lørdag den 7. juli 2018

Mid Year Book Freak Out tag

Jeg har efterhånden set dette tag hos en del både danske og udenlandske booktubere og bogbloggere, og da jeg synes, det er en fin måde at samle op på det første halvårs læsning, tænkte jeg, at jeg også ville besvare det. Bogtagget er oprindeligt lavet af en booktuber, men har efterhånden en del år på bagen, og jeg er ikke klar over hvem der præcist har opfundet det. Jeg har selv oversat spørgsmålene fra engelsk til dansk.

1. Bedste bog du har læst indtil videre i 2018
Uden tvivl En konges vej, Del 2 (Stormlysfortællingerne 1,2) af Brandon Sanderson. Jeg er vild med hans univers, og venter allerede spændt på at næste bind i serien bliver oversat. 

2. Bedste fortsættelse du har læst indtil videre i 2018
Jeg har læst en hel del fortsættelser i 2018, men den der skiller sig mest ud, er nok Intensity (Chronicles of Nick 8) af Sherrilyn Kenyon. Det er sidste bind i serien, og det lykkes forfatteren at afslutte historien på en sådan måde, at det passer ind i hendes overordnede Dark-Hunter-serie, uden at det virker kunstigt. Jeg var meget spændt på, hvordan hun ville gøre det, og meget tilfreds med slutningen. 

3. Ny udgivelse du gerne vil læse, men ikke har fået læst endnu
Der er mange, men en af dem jeg glæder mig til at læse, er Skyggen fra Nord (Grænsen til Trafallas 2) af Julie M. Day. Bind et var en af mine bedste læseoplevelser sidste år, og jeg har derfor store forventninger til andet bind. 

4. Mest ventede udgivelse for anden halvdel af året
Uden tvivl Ravnenes hvisken 3 af Malene Sølvsten. Jeg er så spændt på at finde ud af hvordan Annes historie ender. 

5. Største skuffelse
Madeleine L'Engles A Wrinkle in Time. For mig var den alt for amerikansk, og temmelig bedaget, med en historie der ikke hang rigtig sammen, og jeg forstår slet ikke, at den har fået status af klassiker. En anden bog der skuffede mig, var Six of Crows af Leigh Bardugo. Den var ikke dårlig, men levede for mig slet ikke op til den megen hype, og de tårnhøje forventninger, jeg havde til den. 

6. Største overraskelse
Reckless (Mirrorworld 1) af Cornelia Funke. Jeg har haft bogen stående ulæst på min reol i en del år, og havde bestemt mig til, at den enten skulle læses i år, eller gives væk. Og så endte den med at overraske mig så positivt, at jeg nu har købt efterfølgerne til den, og næsten ikke kan vente med at få dem læst. 

7. Ny yndlingsforfatter (Debutforfatter eller ny for dig)
Jessica Townsend overraskede mig i den grad med Morrigan Crows magiske prøvelser (Nevermoor 1), og hun er uden tvivl en forfatter, jeg vil holde øje med i fremtiden. Foreløbig glæder jeg mig helt vildt, til andet bind udkommer til efteråret (på engelsk - den kommer vist først på dansk i 2019).

8. Nyeste boglige crush
Pas. Men jeg er stadig vild med Nick fra Chronicles of Nick

9. Nyeste yndlingskarakter
Det må vist være Taykyn fra Tusmørkets Søn af Mads Schack-Lindhardt. Han er utroligt nuanceret, og så kan jeg godt lide den måde han er fanget mellem lyset og mørket. 

10. Bog der fik dig til at græde
Hunden der troede den var en isbjørn af Emil og Cecilia Blichfeldt. En fuldstændig fantastisk billedbog som jeg læste til forårets readathon, og som jeg fik tilsendt som en gave fra forlaget Calibat. Bogen er ikke anmeldt på bloggen, da jeg ikke anmelder billedbøger. 

11. Bog der gjorde dig glad
How To Marry A Werewolf af Gail Carriger. Der er et eller andet ved steampunk, og i særdeleshed Carrigers bøger, der bare gør mig glad. Og især denne novelle fik mig til at løfte på smilebåndene, og efterlod mig med en indre glæde. 

12. Bedste filmatisering du har set i år
Jeg har ikke set en decideret filmatisering i år, medmindre man tæller superheltefilm med. Og blandt dem, er det nok Thor: Ragnarok jeg vil fremhæve som den bedste, simpelthen fordi den var et friskt pust - nå ja, og så fordi, Loki. 

13. Bedste anmeldelse du har skrevet i år. 
Jeg synes egentlig ikke der er en anmeldelse, der skiller sig ud, og er bedre end de andre, så i stedet vil jeg pege på den samtale jeg havde med Julie M. Day i starten af juni. Det var nemlig et rigtig sjovt indlæg at lave, og jeg er rigtig glad for resultatet.

14. Den smukkeste bog du har købt indtil videre (eller fået)
Jeg kan simpelthen ikke nøjes med at vælge en, da jeg har købt flere smukke bøger, som skiller sig ud, i det første halvår. I stedet vælger jeg at pege på disse fire, som hver for sig er noget helt specielt:
The Snow Queen and Other Winter Tales (Barnes and Noble Classics)
Hans Christian Andersen: Classic Fairy Tales (Barnes and Noble Classics)
Christina Rossetti: Goblin Market and Selected Poems (The Folio Society)
J.R.R. Tolkien: The Hobbit (The Folio Society)

15. Hvilke bøger skal du have læst ved årets slutning.
Der er alt for mange jeg gerne vil have læst, men 5 bøger jeg ved, jeg skal have læst, inden året er slut, er de tilbageværende bøger i min årslæsestak. Jeg mangler pt. at læse:
China Miéville: Non Lon Don (Del 1+2)
G.P. Taylor: Skyggemaner
Kasper Hoff: Solbarnet
Sally Gardner: Jeg, Coriander
D.M. Cornish: Hittebarnet (Monsterblod 1)

Derudover mangler jeg at læse 47 bøger, for at nå mit Goodreadsmål på 130, hvilket også burde være muligt at nå. 
Da jeg er noget sent ude, og flere allerede har lavet tagget, vælger jeg ikke at pege på nogen bestemt, men har I lyst, er I meget velkomne til at kaste jer ud det. 

2 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Oh boy! Skal i gang med anden bog i Sanderson-serien i weekenden, og jeg glæder mig bare endnu mere efter at have læst dette indlæg! :D


Mvh.
Den lille Bogblog

Kirsten Bloch sagde ...

@Den lille Bogblog. Det kan du også roligt gøre! Rigtig god fornøjelse med den:)