Sjælehvisker

Sjælehvisker er 3. bind af fantasyserien A.S.P.E., skrevet af Mette Finderup. 

De fire venner Alin, Silvius, Pilo og Ene glæder sig til at komme på natlejr, der for en gangs skyld ikke handler om træning, men kun ren hygge. Men før de kommer afsted, dukker et ilbud op på slottet. Deres læremester Erinas guddatter Miranda er ikke set i flere dage, og hendes tjenestepige frygter det værste. 
Situationen kompliceres af, at Miranda er gift med sønnen af en af hendes rivaler, og Erina får derfor brug for de fire venners hjælp, for at finde ud af, hvad der er sket med hende. 
Kort efter ankomsten på Mirandas slot finder de fire venner ud af, at der er noget helt galt. Hjælpen kommer fra uventet kant, men hvis de skal overleve, får Ene brug for de trylleformularer, Erina har givet hende til hjælp. Problemet er bare, at Ene ikke kan læse. Og bruger hun den forkerte formular, kan hun risikere at slå dem alle sammen ihjel.

Jeg var ret vild med de første bind i serien, og havde derfor store forventninger til Sjælehvisker. Og de blev bestemt ikke skuffet, for bogen er den bedste i serien indtil nu. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige - og til tider temmelig klamme - beskrivelser, og en creepy stemning, der understøttedes perfekt af Christian Guldagers sort/hvide illustrationer. Samtidig indeholder bogen en god portion humor, så man som læser både griner og gyser på en og samme tid. 
Universet udvider sig endnu en gang i dette bind, og selvom man tydeligt mærker inspirationen fra de klassiske fantasyverdener, så er det kun med til at gøre universet endnu mere levende. Og så var jeg ret vild med de små hints til klassisk fantasy som forfatteren havde gemt undervejs. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, spøgelser, venskab, grådighed, mord, had, mod og hemmeligheder. Samtidig tager forfatteren et både genkendeligt og tabuiseret emne som ordblindhed op på en virkelig fin måde, der viser, at man sagtens kan være helt selvom man er ordblind. 
Personerne er levende og menneskelige, og de fire venner har hver deres tydelige personlighed. Det er denne gang Ene, der fortæller hovedparten af historien, og som læser får man et godt indblik i hendes tanker, og den skam, hun føler over ikke at kunne læse. En skam, som desværre nok vil være genkendelig for de af målgruppen, der kæmper med ordblindhed. Ene er intelligent, modig og en dygtig tyv, og så har hun en helt særlig evne, der både hjælper og driller hende i dette bind. Kemien mellem hende og Silvius, Pilo og Alin er virkelig god, og de fire supplerer hinanden rigtig godt. Silvius forstår som grevesøn at bevæge sig blandt slottets adelige beboere, men vil hellere nørde med magi. Pilo forsvandt lidt i baggrunden i dette bind, hvor hans store hjerte spillede ham et puds, og Alin er, trods sin størrelse, gruppens beskytter og kriger. Af øvrige bipersoner holdt jeg især af Erina, hvis fortid og familie får betydning for bogens handling, mens husholdersken Margot og baronessen var utroligt nemme at hade. 
Sjælehvisker var en fornøjelse at læse, med masser af gys og humor, og en gruppe hovedpersoner, som jeg holder mere og mere af for hver bog i serien, jeg læser. Fans af serien vil ikke blive skuffede, og er man vild med klassiske fantasyhistorier er serien helt klart værd at læse. Bøgerne i serien kan læses uafhængigt af hinanden, så nye læsere kan sagtens starte her, men jeg anbefaler, at man også læser de første bind i serien, da man ellers går glip af nogle virkelig gode historier. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og kan kun anbefale bogen her. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Støvets Land

Støvets Land er 2. og sidste bind af Mette Finderups fantasyserie om Shilla.

Det er lykkedes Shilla at vende tilbage til De Levendes Land, men det har ikke været uden omkostninger. Udover at hun, igen, har mistet sin mor, og den familie hun lige har lært at kende, så har hun også mistet sin ven Niro. Og så har hun mistet sit hus til Mester Gilius, så hun nu er hjemløs, og tvunget til at leve på gaden.
Men Shilla vendte ikke alene tilbage fra Dødsriget. Vendor, den tyv, som hun stjal Spinellen tilbage fra, fulgte med. Eller hans ånd gjorde. For Vendor er blevet forvandlet til et hævngerrigt spøgelse, og det er Shilla, han vil have fingrene i.
Selvom Shilla bare vil være i fred, så kan hun ikke undgå igen at blive filtret ind i Gilius' rænker. Og denne gang er det ikke kun Dødsgudens præster, der har brug for hende. Også tjenerne af Livets gud har brug for Shilla, og de godtager ikke et nej. For under Shillas besøg i Dødsriget lykkedes det hende nemlig, ved et tilfælde, at opdage en hemmelighed, som kan vende op og ned på efterlivet. Og mens nogen vil gøre alt for at få hemmeligheden frem i lyset, vil andre gøre alt for at gøre Shilla tavs - for evigt.

Den her bog var endnu bedre end første bind i serien. Støvets Land skruer op for såvel intriger, som for spænding, action og magi, og det er bare så fedt.
Sproget er stadig letlæst og flydende, med masser af livagtige og, til tider, makabre beskrivelser, og jeg elsker den måde, som universet bliver ved med at udvide sig på.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske, nervepirrende spænding og hæsblæsende action. Historien er fyldt med magi, religion, liv, død, intriger, forræderi, korruption, venskab, kærlighed, sorg, savn, hævn og hemmeligheder, og man keder sig som læser ikke et øjeblik. Og samtidig indvæver forfatteren en del filosofiske betragtninger omkring liv og død, efterliv, og det at være menneske, uden at historien bliver langtrukken eller fortænkt. Og det er altså ret godt klaret.
Personerne er levende og menneskelige, og hvor jeg i etteren til tider havde det lidt svært med Shilla, så elskede jeg hende i denne bog. Hun er virkelig vokset med sine oplevelser, og hendes reaktion på turen til Dødsriget virker både realistisk og rørende. Og så er hun altså bare en sej heltinde, som, selvom hun helst bare vil være i fred, ikke giver op, når livet går hende imod. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Shillas far, som hun endelig bliver genforenet med. Og så blev både Mester Gilius og Søster Atla mere levende og nuancerede i dette bind, hvor vi lærer både deres fortid og deres hemmeligheder bedre at kende.
Alt i alt en rigtig god afslutning på serien. Jeg havde på intet tidspunkt forudset, at den ville ende, som den gjorde, men det virkede helt rigtigt. Kan man lide fantasy med masser af spænding, og et drys filosofiske betragtninger, så kan den her serie kun anbefales. Fans af første bind vil bestemt ikke blive skuffede.

Se også forfatterens hjemmeside.

Dødsgudens løgne

Dødsgudens løgne er 1. bind af fantasyserien om Shilla, skrevet af Mette Finderup.

Shillas mor døde for 2 år siden, og hendes far er stadig savnet efter at have kæmpet som soldat i krigen. Hun bor nu i familiens hus sammen med sin ven Niro, og kæmper for at overleve. Både hun og Niro er tyve, og mens Niro er blevet opdaget flere gange, er Shilla aldrig blevet fanget.
Men det ændrer sig, da hun uforvarende kommer til at bryde den allervigtigste lov: Du må ikke stjæle fra Dødsgudens præster!
Shilla får valget mellem at dø, og få sin sjæl kastet i evig fortabelse, eller at finde den mystiske Spinel, som er blevet stjålet fra den præst, hun forsøger at bestjæle. Uden noget reelt valg, påtager Shilla sig præstens opgave.
Der er bare ét problem: Tyven, som stjal Spinellen fra præsten, blev henrettet, og for at finde Spinellen, må Shilla finde tyvens sjæl i Dødsriget, og stjæle genstanden tilbage fra ham. Og det er ikke ligefrem ufarligt at bevæge sig ind i efterlivet, mens man stadig er i live.

Hvorfor har jeg ikke læst den her bog noget før? Serien har stået ulæst på min reol i flere år, og nu, hvor jeg endelig har fået læst første bind, undrer jeg mig over, at jeg ikke har fået gjort det før. For den var faktisk rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er uhyggeligt livagtige. Især Dødsriget fremstod lyslevende for mig, og det samme gjorde de temmelig makabre ting, som Shilla oplever både i livets og dødens verden.
Handlingen er godt skruet sammen, med et overraskende plot, et sammenhængende og mørkt univers (det gælder iøvrigt for både livets og dødens rige), og en god portion spænding, som gør det svært at slippe bogen. Historien er fyldt med magi, action, liv, død, intriger, forræderi, familie, venskab, bedrag og korruption, og en gennemgående mangel på social retfærdighed.
Personerne er nuancerede, levende og menneskelige, og selvom jeg absolut ikke brød mig om dem allesammen, så kunne jeg, til en vis grad, forstå dem. Hovedpersonen Shilla er loyal, ensom, og en dygtig tyv, selvom hun ikke er ret god til at lyve, og engang imellem noget naiv. Hun er god til at opklare mysterier, men ikke altid lige god til at lægge planer, og opfører sig indimellem lidt vel impulsivt, hvilket giver både hende og hendes kære problemer undervejs. Det meste af tiden kunne jeg rigtig godt lide hende, men hendes impulsive og naive øjeblikke irriterede mig en del. Samtidig havde jeg svært ved at forstå hendes venskab med Niro. Han er rar, holder af hende, og hun har ikke andre, men han er også en kujon, naiv, og snakker for meget, hvilket giver både hende og ham problemer indtil flere gange. Mester Gilius, præsten, som fanger Shilla og sender hende afsted for at finde Spinellen, er til gengæld ikke en ret rar person. Han er magtbegærlig, ambitiøs, hævngerrig, og blottet for empati, og i det hele taget ret creepy. Og hans fugleven gør ham bestemt ikke mindre creepy, eller utilregnelig. Også de øvrige bipersoner er interessante, og jeg kunne især godt lide Shillas afdøde familie, som både hun og læseren lærer bedre at kende undervejs.
Alt i alt en rigtig god bog med et overraskende mørkt og dystert univers. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og kan kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside. 

Krigerskæbne

Krigerskæbne er 2. bind af fantasyserien A.S.P.E., skrevet af Mette Finderup.

Alin er den yngste af børnene, og rigtig god til at kæmpe med sværd. Hun har fået den legendariske eventyrer Hermann Honager som læremester, og kæmper benhårdt, for at blive god nok til at beskytte sine venner.
Men Alin har problemer med selvtilliden, og da de fire børn hører om det magiske sværd, som Erina og Hermanns gruppe måtte opgive at få fat i, bestemmer børnene sig for at tage afsted og finde sværdet til Alin.
Desværre ligger sværdet skjult på en kirkegård i den lille by Skærve. En kirkegård som, ifølge sagnet, plages af både ligædere, vampyrer og andre monstre, og sværdet skulle være det eneste, som holder monstrene i skak.
Vennerne opdager snart, at der foregår mærkelige og skumle ting på kirkegården, men det skal ikke forhindre dem i at finde sværdet til Alin. Men det er ikke altid en god ting at bryde en forbandelse, og snart må Alin finde ud af hvor langt hun vil gå, for at få sit eget sværd.

Jeg var ret vild med første bind i serien, og dette bind var ingen undtagelse. Faktisk var bogen endnu bedre end første bind, og jeg slugte den på ganske kort tid.
Sproget er letlæst og flydende, med en god portion humor, og masser af livagtige - og til tider temmelig klamme - beskrivelser. Især den forbandede kirkegård fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Christian Guldagers illustrationer fanger både personerne og handlingen perfekt, og jeg er ret vild med hans streg, som formår at være både humoristisk og uhyggelig på en og samme tid.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, monstre, venskab, forbandelser, hemmeligheder og eventyr. Det er en historie om at tro på sig selv, og finde ud af, hvor langt man vil gå, for at nå sine mål. Der er skruet godt op for actiondelen her i andet bind, og det er rigtig fedt. Tempoet er højt, hvilket gør bogen umulig at slippe, og de klassiske fantasyelementer fungerer rigtig godt. Jeg kunne personligt godt have tænkt mig, at vennernes rejse var lidt mere udpenslet, men det er med voksenbrillerne på. Og så fordi jeg elsker at læse om rejser i fantasybøger.
Personerne er levende og menneskelige, og hvor det meget var Silvius og, til dels, Ene, der var i centrum i den første bog, så er fokus denne gang på Alin og, til dels, Pilo, som jeg følte, jeg kom til at kende bedre i dette bind. Jeg kan rigtig godt lide Alin. Hun er modig, sej, og stædig, men også til tider usikker på sig selv, hvad der ikke er så underligt, når man tænker på, at hun også er den yngste i gruppen. Pilo trådte mere i karakter i dette bind, hvor han tog, om ikke lederskab, så en større rolle på sig, som gruppens ældste. Jeg er stadig ikke helt solgt på Ene, selvom jeg bedre kunne lide hende i denne bog, hvor hun tøjler sin impulsivitet og evne til at komme i problemer lidt bedre end i første bind. Og så er jeg stadig ret glad for Silvius, som langsomt begynder at få styr på sine evner, og hvis fortid som grevesøn viser sig at være en uventet styrke for ham i dette bind. Af bipersonerne var jeg ret vild med krigeren Hermann. Han er stor, pralende og stærk, men også en dygtig kriger, med et hjerte af guld. Og så var der den mystiske graver, som var svær at blive klog på.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse, som på ingen måde led under "den svære toer"-syndromet. Jeg er stadig vild med universet og rollespilsassociationerne, og skal helt klart læse videre i serien, lige så snart jeg får fat i næste bind. Er man vild med klassiske fantasyfortællinger, så kan serien kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Dæmonhuden

Dæmonhuden er 1. bind af fantasyserien A.S.P.E., skrevet af Mette Finderup.

Viktor er ældste søn af en greve, og skal en dag overtage titlen fra sin far. Men Viktor synes hoflivet er kedeligt, og vil meget hellere være magiker. Efter lang tids plagen får han lov til at komme i lære hos en alkymist, da faren mener det er mere ufarligt end at være magiker.
Men da Viktor ved et uheld kommer til at sprænge sin læremesters laboratorium i luften, får han endelig sin drøm opfyldt. Godt nok får hans familie at vide, at han er død, men Viktor kommer, under navnet Silvius, i lære hos en ægte magiker, troldkvinden Erina.
Troldkvinden har en plan, som involverer Silvius og tre andre børn, og snart står Silvius over for sit livs eventyr.

Jeg har virkelig glædet mig til at begynde på den her serie. Selvom jeg aldersmæssigt er en smule udenfor målgruppen, så lød bogen spændende, og da jeg hørte, at den er baseret på rollespil, var jeg bare nødt til at læse den.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, og livagtige beskrivelser, der får såvel personer som omgivelser til at fremstå lyslevende for det indre blik. Bogen er gennemillustreret af Christian Guldager, som formår at fange såvel stemning som personer helt perfekt.
Handlingen er godt skruet sammen, med en del overraskelser undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med magi, venskab, drømme, ondskab, mod, action og eventyr. Det er en historie om at turde tro på sig selv, og have modet til at udleve sine drømme. Men også en historie om at stole på andre, og kæmpe mod det onde. Inspirationen fra rollespil er ret tydelig (en umage gruppe helte med forskellige evner og roller, et eventyr, og en opgave, der skal løses), og historien er, på mange måder, en ret klassisk fantasyhistorie. Det gør den dog hverken kedelig eller forudsigelig, men giver den i stedet en, for mig, lidt nostalgisk følelse og stemning, som jeg rigtig godt kunne lide, og som mindede mig om både tegnefilmserien Dungeons and Dragons, og DragonLance-serien. Yngre læsere, som ikke er vokset op med de to serier, vil stadig nyde serien med dens spændende plot og humor.
Personerne er levende og menneskelige, og især de fire børn Silvius, Alin, Pilo og Ene lærer man som læser rigtig godt at kende. I dette bind er det primært Silvius som fortæller historien, og derfor var det også ham jeg følte, jeg kom til at kende bedst. Silvius er grevesøn, og som sådan forudbestemt til engang at arve titlen og farens formue. Han vil dog meget hellere være magiker, og tøver ikke, da muligheden for at få sine drømme opfyldt viser sig. Også selvom han sandsynligvis aldrig vil se sine forældre igen, og hans lillebror kommer til at arve titlen i stedet for ham. Silvius er modig, intelligent og stædig, men ikke altid lige god til at sige fra, eller undgå ulykker. Han er udholdende, og kæmper for at lære at bruge sin magi. Alin er datter af en lejesoldat, og tidligere slave. Hun er en dygtig kriger, stædig, modig og loyal. Men hun har også temperament. Ene er tyv. Hun er drillesyg, nysgerrig og impulsiv, og lidt for god til at overtale andre til at følge hende. Det giver både hende og de andre problemer, som hun ikke altid kan rode sig selv og de andre ud af igen. Pilo er den ældste af børnene, og den man lærer mindst om i dette bind. Han er intelligent, modig og en dygtig bueskytte, men mangler selvtillid og tiltro til sine egne evner. Og så forguder han sin læremester, elveren Avanera. Silvius, Alin, Pilo og Ene må lære at arbejde sammen og stole på hinanden, men det er bestemt ikke nemt, når de er så forskellige. Samtidig gør deres forskelligheder, at de supplerer hinanden rigtig godt som gruppe, og det bliver spændende at følge dem i de næste bind, hvor gruppen formodentlig lærer hinanden bedre at kende, og bliver bedre til at arbejde sammen. Udover de fire børn, er der også et par bipersoner i historien, hvoraf troldkvinden Erina er den mest gådefulde af dem, og den man som læser lærer bedst at kende. Hun er temperamentsfuld, utålmodig, og, selvom hun hverken bryder sig om eller forstår børn, så har hun alligevel brug for de fire børn. Erina er en dygtig magiker, men som læser ved man ikke helt, om hun er til at stole på, eller hvad hendes planer er.
Alt i alt en rigtig god start på en klassisk fantasyserie om en gruppe umage helte som tager ud på eventyr. Voksne fantasylæsere vil nyde det nostalgiske element i serien, mens yngre læsere vil elske den actionfyldte historie. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, og kan kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.

Gemini

Gemini er en fantasyserie på 6 bind, bestående af Forbyttede børn, Veje mellem verdener, Drengen fra Stjernerne, Skyggedæmonens datter, Dødens symfoni og Det trettende tegn. Serien er skrevet af Mette Finderup og Thomas Munkholt, og illustreret af Lars Gabel.

På deres 14 års fødselsdag vågner de to piger Aike og Veronika, til deres store overraskelse, i en fremmed verden. De to piger har, på mystisk vis, byttet plads, og ingen, selv ikke deres egne familier, har opdaget det.
De to verdener, Tusmørkely og Solsiden, er meget forskellige, og pigerne forsøger desperate at finde en vej tilbage til deres egen verden. Men verdenerne er adskilt af en ældgammel mur, og det viser sig snart at muren spiller en stor rolle i forbytningen. Og der er væsener, der vil gøre alt for at sikre, at pigerne bliver, hvor de er.

Jeg var virkelig vild med den her serie. Bøgerne er forholdsvis korte (hvilket også er grunden til, at jeg anmelder serien samlet), og fyldt med fantastiske og stemningsfulde illustrationer i en sådan mængde, at bøgerne balancerer på grænsen mellem illustrerede bøger og graphic novels.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med både humor, gys og levende beskrivelser, som hjælpes godt på vej af Lars Gabels fantastiske illustrationer. Dele af historien fortælles i tegneserieform, mens andre dele fortælles via ren tekst, og blandingen af de to former fungerer utroligt godt.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudse, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, forbytninger, dæmoner, forræderi, fordomme, ondskab, musik og action.
Universet er spændende, og de tre forskellige verdener (Tusmørkely, Solsiden og Muren) fremstår utroligt livagtige og forskellige for læseren. Igen hjælper illustrationerne til at fange de forskellige stemninger, men samtidig er verdenerne så tilpas forskellige, at man ikke kan lade være med at være fascineret af forskellene. I Tusmørkely er videnskaben ikke så langt fremme som i Solsiden, men til gengæld er magien langt mere fremherskende her, end i Solsiden, hvor alt forklares videnskabeligt. Jeg kunne rigtig godt lide den måde, forfatterne brugte stjernetegn og musik i deres verdensopbygning, og forskellen på de to verdeners forskellige former for magi - eller energi - var også godt forklaret, og gav mening. Og så er der Muren, som var sin helt egen, og meget creepy, verden. Ikke fordi der ikke også var masser af creepfactor i Tusmørkely og Solsiden. For eksempel var der både et mystisk bibliotek og et utroligt creepy cirkus, for slet ikke at tale om de allestedsnærværende skygger.
Personerne er levende og nuancerede, og selvom jeg ikke holdt lige meget af alle personerne, så følte jeg alligevel, at jeg lærte dem rigtig godt at kende, hvilket ikke mindst skyldtes at synsvinklen skiftede mellem de to hovedpersoner Aike og Veronika hele vejen igennem, hvilket var lidt forvirrende i starten, indtil jeg havde fanget systemet. Aike er forkælet, populær og har rige forældre, hvilket betyder, at hun er vant til både at få sin vilje, og få det hun peger på. Det gør hende meget selvsikker, men også naiv og til tider lidt for impulsiv, og det tog noget tid før jeg for alvor kom til at holde af hende. Veronika er en stille pige, og noget mere forsigtig af sig. Hun elsker sin familie, og kan slet ikke vente med endelig at få lov til at lære magi. Pigernes møde med en anden verden er et chok for dem begge to, og de vil gøre alt for at finde en vej hjem igen. Det kræver dog, at de lærer at stole både på hinanden, og på dem selv. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide den mystiske popstjerne Dante og Veronikas lillebror, men også Helene og Spinoza var interessante personer.
Kan man lide fantasy med et strejf af horror, graphic novels, og spændende historier, så kan Gemini-serien kun anbefales. Jeg elskede serien, og kommer helt klart til at læse den igen og igen.

Se Mette Finderups hjemmeside.
Se Thomas Munkholts hjemmeside.
Se Lars Gabels hjemmeside.

Smertensbarn

Smertensbarn er 1. bind af fantasyserien Den Grønne Ø af Mette Finderup.

Gyrith er datter af byens høvedsmand, og som sådan udset til at blive gift ud af landsbyen. Men selvom hun ved at fremtiden er bestemt for hende, drømmer hun om mere end ægteskab, og misunder broren Ulver, som i større grad selv kan bestemme sin fremtid. Gyrith har hele sit liv lidt af mærkelige anfald hvor hun forsvinder ind i mørket, og frygter at miste kontrollen med sig selv, hvilket er en af grundene til at hun frygter sejdrejsen. Hvert år sender byen nemlig dens vigtigste jomfru afsted på en åndelig rejse til gudinden Freja for at bede om held, og, ikke mindst, få besked om hvilken ægtemand jomfruen skal have. Gyrith har haft held til at undgå sejdrejsen i et år, men nu er der ingen vej udenom. Byen plages nemlig af voldsom regn, og Gyrith bliver derfor tvunget til at tage rejsen af sin mor. Men rejsen går galt. Det lykkes Gyrith at gøre Freja vred, og kun en mærkelig ring og guden Balder forhindrer gudinden i at slå hende ihjel. I stedet nedkaster hun en forfærdelig forbandelse over Gyrith: Alle dem Gyrith elsker eller vil komme til at elske vil dø. Og der går ikke lang tid før forbandelsen kræver sit første offer…

Bogen er juni måneds valg i fantasylæsekredsen.

Det er efterhånden flere år siden at bogen her udkom, men selvom serien lød som noget lige for mig har jeg af mystiske årsager ikke fået begyndt på den før nu. Og det på trods af at jeg er vild med fantasy som tager udgangspunkt i nordisk mytologi, og jeg kun har hørt godt om serien. Nu hvor jeg har læst bogen kan jeg kun tilslutte mig roserne. For den er god – rigtig god. Også selvom hovedpersonen irriterede mig en smule, hvilket jeg vender tilbage til.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår virkelig at beskrive omgivelserne så man føler, at man selv er der. Dialogerne er livlige, og selvom sproget ikke altid er lige pænt – de bander en del – så er det kun med til at gøre det hele endnu mere realistisk.
Handlingen er godt skruet sammen, og utroligt spændende. Jeg fløj igennem den, og blev hurtigt grebet af historiens mange twists, realistiske actionscener og magi, mens guder og gudinder, slaveri, kønsroller, vold og kærlighed krydrede fortællingen og bragte mig frem til en slutning jeg på ingen måde havde set komme.
Universet tager udgangspunkt i vikingetidens Danmark og de nordiske myter og gudesagn, og man kan mærke, at forfatteren har været grundig med sin research hvad gælder påklædning, boliger og samfundsopbygning. Som læser føles Gyriths omgivelser nemlig utroligt virkelige og levende, og det er med til at gøre historien endnu bedre.
Personerne er realistiske og menneskelige, på både godt og ondt. Hovedpersonen Gyrith er stærk, modig og frihedselskende, og drømmer om andet og mere end at ende som husfrue. Men hun har også let til vrede, er egoistisk, egenrådig, forkælet, og opfører sig ikke særlig pænt over for dem der er lavere på rangstigen end hun selv. Der er ingen tvivl om at hun elsker sine forældre og sin bror, men hendes stædighed giver hende gang på gang problemer. Jeg havde et lidt ambivalent forhold til hende, hvilket trak lidt ned i læseoplevelsen for mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne snuppe den måde hun opførte sig over for trællene på, og den måde hun syntes at mene at alle skyldte hende noget. Omvendt kunne jeg godt lide hendes mod og forholdet til Ulver, og hendes spirende forelskelse i Balder, som hun falder for mod sin vilje. Af bipersonerne var især Balder og Kelt interessante. Balder, lysets gud, er bogens hemmelighedsfulde skikkelse. Han redder Gyriths liv, og følger efter hende til menneskenes verden, men han har sine egne motiver, og selvom han er tiltrukket af Gyrith, så følger han sit eget hoved. Kelt er træl, men opfører sig mere som en fri mand. Han er flot, stærk og en dygtig smed, men han er også en dygtig kriger, og selvom han hjælper Gyrith, så bryder han sig ikke ligefrem om hende. Også bogens andre bipersoner er levende og menneskelige, og forfatteren formår at gøre de nordiske guder friske og anderledes, hvilket særligt kommer til udtryk i den ikke just smigrende beskrivelse af Freja.
Alt i alt var Smertensbarn en rigtig godt læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Bogen kan varmt anbefales, og især læsere af nordisk fantasy vil elske den.

Se også forfatterens hjemmeside.