Støvets Land

Støvets Land er 2. og sidste bind af Mette Finderups fantasyserie om Shilla.

Det er lykkedes Shilla at vende tilbage til De Levendes Land, men det har ikke været uden omkostninger. Udover at hun, igen, har mistet sin mor, og den familie hun lige har lært at kende, så har hun også mistet sin ven Niro. Og så har hun mistet sit hus til Mester Gilius, så hun nu er hjemløs, og tvunget til at leve på gaden.
Men Shilla vendte ikke alene tilbage fra Dødsriget. Vendor, den tyv, som hun stjal Spinellen tilbage fra, fulgte med. Eller hans ånd gjorde. For Vendor er blevet forvandlet til et hævngerrigt spøgelse, og det er Shilla, han vil have fingrene i.
Selvom Shilla bare vil være i fred, så kan hun ikke undgå igen at blive filtret ind i Gilius' rænker. Og denne gang er det ikke kun Dødsgudens præster, der har brug for hende. Også tjenerne af Livets gud har brug for Shilla, og de godtager ikke et nej. For under Shillas besøg i Dødsriget lykkedes det hende nemlig, ved et tilfælde, at opdage en hemmelighed, som kan vende op og ned på efterlivet. Og mens nogen vil gøre alt for at få hemmeligheden frem i lyset, vil andre gøre alt for at gøre Shilla tavs - for evigt.

Den her bog var endnu bedre end første bind i serien. Støvets Land skruer op for såvel intriger, som for spænding, action og magi, og det er bare så fedt.
Sproget er stadig letlæst og flydende, med masser af livagtige og, til tider, makabre beskrivelser, og jeg elsker den måde, som universet bliver ved med at udvide sig på.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske, nervepirrende spænding og hæsblæsende action. Historien er fyldt med magi, religion, liv, død, intriger, forræderi, korruption, venskab, kærlighed, sorg, savn, hævn og hemmeligheder, og man keder sig som læser ikke et øjeblik. Og samtidig indvæver forfatteren en del filosofiske betragtninger omkring liv og død, efterliv, og det at være menneske, uden at historien bliver langtrukken eller fortænkt. Og det er altså ret godt klaret.
Personerne er levende og menneskelige, og hvor jeg i etteren til tider havde det lidt svært med Shilla, så elskede jeg hende i denne bog. Hun er virkelig vokset med sine oplevelser, og hendes reaktion på turen til Dødsriget virker både realistisk og rørende. Og så er hun altså bare en sej heltinde, som, selvom hun helst bare vil være i fred, ikke giver op, når livet går hende imod. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Shillas far, som hun endelig bliver genforenet med. Og så blev både Mester Gilius og Søster Atla mere levende og nuancerede i dette bind, hvor vi lærer både deres fortid og deres hemmeligheder bedre at kende.
Alt i alt en rigtig god afslutning på serien. Jeg havde på intet tidspunkt forudset, at den ville ende, som den gjorde, men det virkede helt rigtigt. Kan man lide fantasy med masser af spænding, og et drys filosofiske betragtninger, så kan den her serie kun anbefales. Fans af første bind vil bestemt ikke blive skuffede.

Se også forfatterens hjemmeside.

Dødsgudens løgne

Dødsgudens løgne er 1. bind af fantasyserien om Shilla, skrevet af Mette Finderup.

Shillas mor døde for 2 år siden, og hendes far er stadig savnet efter at have kæmpet som soldat i krigen. Hun bor nu i familiens hus sammen med sin ven Niro, og kæmper for at overleve. Både hun og Niro er tyve, og mens Niro er blevet opdaget flere gange, er Shilla aldrig blevet fanget.
Men det ændrer sig, da hun uforvarende kommer til at bryde den allervigtigste lov: Du må ikke stjæle fra Dødsgudens præster!
Shilla får valget mellem at dø, og få sin sjæl kastet i evig fortabelse, eller at finde den mystiske Spinel, som er blevet stjålet fra den præst, hun forsøger at bestjæle. Uden noget reelt valg, påtager Shilla sig præstens opgave.
Der er bare ét problem: Tyven, som stjal Spinellen fra præsten, blev henrettet, og for at finde Spinellen, må Shilla finde tyvens sjæl i Dødsriget, og stjæle genstanden tilbage fra ham. Og det er ikke ligefrem ufarligt at bevæge sig ind i efterlivet, mens man stadig er i live.

Hvorfor har jeg ikke læst den her bog noget før? Serien har stået ulæst på min reol i flere år, og nu, hvor jeg endelig har fået læst første bind, undrer jeg mig over, at jeg ikke har fået gjort det før. For den var faktisk rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er uhyggeligt livagtige. Især Dødsriget fremstod lyslevende for mig, og det samme gjorde de temmelig makabre ting, som Shilla oplever både i livets og dødens verden.
Handlingen er godt skruet sammen, med et overraskende plot, et sammenhængende og mørkt univers (det gælder iøvrigt for både livets og dødens rige), og en god portion spænding, som gør det svært at slippe bogen. Historien er fyldt med magi, action, liv, død, intriger, forræderi, familie, venskab, bedrag og korruption, og en gennemgående mangel på social retfærdighed.
Personerne er nuancerede, levende og menneskelige, og selvom jeg absolut ikke brød mig om dem allesammen, så kunne jeg, til en vis grad, forstå dem. Hovedpersonen Shilla er loyal, ensom, og en dygtig tyv, selvom hun ikke er ret god til at lyve, og engang imellem noget naiv. Hun er god til at opklare mysterier, men ikke altid lige god til at lægge planer, og opfører sig indimellem lidt vel impulsivt, hvilket giver både hende og hendes kære problemer undervejs. Det meste af tiden kunne jeg rigtig godt lide hende, men hendes impulsive og naive øjeblikke irriterede mig en del. Samtidig havde jeg svært ved at forstå hendes venskab med Niro. Han er rar, holder af hende, og hun har ikke andre, men han er også en kujon, naiv, og snakker for meget, hvilket giver både hende og ham problemer indtil flere gange. Mester Gilius, præsten, som fanger Shilla og sender hende afsted for at finde Spinellen, er til gengæld ikke en ret rar person. Han er magtbegærlig, ambitiøs, hævngerrig, og blottet for empati, og i det hele taget ret creepy. Og hans fugleven gør ham bestemt ikke mindre creepy, eller utilregnelig. Også de øvrige bipersoner er interessante, og jeg kunne især godt lide Shillas afdøde familie, som både hun og læseren lærer bedre at kende undervejs.
Alt i alt en rigtig god bog med et overraskende mørkt og dystert univers. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og kan kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.