Invasionen af Tearling

Invasionen af Tearling er 2. bind af fantasytrilogien Dronningen af Tearling, skrevet af Erika Johansen.

Kelsea er blevet kronet som dronning af Tearling, selvom det bestemt ikke er med alles gode vilje. Både hos adelen og kirken er der modvilje mod hendes politik, og hun har allerede fået indtil flere fjender blandt rigets mest magtfulde personer. Fjender, som vil gøre alt for at genvinde deres magt. Selv mord.
De fattige elsker hende derimod, fordi hun har stoppet slaveforsendelserne til Mortmesme. Et træk, som dog ikke er uden konsekvenser. For Dronningen af Mortmesme har brug for slaverne, og med ulmende utilfredshed blandt sine egne undersåtter beslutter hun sig for at invadere Tearling.
Men det er ikke kun uroen blandt undersåtterne der driver Dronningen af Mortmesme til at invadere. Kelsea har nemlig noget, som Dronningen længe har ønsket sig, og som hun vil gøre alt for at få fingrene i: Tear-familiens safirer.
Kelsea er først lige ved at lære safirernes magt at kende. De er langsomt begyndt at ændre hende både udenpå og indeni, og mens hendes magiske kræfter vokser, ændrer hendes væremåde sig markant. Mærkelige syn af en kvinde fra før Udvandringen hjemsøger hende, og Kelsea både frygter og længes efter dem.
Imens nærmer invasionshæren sig ubønhørligt, og finder Kelsea ikke på en plan, er hendes land og folk dødsdømt.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget People´s Press. 

Det tog mig lang tid at komme igennem den første bog i serien, og det gjorde det desværre også med denne her. Ikke fordi bogen er dårlig, men simpelthen fordi jeg mistede interessen undervejs, og havde svært ved at få den læst færdig. Og jeg ved også hvorfor jeg mistede interessen, hvilket jeg kommer tilbage til lidt senere.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, og forfatteren er rigtig godt til at skabe mørke og dystre stemninger, som passer til både det nutidige dystopiske univers og tiden før Udvandringen. Humoren forsvinder lidt her i andet bind, hvor historien bliver mørkere, og tiderne mere desperate, og det er synd, for det var én af de ting jeg synes fungerede rigtig godt i første bind. Til gengæld er historien stadig krydret af litterære begreber og karakterer, og bøgerne spiller stadig en stor rolle, hvad jeg, som både bibliotekar og bogelsker, synes er fedt.
Personerne er levende og menneskelige, og især Kelseas udvikling og forvandling er rigtig godt beskrevet. Hun er ved at blive voksen, og frygten for at ende som sin mor præger hende. Samtidig er hun blevet mere kynisk og kold, hvad der passer til historien, men gjorde hende til en lidt fjern hovedperson for mig. Hun er presset af de politiske magtspil hun er nødt til at tage del i, den kommende krig, og sine egne valg, og samtidig også plaget af hendes tiltrækning af såvel den mystiske ildskabning, som oprøreren Fylgjen og livvagten Pen. Min yndlingsperson er nok præsten Tyler, som egentlig bare vil være i fred med sine bøger, men som bliver tvunget ind i de politiske magtspil mellem kirken og dronningen, og som bliver mere og mere desillusioneret omkring kirken. Også Dronningen af Mortmesme lærer man som læser bedre at kende i løbet af bogen, men da jeg ikke vil spoile handlingen, kan jeg ikke fortælle hvad det var jeg godt kunne lide ved hende, da det gradvist forklares hvorfor hun er som hun er. Til sidst vil jeg nævne kvinden Lily, som Kelsea ser i sine syn fra tiden før Udvandringen. Hun er fanget i et ægteskab med en mand hun ikke længere bryder sig om, og med et krav fra omverdenen om at få børn. Hendes egen familie er faldet fra hinanden, efter hendes søster blev anholdt da Lily var ung, og hun har ingen hun kan betro sig til. Selvom hun er priviligeret lever hun et dobbeltliv, og gør hvad hun kan for at undgå at blive gravid. Lily flyder for det meste med strømmen, men da hun får chancen for at gøre noget meningsfuldt med sit liv kan hun ikke lade være med at gribe den - med store konsekvenser. Bogen skifter primært mellem disse fire personers synsvinkler, med enkelte andre imellem, hvilket giver mening for historien, men desværre også var med til at få mig til at miste interessen. Lilys historie var nemlig så spændende, at jeg var mere interesseret i den end i hovedhistorien, og derfor havde svært ved at komme igennem Kelseas dele af historien - hvilket jo er størstedelen af bogen. Det hjalp heller ikke, at Kelseas forvandling gjorde hende mere fjern som person, mens Lily var utroligt nærværende.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af uventede twists undervejs, og en historie fyldt med action, spænding, forræderi, magtbegær, religion, magi, intriger, krig, hemmeligheder og kærlighed. De dystopiske elementer bliver mere udprægede i denne bog, som også får et science fiction-præg over sig via Kelseas syn. Blandingen er godt tænkt, og ligner ikke andet fantasy jeg har læst, men desværre var forfatteren så god til at beskrive science fiction-samfundet, at jeg meget hellere ville fordybe mig i den del af historien, hvilket gjorde at det tog længere tid at læse bogen end jeg havde regnet med.
Til sidst er jeg nødt til at nævne bogens udseende, for hold op hvor er den smuk. Ikke nok med at smudsomslaget er fantastisk, også den nøgne bog er smuk. Fjerner man smudsomslaget kan man nemlig se, at bogen har det samme flotte blå tryk på ryggen som på smudsomslaget, hvilket gør at den også nøgen matcher med første bind, hvor der er guldtryk på ryggen. Det er virkelig gennemført, og jeg er glad for at de danske forlag indenfor de senere år for alvor er begyndt at udgive æstetisk smukke YA- og fantasybøger, hvor man som læser kan mærke at der er kælet for detaljerne.
Selvom jeg ikke var helt så glad for bogen som for første bind, så er jeg ikke i tvivl om at jeg skal have læst sidste bind når det en gang udkommer på dansk, for historien er rigtig god og original, og personerne er intet mindre end fantastiske.