelig godt beskrevet, og på trods af, at der intet seksuelt er imellem dem (og hvor er det befriende med et teenagevenskab uden antydning af kærlighedsfnidder), så er deres indbyrdes kemi og "søskendebånd" virkelig stærkt. Alban er da også den af bipersonerne jeg synes bedst om. Han er blind, men lader ikke sit handicap begrænse eller definere sig, og så har han en utrolig evne til at se positivt på tingene. Alban er også beskyttende, kreativ, intelligent og loyal, og parat til at gøre alt for at beskytte dem han elsker. Linus er måske nok Albans lillebror, men er ligeså beskyttende over for Alban, og vant til at hjælpe når Alban har behov for det. Han er nørdet, hyperintelligent og elsker computerspil og dyr. Tvillingerne Noah og Pi er på mange måder diametrale modsætninger. Pi ser lyst på tilværelsen, er positiv og venlig, mens Noah er mere lukket, grov i munden og har et voldsomt temperament. Adriana er klassens stræber. Hun er smuk, karakterfokuseret og har sin egen klike, men kan også virke kold og  lukket. Hvor Emilie skal tvinges til at sige noget i timerne, kan Adriana næsten ikke få hånden ned, men samtidig får man efterhånden en følelse af, at Adriana er mere sårbar og usikker, end man skulle tro. Jeg kunne da heller ikke undgå at have en smule ondt af hende, især efter hendes mor kom på scenen. Jeg ville dog ønske, at bogens voksne var en smule mere tilstedeværende, både fysisk og følelsesmæssigt, og ikke mindst skolens lærere, som må være kollektivt blinde over for den hårde mobning Jonathan står for. Men det er en også den eneste anke jeg har i forhold til persongalleriet. 
Leoniderne var en virkelig god og spændende start på en serie hvor spændingen er i top, karakterarbejdet eminent, og forfatteren samtidig formår at bringe vigtige og tabuiserede emner som mobning, sorg og at leve med handicap på banen, uden det bliver moraliserende eller drukner handlingen. Kan man lide tidsrejser, paranormale evner, masser af spænding, humor og fantastiske karakterer, så kan bogen her kun anbefales. For mig var Leoniderne helt klart gensynet værd, og jeg glæder mig til langt om længe at få læst videre i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Fjendeland

Fjendeland er 2. bind af fantasytrilogien Legendens ridder, skrevet af Jeanette Sigtenborg. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co. 

Elena er fast besluttet på at redde sin bror, kronprins Nicholas, fra fjendens kløer. Sammen med sin nye veninde Anna er hun rejst ind i Nordan. Målet er kongeslottet i hovedstaden, og det skal gå hurtigt, for Nicholas' liv er i fare. 
Men at rejse gennem et land i krig - og endda fjendens - er langt fra ufarligt. Bliver hun opdaget og afsløret er det ikke kun hende selv, der vil være i fare, men også hendes folks tro på Legendens ridder, tronen, hendes familie og Danvangs eksistens. 
Elena får brug for alt sit mod, hvis hun skal redde sin bror, men hun er ikke den eneste, der har hemmeligheder, og vil hun overleve, må hun finde ud af, hvem hun kan stole på, før det er for sent.

Jeg kunne rigtig godt lide første bind i serien, men på trods af cliffhangeren til sidst, tog det alligevel noget tid for mig at få læst det næste bind. Ikke så meget på grund af bogen selv, selvom den først for alvor fangede mig halvvejs inde, som på grund af udefrakommende faktorer. 
Universet er logisk og gennemført, og med turen ind i fjendeland udvides verdenen en del, ligesom der kommer mere fokus på legendens ridder og historien Danvang og Nordan imellem. Jeg savnede dog stadig noget mere worldbuilding og et kort, da jeg havde svært ved at forestille mig de geografiske afstande, og det derfor virkede som om, Elenas rejse var meget kort. 
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom dele af plottet stadig er noget forudsigeligt, var der også flere overraskelser undervejs. Tempoet er højt, og historien er spændende, og fyldt med action, hemmeligheder, mod, forræderi, krig, fjender, grusomhed, magi, riddere, venskab, familiebånd og en forklædt prinsesse. Og så slutter bogen med en cliffhanger, der gør det svært ikke at læse næste bind med det samme. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og hvor vi i første bind primært fulgte Elenas synsvinkel, med enkelte kapitler fortalt fra hendes fars, er fordelingen i dette bind mere ligeligt fordelt mellem Elena, kong Mortimer og kong Lukas. Det betyder, at vi får et bedre indblik i årsagerne til krigen og dens konsekvenser, samtidig med at vi finder ud af, at ikke alt er så sort/hvidt som Elena troede. Det er dog stadig Elena, der er primær hovedperson, og mens hun bestemt ikke mangler mod, pligtfølelse, stædighed eller kærlighed til sit land og sin familie, så blev jeg til tider noget irriteret over hendes impulsivitet og manglende evne til at holde mund. Hendes prinsessebaggrund og stolthed fornægter sig ikke, når hun mundhugges med fjendtlige adelige, og at hun ikke blev afsløret eller smidt i en fangekælder undervejs var mere held end forstand. Kong Lukas går ikke af vejen for grusomhed og virker kold, men bærer også på en stor smerte som, måske, måske ikke, er nøglen til krigen. Lukas er fast besluttet på at få hævn over Danvang, og er parat til at gøre alt for at knuse kong Mortimer. Kong Mortimer er bekymret for begge sine børns skæbne, og fast besluttet på at stoppe Elena før det er for sent. Samtidig er han også dybt bevidst om det ansvar, han har for at styre sit folk og sit land igennem krigen med så få tab som muligt. Men også han har en mørkere side, og er ikke bleg for at gribe til vold, for at få det, han vil have, hvilket blandt andet går udover Petrus. Af bipersonerne holdt jeg især af Anna, som bare ønsker en familie, og selvom hun har sine egne hemmeligheder, alligevel loyalt forsøger at hjælpe Elena med at redde Nicholas. Jeg syntes også rigtig godt om Annas moster fru Bothild, som, selvom hun har andre grunde til at forsøge at stoppe kong Lukas end Elena, alligevel har overskud til at hjælpe to piger i knibe. Og så var jeg ret glad for Vilfred, hertugsønnen, som trods sin loyalitet til kong Lukas og krigsdeltagelse også ønsker en ende på krigen, og forsøger at handle ærefuldt. 
Alt i alt var Fjendeland en god fortsættelse, selvom den for mig ikke helt levede op til første bind i serien. Selvom tempoet til tider var lidt for højt, og jeg ønskede mig mere worldbuilding, så var personerne interessante, og skiftet mellem de tre synsvinkler fungerede virkelig godt. Jeg er spændt på at se, hvordan forfatteren får afsluttet historien i næste bind, og glæder mig til at læse videre. Var man fan af første bind, eller er man til klassiske fantasyhistorier med masser af tempo, kan Fjendeland absolut anbefales. 

Sagaen om Sejd

Sagaen om Sejd er en fantasytegneserie skrevet og illustreret af Niels Hovmand-Hansen. 

Tegneserien er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Stregfabrikken.

Krigeren Gretter er blevet fredløs, og rejser rundt i landet Embla, som er plaget af mystiske udyr. Ingen ved, hvorfra udyrerne kommer, og Gretter overlever ved at slå dem ihjel. 
Da han kommer til gården Sandhauge, bliver han endnu en gang bedt om at hjælpe. Men der er mere på spil end udyr, og snart står Gretter over for sin livs kamp. 

Det er sjældent jeg anmelder tegneserier, men jeg sagde alligevel ja, da forfatteren spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde den her. Desværre var den ikke noget for mig, hvilket mest skyldtes tegnestilen, som jeg havde svært ved at forlige mig med.
Sproget er letlæst, og dialogerne fungerer fint. Navne, stednavne og begreber er tydeligt inspireret af nordisk mytologi, og det gav det fremmedartede univers noget velkendt, som fungerede rigtig godt. 
Personligt kunne jeg godt have brugt lidt mere worldbuilding, og lidt mere forklaring på vølvernes magi, men det er mere en personlig præference end en mangel ved historien, da jeg næsten aldrig kan få worldbuilding nok. 
Handlingen er godt skruet sammen, og historien er fyldt med action, spænding, forræderi, magi, mystiske udyr, hævn, ondskab, blodige kampe og mod. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt mere uddybning undervejs, da det hele gik lidt for hurtigt for mig, og jeg havde lidt svært ved at gennemskue baggrunden for konflikten mellem vølverne. 
Personerne er levende, men jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere baggrundshistorie for dem, da jeg aldrig helt følte, jeg kom ind under huden på dem, og især hovedpersonen Gretter havde jeg det svært med. Hans grove sprog og opførsel gjorde det svært for mig at heppe på ham, til trods for det mod han udviste undervejs, og for mig virkede han ikke helt troværdig, da jeg ikke forstod, hvorfor han opførte sig, som han gjorde. Til gengæld syntes jeg det var fedt, at der var så mange stærke kvindelige bipersoner, og selvom jeg ikke helt forstod vølvernes kræfter, så var jeg ret vild med deres mod, og sammenholdet mellem Hylla og Groa. 
Desværre havde jeg det virkelig svært med tegnestilen, som på ingen måde var min kop te. Personernes ansigtsudtryk virkede stive, og der manglede variation i ansigtsudtrykkene, som var meget ensartede, og gjorde det svært at skelne mellem personerne. Proportionerne på kroppene var en anelse flydende, og kroppenes bevægelser virkede ikke altid lige godt. Baggrundene er meget enkle, og mange steder tomme, med kun en baggrundsfarve, hvilket fik personer og scener til at fremstå endimensionelle og flade. Mit største problem var dog farvelægningen. Udover at det meget er de samme farver, der går igen, så virkede farverne på mig uharmoniske, og skar mod hinanden, og de mange flader i samme farve gjorde, at det hele virkede livløst og fladt, trods masser af actionscener. 
Sagaen om Sejd var, trods et godt sprog, interessant univers og masser af action, desværre ikke noget for mig, og især tegnestilen havde jeg det virkelig svært med. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har lagt masser af kræfter i tegneserien, og derfor er jeg også virkelig ked af, at jeg ikke bryder mig mere om den. Men smag og behag er jo forskellig, og især hvad angår tegnekunst. 

Fanny Fairychild - Alf af hjertet

Fanny Fairychild - Alf af hjertet er 3. og sidste bind af Lykke Lindbos fantasytrilogi Fanny Fairychild.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Tanken og Mindet. 

Det er lykkedes Fanny, med hjælp fra sine venner, at redde alferne fra Midgårdsormens gab, men selvom alferne nu er vendt hjem, har meget forandret sig i Alfheim. 
Hel har, med hjælp fra Frejas ituslåede spejl, sendt sine dødehære ud i de ni riger, og deres råd og fordærv truer med at opsluge alt levende. Ragnarok er tættere på end nogensinde før. 
Men med Odin tilbage i Asgård, er der håb om, at guderne kan stoppe Hel, før det er for sent. Hvis altså guderne kan finde på en plan, og redde Heimdal fra Hels kløer.
Men Hel har et es i ærmet, og en lille alf er måske den eneste, der kan stoppe verdens undergang. 

Jeg var ret vild med de første to bind i serien, og heldigvis formåede sidste bind at afslutte historien om Fanny på en rigtig fin måde. 
Sproget er letlæst og flydende, og jeg elsker den måde, som forfatteren får indflettet ord og begreber fra den nordiske mytologi undervejs, da det er med til at give historien den helt rigtige atmosfære. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og især Hels domæne fremstod skræmmende livagtigt. 
Universet udvider sig endnu engang, da vi får et indblik i nye riger og steder, og jeg er vild med, hvordan forfatteren får flettet alfer, nordisk mytologi og vores egen verden sammen. At bogen samtidig er udstyret med både runealfabet, ordliste og indtil flere kort er med til at give bogen og universet det sidste pift, og gøre hele læseoplevelsen til noget helt særligt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som både overrasker og holder læseren limet til stolen hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med guder, krig, forræderi, intriger, kærlighed, familie, sorg, alfer, og magi, og forfatteren formår at få afsluttet historien på virkelig fin vis, med en slutning, som både varmede, og fik mig til at knibe en tåre eller to. 
Personerne er levende og nuancerede, og det er skønt at følge, hvordan Fanny har udviklet sig undervejs. Fra at tvivle på sig selv, har hun fået mere mod og selvtillid, og samtidig fået bearbejdet en del af sorgen over morens død. Og selvom hun stadig ikke har helt kontrol over sine evner, og familiekonflikterne stadig ligger og lurer, så har hun et stort og varmt hjerte. Af bipersonerne kunne jeg rigtig godt lide Odin, som har forandret sig en del, siden vi som læser første gang mødte ham, men også den godmodige og lettere naive jætte Agner, og kærlighedsgudinden Freja holdt jeg meget af. Og så kunne jeg heller ikke helt lade være med at have sympati for Hel, trods hendes noget barnlige opførsel og undergangsplaner. Fannys stedmor, derimod, kom jeg aldrig rigtig til at holde af, og hendes far var lidt for vattet for min smag. 
Sidst, men ikke mindst, er der bogens design. Udover at bogen er gudesmuk at se på, med guldfolie på omslaget, og en utrolig smuk forsideillustration, så er bogen også fyldt med skønne illustrationer, og især de førnævnte kort er jeg ret vild med. 
Fanny Fairychild - Alf af hjertet var en skøn læseoplevelse, og en virkelig god afslutning på serien. Fans af serien vil ikke blive skuffede, og er man vild med nordisk mytologi, kan serien kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Råddenskab

Råddenskab er 2. bind af fantasytrilogien Ravneringene, skrevet af Siri Pettersen.

Bogen er modtaget som gave til Bogbloggertræf 2016 af forlaget Høst & Søn. 

For at redde Ymslanda og Rime fra de ligfødte, er Hirka rejst gennem Ravneringene, til den verden hun stammer fra. Men livet blandt menneskene er slet ikke, som hun havde forestillet sig, og hun er ikke spor tættere på at finde ud af, hvem hun egentlig er.
I Ymslanda er problemerne ikke forsvundet med Hirka. De ligfødte er stadig på fremmarch, mens Rådet har travlt med sine egne intriger, og Rime forsøger desperat at holde sig selv oppe, trods savnet.
Og samtidig er der flere, der er ude efter Hirka. Både i forsøget på at hjælpe hende - og i forsøget på at slå hende ihjel. For råddenskaben findes også blandt menneskene, og kilden bag, vil gøre alt for at få fat i Hirka.

Jeg var vild med første bind i serien, og var derfor meget begejstret, da jeg fik bind 2 som gave til Bogbloggertræffet i 2016. Jeg havde planer om at læse både bind 2 og 3, da bind 3 udkom, men det blev ikke rigtig til noget, og i stedet fik jeg skubbet serien foran mig i rigtig lang tid, trods en stor lyst til at læse den. Et af mine mentale fortsætter for 2018 var, at jeg ville have læst trilogien færdig, og med kun 11 dage tilbage af året, har jeg endelig fået begyndt på projektet.
Og nej, hvor jeg sparker mig selv, for ikke at have læst Råddenskab før. Den var nemlig lige så fantastisk som jeg havde regnet med, og selvom den ikke levede helt op til etteren for mig, så elskede jeg stadig historien og personerne.
Sproget er letlæst og flydende, og man mærker tydeligt den nordiske indflydelse både i universet, navnene og talesproget. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og forfatteren er virkelig god til at skabe deprimerende miljøer, hvor man ligefrem kan mærke tristheden og desperationen. Men også håbet.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der overrasker gang på gang, og en spændingskurve, som bare stiger hele tiden. Historien er fyldt med action, intriger, forræderi, opofrelse, kærlighed, magi, hemmeligheder og fremmede verdener, og jeg kunne næsten ikke slippe bogen, da jeg først var begyndt på den.
Universet udvider sig i dette bind, da Hirka ender i en verden, som til forveksling ligner vores, og selvom jeg foretrak scenerne i Ymslanda, som var det univers jeg forelskede mig i, i første bind, så hang både historie og univers rigtig godt sammen.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, og forfatteren er god til at skabe nuancerede personer, som man både kan forstå og føle med. Og det er ligegyldigt, om det er skurkene eller heltene. Hirka og Rime er hovedfortællerne i bogen, hvilket fungerer rigtig godt, fordi man både følger Hirkas søgen efter svar, i den verden hun kommer fra, og Rimes desperate forsøg på at forandre Rådet i den verden hun forlod. De savner begge hinanden, og må begge kæmpe mod forræderi, død og fortvivlelse. Hirka er en skøn hovedperson. Hun er modig, selvopofrende og stærk, og hendes kærlighed til Rime er altoverskyggende, ligesom hendes hjemve. Hirka forsøger at finde sig til rette i en helt ny verden, som er så fremmedartet og anderledes end den hun er vokset op i, som overhovedet muligt. Hendes eneste ven viser sig at være en anden, end den hun troede, og da hun lærer sandheden om sig selv at kende, må hun gøre op med sig selv, hvem hun vil være. Rime er fysisk stærk, modig og temperamentsfuld, men han er også impulsiv og, på trods af, at han er vokset op som arvtager og med politiske intriger helt tæt inde på livet, forbløffende dårlig til at manøvrere politisk. Han ved, hvad han vil, men nægter at følge spillets regler, og rager uklar med såvel Rådet, som dem, han troede, var hans allierede. Og det er ikke klogt, når nu de ligfødte stadig huserer, og der er brug for enighed for at besejre dem. Hans kærlighed til og længsel efter Hirka formørker også hans dømmekraft, og han foretager nogle virkelig dumme handlinger undervejs. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at holde af ham, og jeg krydser stadig fingre for en happy ending i tredje bind. Af bipersonerne holdt jeg især af Fader Brody, den venlige præst, som forsøger at hjælpe Hirka, og Stefan, trods hans anløbne karakter og hans forsøg på at myrde Hirka.
Jeg var vild med bogen, og glæder mig allerede til at læse tredje og sidste bind, så jeg kan finde ud af, hvordan det hele ender. Kan man lide fantasy med et tydeligt nordisk islæt, fantastisk worldbuilding og nuancerede personer, så kan den her serie varmt anbefales. Alt ved den er fantastisk - og det gælder også bøgernes enormt smukke covers. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.

Blodbæst

Blodbæst er 2. bind af fantasyserien Ovanienprofetierne, skrevet af Lene Dybdahl.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Det er lykkedes Skyriel at redde sin læremester, magikeren Alainon, fra kongens frygtede fængselsø, Darc Nox. Men strabadserne har taget hårdt på Alainon. Han er meget syg, og bliver hele tiden svagere, og Skyriel frygter at han vil dø, hvis ikke hun finder hjælp. 

Men at finde hjælp er ikke nemt, for kronprins Drystan har udlovet en dusør til den person, som fanger Alainon igen, og har derudover sendt en mørk magiker ud for at finde ham. Og det er ikke kun kronprinsen der er ude efter Alainon. Også Skyriels bedstefar har sendt en dusørjæger afsted, for Alainon er den eneste der måske kan redde hans datter, Skyriels mor, fra den frygtelige sygdom, kaldet blodbæst, som hærger Ovanien. 

Samtidig ulmer oprøret blandt både adelige og fattige, som frygter ypperstepræsten og hans nye gud, for slet ikke at tale om kronprinsen, som, hvis rygterne taler sandt, snart vil være landets nye konge. Og når det sker, er krigen så godt som sikker, for Drystan vil have mere magt, og det vil være de færreste der kan stå i vejen for ham. Der er dog håb: Der går nemlig rygter om, at kongen har en ældre søn, og er det rigtigt, kan Drystans magt blive brudt. 

Og så der profetierne om den udvalgte, som Skyriel ikke ved om hun skal - eller vil - tro på. For kan det virkelig passe at hun har magten til at vælte kongen og redde Ovanien? 

Jeg var vild med første bind i serien, og havde derfor glædet mig meget til at læse videre i serien. Og jeg blev da heller ikke skuffet, for toeren levede i dén grad op til forgængeren. 

Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er levende og billedskabende. Som læser kan man ligefrem mærke kulden sive ud fra siderne, lugte blodet, og føle den knugende håbløshed fra fængslets mure. Talesproget er nutidigt, og bandeordene er opfindsomme og morsomme, og minder mig faktisk en del om kaptajn Haddocks svovlen fra Tintin-albummene (hvilket skal opfattes som en kompliment - jeg elsker Tintin!). 

Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overrasker hele vejen igennem. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, forræderi, intriger, magi, hemmeligheder, overnaturlige væsener, mystiske sygdomme, religion, magtbegær, kærlighed og kønsroller. Riddere, pirater, onde ypperstepræster, drager, bastarder og magikere befolker bogens persongalleri, og selvom der er mange tråde at holde styr på, så formår forfatteren at få det hele til at gå op i en højere enhed og strikke en historie sammen som er helt sin egen, og umulig at slippe. 

Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, fejl og moral, og man kan ikke undgå at holde af dem, med enkelte undtagelser (host, Drystan, host). Skyriel er rapkæftet, stædig, nysgerrig og impulsiv, og især det sidste giver hende problemer gang på gang. Men hun er også loyal, med hjertet på rette sted, og vil gå gennem ild og vand for dem hun elsker (næsten bogstaveligt talt). Selvom jeg rigtig godt kunne lide hende, må jeg dog indrømme, at jeg til tider havde det lidt svært med hendes impulsivitet, fordi hun tilsyneladende ikke lærte af sine fejl, og begyndte at tænke sig om, hvilket gjorde at hun konstant havnede i farlige situationer, som hun kunne have enten undgået helt eller minimeret, hvis hun lige var standset op og havde tænkt over det, før hun gik i gang. Men hvem ved, måske vokser hun fra det i de senere bind. Uanset hvad ændrer det ikke på, at hun er en heltinde med både mod, vilje og ben i næsen, og en stædighed som ville gøre en okse stolt. Også bipersonerne er nuancerede og interessante, og som læser lærer man dem rigtig godt at kende undervejs. Ikke mindst fordi bogen fortælles fra flere forskellige synsvinkler, og man derfor virkelig kommer ind under huden på flere af personerne. Og det gælder både helte og skurke. Jeg var især vild med Lovel, som virkelig udvikler sig i løbet af bogen, men også piraten Skarpskygge, Eldira og Askarion kunne jeg rigtig godt lide. Og hvad angår skurkene...Ja, så hader jeg stadig Drystan, og hans elsker, Blaid, er heller ikke ligefrem en hyggeonkel. 

Var man vild med Skyriel, og kan man lide bøger med stærke, rapkæftede heltinder, overraskende twists og masser af magi, så vil Blodbæst bestemt ikke skuffe. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside. 

Konkurrence

Sponsoreret indlæg.

Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg sidst har afholdt en konkurrence på bloggen, og derfor er det tid til en igen.
I anledning af, at tredje bind af Iron Fey sagaen af Julie Kagawa udkommer i dag, har forlaget HarperCollins Nordic været så søde at sponsorere et eksemplar af bogen, Jerndronningen, til en heldig vinder.
Jeg har tidligere anmeldt bind 1 og 2, og kan bestemt anbefale serien.
Du deltager på denne måde:

Skriv en kommentar og anbefal mig en fantasyserie du synes jeg skal gå i gang med. Husk at skrive din e-mail i kommentaren, så jeg kan få fat i dig hvis det er dig der er den heldige vinder.
For at deltage skal du have dansk adresse.

Vinderen trækkes søndag den 6. august og får direkte besked.

På elverfødder

På elverfødder er 3. bind af Mikkel Wendelboes fantasyserie Aiñafablen.

Der er gået to år siden Lucas, Lasse og Chris vendte tilbage til jorden og livet som mennesker. Men selvom det var Lucas´ valg at vende tilbage, så savner han elverlivet, Aiña og ikke mindst Stjerne, og han er ved at falde helt fra hinanden.
Men så sker der noget, der ændrer alt. En gammel fjende dukker pludselig op, og Lucas finder ud af, at Aiña ikke er færdig med ham. Hans elverkræfter vender tilbage, men prisen er høj. Lasse og Chris er nemlig blevet bortført til Aiña af dødsgudens mænd, og nu må Lucas sætte alt ind på at redde dem. Først skal han dog lige finde en vej tilbage til Aiña. En vej, som fører ham til Sektion 3, hvor han får selskab af fire mennesker, som følger med ham til Aiña.
Der er gået 25 år siden Lucas sidst var i Aiña, og meget har ændret sig. Ikke mindst forholdet til Stjerne, som pludselig er blevet vældig kompliceret. Der er dog ikke tid til at gøre noget ved det, for hvis Lasse og Chris skal reddes, og dødsgudens planer forpurres, må elvere og mennesker arbejde sammen, og tage på en farlig rejse. En rejse, som kan ende med døden.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Skriveforlaget. 

Jeg var ret glad for de to første bind i serien, og derfor glædede jeg mig også til at læse videre. Men jeg må indrømme at bind 3 skuffede mig en smule. Ikke fordi det ikke er en god historie, men fordi der var nogle elementer som irriterede mig, og ødelagde en smule af fornøjelsen, men mere om det senere.
Jeg starter med det positive. Sproget er igen letlæst og flydende, med levende beskrivelser og et fantastisk univers, som bliver ved med at udvide sig med nye væsener og steder. Handlingen var godt skruet sammen, og bogen havde en del twists undervejs, som gjorde det svært at forudsige hvad der ville ske. Historien er fyldt med action, drabelige kampe, kidnapninger, kærlighed, venskab, intriger og usikre alliancer, fortalt i et hæsblæsende tempo som holder læseren fanget hele vejen igennem. Og slutningens cliffhanger sikrer, at jeg kommer til at vente i spænding på næste bind.
Personerne er levende og realistiske, og man kommer til at lære dem virkelig godt at kende. Det er da også især på personområdet, at man kan mærke at forfatteren har udviklet sig, for de er blevet mere og mere levende fra bog til bog, og især bipersonerne har fået mere dybde og taletid, hvilket er med til at gøre både dem og handlingen mere interessant. Jeg var især glad for Gnist, som jeg syntes tilførte universet et friskt pust, og jeg synes det var genialt at hun fik lov til at fortælle noget af historien. Desværre irriterede Lucas mig en del i denne bog. Jeg synes han i starten var lige lovlig klynkende, og da han fik elverkræfterne igen blev han både fordømmende og selvretfærdig over for menneskeracen, hvilket jeg synes var noget usympatisk og faktisk også en smule hyklerisk, da han jo selv brugte Sektor 3-folkene til at komme tilbage til Aiña. Jeg var heller ikke vild med den måde han reagerede på da han mødte Stjerne igen og fandt ud af at tingene havde ændret sig. Til gengæld synes jeg transformationen fra Lucas til Tordenstød var rigtig godt beskrevet, med den måde Lucas begynder at tænke på sig selv som Tordenstød og identificere sig selv som elver i stedet for menneske.
Jeg er stadig vild med seriens univers og den måde som forfatteren blander science fiction, dinosaurer og magi. Forfatterens inspiration kommer mange steder fra, og selvom jeg synes dette bind er lige lovlig inspireret af Hunger Games-trilogien, så fungerer det overordnet rigtig godt.
Kunne man lide de to første bind i serien, så vil man også kunne lide denne bog. Jeg er da heller ikke i tvivl om, at jeg vil fortsætte med serien, selvom der var nogle elementer der irriterede mig i dette bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

Skyggetimen

Skyggetimen er 2. bind af Melissa Greys fantasytrilogi Fjer og Flammer.

Echo skjuler sig sammen med Ivy, Jasper, Caius og Dorian efter slaget ved Schwartzwald. Hendes binding til Ildfuglen har fået både drakhanere og avicenere til at lede efter hende, og begge parter ønsker at bruge hende i deres krig mod hinanden.
Jasper plages af et sår som ikke vil heles, og modvilligt søger gruppen hjælp ved en troldmand, som Jasper kender. Men troldmænd er ikke til at stole på, og samtidig har han et lidt for godt øje til Jasper.
Echo begynder efterhånden at mistænke, at ildfuglen ikke var den eneste kraft der kom ind i verden, og da Reden angribes af en mørk kraft, bliver hendes mistanke til virkelighed. For ildfuglens lys har en skyggeside, og Caius´ søster er ude efter den.
For at redde sin familie må Echo finde ud af mere om ildfuglen og dens modstykke. Men det er ikke let, og tiden er ved at rinde ud.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda.

Jeg var helt vild med første bind i serien, som var en af de bedste bøger jeg læste sidste år. Og lige siden jeg læste sidste side af Midnatspigen har jeg ventet i spænding på andet bind. Jeg var dog også noget nervøs, for ville bogen nu kunne leve op til første bind? Nu har jeg så læst Skyggetimen, og jeg må sige at min nervøsitet blev gjort til skamme. Der gik nemlig ikke ret mange sider før jeg igen blev suget ind i historien, og bogen bød på et kærkomment gensyn med et højtelsket og magisk univers, som jeg har savnet mere end jeg troede.
Der er fuld fart over handlingen, men alligevel føler man som læser på intet tidspunkt at det går for hurtigt. Jeg sad helt ude på kanten af stolen, og siderne vendte næsten sig selv, mens historien blev rullet ud for mine øjne. Kærlighed, krig, venskab, magi, forræderi, jalousi, intriger og hemmeligheder fyldte min tid, og det ene uventede twist efter det andet holdt mig lænket til stolen og bogen i spænding. Der var forbudt kærlighed en masse, og firkanten mellem Rose, Echo, Caius og Rowan var utroligt godt beskrevet, og virkede både realistisk og uløselig - på den gode måde, altså. Og som et friskt pust var der også en homoseksuel kærlighedshistorie mellem to af bipersonerne, som blev fortalt på en virkelig fin måde - i øvrigt også med en slags trekantsdrama.
Bogens univers ligner ikke noget jeg har læst før, og alligevel er der noget velkendt over det, som gør at man som læser kan identificere sig med personerne og føle sig hjemme blandt drakhanere og avicenere. Jeg er i øvrigt vild med den måde, som forfatteren bruger litterære referencer til især andre fantasybøger, og så synes jeg som bibliotekar det er skønt, at biblioteker og bøger (fysiske, forstås) spiller så stor en rolle i historien.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er både levende og stemningsfyldte. Tonen i bogen ligner ikke noget jeg før har læst, men har noget magisk og overnaturligt over sig, som er svær at beskrive.
Personerne er levende og menneskelige, og er en perfekt blanding af godt og ondt. Echo er stædig, stærk, og har et stort hjerte, hvilket er både hendes styrke og hendes svaghed. Hendes voksende kraft skræmmer hende, og især Roses tilstedeværelse i hendes hoved gør det svært for hende at finde ud af hvilke følelser der er hendes, og hvilke der er Roses. Det komplicerer hendes forhold til både Caius og Rowan, og gør det svært for hende at stole på sig selv.
Caius er en prins uden trone. Hans voksende følelser for Echo både skræmmer og forvirrer ham, da han har svært ved at finde ud af, om det er Roses tilstedeværelse i Echo eller Echo selv han har følelser for. Samtidig er han dybt såret over sin søsters forræderi, og fast besluttet på at redde sit folk, hvad enten de ønsker det eller ej. Og det inkluderer hans søster.
Også bipersonerne er interessante og realistiske, og forfatteren forstår at skrive nuancerede personer som man som læser ikke kan lade være med at holde af. Jeg var især glad for Dorian og Ivy, som virkelig udvikler sig i løbet af bogen.
Skyggetimen er lige så fantastisk som første bind i serien, og jeg kan næsten ikke vente på at tredje og sidste bind i serien udkommer. Bogen og serien har mine varmeste anbefalinger.

Se også forfatterens hjemmeside.

Oprørerne

Oprørerne er 2. bind i Julie Kagawas fantasyserie Sagaen om Talon.

Ember er sammen med den omstrejfende drage Riley flygtet fra Talon og Sankt Georg-ordenen. Det lykkedes dog kun fordi Garret, en af Sankt Georg-ordenens soldater, hjalp dem, og han er nu dømt til døden for forræderi.
Ember er fast besluttet på at redde ham, og det lykkes hende at overtale Riley og hans menneskelige hjælper Wes til at hjælpe hende.
Men selvom de redder Garret, betyder det ikke at faren er overstået. Tværtimod er den vokset, fordi både Sankt Georg-ordenen og Talon nu er ude efter dem. Og ingen af dem helmer før de finder dem.
Samtidig finder ordenen flere og flere af Rileys reder, hvor unge drager, der er flygtet fra Talon, skjuler sig, og Riley og Wes bliver mere og mere sikre på, at der er en forræder blandt deres folk.
For at få mere information tager Riley, Wes, Ember og Garret til Las Vegas. Men byen er fuld af farer, og hos Talon har Embers bror Dante lagt en snedig plan, som skal få hende tilbage til organisationen.
Og som om det ikke er nok, må Ember også forholde sig til de følelser hun har for både Garret og Riley. Følelser, der splitter hendes menneskelige og dragelige sider, og som skræmmer hende.
Snart må Ember træffe et valg. Et valg mellem frihed, familie og kærlighed. Først skal hun dog lige overleve...

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. 

Bogen fortsætter hvor første bog slap. Der er action fra første side, og handlingen er endnu en gang fyldt med spænding, kærlighed, intriger, forræderi, jalousi, hemmeligheder, magi og drager. Plottet er godt skruet sammen, og de mange twists undervejs gør det umuligt at forudse, hvad der vil ske. Det er med til at holde læseren fanget hele vejen, og de livagtige kampscener gør, at man tit sidder helt ude på kanten af stolen under læsningen.
Seriens univers udvider sig endnu mere i denne bog, og læseren får mere at vide om såvel Talon som Sankt Georg-ordenens motiver og baggrund, hvilket er med til at gøre universet endnu mere levende og nuanceret.
Personerne udvikler sig endnu mere her i bind 2, hvor Ember, Riley, Garret og Dante skiftes til at fortælle. Skiftene i synsvinkel betyder, at man lærer alle siderne i konflikten rigtig godt at kende, og det er med til både at gøre universet levende og vise læseren, at virkeligheden består af gråzoner. I bind 2 lærer vi Riley bedre at kende, og finder ud af hvad der i sin tid fik ham til at forlade Talon og starte med at tage unger ind. Hvor han i første bind var meget fandenivoldsk, så får han i andet bind en del flere facetter, og bliver både mere menneskelig og mere dragelig. Han er modig, stædig og en dygtig planlægger, men hans drages følelser for Ember får ham også til at tage nogle chancer med både sig selv og andre, som kan ødelægge alt det han har kæmpet for.
Garret har mistet alt ved at redde Ember og Rileys liv, og han må både forholde sig til at hans venner og tidligere kolleger vil dræbe ham, og til at hele hans virkelighedsforståelse er blevet vendt på hovedet, efter han har opdaget, at drager ikke kun er snedige dyr. Hans følelser for Ember er det eneste han har tilbage, og han kan derfor ikke lade være med at tage nogle lidt farlige valg for at hjælpe hende.
Dante tror stadig på Talon, og er utroligt ambitiøs. Han vil for alt i verden have Ember tilbage i folden, og vælger at tro, at det er Riley der har fået hende på afveje. Han synes godt nok det er lidt mærkeligt, at Talon vil lade Ember leve, men tvivler aldrig på at Talon ved hvad de gør. Han er ligeså stædig som Ember, og vil ikke lade hendes fejltrin ødelægge hans fremtid i organisationen.
Ember er stædig, modig og impulsiv, hvilket er en farlig kombination som giver hende en del problemer. Især hendes impulsivitet er tæt på at få hende dræbt flere gange, og selvom den tilfører hende en vis charme, så må jeg også indrømme at nogle af hendes valg fik hende til at virke temmelig egoistisk og - undskyld ordvalget - pisseirriterende. Hun er splittet i sine følelser for Garret og Riley. Den ene får hende til at føle sig mere menneskelig end nogensinde før, og den anden kalder på hendes drage. Hun elsker sin bror, men er en smule naiv i forhold til hvor langt han vil gå for sine ambitioners skyld, og så har hun en tendens til at tro, at hun ved bedre end både Riley og Garret som har trænet i flere år til at kæmpe mod Talon og Sankt Georg-ordenen. Hvor jeg virkelig elskede Ember i første bind, så har jeg et lidt mere ambivalent forhold til hende her i bog to, netop fordi jeg har det svært med nogle af hendes valg. Når det så er sagt, så passer både hendes oprørstrang og hendes impulsivitet fint med den alder hun har i bogen, så der er håb om at hun kan vokse sig fra noget af det.
Sproget er letlæst og flydende, med flotte beskrivelser og et højt tempo, som gør bogen svær at slippe. Kan du lide drager er dette lige en serie for dig. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at læse næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

Den sorte kætter

Den sorte kætter er 2. bind af Leigh Bardugos fantasytrilogi Grisha.

Det er lykkedes Alina og Mal at flygte fra Ravka og Mørkningen. Men for at sikre sig mod Mørkningens hævn er de nødt til at leve i skjul, og det betyder at Alina under ingen omstændigheder kan bruge sine grisha-evner. Også selv om det gør hende syg ikke at bruge dem.
Alligevel lykkes det Mørkningen at finde dem. Mørkningen har allieret sig med en kaperkaptajn kalder Sturmhond, og han tager dem med på en rejse til de allerfarligste steder på havet, hvor der går rygter om at isdragen lever.
For Mørkningen har planer om at påtvinge Alina endnu en forstærker, som skal knytte hende til ham, og det på trods af at ingen grisha før har haft mere end én.
Men Sturmhond har sine egne planer for Alina, og da de finder isdragen forråder han Mørkningen, og hjælper Alina med at dræbe isdragen, og lave en ekstra forstærker til hende. Og så overtaler han hende til at vende tilbage til Ravka med ham, for at mødes med en mand der vil give hende et tilbud.
Men da Alina og Mal vender tilbage til Ravka opdager de snart, at Sturmhond ikke er den han har udgivet sig for. Han er nemlig Ravkas yngste prins, og han har høje ambitioner. Ikke nok med at han vil standse Mørkningen, han vil også have Ravkas trone. Og han vil have Alina.
I Ravka står alt absolut ikke godt til. Grishaerne er på flugt fra såvel hæren som folket, kongen er syg, og Apparatet har skabt en kult omkring Alina. Og samtidig vokser faren fra Mørkningen.
Hvis Alina skal overleve, får hun brug for den sagnomspundne ildfugl, og al den politiske magt hun kan få. Men er magten det værd, hvis hun mister Mal i jagten på den?

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Lige siden jeg læste den første bog i serien har jeg tørstet efter mere, og forventningerne til bind to var derfor skyhøje. Det tog mig dog et godt stykke tid før jeg for alvor kom i gang med bogen, på trods af at den bestemt ikke er kedelig. I stedet var problemet Alina, som jeg virkelig ikke brød mig om det meste af bogen, selvom jeg elskede hende i første bind. I bind to viser Alina nemlig en hel del usympatiske træk, som jeg havde svært ved at forlige mig med. Hun blev magtsyg, ambitiøs og egoistisk, og samtidig lykkes det hende i den grad at forkludre forholdet til Mal og folk omkring sig. Og selvom jeg til dels godt kan forstå hende, så irriterede det mig også temmelig meget, hvilket gjorde det svært at komme ind i bogen. Hun forbedrer sig heldigvis undervejs, og efterhånden forligede jeg mig med hende igen. Kærlighedsforholdet til Mal kommer på en hård prøve, og det bliver ikke ligefrem gjort lettere af, at Alina ser Mørkningen omkring sig, og at hun bliver efterstræbt af ikke bare en men to prinser, mens Mal må tage til takke med en position som hendes livvagt uden mulighed for at vende tilbage til den position i hæren han elskede, eller for at kunne vise sine følelser for Alina åbent. Sturmhond/Nikolai er en interessant person med utrolig mange lag, og jeg var ret vild med ham. Han er svær at blive klog på, og som læser må man lige som Alina forsøge at gætte om han er til at stole på, eller om han spiller skuespil for at nå sine egne mål. En af mine yndlingspersoner fra første bind var Mørkningen, fordi han var så utroligt facetteret og gådefuld. Det er lidt gået fløjten her i andet bind, hvor han for alvor har smidt masken og åbent er blevet den onde skurk. Men jeg er nu stadig ret vild med ham, og han er også virkelig en spændende og anderledes skurk.
Sproget er flydende, letlæst og fuldt af gode beskrivelser. Der er dog ikke helt så mange som i første bind, hvilket er lidt synd, men heldigvis lærte man jo verdenen at kende i sidste bind. Tempoet er højt, og handlingen er fyldt med action, kærlighed, intriger, forræderi, jalousi, magi, fanatisme og magtbegær, så det er med at holde tungen lige i munden. Plottet er godt skruet sammen, og de mange plottwists undervejs gør det umuligt at regne ud hvad der vil ske i næste kapitel, for slet ikke at tale om slutningen. Bogen er uhyggeligt spændende, og jeg sad flere gange helt ude på kanten af stolen.
Jeg glæder mig allerede til at læse tredje og sidste bind i serien, for den slutning, altså...
Selvom jeg havde et par problemer med Alina, så vil jeg stadig anbefale den til de der elskede første bind i Grisha-trilogien, og til de der godt kan lide anderledes og mørk fantasy.

Se også forfatterens hjemmeside.

Zarens Spil

Zarens Spil er 1. bind i fantasyserien Zarens Spil, skrevet af Evelyn Skye.


Bogen er anmeldt på bookeater.dk.

Skyggernes dronning

Skyggernes dronning er 1. bind i fantasyserien Ravenspire, skrevet af C.J. Redwine.

For ni år siden mistede Lorelai sin far og sit kongerige, da hendes stedmor, den onde troldkvinde Irina, overtog magten. Det lykkedes Lorelai og hendes lillebror at flygte med hjælp fra en af de ansatte på slottet, og siden har de levet i frygt for at dronningen skulle opdage, at de stadig er i live.
Dronningen har siden hun overtog magten sultet både befolkningen og landet, og selvom Lorelai og hendes bror forsøger at hjælpe deres folk, kan Ravenspire kun reddes, ved at Irina dør. Lorelai er snart voksen, og tiden for opgøret med Irina nærmer sig. For Lorelai har arvet magiske kræfter fra sin mor, og venter kun på, at hun er stærk nok, til at tage kampen op.
I nabolandet Eldr står det også skidt til. Landet plages af angreb fra trolde, og da kongeparret og deres ældste søn bliver dræbt, overtager lillebroren Kol kongetitlen. Kol vil gøre alt for at redde sit folk, og da han opdager at troldene har fået adgang til magi, opsøger han den eneste troldkvinde han ved måske vil hjælpe ham. Irina, dronningen af Ravenspire. Men dronningens pris for at hjælpe er høj: Hun kræver, at Kol bringer hende Lorelais hjerte. Og hun bruger sin magi til at sikre, at han overholder sin del af aftalen.
Men Lorelai er helt anderledes end Kol troede, og i stedet for at dræbe hende, bestemmer han sig for at hjælpe hende. Lorelai føler sig tiltrukket af Kol, men er bevidst om, at Irina har magt over ham. Og bliver hans dobbeltspil opdaget, vil det have dødelige konsekvenser for såvel Kol som Lorelai.
Kampen om Ravenspire er i gang...

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine Forlaget i forbindelse med Bogbloggertræffet 2016. 

Jeg har ønsket at læse denne bog, ligesiden jeg så den første gang på Goodreads. Og da jeg fandt ud af at bogen kom på dansk, måtte jeg bare have fat i den. Jeg var derfor himmelhenrykt, da jeg modtog den som gave til årets Bogbloggertræf, og har næsten ikke kunnet vente, før jeg kastede mig over den. Nu har jeg så læst den, og jeg må sige at den i den grad overgik mine forventninger - og de var ellers høje.
Hvis vi starter med sproget, så er det letlæst og flydende, med levende beskrivelser, og en mørk og eventyrlig undertone, som er med til at give mig flashbacks til Brødrene Grimms eventyr. Og det er jo ikke dårligt, når bogen er en løs genfortælling af eventyret om Snehvide.
Bogens univers er gennemført og mørkt, og man føler sig virkelig hensat til de gamle folkeeventyr. Ikke mindst på grund af de tydelige referencer til Snehvide, som får historien til at virke både velkendt og fremmed på en og samme tid. For forfatteren nøjes ikke med at genfortælle et eventyr, hun fletter det også sammen med andre eventyr, og magiske væsener som drager og trolde dukker op undervejs og forvandler den velkendte historie til noget der er magisk, fængslende og helt sin egen.
Handlingen er uhyggeligt spændende, og fuld af magi, drager, ondskab, mord, kærlighed, forræderi og magtbegær. De mange twists undervejs gør handlingen umulig at forudsige, og det selvom man kender det oprindelige eventyr. Jeg havde i hvert fald ikke set slutningen komme. Der er action fra første side, og bogens høje tempo gør den både hurtigt læst og umulig at slippe.
Personerne er levende og realistiske, på godt og ondt. Lorelai er født til at herske over Ravenspire, og er drevet af ønsket om at beskytte sin bror og sit folk. Selvom hun tvivler på sig selv og sine evner, så ændrer det ikke ved, at hun vil tage kampen op mod Irina. Det hjælper selvfølgelig også, at hun vil have hævn for sin families død. Hun er en dygtig strateg, og samtidig har hun et kæmpe stort hjerte. Et hjerte, som for alvor begynder at banke for Kol. Kol er født som nummer to i arvefølgen, og har altid følt han var en skuffelse for sin far. Han havde aldrig regnet med at skulle være konge, men da han bliver det, vil han gøre alt hvad han kan for at redde sit folk og sin søster fra troldene. Selv lade sig slavebinde af en troldkvinde. Han sætter dog grænsen ved mord, og hans voksende følelser for Lorelai er med til at åbne hans øjne for hvad der virkelig betyder noget. Irina er indbegrebet af ondskab. Hun er smålig, hævngerrig og magtsyg, og parat til at myrde og bruge sort magi for at få sin vilje. Samtidig føler hun sig forrådt af sin familie, og det er det der driver hendes magtbegær. Man er som læser ikke i tvivl om at hun er ond, men det er lykkedes forfatteren at gøre hende til en kompleks person som man kan, om ikke sympatisere med, så i det mindste forstå. Lorelai, Kol og Irina skiftes til at fortælle handlingen, og man lærer dem derfor rigtig godt at kende. Jeg kom virkelig til at holde af Lorelai og Kol, og kunne sagtens have læst mere med dem. Også bipersonerne er realistiske og menneskelige, og især Gabril, Victor og Leo er godt beskrevne.
Alt i alt er Skyggernes dronning en fantastisk god bog, som virkelig tog mig med storm, og jeg kan varmt anbefale den til alle der elsker eventyr og fantasy. Og så er det forfriskende med en Snehvide-genfortælling som ikke har antydning af Disney i sig, men i den grad er mørk og dyster. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og ventetiden bliver hård.

Se også forfatterens blog.

Sandsnogens bid

Sandsnogens bid er 1. bind i fantasytrilogien Krøniken om Morika af Sidsel Sander Mittet.

Aaton er hila og en del af Stenløvens slægt. Han er født til at være kriger, men fordi hans far er af Solbiens slægt er han hele sit liv blevet betragtet som en mindreværdig bastard. Solbiens slægt er nemlig magikere, og ikke krigere, og selvom hilaerne tror, at alle kræfter nedarves fra moderen, så har Aaton alligevel arvet magiske kræfter fra faren. Noget, han for enhver pris må holde hemmeligt, da det er forbudt at blande kamp og magi.
Da Aaton, på trods af at han er den bedste kriger, ikke får plads i lederen af Stenløvernes hird, bliver han sendt til Sandsnogens slægt for at blive kriger for Byroon, den mandlige leder af Sandsnogene. Aaton bliver hurtigt en del af Byroons betroede krigere, men da han får til opgave at hente Byroons fremtidige hustru, ændrer alt sig. Byroons fremtidige hustru er nemlig morikaner, og hendes far har store planer om en alliance med Sandsnogene, og et komplot mod hilaernes dronning.
Men Itua, Byroons kommende hustru, har sine egne drømme, og ægteskabet med Byroon viser sig at være en skuffelse. Det bliver bestemt ikke bedre, da Aaton og hun begynder at nære følelser for hinanden, og samtidig spidser konflikterne mellem morikanere og hilaer til.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet. 

Jeg har virkelig glædet mig til at læse denne bog, men selvom jeg fik bogen for et godt stykke tid siden, er det først nu jeg har fået den læst. Jeg var nemlig nervøs for om bogen ville kunne leve op til den første Morika-trilogi, og havde derfor svært ved at tage mig sammen til at læse den. Nu har jeg så endelig læst den, og jeg må sige min nervøsitet i den grad har vist jeg at være ubegrundet. For hold op hvor var den her bog bare god!
Igen var sproget helt i top. Det er flydende, letlæst og medrivende, og beskrivelserne stod lyslevende for mig.
Universet er gennemført, og der gik ikke mere end et par sider, før jeg igen følte mig hjemme i Morika. Og det selvom det er et Morika som er meget anderledes end i den første trilogi. For morikanerne er måske nok til stede, men de er flygtninge, og selvom de har fået husly i hilaernes land, har de endnu ikke fået den magt de længes efter, og som de får senere. I stedet er det hilaerne der regerer, og forfatteren formår at gøre hilaernes levevis og kultur, som næsten er blevet udslettet 600 år senere i den første Morika-trilogi, både levende, magisk og naturlig. Jeg var rigtig glad for at lære hilaerne bedre at kende, og det gør min viden om den forfølgelse hilaerne vil blive udsat for i fremtiden endnu sværere at udholde, for deres kultur er spændende og magisk.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet er uhyggeligt spændende og uforudsigeligt. Historien er fyldt med action, kærlighed, sex, forbudte følelser, intriger, forræderi, racisme, homofobi, fordomme og magtbegær, og igen tager forfatteren tunge emner op på en måde som får dem til at fremstå både levende og uhyggeligt nærværende. Der er ikke noget der er sort/hvidt, og ingen der er de gode i sammenstødet mellem to forskellige folk og kulturer. Ovenikøbet to kulturer, som begge står på randen af intern borgerkrig og ulmende utilfredshed med status quo. For selvom hilaerne på nogle områder er mere accepterende - for eksempel homoseksuelle forhold og kvinders rettigheder - så er de ligeså hurtige som morikanerne til at dømme folk der falder udenfor normerne, som bastarder eller folk fra andre kulturer. Og mens morikanerne gerne gifter sig med hilaer for at konsolidere alliancer, så bliver der set ned på resultaterne af de blandede ægteskaber, og tanken om den racerenhed som bliver så vigtig senere i landets historie er allerede begyndt at dukke op. Samtidig er det rigtig interessant at se, at morikaernes senere skoleø baserer sig på hilaernes samfund hvor hver slægt har sit område, og i det hele taget hvor meget af hilaernes kultur morikanerne har tyvstjålet, på trods af den anstrengelse de har gjort sig for at udslette landets oprindelige befolknings kultur og historie.
Personerne er levende og realistiske, og utroligt menneskelige. Forfatteren er utroligt god til at beskrive personernes gode såvel som dårlige sider, og især de fordomme de har om hinanden kommer til udtryk. Hovedpersonernes følelser er rigtig godt beskrevne, og man lærer Itua og Aaton rigtig godt at kende igennem bogen, ikke mindst fordi de skiftes til at fortælle handlingen.
Itua er stærk, stædig og en lille smule naiv. Hun er bestemt ikke begejstret for at blive giftet bort til en mand som både er ældre end hende og barbar, og mødet med hilaernes kultur kommer som noget af et chok for hende. Alligevel bliver hun fascineret af hilaernes kultur, også selvom hun tydeligt får at mærke at hun er udenforstående og anderledes. Igennem sit ægteskab bliver hun en fremmed for to kulturer. Hun er ikke hila, men heller ikke rigtig morikaner. Hendes vågnende følelser for Aaton komplicerer det hele yderligere, og får den fare hun er i til at vokse.
Aaton har hele sit liv været udenfor, fordi hans forældre, trods alle normer, blev forelskede i hinanden. Samtidig gør hans magiske kræfter, at han hele tiden er nødt til at lyve for sine venner, da det kan koste ham livet hvis folk opdager, at han blander kamp og magi. Han ved godt, at hans følelser for Itua er forkerte, men kan alligevel ikke holde sig fra hende, selvom det kan koste ham alt. Aaton er stærk, men gemmer også på en vrede mod sin slægt, sine forældre og de følelser der kan koste ham alt. Og selvom han burde, kan han ikke lade være med at udforske sine magiske kræfter.
Også bipersonerne er interessante. Der er Taurh, Ituas halvbror, som er halvt hila, og som forguder Itua og afskyr sin hustru, der betragter ham som laverestående. Og der er Byroon, som vil have magt, og bruger Itua til at opnå den, selvom han ikke er interesseret i hende. Alle er de menneskelige og komplicerede, og alle har de deres egne agendaer.
Til sidst er jeg simpelthen nødt til at nævne bogens utroligt flotte omslag, som endnu en gang er lavet af Breth Design. De røde toner leder tankerne hen på den konflikt man ved er på vej, og samtidig passer det perfekt sammen med den første Morika-trilogi.
Bogen er lige så god som den første trilogi, og jeg synes virkelig det var fantastisk at lære hilaerne bedre at kende. For mig er der dog noget bittersødt over historien, fordi jeg som læser af den første trilogi ved, at hilaerne kommer til at tabe. Alligevel kan jeg næsten ikke vente med at læse næste bind i serien, for jeg er simpelthen nødt til at vide, hvordan det kommer til at gå med Itua og Aaton. Sandsnogens bid er velskrevet, velgennemført og helt igennem fantastisk, og jeg vil have mere - nu!

De udstødtes mærke

De udstødtes mærke er 1. bind i fantasyserien Nemeria, skrevet af Karina Laurberg Bidstrup.

Da hendes far dør, bliver Aya dronning af Nemeria. På sit dødsleje giver faren hende en sjælden ædelsten, kaldet en sjælesten, som eftersigende kan tæmme en drage. Men dragerne er forsvundet fra Nemeria for længe siden, og Aya er overbevist om at det bare er en gammel legende.
Kort efter at hun har besteget tronen, vågner Aya ved at en snigmorder forsøger at myrde hende. Snigmorderen er sendt af Karnas, som har taget magten i nabolandet Illea ved et kup. Men Azriel er andet og mere end en snigmorder. Han er halvt drow, sortelver, og så er han brændemærket med de udstødtes mærke, en praksis som ellers har været forbudt i Nemeria i flere år, og som mærker ham som landsforræder.
Før det lykkes Aya og hendes loyale folk at finde ud af hvem på slottet der har givet Karnas oplysninger, lykkes det Azriel at flygte. Dog ikke før Aya frelste ham fra en gruppe soldater og bønders forsøg på at brænde ham på bålet. Kort efter angriber Karnas grænsen, og Aya tager af sted sammen med hæren for at standse ham. Men angrebet viser sig at være en fælde, og størsteparten af Ayas mænd dør. Aya undslipper, sammen med en lille gruppe mænd, men bliver skilt fra dem, og overlever kun på grund af Azriels indgriben.
I desperation beslutter Aya sig for, sammen med en lille gruppe, at tage til Illea for at dræbe Karnas og forhåbentlig standse krigen. Men skal turen lykkes, får de brug for Azriels hjælp. Noget, som ikke falder i god jord hos hverken Azriel eller Ayas mænd, som bestemt ikke stoler på ham.
Rejsen er lang og farefuld, og sammenholdet i gruppen bliver sat på prøve. Samtidig begynder Aya og Azriel at få følelser for hinanden. Men kan en udstødt halvelver og en dronning have en fremtid sammen? Og hvad er det for et hemmeligt våben Karnas har?

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget EgoLibris. 

Da forlaget spurgte om jeg ville anmelde bogen sagde jeg ja tak, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. For hold op hvor er det her en god bog. Sproget er letlæst og flydende, med naturtro og levende beskrivelser, som virkelig får læseren til at føle sig hjemme i Nemeria. Bogens univers er sammenhængende, og udvider sig i takt med handlingen, uden man på noget tidspunkt føler at der mangler forklaringer på hvorfor tingene er som de er. De mange forskellige væsener, folk og magien føles bare naturlige, og man lever sig som læser hurtigt ind i den fremmede verden.
Handlingen er godt skruet sammen, og spændingen holder hele vejen igennem, godt hjulpet på vej af plottwists og det høje tempo, som på intet tidspunkt virker forhastet. Historien er fuld af forræderi, krig, magi, kærlighed, magtsygdom og venskab, samtidig med at forfatteren også tager emner som fordomme, racisme og endda homofobi under kærlig behandling, uden dog at moralisere over for læseren.
Men der hvor bogen for alvor har sin styrke, er personerne. De er levende, menneskelige og utrolig nuancerede, og man kommer hurtigt til at holde af dem. Aya er en ung kvinde med en kerne af stål. Hun er stædig, kæmper for det der er rigtigt, og er dybt loyal over for sit folk og sine venner. Men hun har også evnen til at se det gode i folk og se forbi de herskende racefordomme, og ikke mindst har hun evnen til at vise barmhjertighed over for sine fjender - selvom hun ikke går af vejen for at slå dem ihjel, hvis det ikke kan være anderledes. Hendes voksende følelser for Azriel er rigtig godt beskrevet, og kærligheden virker naturlig, selvom den bestemt ikke er uden forhindringer. Azriel er en utrolig kompliceret person. Han er opvokset i og med had, som barn af en Nemeriansk kvinde, der blev voldtaget af en drow, og har altid været udenfor. Hans menneskelige familie hadede ham, og drowerne betragter ham som en vederstyggelighed. Han hader Nemeria og dets folk, for den måde de behandlede ham på, men begynder alligevel modvilligt at nære følelser for Aya, og efterhånden også en form for venskab til den lille gruppe han mod sin vilje bliver en del af. Hans undren over Ayas totale ligegyldighed overfor hans herkomst er både hjerteskærende og fint beskrevet, og man kommer som læser til at holde utroligt meget af ham - selvom han startede med næsten at slå bogens anden hovedperson ihjel. Også bipersonerne er godt beskrevne, og virker menneskelige. Selv de af dem som ikke er mennesker. Wolf er Ayas beskytter, og han tager sin opgave som leder af hendes vagtkompagni, og general, meget alvorligt. Hans loyalitet over for Aya er urokkelig, og selvom han betragter det spirende forhold imellem Aya og Azriel med uvilje, så bunder uviljen i bekymring for hvad et kærlighedsforhold imellem dem vil betyde for Ayas omdømme og mulighed for at lede sit land. Aya og Azriel skiftes, sammen med Wolf, til at fortælle historien, og man lærer dem derfor rigtig godt at kende. Skiftet i synsvinkler betyder, at man som læser ser handlingen fra flere forskellige sider, og det fungerer rigtig godt, ikke mindst fordi man oplever fordommene både ude- og indefra.
Bogen var fuldkommen umulig at slippe, og jeg slugte den i løbet af ganske få timer. Den kan varmt anbefales, men jeg føler dog at det er nødvendigt med en advarsel: Slutningen er vældig frustrerende - simpelthen fordi den slutter. For jeg vil have mere. Jeg er bestemt ikke færdig med Nemeria, Aya og Azriel, og at skulle vente på næste bind i serien bliver en styrkeprøve uden lige. Og når det så er sagt, så læs den! Det eneste du vil blive skuffet over, er at den slutter.

De 7 synder

De 7 synder er en fantasybog af K. L. Berger.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.

Hele sit liv har Kane været udenfor. Han har altid været god i skolen, hvilket har ført til mobning og udelukkelse. Nu er han blevet 16 år, og er begyndt i gymnasiet, og han er stadig udenfor. Han har egentlig ikke nogle venner, og hans forældre er stort set aldrig hjemme. Og når de en sjælden gang er det lytter de ikke til ham.
Men så sker der noget der vender op og ned på Kanes liv. Han bliver opsøgt af pigen Aisha, som siger hun kommer fra en anden verden. En verden, som har brug for Kanes hjælp. Aishas verden har indtil for få år siden levet i fred og harmoni, indtil en person vækkede mørkets konge og slap de syv synder løs. Nu truer mørket hendes verden, og kun Kane kan hjælpe hende. En ældgammel profeti siger nemlig, at kun den rene kan besejre de syv synder, og Kane er den rene.
Kane indvilliger i at tage med Aisha til hendes verden og bekæmpe de syv synder. Men det er ikke let, for verden er fuld af farer, og skal Kane vinde må han lære at bruge de kræfter han ikke vidste han havde. Samtidig vokser mørkets magt dag for dag, og finder Kane ikke de syv synder før det er for sent, vil hele verden gå under.

De 7 synder er en klassisk fantasyfortælling fuld af magi, mørke magter, kamp, kærlighed og spænding. Sproget er flydende og letlæst, med levende beskrivelser og et højt tempo. Handlingen er godt skruet sammen, med uventede twists, højt tempo og et plot som er både velkendt og originalt. Jeg har i hvert fald ikke tidligere læst fantasy hvor de syv synder optrådte i den grad, men kampen mellem godt og ondt har jeg derimod læst om flere gange før. Men det er jo også netop et af grundtrækkene i fantasy. Jeg ville gerne have haft en anden slutning, men kunne godt forstå hvorfor forfatteren havde valgt at skrive den som hun gjorde. Alligevel trækker slutningen lidt ned for mig.
Personerne er levende og realistiske, og jeg var vild med hovedpersonen Kane. På trods af at han er "den rene", og i princippet fri af synd, så fungerede han bare for mig. Måske fordi jeg identificerede mig med hans skoleoplevelser, selvom jeg dog aldrig blev overfaldet af mobbere som han blev det. Men at være den intelligente i klassen som er udenfor og ikke var til fester kunne jeg sagtens leve mig ind i. Forholdet mellem Kane og især hans mor er rigtig godt beskrevet, for hvem har ikke følt at ens mor ikke har hørt efter hvad man sagde som teenager? Også bipersonerne var realistiske og menneskelige. Jeg kunne rigtig godt lide den måde forfatteren gjorde synderne menneskelige på, og ikke bare lod dem være onde, og ikke andet. Det gjorde sig især gældende ved Misundelse, som jeg virkelig fik ondt af. Den eneste person jeg havde det svært med var sådan set Aisha. Hun var simpelthen for god, og havde tilsyneladende ingen laster. Det gjorde hende til et lidt anstrengende bekendtskab for mig, og til tider virkede hun på mig noget patroniserende over for Kane, på trods af de spirende følelser mellem de to. Hun voksede lidt i løbet af bogen, og jeg endte med at forstå hende lidt bedre, selvom hun aldrig blev min yndlingsperson.
Er man til klassisk fantasy er bogen bestemt et nærmere bekendtskab værd. Jeg kan i hvert fald godt anbefale den.