fredag den 1. januar 2021

Læsestatus for december og 2020


(Reklame - indeholder anmeldereksemplar)

2020 er endelig slut, og det samme er december, og det betyder, at det er blevet tid til at gøre status over året - og måneden - der gik. 
Da jeg i dette indlæg gør status over både en måned og et år, bliver indlægget denne gang lidt længere, end det plejer at være, men jeg håber, I har lyst til at læse med alligevel. Så sæt jer godt tilrette, med en kop varmt et eller andet, og måske en snack eller to, og læs med, mens jeg siger farvel til måneden og året der gik. 
Jeg lægger ud med decembers læsestatus. 

December var en lidt mærkelig måned, hvor jeg tilbragte rigtig meget tid hjemme. Den nye norm betyder mere hjemmearbejde og flere Skype-møder, og selvom jeg har haft travlt, så har det alligevel ikke føltes sådan, fordi meget af den daglige transport på den måde er blevet skåret væk. Kort før jeg gik på juleferie, lukkede landet ned igen, og selvom bibliotekerne havde åbent i en begrænset åbningstid for afhentning og aflevering, så stod jeg pludseligt uden udlånsvagter mellem jul og nytår, hvilket betød en ekstra fridag, da jeg pludselig havde mulighed for at afspadsere i stedet for at hjemmearbejde, på et tidspunkt, hvor alle andre holdt ferie. Samtidig vendte mit læseoverskud endelig tilbage, og december endte med at være en forrygende læsemåned, hvor jeg nød både at fordybe mig i mit readathon, All Dragons Readathon, lystlæse, og følge op på mine årslæseprojekter. Derudover deltog jeg i et hyggeligt Online Christmas Party med HarperCollins Nordic DK, hvor jeg blandt andet hørte lidt om Lotte og Søren Hammers nyeste bind i serien Venner og Fjender, og lidt om hvad der kommer af nye bøger fra forlaget i 2021. 
Julen blev tilbragt i Thy hos min bror og svigerinde, og jeg nød at se dem, og ikke mindst min nevø og niece, for første gang i et halvt år. At min nevø og niece også nød at se faster igen herskede der vist ingen tvivl om, og jeg tilbragte det meste af min miniferie deroppe med mindst et barn på skødet eller i hånden, hvilket var så skønt. Juleaften blev fejret med både mine og min svigerindes forældre, og selvom gaveorgiet for de mindste var enormt, så tog de det forbløffende pænt. Nytårsaften tilbragte jeg, som jeg plejer, alene sammen med katten, og selvom ingen af os var begejstrede for nytårsbragene - som i år var længerevarende end tidligere - så kom vi da igennem aftenen. Også selvom vi blev vækket klokken 5.30, hvor det sidste nytårskrudt åbenbart skulle fyres af. Resten af juleferien har jeg tilbragt hjemme, og jeg i den grad nydt at slappe af, og tage den med ro. Det har været tiltrængt, efter et efterår, som har været utroligt hårdt både mentalt og fysisk. 
Og så må det vist være tid til at vise de bøger, jeg fik læst i december, frem. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I december fik jeg læst 1 anmeldereksemplar, nemlig:

C.G. Valentin: Drageægget (Dragernes Æra 1)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Klippe. 
Serien er påbegyndt og ajour. 

I forbindelse med All Dragons Readathon fik jeg læst 9 bøger, og selvom stakken endte med at se lidt anderledes ud, end først planlagt, så var jeg ret begejstret for de fleste af bøgerne. En nærmere opfølgning på readathonet kommer en af de nærmeste dage, men de bøger, jeg fik læst, var:

Angie Sage:
Magik (Septimus Heap 1)
Flyveri (Septimus Heap 2)
Alkymik (Septimus Heap 3)
Zirene (Septimus Heap 5)
Serien er i gang. 

Anne McCaffrey:
Moreta: Dragonlady of Pern (The Dragonriders of Pern 7)
Nerilka's Story (The Dragonriders of Pern 8) (i Nerilka's Story and The Coelura)
Serien er i gang. 

C.G. Valentin: Drageægget (Dragernes Æra 1)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Klippe. 
Serien er påbegyndt og ajour. 

Rachel Aaron:
A Dragon of a Different Color (Heartstrikers 4)
Last Dragon Standing (Heartstrikers 5)
Serien er slut. 

Fra decembers start var jeg en del bagud med min A-Z TBR, og selvom det ikke lykkedes mig at nå helt i mål med den (mere om det senere), så fik jeg færdiglæst 4 bøger fra den i månedens løb. 
Bøgerne er:

Angie Sage:
Qurér (Septimus Heap 4)
Zirene (Septimus Heap 5)
Serien er i gang. 

Brandon Sanderson: Warbreaker (Warbreaker 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Pernille Eybye: Heksejægerens bytte (Dragernes Konge 1)
Serien er påbegyndt. 

Jeg fik også læst en del julebøger i december. 7 styk, blev det til, og de er:

R.S. Söderström: Piggy - den store flugt fra juleaften

Camilla Läckberg: Mord og mandelduft

Elly Griffiths: Det første juletræ

Dennis Jürgensen: Benny og Brian møder Den Sorte Julemand

J.D. Netto: Henderbell: The Shadow of Saint Nicholas

Luna Mørup: Claire og julemiraklet

J. Krohn: Peters Jul

Som nævnt blev det til en del lystlæsning i december, og det betød, at jeg fik læst 4 bøger, som ikke passer ind i de andre "kategorier". 
Bøgerne er:

Elise Kova: A Deal with the Elf King (Married to Magic 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Traudl Junge og Melissa Müller: Til den bitre ende

Craig Cabell: Terry Pratchett - The Spirit of Fantasy

Terry Pratchett: The Time-travelling Caveman

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 16 tegneserier.
De er:

Jerry Scott og Jim Borgman:
Zits - og biler (Zits 100% 5)
Zits - og skole (Zits 100% 6)
Hm, måske i den anden taske (Zits 6)
Vokseværk (Zits 7)
Indeklemt (Zits 8)
Familiebånd (Zits 9)
Alene hjemme (Zits 10)
Mor er den bedste i verden - på afstand (Zits 11)
Vent ikke for længe med vasketøjet! (Zits 12)
Livet er hårdt som teenager (Zits 13)
Vær ikke et svin, Filip! (Zits 14)
Så er der mad, Filip! (Zits 15)
Vi er løbet tør for cornflakes (Zits 16)

Slim nr. 7

Munuera. Lady Z (Zorglub 3)

Thom Roep og Piet Wijn: Hemmeligheden om den skjulte dal (Gammelpot 2)

I alt fik jeg læst 23 bøger og 16 tegneserier. Af dem var 1 et anmeldereksemplar, 2 biografier, 2 novellesamlinger, 4 fra min A-Z TBR, 2 billedbøger og 2 noveller. 9 var på engelsk. Jeg fik afsluttet en serie, påbegyndt 4, og kom ajour med 3. Alt i alt var december en virkelig god læsemåned. 
Hvad der kommer til at ske på bogfronten i januar venter jeg lidt med at fortælle om. Det kommer nemlig i et andet indlæg sammen med læseplanerne for 2021. Men jeg vil i hvert fald have læst nogle af de anmeldereksemplarer, jeg har liggende, så jeg kan få ryddet ud i dem, inden vi kommer alt for langt ind i 2021. 

På bogfronten, som på mange andre områder, var 2020 et meget blandet år. Selvom jeg i perioder kæmpede med manglende læseoverskud, så læste jeg så meget desto mere, når overskuddet var der, og jeg endte med at sætte mit Goodreads-læsemål, som fra starten af året var på 130 bøger, op hele to gange. Først til 150 i juli, og derefter til 175 i august. Og slutresultatet blev 177 læste bøger, hvilket jeg er både stolt og overrasket over. 
Lidt statistik fra Goodreads:


Som man kan se, havde jeg et ganske godt læseår. Selvom et par enkelte bøger endte med at få 2 stjerner på Goodreads, så har langt de fleste haft 4 eller 5 stjerner, og selvom man ikke helt kan regne med stjernerne, da jeg også opererer med halve stjerner, og derfor runder op nogle gange, så ser det alligevel ret godt ud. Ifølge Goodreads har jeg læst 57090 sider, fordelt på 177 bøger, hvilket er næsten 10000 sider mere end i 2019, og selvom det reelle tal ligger en hel del højere, da jeg også har læst en hel del graphic novels og tegneserier i årets løb, som ikke figurerer i oversigten, så er det også et tegn på, at jeg har fået læst virkelig meget i 2020. 

Jeg havde i 2020 opstillet 3 læseudfordringer til mig selv, med blandet succes. 
Den første var en serieudfordring, hvor jeg fra årets start havde skrevet alle de serier ned, som jeg var i gang med, og puttet dem i et glas. Hver måned trak jeg så en serie fra glasset, og meningen var så, at jeg skulle læse videre i serien, og potentielt færdiglæse den. Det gik fint i starten af året, men gik desværre en smule i stå i efteråret, hvor jeg endte med at sætte udfordringen på pause. Alligevel har jeg tænkt mig at fortsætte med udfordringen i 2021, da jeg synes, det er en fin måde at komme videre med nogle af de serier, jeg er gået i stå i.
Den anden læseudfordring lignede serieudfordringen en del. Jeg har ikke været ret god til at få læst mine FairyLoot-bøger, og derfor puttede jeg, fra årets start, alle titlerne i et glas, og trak så en hver måned, som jeg havde to måneder til at få læst, eller bestemme, om jeg stadig var interesseret i. Også denne udfordring var en blandet succes, og gik i stå i sidste halvdel af året. Jeg endte med kun at få læst 1 bog fra krukken, mens 5 andre bøger røg ud, da jeg simpelthen ikke var interesseret i dem. Jeg kan dog stadig godt lide idéen, og har tænkt mig at fortsætte udfordringen i 2021. Forhåbentlig med større succes.
Tredje læseudfordring var en A-Z TBR for hele året, som gik ud på at læse bøger, hvis titler begyndte med de første 26 bogstaver i alfabetet. Titlerne kan ses her. Selvom jeg ikke nåede helt i mål med udfordringen, da jeg, grundet perioderne med manglende læseoverskud, endte med at være en del bagud ved årets slutning, så fik jeg faktisk læst hele 21 af bøgerne, og fik startet på 2 af de resterende, som jeg dog ikke nåede at få færdiglæst, før året var slut. Jeg betragter derfor udfordringen som en succes, og har tænkt mig at fortsætte med den i 2021, hvor jeg håber at kunne nå helt i mål. 

I 2020 deltog jeg i flere forskellige readathons. I marts deltog jeg både i The Backlist Readathon og TFF readathon, i april prøvede jeg for første gang kræfter med O.W.L.s Magical Readathon og deltog, traditionen tro, i Dewey's 24 Hour Readathon, i oktober stod den på endnu en omgang Dewey's 24 Hour Readathon og Efterårsmagi Readathonet, og i december sluttede jeg året af med mit helt eget readathon, All Dragons Readathon. Så vidt kalenderen tillader det, har jeg planer om at deltage i dem alle sammen igen i 2021. 

Selvom de fysiske bogfestivaler måtte aflyses i 2020, så blev det alligevel til en del boglige arrangementer i årets løb, hvor forlag og forfattere flyttede online, og det var skønt at se, hvor stor opfindsomhed forfatterne lagde for dagen. Derudover deltog jeg selvfølgelig også i Fantasyfestivalen, som i år rykkede online, og hvor jeg, for en gangs skyld, faktisk kunne deltage i de forskellige foredrag undervejs, fordi jeg ikke, som vanligt, havde travlt andetsteds. Det var en både skøn og surrealistisk oplevelse, men ikke desto mindre ser jeg frem til en helt almindelig festival i 2021. For det er altså bare sjovere at mødes fysisk. 

På bloggen bød året på både forfatterinterview og videorundvisning i hjemmebiblioteket. Jeg fortsatte også med at lave månedlige statusindlæg og Book Hauls, og så blev det til 8 nye Top 10 Lister i årets løb, hvoraf 5 af dem blev lavet i forbindelse med #meredanskfantasy. Jeg satser på at fortsætte med både statusindlæg, Book Hauls og Top 10 Lister i 2021. I juli prøvede jeg kræfter med en spontan læseudfordring, hvor jeg, under hashtagget #sænkmintbr, bad om hjælp fra bloggens følgere på Facebook og Instagram til at finde sommerferielæsningen blandt de ulæste bøger på mine reoler. Jeg fik langt flere forslag, end jeg kunne nå at læse, og har allerede bestemt mig for at gentage udfordringen i 2021. 

Derudover blev 2020 også året, hvor bloggens sociale medier oplevede en større vækst af følgere. I skrivende stund følger 1003 med på Instagram, mens 393 følger bloggen på Facebook og 339 aktivt synes om bloggen. Tak til jer, der er kommet til i det forløbne år. Jeg håber, I bliver hængende. 

Privat var 2020 et både sært og hårdt år. Med nedlukningen i marts blev hverdagen pludselig meget anderledes, og hjemmearbejde og Skype-møder blev en integreret del af arbejdsdagen. Jeg fik prøvet kræfter med karantæne ad flere omgange, mens jeg ventede på testsvar (eller bare at få lov til at blive testet), og den manglende fysiske kontakt med familien var svær at forholde sig til. Selvom det blev til et par enkelte besøg fra mine forældre i foråret og sommeren, hvor min far blandt andet udskiftede det meste af min garage (resten udskiftes i år), og en enkelt tur til familien i Thy i juli, så tilbragte jeg det meste af tiden sammen med katten, som, i modsætning til mig, har nydt at have mig så meget hjemme. Madslaven og døroplukkeren skal da sættes i sving!
Efteråret blev desværre ikke bedre, med nye restriktioner, manglende mentalt overskud på arbejdet, og en halsvirus fra helvede, der lagde mig ned fra midten af oktober til midten af november, og tog lang tid at komme over. 
Et enkelt lyspunkt bød året dog på. Under forårets karantæne fik jeg nemlig, med hjælp fra min far, købt en lille bil, og det er skønt ikke længere at være afhængig af kollektiv trafik når jeg skal på arbejde eller på familiebesøg (i fremtiden, når det bliver tilladt igen). 
Heldigvis er der med vaccinen nu lys forude, og selvom vi ikke slipper for restriktioner og nedlukninger foreløbig, så føles det, som om vi går mod bedre tider. 

Til slut vil jeg gerne sige tak til alle de forfattere og forlag som har givet mig så mange dejlige læse- og bogoplevelser i 2020, og ikke mindst til jer, kære læsere, som har fulgt med, kommenteret, og forhåbentlig er blevet inspireret til jeres egne læseoplevelser.
Tak for 2020, og på gensyn i 2021.

Ingen kommentarer: