Kelsea er prinsesse af Tearling, og den sande arving til tronen. Hun er vokset op i eksil hos plejeforældre, siden hendes mor sendte hende i sikkerhed da hun var spæd. Hun har aldrig mødt sin mor, og ingen ved hvem hendes far er. På hendes 19-års fødselsdag dukker dronningens livgarde op for at føre hende til Tearlings hovedstad, så hun kan blive kronet og overtage magten.
Men det er bestemt ikke alle der er begejstrede for udsigten til at Kelsea overtager tronen. Hendes onkel Rigsforstanderen, har sendt snigmordere ud for at dræbe hende før hun når frem, og også dronningen af Mortmesme ønsker Kelsea død.
Undervejs opdager Kelsea, at intet er hvad det ser ud til, og at forræderi lurer overalt. Hvis hun vil overleve må hun lære at stole på sig selv, og, ikke mindst, finde ud af hvilke hemmeligheder hendes halskæde gemmer.
Bogen var maj måneds valg i fantasylæsekredsen.
Den her bog tog lang tid for mig at komme igennem. Ikke fordi den er dårlig, men fordi jeg, efter godt 100 sider, lagde den fra mig, og derefter havde meget svært ved at komme i gang med den igen, uden at jeg kan sige hvorfor.
Historien er nemlig rigtig god, med et plot fuldt af twists, og en spændende handling med masser af action, magi, forræderi, hemmeligheder, intriger, religion, grusomheder, magtbegær, slaveri og, overraskende nok, bogglæde, fortalt i et hæsblæsende tempo. Universet er veludbygget og dystert, og især de mange hentydninger til vores verden i form af navne, forfattere og historie giver verdenen et både genkendeligt og fremmedartet præg, som virker fængende og interessant. Jeg kunne godt lide de mange dystopiske elementer i bogen, og synes hele idéen med en udvandring den modsatte vej, fra Amerika til Europa, var godt fundet på og anderledes, end hvad man normalt støder på.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser af såvel omgivelser som grusomheder, og krydret med såvel litterære begreber og figurer som humor. Actionscenerne er realistiske, og så levende, at man som læser næsten kan lugte røgen og blodet.
Personerne er menneskelige og realistiske, og man kommer hurtigt til at lære dem rigtig godt at kende. Kelsea er en skøn hovedperson. Hun er stærk, stædig og modig, men også idealistisk og en smule naiv. Hun er glad for mad, og, som konsekvens heraf, en smule buttet, hvilket er forfriskende, da det er sjældent man støder på buttede hovedpersoner i fantasy. Hun siger selv, at det hun er bedst til er at læse og lave gryderet, og hendes kampevner er stort set ikkeeksisterende. Alligevel er hun parat til at kæmpe for sit folk og det hun tror på, og stole på de drømmesyn hun begynder at modtage. Hun starter med et meget rosenrødt billede af sin mor som hun, efterhånden som historien skrider frem, opdager ikke passer med virkeligheden. Og fra at elske og idealisere sin mor, begynder hun at skamme sig over hende. Også bipersonerne lærer man godt at kende, og især medlemmerne af den kongelige livgarde kommer man som læser tæt på. De er alle loyale mod Kelseas mor, og starter med at betragte Kelsea som noget af en håbløs opgave. Faktisk får Kelsea at vide, at deres opgave er at føre hende til hovedstaden, og derefter må hun klare sig selv. Efterhånden flyttes deres loyalitet til Kelsea, selvom en del af dem betragter hende som et uvidende barn, noget som hendes plejeforældre sørgede for, da de aldrig fortalte sandheden om fredsforhandlingerne mellem hendes mor og Mortmesme. Jeg må dog indrømme, at netop deres store loyalitet over for Kelseas mor irriterede og forvirrede mig, fordi det netop bliver pointeret at hun var en katastrofe som dronning, og når man tager prisen for freden i betragtning, forstår jeg simpelthen ikke hvorfor de vedblev at være loyale også efter dronningens død. Det gælder især Morgenstjerne, som er både snedig og skruppelløs i den måde han tjener sin dronning på. Rigsforstanderen, Kelseas onkel, er depraveret, egoistisk og magtsyg, og fuldstændig ligeglad med sine undersåtter, så længe han kan beholde sin magt, sine kvinder og sine penge. Han er let at manipulere af omgivelserne fordi han er uintelligent, doven og tilfreds, så længe han har sine fornøjelser. Dronningen af Mortmesme er nok den mest gådefulde person i bogen. Hun er stort set usårlig, magtbegærlig, grusom og har stærke kræfter, og så er hun fuldstændig besat af Kelsea, som nok er den eneste person hun frygter. Hun vil gøre alt for at få fingrene i de blå ædelsten som Tearlings dronning ejede, og er skrækslagen for, at Kelsea skal finde dem og lære at bruge dem. Bogen skifter mellem flere forskellige synsvinkler, og det er med til at give historien mere perspektiv, selvom langt størsteparten fortælles af Kelsea. Det er især onklens og den onde dronnings synsvinkler der tilføjer historien et dybere lag, fordi man lærer den anden side at kende, og, ikke mindst, finder ud af hvor afhængig Mortmesme og den onde dronning er, af de slaver de får. Ikke fordi det legitimerer slaveriet, men fordi det fortæller en del om magtbalancen og de økonomiske interesser slavehandlen indebærer i Mortmesme - og i Tearling.
Jeg glæder mig til at læse videre i serien og vende tilbage til bogens univers og dens fantastiske personer. Kan man lide dystopisk fantasy må man ikke snyde sig selv for denne bog, som jeg, på trods af at det tog mig lang tid at få den læst, varmt kan anbefale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar