Og de blev lokket er 1. bind af fantasytrilogien Bjergtaget, skrevet af Sidsel Sander Mittet.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Askatle er elverkvinde, født af en menneskelig mor, og datter af en af elverkongens højtstående adelige. Som de andre elvere i kongens borg føler hun sig hævet over menneskene, som betragtes som alvsdyr eller legetøj. Med en enkelt undtagelse: Hendes halvsøster, datter af hendes menneskelige mor, som hun ofte besøger i drømme.
Da hendes far dør, efter at være blevet angrebet af kongens fjender, ændrer alt sig. Først frier hendes fars fostersøn Malgest til hende, og så viser det sig, at Malgest har valgt hendes lillesøster som avlsdyr. Det er dog først, da hendes lillesøster tager sit eget liv, at Askatle bestemmer sig for at handle. For at tage hævn over Malgest opsøger hun kongens fjender, som kæmper for menneskenes rettigheder, og i de følgende år fungerer hun som spion ved kongens hof, som elskerinde til en af Malgests underordnede.
Men alt det ændrer sig, da hendes elsker intrigerer mod Malgest, og bliver opdaget. Pludselig er Askatle Malgests elskerinde, og samtidig kommer hun på sporet af en plan, der skal bringe halvelvere fra menneskenes verden tilbage til Bjerget - og til kongens hof.
Samtidig, i menneskenes verden, forsøger Sigrid at finde ud af, hvad der sker med hende. Hvorfor vil mænd ikke lade hende være i fred, og hvad sker der med hendes ryg?
Og så er der ekssoldaten Johannes, hvis far ikke vil acceptere, at han er homoseksuel, og som plages af mystiske drømme om en kvinde. Drømme, som forvirrer ham, for han er jo kæreste med Sohrab, og slet ikke interesseret i kvinder?
Jeg har elsket alle forfatterens tidligere bøger, og derfor var denne bog også en af mine mest ventede udgivelser i år. Selvom den ikke helt levede op til mine skyhøje forventninger, så var det en rigtig god bog, og jeg skal da helt klar læse videre i serien.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser af såvel vores egen som elvernes verden. Forfatteren er virkelig god til at skabe stemninger, og man føler som læser, at der lurer noget slemt under alt det drømmeagtige og magtspillene i elvernes rige. Hvert kapitel indledes med et citat fra en dansk folkevise, som handler om elvere, og det er med til at give bogen den rette stemning. At bogen har nogle lidt kedelige slåfejl hist og pist, er synd, men havde heldigvis ikke den store indflydelse på læseoplevelsen.
Universet er anderledes og spændende, og man kan tydeligt fornemme den inspiration, forfatteren har fået fra de gamle danske folkeviser. Elverne er bestemt hverken venlige eller hjælpsomme, men derimod kolde, kyniske og magtbegærlige, og bruger sex som både våben og undertrykkelsesmiddel over for såvel mennesker som hinanden. Selvom oprørerne officielt udtaler, at de kæmper for menneskenes skyld, så er man som læser ikke helt sikker på, at det er sandt, og de metoder, de bruger, ligner til forveksling de andre elveres.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien følger tre forskellige personer, og tre forskellige spor, og det er fascinerede at følge, hvordan forfatteren formår at få det hele til at hænge sammen, og gå op i en højere enhed. Historien er spændende, og fyldt med intriger, hævn, mord, krig, magi, elvere, forræderi, magtbegær og sex, og forfatteren tager emner som PTSD, homoseksualitet, #metoo, voldtægt, stalking og slaveri under kærlig behandling, samtidig med, at hun giver stof til eftertanke hos læseren. Men selvom historien er spændende, så blev jeg lidt træt af konstant at læse om sex, og det blev i sidste ende det, som trak historien lidt ned for mig. Jeg er med på, at sex er temmelig vigtigt i bogen og universet, men jeg ville have foretrukket, hvis det ikke hele tiden blev udpenslet i detaljer undervejs. Det er dog en mindre detalje, for selve historien og universet nød jeg i den grad.
Personerne er levende og menneskelige, og forfatteren beviser igen, at hun kan skrive karakterer, som er både nuancerede og fejlbehæftede, og som man virkelig kommer til at holde af. Historien fortælles skiftevis af Askatle, Sigrid og Johannes, og af de tre holdt jeg uden tvivl mest af Sigrid. Askatle var for kynisk, manipulerende og hævntørstig, og hendes tankegang og brug af sex var for fremmedartet til, at jeg helt kunne leve mig ind i hende. Det betyder ikke, at hun ikke var interessant og modig, eller havde positive karaktertræk, men kun, at hun simpelthen, som elver, var for fremmedartet for mig. Johannes er tidligere soldat, homoseksuel, og kæreste med en muslimsk mand. Men selvom han elsker Sohrab, har han svært ved at sige fra overfor sin dominerende direktørfar, som ikke kan forlige sig med en mandlig svigersøn, eller sønnens ønsker om at læse på universitetet, i stedet for at træde ind i familiefirmaet. Johannes lider af PTSD og drømme fra tiden i Irak og Afghanistan, og da han også begynder at have seksuelle drømme om en kvinde, har han svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned. Selvom jeg godt kunne lide Johannes, så havde jeg det også temmelig svært med nogle af de valg han traf undervejs, og selvom jeg godt ved, at ikke alt, hvad han foretog sig, var af hans egen fri vilje, så gjorde det alligevel, at jeg ikke kom til at holde helt så meget af ham, som af Sigrid. Sigrid er vokset op i en kærlig familie, og læser dansk på universitetet. Hun er meget optaget af folkeviserne, har få venner, og bryder sig ikke om at gå i byen, da hun er bange for, igen, at miste kontrollen. Samtidig bryder hun sig ikke om den opmærksomhed hun får fra det modsatte køn, som ofte udvikler sig i en stalkeragtig retning, og da hun endelig slår sig løs, opdager hun, at der er noget ved hende, der i den grad adskiller hende fra almindelige mennesker. Af bipersonerne var jeg især vild med Sohrab, Johannes' kæreste, som er intelligent, sød og rapkæftet, med masser af humor og en næsten engleagtig tålmodighed - selvom han bestemt kan sige fra. Malgest og hans næstkommanderende Elfrun afskyede jeg næsten fra starten af, og det blev kun værre, efterhånden som historien udviklede sig, og de fik mere sceneplads.
Kan man lide elvere af den klassiske nordiske slags, med masser af fare og magisk manipulation, så kan den her bog helt klart anbefales. Men vær forberedt på, at bogen indeholder en del sex, som måske ikke gør den supervelegnet for yngre læsere. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, for jeg er simpelthen nødt til at vide, hvad der sker, efter den cliffhanger bogen slutter med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar