Jane er 18 år, og arbejder som lærer på den samme pigeskole, som hun voksede op på. Hun er forældreløs, og drømmer om at forlade skolen for altid. Og så har hun en hemmelighed: Hun kan se - og snakke med - spøgelser, og hendes bedste veninde er et spøgelse.
Charlotte er elev på skolen, og tror, at hun er Janes bedste ven. Hun drømmer om at blive forfatter, eller i hvert fald opleve verden udenfor skolen.
Da skolens ejer, Mr. Brocklehurst, bliver myrdet, er Charlotte fast besluttet på at løse mysteriet. Ikke fordi hun ønsker, at retfærdigheden vil ske fyldest - som alle andre på skolen afskyede hun Mr. Brocklehurst - men fordi hun er sikker på, at det er Jane, der står bag.
Både Jane og Charlottes liv ændres, da der dukker en spøgelsesjæger op i landsbyen. Jane frygter for sin afdøde veninde, og ønsker at finde ud af, hvad spøgelsesjægerne gør ved spøgelser. Desværre opdager spøgelsesjægeren Alexander Janes hemmelighed, og han er fast besluttet på at rekruttere hende. Også selvom Jane siger nej.
For at slippe for Alexander, tager Jane imod en guvernantestilling hos den hemmelighedsfulde Mr. Rochester, og så tager historien for alvor fart.
Jeg kunne rigtig godt lide første bind i serien, og nød at læse om en ny Jane. Men der var desværre også et par ting, jeg ikke var helt så begejstret for. Noget af det hænger sammen med mine problemer med bogens forlæg, romanen Jane Eyre, mens andet har med personerne at gøre, hvad jeg kommer ind på senere.
Sproget er, som i den første bog i serien, letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, en god portion humor, og masser af litterære og popkulturelle referencer. Og netop det sidste var noget af det, jeg holdt mest af i bogen. Der gik næsten sport i at finde de litterære referencer undervejs, og jeg fandt referencer til såvel Brontë-søstrenes bøger, Charles Dickens, Jane Austen og Harry Potter, foruden filmiske referencer til Den sjette sans og The Princess Bride. Også var der indlagt et enkelt easter egg til første bog i serien. Derudover var bogen fyldt med referencer til historiske personer og begivenheder, og jeg nød virkelig blandingen af 1800-tallets historiske England, kærlighedsroman og det overnaturlige. Bogen er i det hele taget fyldt med atmosfære, og jeg elskede virkelig dens setting.
Handlingen er godt skruet sammen, omend det indimellem virkede som om plottet stak af med forfatterne, og bevægede sig i en anden retning, end man umiddelbart ville tro. Og det gjaldt i høj grad slutningen, som jeg ikke var så begejstret for. Historien er spændende, og fyldt med overraskelser undervejs. Bogen er proppet med action, kærlighed, venskab, spøgelser, intriger, hemmeligheder, forræderi, mord og besættelser, og derudover tager forfatterne såvel instalove som tidens kvindesyn og -roller under kærlig behandling.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg holdt især af hovedpersonen Jane. Selvom hun er ensom, forsøger hun at få det bedste ud af sit liv. Også selvom hendes hemmelige evner og manglende midler ikke gør det nemt for hende. Jeg var ikke så vild med hendes romance med Mr. Rochester, som virkelig er bipolar i den her bog, men sådan havde jeg det også med den originale historie. Jeg kunne også godt lide spøgelsesjægeren Alexander. Han er modig, stærk, og hævngerrig, men også venlig og pligtopfyldende. Charlotte, derimod, var jeg ikke så begejstret for. Hun er meget impulsiv, og lidt for optaget af det romantiske i situationen. Hun forstår ikke Janes nej tak til jobbet som spøgelsesjæger, og er mere optaget af hvad det betyder for hende, end hvad Jane ønsker. Hun ser alt omkring sig som en historie, og forsøger at få virkeligheden til at ligne den historie hun selv digter. Selvom hun er intelligent, så irriterede hun mig helt vildt, og derfor var det også lidt træls, at kapitlerne vekslede lige meget mellem Jane, Charlotte og Alexander. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Helen, og hendes venskab med Jane, og Charlottes bror Bran, hvis klodsethed og manglende situationsfornemmelse blev opvejet af hans gode hjerte og ønske om at hjælpe. Mr. Rochester var jeg til gengæld ikke vild med. Udover at han er alt for gammel til Jane, så opførte han sig besynderligt. Det ene øjeblik bekender han sin kærlighed til Jane, og det næste ignorerer han hende. Og så er han hemmelighedsfuld, og har konstant skiftende sindsstemninger konstant. Så på den måde er han egentlig meget tro mod sit litterære forlæg, omend det er gjort endnu mere ekstremt i denne bog.
Selvom der var et par ting, jeg ikke var så vild med, så opvejede humoren, settingen og de litterære referencer det til dels, og jeg nød at læse My Plain Jane. Har man læst første bind i serien, kan jeg kun anbefale at man også læser denne bog, selvom den, som udgangspunkt, kun har fornavnet på hovedpersonen til fælles med første bind. Og så humoren, selvfølgelig. Det vil dog være en fordel enten at have læst Jane Eyre, eller set en af de mange filmatiseringer af historien, da jeg tror, at noget af humoren ellers vil gå tabt. Er man vild med Englands historie og elsker man 1800-tals litteratur, eller synes man bare, at der er alt for få spøgelser i engelsk historie, så vil man elske den her bog. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den. Også selvom et par af personerne er virkelig trælse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar