Jernridderen

Jernridderen er 4. og sidste bind i Julie Kagawas fantasyserie Iron Fey sagaen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic. 

Det lykkedes Meghan at overvinde den falske jernkonge, men ikke uden ofre. Nu sidder hun på tronen som dronning over jernfeyerne, og har forvist Ash fra Jernriget for evigt, da han, som vinterfey, ikke kan overleve i Jernriget.
Ash har dog ikke opgivet Meghan, og vil gøre alt for at indfri sit løfte om aldrig at forlade hende. Men den eneste måde at opfylde det løfte på, er ved at blive menneske.
Sammen med Puck tager han af sted for at finde den eneste. der måske har en idé om hvordan han kan blive menneske: Grimalkin. Ash finder snart ud af, at vejen til et liv som dødelig er endnu farligere end noget han før har været ude for, og undervejs må han konfrontere sin fortid, og finde ud af hvem han selv er.
Ash´ kærlighed bliver sat på den ultimative prøve, mens valget mellem dødelighed og uddødelighed kommer tættere og tættere på.

Det er altid vemodigt at læse sidste bind i en serie, man virkelig godt kan lide, og Jernridderen var ingen undtagelse. Jeg elsker personerne og universet, og derfor er det også svært at måtte skilles fra dem nu, hvor historien er slut. Heldigvis ved jeg der findes en spin of-serie, så jeg slipper for at måtte sige et endegyldigt farvel til Kagawas univers lige med det samme.
Sproget i bogen er letlæst og flydende, men desværre er der igen et par grammatiske fejl i oversættelsen, som trækker lidt ned. Beskrivelserne er dog stadig fantastiske, og i takt med at Ash og company nærmer sig Verdens Ende, bliver de mere og mere mørke og syrede, hvilket er rigtig fedt. Der er også stadig masser af humor, selvom tonen i denne bog er noget mørkere end i de foregående bind i serien.
Universet bliver endnu mere dystert og farligt, og nye væsener dukker op undervejs. Kagawas feyer bliver stadig farligere, men samtidig kan man ikke undgå at være fascineret og tiltrukket af dem, både som læser og dødelig. Jeg kan rigtig godt lide de mange litterære referencer i bogen, og den måde universet trækker på forskellige mytologier og sagnvæsener, samtidig med at forfatteren bringer nye væsener og koncepter i spil, som giver mere kant og liv til de gamle historier.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med de vildeste twists undervejs, som gør det umuligt at forudsige noget som helst. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, kærlighed, venskab, fare, umulige valg, og Ash´ søgen efter hvem han egentlig er. Jeg både græd og grinede undervejs, og kunne ikke slippe bogen, før den var slut, af ren og skær angst for at gå glip af noget. Hvor Kagawa i de foregående bind kom en del ind på teknologien og dens farer, så er det denne gang store emner som liv og død, og hvad det vil sige at være menneske, der bliver diskuteret. Dog uden at det på noget tidspunkt bliver for filosofisk eller kedeligt.
Personerne er levende og menneskelige, med egne historier og motiver, som det kan være svært at finde ud af. Ash udvikler sig enormt meget i løbet af bogen, og bliver mere og mere nuanceret. Som læser lever man sig helt ind i hans historie, og jeg kan rigtig godt lide den måde hans fortid kommer til live på i løbet af bogen. Puck ligner sig selv fra de andre bøger, men alligevel får han mere dybde undervejs, og samspillet mellem Puck, Ash og en tredje person, som jeg ikke kan nævne uden at spoile for meget, er helt eminent. Jeg savnede dog Meghan undervejs, selvom jeg godt kunne lide at lære Ash bedre at kende. Af bipersonerne holdt jeg især meget af Grimalkin og Den Store Stygge Ulv, og så den tredje person fra før.
Bogen indeholder i øvrigt en del bonusmateriale i form af en, vanvittig morsom, Overlevelsesguide til Aldrigaldrig, et interview med forfatteren, og spørgsmål til diskussion.
Den her serie er bare blevet bedre og bedre, og slutningen lever bestemt op til mine forventninger. Universet og personerne er fantastiske, og jeg kan rigtig godt lide den måde begge udvider og udvikler sig på undervejs i serien. Kan man lide feer med kant, nuancerede personer og en spændende historie, så må man ikke gå glip af den her serie, for den har det hele, og lidt til, og jeg kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

Jerndronningen

Jerndronningen er 3. bind af fantasyserien Iron Fey sagaen, skrevet af Julie Kagawa.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic. 

Forvist fra Aldrigaldrig af sin far, kong Oberon, er Meghan vendt tilbage til menneskenes verden. Men hun er ikke alene: Ash, isprinsen, er blevet forvist sammen med hende af sin mor, dronning Mab, efter også han nægtede at opgive kærligheden imellem dem.
Meghan ønsker at vende hjem til sin dødelige familie, men selvom Sommer og Vinter har vendt hende og Ash ryggen, så har jernfeyerne ikke glemt den. Den falske konge vil have fat i Meghan, og hans folk jagter hende selv i menneskenes verden.
Meghan og Ash får brug for hjælp, hvis de skal overleve, og har derfor ikke andet valg end at opsøge eksilalfernes dronning, Leanansidhe, som har sendt Grimalkin afsted efter dem. Først vil Meghan dog have sine minder om hendes stedfar tilbage fra oraklet, noget som bestemt ikke er ufarligt.
Leanansidhe har sine egne planer, og da gamle hemmeligheder kommer for dagens lys, må Meghan sande, at intet er som hun troede.
Mens jernfeyerne vokser sig stærkere, kæmper Sommer og Vinter desperat for at redde Aldrigaldrig, og det går snart op for Meghan, at hun ikke kan undgå krigen. For kun hun har evnen til at rejse ind i jernfeyernes rige, og noget i hende kan ikke lade være med at længes tilbage.
Opgøret med den falske jernkonge nærmer sig, og snart sættes Meghan og Ashs kærlighed igen på prøve.

Tredje bind i serien er uden tvivl det bedste indtil nu.
Hvor sproget i den første bog haltede, så er der nu kommet styr på oversættelsen (med undtagelse af et enkelt ord som konsekvent bøjes forkert), og det er nu letlæst og flydende, og fyldt med fantastisk livagtige beskrivelser, som virkelig gør Aldrigaldrig og Jernriget levende.
Universet giver stadig mindelser til såvel Shakespeares alfer som filmen Labyrinth, og udvider sig stadigt med nye sagnvæsener og utroligt fantasifulde jernfeyer. Aldrigaldrig er farligt, forblændende og forførende, mens Jernriget er ødelæggende og øde, og samtidig fuldt af paralleller til vores egen verden med dens forbrugskultur, fremskridt og forurening. Det er utrolig godt tænkt, og endnu bedre virkeliggjort.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, cliffhangers og spænding, som gør bogen svær at slippe og endnu sværere at forudsige. Jeg sad flere gange helt ude på kanten af stolen mens jeg skiftevis lo og græd, og da bogen var slut, var jeg glad for at jeg har fjerde og sidste bind liggende, så jeg kan gå i gang med det, ligeså snart denne anmeldelse er skrevet færdig. For jeg er nødt til at vide hvordan det hele ender. Historien er fyldt med magi, kærlighed, venskab, forræderi, jalousi, krig, indviklede familieforhold, og sagnvæsener, alt sammen blandet med litterære referencer, mytologi og samfundskritik. Det er medrivende, spændende, magisk, og stærkt vanedannende.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg elskede dem alle sammen. Meghan er modig, stærk og stædig, med en utrolig evne til at elske. Hun udvikler sig endnu mere i dette bind, hvor hun for alvor finder ud af hvem hun er. Forholdet til Ash virker troværdigt, og selvom hun en gang imellem klokker i det, fordi hun ikke kender nok til feyernes kultur, så er man ikke i tvivl om, at kærligheden på begge sider er stærk. Ash er modig, stærk og vil gøre alt for Meghan. Men han kan også være kold, og selvom han bløder mere og mere op over for Meghan, så er han stadig bange for at få sit hjerte knust. Han er hurtig til vrede og had, og selvom han stoler på Meghan, så bekymrer han sig også konstant for hende. Puck er stærk og modig, men også såret, fordi han føler Meghan har leget med hans følelser. Alligevel elsker han hende, og kan ikke lade være med at være jaloux på Ash, hvilket gør deres i forvejen anspændte forhold endnu mere anspændt. Trekantsdramaet mellem de tre er rigtig godt beskrevet, og bliver på intet tidspunkt for meget, hvilket er rart, da det ellers hurtigt kunne blive en typisk YA-kliche, med en pige som ikke kan vælge mellem to fyre. Her er valget taget, og der er ingen vaklen, kun en lettere anspændt stemning. Også bipersonerne er godt beskrevet, og jeg var ret vild med Grimalkin, som man aldrig helt ved hvor man har, og som på mange måder minder mig om Cheshirekatten fra Alice i Eventyrland. Og så var der Oberon og Mab, som på ingen måde kan forventes at vinde prisen for årets forælder. De er naturkræfter, og lige så urokkelige som de årstider de hver især regerer over, og alligevel fornemmer man, at de ikke kan lade være med at elske deres børn. Også selvom de ikke viser det, og er bundet af deres egne regler.
Jeg var vild med bogen, og glæder mig allerede til at kaste mig over den sidste bog i serien. For mig gik alt i dette bind op i en højere enhed, og jeg elskede såvel personerne som universet og handlingen. Kan man lide tempofyldte historier med masser af magi, kærlighed, mørke universer og feer med bid, så er det her en serie man bare må læse. Jeg kan kun anbefale den, og det skader ikke, at bøgerne også er æstetisk flotte både udenpå og indeni.

Se også forfatterens hjemmeside.

Jerndatteren

Jerndatteren er 2. bind af Julie Kagawas fantasyserie Iron Fey sagaen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic.
Meghan har opfyldt kontrakten med Ash, og er frivilligt taget med ham til Vinterhoffet, hvor hun nu bliver holdt som fange. Men Vinterhoffet er et barskt sted hvor kun de stærke overlever, og Meghan føler sig ensom. Ash har forladt hoffet, og da hun endelig ser ham igen, vil han ikke vide af hende.
Meghans hjerte er knust, og hun bestemmer sig for aldrig at stole på Ash igen.
Da Årstidernes Scepter bliver stjålet den selvsamme dag hvor Oberon har overdraget det til Mab, og den ældste vinterprins myrdet, retter Mab sin vrede mod Sommerhoffet – og Meghan. Mab nægter at tro på Meghan, da hun fortæller at det var jernfeyerne der dræbte prinsen og stjal scepteret, og indespærrer hende i is. Kun Ashs hjælp forhindrer hende i at dø, og de må nu begge flygte fra paladset.
Mens Vinter forbereder sig på krig mod Sommer, må Meghan og Ash finde Scepteret og stoppe jernfeyerne. Samtidig må Meghan kæmpe med sine forbudte følelser for Ash, for kærlighed mellem Vinter og Sommer er strengt forbudt og straffes hårdt. Og som om det ikke er nok, så er der også hendes voksende følelser for Puck, og problemerne med hendes magiske evner.

Jeg er altså ret vild med den her serie. Og det er ikke mindst på grund af universet, som er helt fantastisk. Det er mørkt, dystert, syret, fortryllende, forblændende og helt igennem magisk, og minder om en mere mørk udgave af Alice i Eventyrland, med elementer af En Skærsommernatsdrøm, Peter Pan, Labyrinth og keltisk mytologi og folketro. Universet udbygges endnu mere i dette bind, og læseren får mere at vide om de regler og naturkræfter der hersker i Aldrigaldrig, hvor der især er fokus på Vinterhoffet med dets kulde, hårdhed og magtkampe, hvor den stærkeste overlever, og svaghed foragtes.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er utrolig god til at beskrive det fremmedartede univers, så man som læser næsten føler kulden i Vinterens land, tornene i Tjørnekrattet og det kolde jern i luften i menneskenes verden.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med action, forbudt kærlighed, magi, magtbegær, intriger, forræderi og uventede alliancer. Historien er spændende, med masser af twists undervejs, og jeg var vild med slutningen. Der bliver skruet op for trekantsdramaet her i bind to, men dog uden at det bliver for meget.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg er stadig vild med Meghan som hovedperson. Hun er stærk, modig, stædig, og vil gøre alt for dem hun elsker. Ash er bare skøn, med sin blanding af kulde, styrke, loyalitet og en kærlighed, som han ikke vil lade sig selv føle. Og så er der Puck, som er stærk, modig, loyal og håbløst forelsket i Meghan. Trekantsdramaet mellem de tre bliver yderligere kompliceret af, at Ash og Puck har en fortid, og faktisk godt kan lide hinanden, selvom de både er rivaler, og Ash bærer nag til Puck over hans forlovedes død. Bipersonerne er nuancerede og interessante, og jeg er stadig vild med Grimalkin, som på mange måder giver mig associationer til Alice i Eventyrland, samtidig med at han nok er den mest gådefulde person i bogen.
Bogen er hurtigt læst, og det skyldes ikke mindst det fantastiske univers og det høje tempo, som får læseren til at sidde helt ude på kanten af stolen. Jeg var vild med bogen, og glæder mig allerede til at læse næste bind i serien. Er man vild med feer, kærlighed og magiske universer, så må man ikke snyde sig selv for den her serie. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside. 

Jernkongen

Jernkongen er 1. bind af Julie Kagawas fantasyserie Iron Fey sagaen.

Meghan passer ikke rigtig ind i skolen. Hendes familie er ikke rig, og hun har kun en enkelt ven, Robbie. For 10 år siden forsvandt hendes far sporløst, og moren flyttede med Meghan til en lille by, hvor hun giftede sig igen med en griseavler. Meghan har det fint med sin stedfar, selvom hun ofte føler at han ikke ser hende, og at forældrene er mere optagede af hendes halvbror, Ethan, som Meghan forguder.
Kort før sin 16 års fødselsdag lykkes det Meghan at rage uklar med skolens mest populære fyr, som hun også er forelsket i. På hendes fødselsdag ydmyger han hende foran hele skolen, og det bliver kun starten på verdens værste fødselsdag. På vejen hjem føler hun at der er nogle der holder øje med hende, og da hun kommer hjem, opdager hun, at hendes mor er kommet til skade, og at hendes lillebror opfører sig mærkeligt.
Snart opdager hun, at intet er som det ser ud til. Hendes ven Robbie er i virkeligheden en fey, Ethan er blevet bortført og erstattet af en skifting, og hun er heller ikke selv den hun troede.
Meghan beslutter sig for at redde sin bror, og overtaler Robbie til at tage hende med til Aldrigaldrig, feernes land. Men Aldrigaldrig er fuld af farer, og passer hun ikke på, kan hun miste livet - og sit hjerte.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic. 

I 2016 var jeg så heldig at møde forfatteren til et arrangement i Odense hvor hun fortalte om sine bøger, og siden har jeg ønsket at læse den her serie. Feer og kærlighed? Count me in. Og jeg blev bestemt ikke skuffet, for den her bog er rigtig god, og især universet er fantastisk. Aldrigaldrig er syret, mørkt, fortryllende, farligt og fyldt med mærkelige fey og feer kendt fra både Shakespeares En Skærsommernatsdrøm og forskellige kulturers folketro, med et drys af keltisk mytologi. Feerne er farlige og har kant, og forfatteren formår at få den underliggende fare rigtig godt frem.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er livagtige og billedskabende. Forfatteren formår at gengive Aldrigaldrigs mareridtagtige drømmestemning på en måde, så man føler man er der selv, og bogen mindede mig på mange måder om filmen Labyrinth, hvilket er en kompliment, da det er en af mine yndlingsfilm. Der er dog et par generende stavefejl undervejs, og nogle enkelte pudsige ordvalg i oversættelsen, som ødelagde mit læseflow en smule, men det er et mindre irritationsmoment, som heldigvis ikke ødelægger den overordnede læseoplevelse.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom det måske ikke er voldsomt originalt, så formår det stadig at overraske undervejs. Historien er spændende og fuld af action, kærlighed, magi, fey, magtkampe, familie, ensomhed, mobning og det at være fanget mellem to verdener.
Personerne er levende og realistiske, og selvom jeg ikke ligefrem vil kalde dem menneskelige, så er de alligevel relaterbare. Meghan er historiens hovedperson og jeg-fortæller, og som læser kommer man til at kende hende rigtig godt. Jeg holdt rigtig meget af hende, og hendes mod, stædighed og kærlighed til Ethan er beundringsværdige. Men selvom hun er stærk er hun også sårbar, hvilket træder tydeligt frem i forhold til Ash, som hun falder for med et brag, og imod al fornuft. Venskabet med Robbie/Puck er også godt beskrevet, og selvom hans beskyttertrang irriterer hende, så holder hun alligevel meget af ham, uden dog at være forelsket i ham. Og da hele hendes verden ændrer sig, er han der stadig til at holde sammen på hende. Ash er en isprins - bogstavelig talt - og kæmper mod sine følelser, samtidig med at han hele tiden har sine egne interesser for øje. Han er ærekær, modig og en dygtig kriger, men også hård og hævngerrig. Puck er loyal, modig, beskyttende, stærk og forelsket i Meghan. Men han er også jaloux, hævngerrig og beregnende. Selvom man mere aner trekantsdramaet mellem de tre end får det udpenslet, så er der dog ingen tvivl om at det er der historien bevæger sig hen, og det er med til at give historien kant, ikke mindst fordi Puck og Ash har en fortid, som giver konflikter i nutiden. Derudover er der et væld af andre bipersoner, både mennesker og fey, hver med deres egne motiver og historier, som alle har det til fælles at de er levende og interessante. Især Grimalkin elskede jeg, og figuren gav mig mindelser om Alice i Eventyrland, hvilket vil give mening for de der har læst bogen.
Alt i alt en rigtig god bog, som, selvom den mindede mig om flere forskellige bøger og film, alligevel formåede at være helt sin egen, og hvis univers er intet mindre end fantastisk. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien og finde ud af hvor historien bevæger sig hen. Kan man lide feer, kærlighed og magiske verdener, så vil man ikke blive skuffet. Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.