mandag den 12. juni 2017

Smertensbarn

Smertensbarn er 1. bind af fantasyserien Den Grønne Ø af Mette Finderup.

Gyrith er datter af byens høvedsmand, og som sådan udset til at blive gift ud af landsbyen. Men selvom hun ved at fremtiden er bestemt for hende, drømmer hun om mere end ægteskab, og misunder broren Ulver, som i større grad selv kan bestemme sin fremtid. Gyrith har hele sit liv lidt af mærkelige anfald hvor hun forsvinder ind i mørket, og frygter at miste kontrollen med sig selv, hvilket er en af grundene til at hun frygter sejdrejsen. Hvert år sender byen nemlig dens vigtigste jomfru afsted på en åndelig rejse til gudinden Freja for at bede om held, og, ikke mindst, få besked om hvilken ægtemand jomfruen skal have. Gyrith har haft held til at undgå sejdrejsen i et år, men nu er der ingen vej udenom. Byen plages nemlig af voldsom regn, og Gyrith bliver derfor tvunget til at tage rejsen af sin mor. Men rejsen går galt. Det lykkes Gyrith at gøre Freja vred, og kun en mærkelig ring og guden Balder forhindrer gudinden i at slå hende ihjel. I stedet nedkaster hun en forfærdelig forbandelse over Gyrith: Alle dem Gyrith elsker eller vil komme til at elske vil dø. Og der går ikke lang tid før forbandelsen kræver sit første offer…

Bogen er juni måneds valg i fantasylæsekredsen.


Det er efterhånden flere år siden at bogen her udkom, men selvom serien lød som noget lige for mig har jeg af mystiske årsager ikke fået begyndt på den før nu. Og det på trods af at jeg er vild med fantasy som tager udgangspunkt i nordisk mytologi, og jeg kun har hørt godt om serien. Nu hvor jeg har læst bogen kan jeg kun tilslutte mig roserne. For den er god – rigtig god. Også selvom hovedpersonen irriterede mig en smule, hvilket jeg vender tilbage til.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår virkelig at beskrive omgivelserne så man føler, at man selv er der. Dialogerne er livlige, og selvom sproget ikke altid er lige pænt – de bander en del – så er det kun med til at gøre det hele endnu mere realistisk.
Handlingen er godt skruet sammen, og utroligt spændende. Jeg fløj igennem den, og blev hurtigt grebet af historiens mange twists, realistiske actionscener og magi, mens guder og gudinder, slaveri, kønsroller, vold og kærlighed krydrede fortællingen og bragte mig frem til en slutning jeg på ingen måde havde set komme.
Universet tager udgangspunkt i vikingetidens Danmark og de nordiske myter og gudesagn, og man kan mærke, at forfatteren har været grundig med sin research hvad gælder påklædning, boliger og samfundsopbygning. Som læser føles Gyriths omgivelser nemlig utroligt virkelige og levende, og det er med til at gøre historien endnu bedre.
Personerne er realistiske og menneskelige, på både godt og ondt. Hovedpersonen Gyrith er stærk, modig og frihedselskende, og drømmer om andet og mere end at ende som husfrue. Men hun har også let til vrede, er egoistisk, egenrådig, forkælet, og opfører sig ikke særlig pænt over for dem der er lavere på rangstigen end hun selv. Der er ingen tvivl om at hun elsker sine forældre og sin bror, men hendes stædighed giver hende gang på gang problemer. Jeg havde et lidt ambivalent forhold til hende, hvilket trak lidt ned i læseoplevelsen for mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne snuppe den måde hun opførte sig over for trællene på, og den måde hun syntes at mene at alle skyldte hende noget. Omvendt kunne jeg godt lide hendes mod og forholdet til Ulver, og hendes spirende forelskelse i Balder, som hun falder for mod sin vilje. Af bipersonerne var især Balder og Kelt interessante. Balder, lysets gud, er bogens hemmelighedsfulde skikkelse. Han redder Gyriths liv, og følger efter hende til menneskenes verden, men han har sine egne motiver, og selvom han er tiltrukket af Gyrith, så følger han sit eget hoved. Kelt er træl, men opfører sig mere som en fri mand. Han er flot, stærk og en dygtig smed, men han er også en dygtig kriger, og selvom han hjælper Gyrith, så bryder han sig ikke ligefrem om hende. Også bogens andre bipersoner er levende og menneskelige, og forfatteren formår at gøre de nordiske guder friske og anderledes, hvilket særligt kommer til udtryk i den ikke just smigrende beskrivelse af Freja.
Alt i alt var Smertensbarn en rigtig godt læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Bogen kan varmt anbefales, og især læsere af nordisk fantasy vil elske den.

Se også forfatterens hjemmeside

4 kommentarer:

trolderier sagde ...

Den vil jeg bare også så gerne læse :-)

Piskeriset sagde ...

Jeg synes, den er et ret interessant bud på en vikingehistorie - men jeg kunne dog ikke snuppe hovedpersonen, og så havde jeg det lidt svært ved det - til tider - meget moderne og frimodige sprog. Men fedt at den var langt mere nuanceret, end ungdomsromaner ofte er.


Mvh.
Den lille Bogblog

Kirsten Bloch sagde ...

@trolderier. Ja, gør det. Den er rigtig god.

Kirsten Bloch sagde ...

@Piskeriset. Ja, hovedpersonen er lige lovlig meget teenager - på den trælse måde. Jeg synes sproget fungerede rigtig godt, selvom de bandede meget, men forstår godt din irritation. Jeg er helt enig i at den er mere nuanceret end de fleste ungdomsbøger, hvilket bare gør den bedre.