fredag den 27. juli 2018

FairyLoot #16

Så er det igen blevet tid til at vise månedens FairyLoot-boks frem. Endnu en gang overraskede Bring positivt, og der gik kun fire dage (eller reelt 3 1/2 dag) fra jeg modtog min tracking e-mail, til pakken var klar til afhentning.
Månedens tema er The Power Within, og jeg var noget spændt på boksen, da jeg kun har læst et par af de bøger, der skulle være goodies fra denne gang.

Som altid var det første jeg fik øje på, da jeg åbnede boksen, månedens temakort. Igen er kortet enormt flot designet, og som altid lod jeg det ligge med forsiden opad, mens jeg pakkede boksen ud, så jeg undgik spoilerne på bagsiden.

Det første jeg fik fat i var et viskestykke med et citat fra And I Darken af Kiersten White. Teksten er desværre spejlvendt, hvilket ødelægger helhedsindtrykket en del, men FairyLoot har allerede meldt ud, at der bliver fremsendt et nyt viskestykke, hvor teksten vender rigtigt, i løbet af en måned eller to. Viskestykket er designet af KDP Letters.

Næste ting var denne duftspray, inspireret af Snow Like Ashes-serien af Sara Raasch. Den hedder Exclusive Theron's Study Room Spray, og er designet af Geeky Clean. Duften skulle være lavendel og bogduft. Jeg må indrømme, at jeg er noget træt af duft- og bodyprodukterne fra FairyLoot, da jeg aldrig kommer til at bruge dem, men okay.

Den næste ting jeg fiskede op, er jeg til gengæld ret vild med. Det er nemlig en Exclusive Quidditch Pen, designet af FairyLoot, og inspireret af Harry Potter. På skaftet står der: Don't chase the Quaffle of you see the Snitch. Jeg forudser, at den vil optræde på en del Instagram-fotos i fremtiden.

Jeg var også ret vild med dette magiske krus. Umiddelbart ser det godt nok lidt kedeligt ud, men kommer man varmt vand i, dukker der et citat fra Falling Kingdoms-serien af Morgan Rhodes frem. Kruset er designet af Little Inkling Designs

Det næste jeg fiskede op var dette klistermærke, designet af Reverie and Ink, med citatet Ond Eldr - Breathe Fire fra bogen Sky in the Deep af Adrienne Young. Personligt synes jeg klistermærket er lidt kedeligt at se på, så jeg får det næppe brugt. 

Sidste officielle ting er dette flotte Zélie Art Print, designet af Diana Worek, og inspireret af Children of Blood and Bone af Tomi Adeyemi. Jeg er ret vild med designet, og da jeg regner med at starte på bogen inden for den næste uge eller to, er printet en rigtig god inspiration. 

Bonustingen denne gang var et postkort med reklame for bogen Sweet Black Waves af Kristina Perez og en kode, der giver adgang til en digital læseprøve. 

Og så nåede jeg til bogen, som endnu en gang var en total overraskelse. Det var nemlig Heart of Thorns af Bree Barton, en bog jeg aldrig havde hørt om, og som jeg, baseret på omslaget, aldrig ville være faldet over, selvom den lyder som lige noget for mig. Bogen er en eksklusiv Fairyloot-udgave i hardback, med sprayede kanter i rød, og signeret af forfatteren.


Med bogen fulgte, som altid, et brev fra forfatteren, med et kunsttryk med personerne bagpå, designet af Noverantale, månedens bogmærke, hashtag til min reading buddy og månedens FairyScoop.

Selvom der var et par ting jeg var ret vild med, så var der desværre også et par ting, som var ret "meh" for mig. Muligvis fordi jeg ikke har læst bøgerne de er inspireret af. Til gengæld var jeg positivt overrasket over bogen, som jeg glæder mig til at læse, når jeg engang kommer til den.
Næste måneds tema er Mutinous Pirates, og jeg glæder mig helt vildt! Jeg har en idé om, hvilken bog boksen vil indeholde, og håber virkelig jeg har ret. Og så glæder jeg mig til at se, hvilke goodies der følger med.

Ingen kommentarer: